torsdag den 22. november 2007

Studieobjekter på talerstolen

Der har været diskussion om det (ikke-)acceptable i at tidligere Stasi-officerer var inviteret til at tale på en stort opslået konference ved Syddansk Universitet i sidste uge (se fx Information og 180 grader). Ud over denne moralske diskussion, mener jeg dog at sagen rummer et overset videnskabsteoretisk problem: Er det rimeligt at lade objekterne for en videnskabelig undersøgelse fremlægge deres private opfattelse i et videnskabeligt forum?

Det kan være der er aspekter, jeg ikke kender til (fordi de ikke er fremgået at pressen), men umiddelbart ville jeg vurdere at det var usædvanligt at invitere folk til at tale i et akademisk forum hvis deres eneste kvalifikation er at de er en del af studieobjektet (og de således ingen akademiske kvalifikationer besidder). Det svarer vel til at invitere Counter Strike-nørder med på en konference om populærkultur, eller hvad?

Selvfølgelig kan man sige at de formentlig sidder inde med informationer der er relevante for det videnskabelige studium, men det er ikke normal videnskabelig praksis at indsamle viden om feltet ved at invitere informanterne til at holde oplæg på en konference, hvor der oven i købet (hvis pressens referat er korrekt) ikke er tid til at stille informanterne spørgsmål.

Jeg er ikke selv helt afklaret om hvad jeg mener – jeg undrer mig bare lidt over konferencen og hælder imod at der er tale om et mediestunt snarere end en akademisk begivenhed.

lørdag den 17. november 2007

Nu er den her! Psykopat-testen!

Jeg får mange mærkelige hits på denne blog - blandt nogle af de hyppigste er søgninger på 'søko' og 'psykopat-test'. Det sidste har jeg ikke skrevet noget om, men da behovet åbenbart er stort i dagens Danmark for sådan en test, har jeg bikset en sammen:

.......

Forestil dig at du står ved en klippekant. Ved siden af står en mand med kone og børn. Du bemærker at manden har et meget flot ur, og du overvejer om kan komme til at tage uret og skubbe ham i kløften mens hans familie kigger den anden vej. Du beslutter dig dog for at lade være.

Hvad var hovdedårsagen til at du modstod fristelsen? Vælg en af flg.:

1) Manden havde softice på jakken og du ville ikke have snaskede fingre.

2) Konen og børnene ville sikkert alligevel opdage dig og du ville ikke kunne nå at smide dem ned også.

3) Du vurderede at det ville gøre konen og børnene ulykkelige hvis manden døde.

4) Du var nervøs for selv at glide ned hvis du skulle tættere på kanten.

5) Du kom i tanke om den 1. formulering af Kants kategoriske imperativ og indså at det ville være fornuftsstridigt at skubbe manden ud.

6) Ved nærmere eftersyn var uret alligevel ikke så fedt.

Eller angiv selv en begrundelse.

Test-resultatet:
Der er kun ét svar der er korrekt. Hvis du ikke ved hvad det er (eller selv angav en alternativ begrundelse), er du højst sandsynligt psykopat, men det vidste du nok godt i forvejen (med mindre du også er dårligt begavet).

....................

Det smarte ved testen er at den også kan bruges til at teste om din chef er psykopat. Man indsætter bare chefen i stedet for sig selv i eksempel og valgmuligheder. Det kan selvfølgelig være svært at vide præcis hvordan ens chef ville svare, men man kan jo høre ham/hende ad.

mandag den 5. november 2007

Kloakeringens afgørende indflydelse

Flere ærværdige blogge (fx Ursuppen og ScienceBlog) har skrevet om et arrangement i denne uge. I beskrivelsen af det står der bl.a.:

”Naturvidenskaben har haft afgørende indflydelse på vores tankegang og mentalitet. Men hvor er naturvidenskabens stemme i den offentlige debat i dag? Hvorfor gemmer naturvidenskaben sig fortsat i laboratorierne? […]Vær med, når Det Kongelige Bibliotek tager naturvidenskabens rolle i den offentlige debat op til revision.”

Jeg har lavet en rask analogi:

Kloakering har haft afgørende indflydelse på vores hygiejne og sundhedstilstand. Vær med når Odense Vandværk tager kloakarbejdernes rolle i den offentlige sundhedsdebat op til revision.

Ok, det er en provokation og analogien er måske ikke helt fin i kanten. Men er det så indlysende at naturvidenskabsfolk qua naturvidenskabsfolk er specielt forpligtede til at udtale sig i den offentlige debat? Det kunne jo tænkes at deres bidrag som naturvidenskabsfolk består i at lave god naturvidenskab og ikke i at være samfundsdebatører. Jeg har brokket mig over det før (se selv her).

fredag den 2. november 2007

Kan du kende en analytisk filosof på gangen?

Jeg så lige et udmærket indlæg på Abgrund om analytisk sprogfilosofi. Et sted i indledningen står der ’analytiske filosoffer’ i stedet for ’analytiske sprogfilosoffer’ (indrømmet: det ville også lyde klumpet). Det er sikkert en fejl, for resten af indlægget er meget omhyggeligt med at diskutere analytisk sprogfilosofi fremfor analytisk filosofi generelt. Det er klogt, for jeg tror mange ikke-analytikere opfatter analytisk filosofi som noget med en ’sprog-fixering’, men det dækker nok analytiske filosoffers selvforståelse ret dårligt.

Det fik mig dog til at tænke på hvordan man egentlig skelner mellem analytisk filosofi og ikke-analytisk filosofi (lad os bare kalde det kontinental). Ingen der læser denne blog vil nok være i tvivl om hvor jeg hører til (hvis man altså kender skellet), og ofte danner man sig lynhurtigt en mening om en evt. observans på andre blogge – men hvordan gør man det? Er det ud fra meta-filosofiske præferencer (fx sprogopfattelse, grund-ontologi og argumenttyper) som man skulle forvente?

Mit gæt er at det snarere er ud fra markører som fx emnevalg, personlig skrivestil, reference-typer, mængden af tysk/fransk vs. engelsk, antallet af indlæg, homogenitet eller det modsatte osv. Fx tænker jeg selv automatisk at der er tale om en ’kontinental blog’ når der er en udpræget sammenvævning af personligt og fagligt. Men det kunne jo strengt taget testes empirisk [= ikke-kontinentalt udsagn].

Jeg må hellere understrege at jeg faktisk ikke mener at skellet ml. analytisk og kontinental er særligt frugtbart og gerne ser det forsvinde. Men det er et faktum at det er en del af den måde de fleste filosoffer ser det filosofiske landskab på – det er en sorteringsmekanisme som man ikke uden videre slipper af med. Og måske reflekterer det faktisk noget om identitet, personlighedstype mv. Det kunne være sjovt at undersøge om man også kan se på andre filosoffer om de er analytiske eller kontinentale.

onsdag den 17. oktober 2007

Døden – fordele og ulemper

Thomas Harder har kaldt sin nyligt udkomne oversættelse af en artikel-samling af Umberto Eco for ”Fordele og ulemper ved døden”. Harder ikke selv har fundet på titlen, men jeg synes den (titlen altså – bogen lyder kedelig) er fantastisk og det minder mig om at jeg er irriteret over at Thomas Harder ikke har givet os oversættelser af alle Stefano Bennis værker (øv!).

I øvrigt ville titlen passe fremragende på en bog jeg læser i øjeblikket: En hollandsk læge (med filosofi-baggrund) udgav i 1994 bogen Dancing with Mr. D: Notes on Life and Death. Det er en fremragende og meget mærkelig bog, der handler om forfatterens tid som læge på en plejeafdeling i Holland.

At den foregår i Holland er selvfølgelig ikke uvæsentligt! Ved side 150 havde jeg for længst opgivet at holde tal på hvor mange der var døde (naturligt eller mindre naturligt) og man får mange tankevækkende ting at vide om mennesket, liv, død, dødshjælp, sygdom, religion, videnskab og filosofi. Hvad kan man forlange mere!? Interesssant nok er bogen også absurd sjov på en mærkelig frastødende og overraskende måde. Døden kan være grufuld, men den er også dagligdag.

Her er et eksempel fra bogen: En patient dør og hans familie beder en sygeplejerske (Mieke) sørge for at give hans tøj videre. Hun foreslår lægen (vores fortæller) at se på om der er noget han kunne tænke sig, og han går derhen og begynder at kigge det igennem:

”… there is a pile of clothes on his bed, through which I start rummaging, occasionally holding up a shirt I like and then putting it aside, the way you do at a jumble sale. While I’m busy in this way, it gradually dawns on me that there is an eerie silence in the room so I look up and glance around. I am being stared at from each of the four other beds with a mixture of horror and disgust: calls himself a doctor, lowering himself to stealing the clothes of patients who have just died!
I don’t even try to explain, but it’s very embarrassing and I slip away as quickly as I can. Mieke will keep a few shirts for me.” (Bert Keizer: Dancing with Mr. D, Black Swan, 1997, s. 159)

Bogen er tilsyneladende selvbiografisk, men selv hvis den ikke var, ville den være stærkt interessant (i modsætning til alle de ’virkelighedsdramaer’ man (især) ikke ville spilde fem minutter på hvis de var fiktion). Jeg har lyst til at anbefale den til alle - også kommende læger, men jeg ved ikke om jeg tør: Der er jo lægemangel, og jeg tror at mange ville opgive professionsdrømmen efter mødet med bogen (hvis de ikke enten er lidt afstumpede eller meget reflekterede og psykisk robuste).

lørdag den 22. september 2007

Uvidenhedens velsignelse

Hvorfor er det altid sådan at man er utilfreds med det som radio og aviser bringer hvis man ved noget om emnet i forvejen?

Normalt synes jeg at Videnskabens verden på P1 er et fint program (bortset fra at jeg forbinder værten med hans tid på Børneradio og derfor hele tiden forventer at han siger at man kan ringe ind til quizzen). Men i dag hvor emnet ligger inden for mit fagfelt (om videnskabsteori og ID), var det ringe. Idéhistorikeren klarede sig nogenlunde i den del jeg hørte, om end han mildest talt ikke var nuanceret i sine udtalelser. Zoologen i slutningen derimod (jeg hørte ikke den anden) var pinlig i sine udtalelser om videnskabsteori (skomager, bliv ved din læst!).

Sådan er det tit, synes jeg. Når man ved noget om et emne, bliver man tit forstemt over den måde det behandles på i pressen. Jeg har opdaget at folk fra andre fagområder har det lige sådan. Skræmmende tanke at niveauet måske faktisk generelt er ret lavt, men at man normalt bare ikke opdager det.

fredag den 21. september 2007

Definition af terrorisme og frihedskamp

Jeg interesserer mig jo for definitioner og har længe tænkt på at skrive noget om dette begrebspar. Og nu har det aktuel betydning i en retssag om økonomisk støtte til udenlandske organisationer.

Hvis jeg var indkaldt som ekspertvidne til at definere ordene, ville jeg gøre opmærksom på at ingen af begreberne er rent deskriptive eller 'neutrale': Dvs en vigtig del af deres mening er de moralske betydningskomponenter (lige som i 'usling' eller 'hædersmand'). I tilfældet 'frihedskamp' er det fx komponenten 'oprør mod illegitim magt' (hvor 'illegitim' naturligvis henviser til moral snarere end til jura), og i tilfældet ’terrorisme’ er det fx komponenten 'opnåelse af sit ideologiske mål med uacceptable midler'.

Så retten skal altså overskride det juridiske felt og give sig ind i en moralsk vurdering. (Noget lignende ses i injuriesager, men slet ikke i samme grad.) Jeg ønsker held og lykke med projektet…

Ud over det vigtige aspekt med den indvævede moral, er det i øvrigt værd at bemærke at komponenterne som de står ikke udelukker hinanden. Dvs. at det alt andet lige vil være muligt at være frihedskæmper og terrorist på samme tid: Nemlig hvis man kæmper for en en prisværdig sag, men bruger forkastelige midler.

søndag den 16. september 2007

Absolut humor!

Jeg er blevet rodet ind i en diskussion om humorens eventuelle absolutte status (se her og her). Jeg ved ikke noget videre om emnet (ud over at flere filosofistuderende har skrevet opgaver/specialer om det og at disse oftest ikke er sjove) og det er jo altid et godt udgangspunkt for en blog-diskussion. Så her er ca. en sides skud fra hoften om humor og sjovhed hvor jeg forsvarer en relativistisk projektivisme:

Lidt om det sjoves metafysik
Jeg opfatter klart ’sjovhed’ som noget vi lægger ud på verden (det giver ikke mening at sige at verden kunne være ’sjov i sig selv’ uafhængigt af menneskets bevidsthed!) Men vi oplever det som om det er verden derude der er sjov – på samme måde som farverne ikke er ’derude’, selvom de klart opleves sådan. Så det at vide at verden ikke er sjov i sig selv, lægger naturligvis ikke en dæmper på morskaben. Og projektivismen forklarer hvorfor vi opfatter ting som ’absolut sjove’. Lidt på samme måde som vi opfatter folk som absolut irriterende eller absolut charmerende og synes at modsatte holdninger er bizarre, samtidig med at vi godt ved at der kun er tale om et personligt perspektiv.

Lidt om det sjoves erkendelsesteori og psykologi
Man ved at noget er sjovt fordi man kan mærke det: (alt andet lige) griner/smiler man (eller har lyst til det). Som regel er det sjove ’uudsigeligt’: man kan pege på det, men hvis den anden så ikke fatter det sjove, er der intet at gøre. Andre gange er der en refleksivitet involveret: man griner af at man griner (fordi man ikke burde fordi det ikke er sjovt nok til det). Dette hænder oftest i upassende situationer.

At noget opfattes som sjovt skyldes formentligt elementer som overraskelse, paradoksialitet, normbrud, indseen af egen eller andres tåbelighed og lign. Sjovhed er relativt til verdensbillede, menneskesyn mv. Derfor kan man nogle gange få andre til at se hvori det sjove består ved at peget på omstændighederne. Relativiteten betyder også at man ændrer sin humor i takt med at man ændrer personlighed og vidensniveau. Alligevel betyder det fx ikke at det man synes var sjovt som 5-årig ’i virkeligheden’ ikke var sjovt - i modsat fald ville størstedelen af verdens befolkning jo aldrig opleve noget sjovt. Og som regel deler man humor med dem man omgås fordi man deler verdensbillede, viden, tidsånd osv.

Lidt om sjovhed og moral
Disse ting følges ikke ad: der kan være umoralske ting som opfattes som sjove. Men hvis man opfatter noget som umoralsk, vil det også nogle gange betyde at det potentielt sjove fordufter. Andre gange kan man more sig over noget som man egentlig godt ved er forkert (en velplaceret fornærmende bemærkning eller lignende). Det er lige som i æstetikken: God kunst er ikke nødvendigvis moralsk god kunst. Det er formentlig moralsk bedre at grine af sige selv end af andre, men ikke altid sjovere.

Grænsetilfælde
1. Nogle gange ved man at noget er sjovt, men man synes det bare ikke aktuelt fx fordi man er tynget af sorg. I disse tilfælde giver det mening at sige ting som: ”Ja, jeg ved godt det er sjovt, jeg synes det bare ikke lige nu”. Dette er dog ikke en absolutistisk synsmåde – det handler blot om at man kan skelne mellem sin ’normal-tilstand’ og dens vurderinger og så den sorg man er i. Eller man kan sige: ”Ja-ja, jeg ved godt det er sjovt. Jeg synes bare det er synd for Mr. Fawlty”.

2. Nogle gange findes der sjove ting som kun få forstår – jeg har hørt et eksempel på tre fysik-genier der vred sig af grin ved en tavle: ingen andre ved konferencen forstod noget (det var noget om spin) og formentlig heller ikke i resten af verden.

3. I Cena Trimalchionis (fra antikken) optræder vitsen ”Carpe, carpe!” (: ”Forskærer, skær for!”). Det er efter min bedste overbevisning ikke sjovt, men jeg anerkender at det kan have været det engang (hvilket fremgår af kommentarværker mv).

Nok brainstorm: Måske er der nogen derude der faktisk VED noget om disse ting?

Ny blog-politik

Læser-service. Jeg har besluttet at skille tingene lidt ad:

Fremover fortsætter denne blog som mere all-round-filosofisk, mens mit aktuelle forskningsprojekt flytter over på den engelsk-sprogede Caroline etc. (hvad ellers?). Her vil jeg lægge hard core religionsfilosofi af ikke-teologisk observans (plus ting af generel filosofisk og videnskabsteoretisk karakter). Der er endu (halv)tomt, men jeg vil fodre løbende med ting fra mit projekt, konferencer mv.

Desuden har jeg den glæde være blevet medskribent på Forskningsfrihed? - en vigtig blog med et godt 'drive'. Jeg regner ikke med at backlinke indlæg mellem Caroline osv og Forskningsfrihed? for de er begge med på Videnskab.blogbot.dk (endnu ihvertfald).

onsdag den 12. september 2007

Videnskabsteori? Hvorfor det?

Jeg tror ikke den videnskabelige praksis som sådan blandt forskere ændres ret meget ved kendskab til videnskabsteori og videnskabshistorie. Men det er jo ikke alle naturvidenskabsfolk der arbejder som forskere. Og selv de der gør, har brug for at kunne håndtere mere abstrakte diskussioner om videnskab og vide noget emnet.

Hurtige eksempler på hvad jeg selv ville tage med i undervisning i videnskabsteori:

- hvad tæller som videnskab? hvilke videnskabstyper findes der?

- hvad er kriterierne for god forskning? hvordan måler og sammenligner man det?

- hvilke typer af fejlkilder findes der på forskellige niveauer og områder?

- hvor går grænserne mellem videnskabelig uredelighed, ønsketænkning og dumhed?

- kan man skelne mellem ideologi og videnskab?

- hvordan udvikler videnskaben sig? akkummuleres der viden? er det konkurrerende paradigmer?

- hvad er forholdet mellem flerfaglighed og tværfaglighed? er kollektiv viden mulig?

- hvad er (ikke) naturvidenskabens genstandsområde?

- hvad er videnskabens rolle i samfundet? fx forholdet ml. eksperter og befolkning?

Ideelt set synes jeg at enhver videnskabsmand burde være så godt at vedkommende ville kunne svare for sig på disse punkter i Deadline mod fx relativister, ID-tilhængere, krystal-healere, maskinstormere eller andre. Og det gælder også de humanistiske videnskabsfolk! (Hvor mange af jer underforstod naturvidenskab hele vejen igennem?)

tirsdag den 11. september 2007

Scientisme forever!

Jeg kan se at Lone Franks nye bog fylder meget både på blogs og i aviserne, men jeg orker ikke at forholde mig til det. Det er som altid sådan at de uenige får deres fordomme bekræftet, og det gør de enige sådan set også.

Min fornemmelse i tilfældet Lone Frank er at hun spidsvinkler alle sine pointer (eller sørger for at de næste led i fødekæden gør det) således at der tilbage står en arrogant og ureflekteret scientisme som ingen bliver klogere af, men som sikrer størst mulig omtale og indtjening.

Jeg synes at eksperimental-filosofiens brug af empiri i fx moralfilosofien er rasende interessant (ja, jeg skriver noget om det senere) – men jeg mener også at der er en del områder som den ikke kan bidrage med viden om. Denne position synes dog at være temmelig fraværende i debatten. Nogle diskussioner egner sig åbenbart ikke til afbalancerede synspunkter – nedenfor har jeg samlet et par klassiske eksempler. Fælles for dem er at hvis man argumenterer for/imod den ene pol, antager alle automatisk at man hører til på en bestemt fløj (og langt ude på den, naturligvis):

- naturvidenskab vs humaniora
: helt umuligt at mene at emnet må diktere metoden

- religiøs realisme/antirealisme
: agnosticismen synes at være fuldstændig udelukket

- empirisk vs hermeneutisk-fænomenologisk tilgang i humanvidenskaberne
: kombinere? what?

- intelligent design som videnskab vs som religiøs trojansk hest
: kan ikke diskuteres på flere niveauer!

Der er sikkert mange flere. De politiske gider jeg slet ikke nævne.

Teknisk set falder jeg måske selv i fordomsfælden når jeg ikke gider involvere mig i diskussionerne, og jeg indrømmer at jeg her ikke lever op til mine egne idealer. Men dette er min tøsede indstilling: Hvis jeg ikke fornemmer ægte vilje til at argumentere og lade sig flytte, er det ikke noget for mig. Ellers skal det i hvert fald være meget sjovt!

fredag den 7. september 2007

Trafik på bloggen

Jeg har desværre ret travlt i øjeblikket og får ikke skrevet de fornuftige indlæg om 'det rimelige i at videnskabssministeriet (eller hvad det hedder pt) udelukker forskernes fagblad, forskerforum, fra pressemøder' eller ’forholdet mellem religionsvidenskab og teologi’.

Men min blog bliver alligevel besøgt, lader det til. Som det fremgår nederst på siden, kan jeg se nogle oplysninger om trafik via sitemeter. Og her er (med inspireration fra Rasmus på ursuppen) et par af de google-søgninger (i kursiv) som leder folk hen til denne blog:

ting man aldrig skal gøre
- ud over oplagte som ’putte tændt brødrister i badekaret’ eller ’sige aldrig’ har jeg ikke lige nogle bud, men jeg vil bestemt tænke over det. Evt resultat følger senere.

vandet stiger i hulen
- ja, det har jeg mærkeligt nok skrevet noget om i et indlæg.

Caroline den store
- nja... tænkes der på begavelse eller vægt?

bliv helbredt for farveblindhed
- er det en ordre?

Nå, men nu har jeg åbnet for september måneds indlæg. Jeg vil bl.a. prøve at nå at skrive noget snart om den konference jeg er tilmeldt i slutningen af september: Religion in the 21st Century på Københavns Universitet. Men jeg har også noget forskeruddannelse og undervisning der skal passes.

lørdag den 25. august 2007

’Journalistisk dokumentation’

Først var det en læser på Informations hjemmeside, så var det en lederskribent i Information og til sidst var det Lasse Jensen i Mennesker og medier der spurgte ”om der findes en særlig ’journalistisk dokumentation’?”.

Anledningen var rapporten om Guldbrandsen-filmen om Afganistan, hvor forfatterne havde dristet sig til at bruge udtrykket. Og altså nu blev afkrævet en forklaring.

Men ærlig talt: Selvfølgelig findes der en særlig ’journalistisk dokumentation’, lige som der findes ’videnskabelig dokumentation’ og ’familie-frokost-dokumenatation’. De adskiller sig bl.a. i kraft af krav til nøjagtighed og forventninger om baggrundsviden. Journalistik er (selvfølgelig) ’quick and dirty’ i forhold til videnskab – uden at dette betyder at 'anything goes'.

Det sjove er, at det plejer at være journalisterne der kritiserer utilfredse forskere, for ikke at fatte at der er forskel mellem journalistisk og videnskabelig formidling.

onsdag den 22. august 2007

Findes der ukrudt?

Mange religionsvidenskabsfolk mener ikke at man kan definere hvad religion er, fordi begrebet blot er en værktøj for den akademiske forskning og ikke handler om noget der findes i en teori-uafhængig virkelighed (I kid you not!).

Hos en af de (rigtigt!) store teoretikere inden for religionsvidenskab fandt jeg denne analogi ml. 'religion' og 'ukrudt', hvor han skriver om dengang han var ansat på en gård:

”As my boss used to observe: ’There’s really no such plant as a weed. A rose bush, growing in my cornfield is a weed. In my flower garden – thistles, mullen and goldenrod – make right smart plants, if you keep them under control.’ ” (J.Z. Smith 1978: 291)

Har han ikke netop her givet en ret god definition af hvad ’ukrudt’ er? Nemlig en plante som gror på steder og måder som man ikke ønsker. Selvfølgelig er bjørneklo som regel ukrudt, men når den vokser i klosterhaven i Odense eller Botanisk Have i København, er den ikke.

At noget kun kan defineres relativt til menneskelig formål, betyder på ingen måde at det ikke kan defineres. Hvis dette ikke var tilfældet, ville man heller ikke kunne definere religion, penge, ministre, familie, sport, bedrageri, kunst, sundhed/sygdom, flygtninge, overvågning osv. osv.


Jeg mener at argumentet for den antydede hortologiske anti-realisme er stærkt overvurderet.

søndag den 19. august 2007

Navnløs søko, tsk-tsk!

Der blev født en søko-unge i Odense Zoo i fredags. Den må ikke få noget navn, for som en af zoologerne udtaler, ”er den jo ikke et kæledyr”. Sikke noget frelst pjat:
1) mange andre ting end kældyr får navne (fx skibe, rumfærger o.l.)
2) en sæko i akvarium er jo heller ikke ligefrem et vildt dyr
3) de behøvede ikke at kalde den Snuske eller Fido, de kunne vælge xz89-r (eller noget)
4) navne til dyr i fangenskab er praktiske - specielt når man har flere end et

Jeg så søkoen lørdag morgen, men kunne ikke uden videre konstatere om det var en han eller en hun (fik aldrig taget et valgfri kursus i kønsbestemmelse af større vandlevende pattedyr). Men jeg foreslår følgende navne til søko-ungen: Preben eller Vanessa. Det er der vist ikke nogen der kan tro er kæledyrsnavne. Men jeg er selvfølgelig åben for andre forslag også.

onsdag den 15. august 2007

Religiøse i etiske råd

Kristeligt Dagblad har i dag en forsidehistorie om at Sundhedsministeriet ikke vil betale til etiske kommiteer på hospitalerne. Der står ikke hvorfor, men man kan håbe at det er fordi Sundhedsministeriet ikke ønsker amerikanske tilstande (hvor alle hospitaler er udstyret med sådanne kommiteer).

Problemet med kommiteerne i USA (ud over selve det med etiske råd - herom en anden gang) er, at de typisk er sammensat af
1) jurister (det er jo USA),
2) sundhedsfagligt personale og
3) repræsentanter for de store trosretninger.

Ingen af disse grupper har automatisk viden om etik, selvom den sidste gruppe tit hævder at de har. Og det er uheldigt er det at rode religionerne ind i det - allerede Platon (nogle tusind år siden) viste at religionen ikke kan være grundlag for etikken:

Hvordan er sammenhængen ml. Guds godhed og det moralsk gode? Der er to muligheder:

a) 'Noget er godt fordi det er i overensstemmelse med Guds vilje'. I så fald ville hvad som helst være godt hvis Gud havde befalet det (fx løgn og lystmord) og Guds ’algodhed’ ville blot betyde at Gud vil det, som Gud vil.

b) 'Noget (fx barmhjertighed) er Guds vilje fordi det er godt'. Det er jo muligt, men i så fald har man brug for en ekstra forklaring på hvad der gør det godt – en forklaring som ligger før Guds vilje og dermed ikke behøver religionen.

Begge muligheder er altså lige dårlige for ideen om at moralen hviler på religionen. Så deltagere i etiske kommiteer skal ikke sidde der i kraft af deres religiøse indsigt. Hvis der overhovedet skal være sådanne kommiteer.

onsdag den 8. august 2007

Sjæl og naturvidenskab

Der er et par diskussioner i filosofien som jeg sjældent føler mig fristet til at gå med på fordi jeg synes de er futile fordi de formentlig aldrig kan afgøres og der ikke sker det store på argumentfronten. Blandt dem er diskussionen om hvorvidt omverdenen eksisterer eller ej (et skud fra hoften: det gør den!) og om bevidsthedens/sjælens natur. Efter et besøg på naturalisme-bloggen (som jeg ikke ville oversvømme med en mega-lang kommentar), har jeg dog alligevel lyst til at skrive et par tanker om diskussionen:

Jeg synes nemlig det er trist at mange uden videre antager at det der kan findes i verden, er udtømt med det der kan beskrives i naturvidenskaben. (Noget som filosofferne er medskyldige i pga. den logiske positivisme, undskyld!) Et klassisk offer for denne opfattelse er bevidsthedsfilosofien som tit bliver opfattet som noget kvasi-religiøst, uvidenskabeligt vrøvl som man kan gøre kort proces med ved at henvise til hjernescanninger o.l. Min erfaring er at naturvidenskabeligt indstillede personer nærmest kan blive skuffede hvis de hører at man mener det er værd at diskutere bevidsthed - man fornemmer nærmest at der tænkes 'hun virkede ellers så fornuftig' og derefter 'gad vide om hun også tror på jordstråler'.

Der er selvfølglig langt fra enighed inden for filosofien om bevidsthedens natur. Men de fleste filosoffer er dog (i modsætning til mange uden for filosofien) enige om at det er en både vanskeligt og interessant problem som nok var blevet løst nu (efter et par tusind års filosofi og videnskab) hvis det havde været simpelt.

Dengang jeg så TV, stødte jeg nogle gange på indslag i TV-avisen som’videnskaben har nu afbilledet smagen af jordbæris’. Billedet der herefter blev vist, forestillede dog selvfølgelig kun en hjernescanning der viste en hjerne hvor visse dele havde større aktivitet end andre. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan man skulle kunne vise (ikke-kunstnerisk fortolkning af) smagen af is, eller en tanke i det hele taget – hvordan skulle man kunne vise andet end netop hjernen hos en person der spiser is eller tænker?

Jeg ved af erfaring at det pædagogisk mærkelige og interessante ved denne filosofiske diskussion er, at det faktisk er ret svært for det fleste at få ’øje på’ bevidstheden som fænomen. Man kan kun give eksempler og tankeeksperimenter der (måske) kan fungere som øjenåbner. Nogle af de bedste jeg kender kommer her i hurtige versioner:

1) Filosoffen Klawonn (Syddansk Universitet) er eminent til at forklare problemet (skal opleves). Hans foretrukne eksempel er næsten altid smerte: Denne er noget subjektivt/privat og urumligt som dog er meget virkelig (tænk på økser i låret, kogende vand mv), men ikke desto mindre unddrager sig den objektive/fysiske undersøgelse af fx neurologisk karakter. Her er et eksempel jeg husker: Uanset hvor meget tandlægen borer ned i tanden, vil han aldrig nå frem til smerten – det vil aldrig gøre ondt på ham (det ændrer selvfølgelig ikke noget at han kigger i hjernen…). Man kan måske se at en person har smerter, men selve smerten kan man aldrig se udefra (heldigvis? - ellers ville det jo gøre ondt på en selv).

2) Thomas Nagel har formuleret noget lignende med spørgsmålet om ’hvordan det er at være en flagermus’: Selv hvis vi forstår alt om flagermusens komplicerede særlige navigationssans, kan vi ikke forestille os hvordan det er at være en flagermus og navigere i høj fart i mørket mellem træstammer. Oplevelsen af hvordan det er at være en flagermus er kun tilgængelig indefra (for flagermusen), ingen naturvidenskabelig forskning kan alene hjælpe her.

3) Black and White-Mary: Forestil dig en forsker (Mary) der er født farveblind, men ved ALT om hjernens fysiologi (kemi, neurologi osv) herunder også farveperceptionens neurologiske udtryk i en normal (dvs. farveseendes) hjerne. En dag bliver hun pludselig helbredt for sin farveblindhed og ser farven rød for første gang. Har hun lært noget nyt? I så fald hvad? De fleste vil sige at hun oplever farven rød, noget som hun aldrig har oplevet før – men denne erkendelse er jo ikke af et nyt fysisk-kemisk, neurologisk faktum.

At forstå hvad disse eksempler søger at pege på, mener jeg er en forudsætning for at kunne diskutere bevidsthedens natur på en måde der lever op til almindelig filosofisk standard. Men som sagt er diskussionen stadig åben og dualismen har store problemer med at forklare specielt kausalforholdet ml. bevidsthed og krop: Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre hvis kroppen er rumlig og bevidstheden er urumlig? Hvad med energiens konstans?

Nye filosoffer kan begynde her.

Eller måske rettere: Hellere på en anden blog...

Tilføjelse (10/8): Denne anden blog kunne evt. være den nystartede stringent anti-naturalisme.

mandag den 6. august 2007

Information af patienter

Værdien af patient-information misforstås ofte. Her er to klassiske ekspempler på problematiske opfattelser:
1) Neutral information om fakta er tilstrækkeligt for at patienter forstår sagen.
2) Neutral information om fakta er tilstrækkeligt for at patienter kan træffe valg.

En af tophistorierne i DR i dag handler om at mange patienter deltager i medicinske forsøg uden at vide det. På DRs nyhedsside nævnes det at ”Ifølge loven skal patienter og forsøgspersoner både være skriftligt og mundtligt oplyst om forsøget, og de skal have betænkningstid, inden de skriver under på at deltage.”

Og Mette Hartlev (jurist, KU) citeres for at det derfor er ”helt i strid med loven, at 14.000 mennesker ikke vidste, at de var med i forsøg”.

Men folk kan sagtens være informeret om at de er med i forsøg, have skrevet under osv. uden at det betyder at de ved at de er med i forsøg.

Information og forsøg
En læge fortalte engang ved om et eksempel hvor en patient og dennes pårørende skulle tage stilling til medvirken i forsøgsbehandling og derfor fik forklaret forsøgets konstruktion med tilfældig fordeling af patienter i behandlingsgruppe (med formodet virksomt middel) og placebo-gruppe (med uvirksomt middel) så man kunne sammenligne resultaterne. Efter meget lang forklaring, svarede de: ”OK, så tror vi nok vi vælger behandlingsgruppen”. Havde de nu kun svaret OK eller lignende, ville det måske ikke være kommet frem at de slet ikke havde forstået ideen med forsøget.

Pointen er at forestillingen om ’informeret samtykke’ er utroligt vanskelig at omsætte i praksis: Hvordan sikrer man sig neutral og tilstrækkelig information? Hvordan sikrer man sig at patienten forstår det hele? Sat på spidsen tror jeg at informeret samtykke er en illusion: En patient uden sundhedsfaglig baggrund vil aldrig kunne forstå forsøg, forudsætninger og risici til bunds. Det betyder naturligvis ikke at det er ligegyldigt om folk informeres og samtykker! Blot skal man ikke være naiv i opfattelsen af hvad informeret samtykke indeholder.

Information og behandling
En slags omvendt naivitet kan ses når det overlades til patienten selv at vurdere hvilken behandling der er bedst. Nogle gange fortolkes det sådan at lægen ikke må rådgive om hvad man skal vælge (fx operation eller medicinsk behandling), men blot informere neutralt om fx risici.

Dette er en absurd situation – en patient skal selvfølgelig have lov at vælge selv, men vedkommende vil meget sjældent kunne træffe et valg der er lige så kvalificeret som den med faglig indsigt. Jeg mener det bør være lægens pligt at give sin mening om den bedste behandling (givet patientens situation og ønsker) hvis hun bliver bedt om den. Læger er ikke ufejlbarlige eller upartiske, men de er eksperterne og besidder viden som patienter normalt ikke kan opnå gn. almindelig vejledning.

Man bliver nødt til at anerkende at information af patienter altid vil være ufuldstændig. Dette betyder at man i praksis aldrig kan opnå en situation hvor patienten selv træffer et fuldstændigt oplyst valg. Man må blot gøre hvad man kan for at sikre at patienten får så mange relevante informationer som muligt – herunder også om hvordan eksperten vurderer sagen – og forsøge at sikre sig at infomationen også er forstået.

onsdag den 18. juli 2007

Etablering af alternativ behandling?

Jeg hørte med et halvt øre i radioavisen til morgen kl. 8 at hvis det står til den danske befolkning, skal alternative tilbud gøres til en del af det etablerede sundhedsvæsen – også selvom der ikke er dokumenteret effekt på linie med kravene til traditionel behandling.

Jeg kunne ikke komme ind på DR senere og tjekke om det faktisk var hvad der blev sagt og historien var væk fra senere nyhedsudsendelser. Kan jeg virkelig have hørt rigtigt?

Ideen var ellers ret tankevækkende – jeg ser for mig hvordan store dele af medicinal-industrien ville juble over det hvis behandlingstilbud skal have adgang til det offentlige sundhedsvæsen når blot befolkningen kræver det. Reklamekampanger er nemlig væstenligt billigere end klinisk kontrollerede forsøg.

tirsdag den 17. juli 2007

Hvor dum må man være?

Et par overvejelser her i ’ferien’: Bør DR vise videnskabeligt tvivlsomme dokumentarfilm om klimaforandringer? Må ansatte på universitetet argumentere under lavmålet?

Efter at Kristeligt Dagblad har bragt et interview med ID-tilhængeren Jakob Wolf, spørger Stokbro på sin blog: ”..hvordan reagerer en videnskabelig institution som universitetet på idioti i egne rækker?”. Tidligere har Klemens Kappel på sin blog spurgt: ”Kan en universitetsansat forsker være fortaler for ID?”.

Ansatte på et universitetet skal have et meget stort frirum til at udtale dumheder. Det er op til fagfæller og andre at kritisere det der bliver lagt frem. Det er selvfølgelig uheldigt hvis universitetets ry bliver truet – men hvad er alternativet? Det er svært at forestille sig hvordan et universitet som sådan kan ’reagere’ uden at det vil krænke den forskningsmæssige metode- og tanke-frihed.

Kan det så også forsvares at DR2 viste den omdiskuterede film der kritiserer den herskende opfattelse inden for klimaforskningen? Her er sagen mere speget fordi allerede det at blive vist i nationalt TV af mange de fleste opfattes som et kvalitetsstempel og der er risiko for at udsendelsen ikke får passende modspil (trods den indgår i en serie med andre synspunkter) fordi der ikke er sikkerhed for at folk kan gennemskue argumenter – eller overhovedet ser flere afsnit i serien end det ene. Og hvor langt ude må ’dokumentar-film’ være? (Kunne man fx forestille sig at DR viste en filmatisering af Zions vises protokoller?) Alligevel tror jeg igen at alternativet er værre...

Århus Universitet forsøgte sig med en sanktion over for Helmut Nyborg. Det var ikke kønt (på trods af at det tyder på at der faktisk var en del tvivlsomme elementer i hans forskningspraksis). Så hvor dum må man være? Temmelig dum.

tirsdag den 3. juli 2007

Ateisme og allergi over for det irrationelle

Da jeg begyndte bloggen her for nogle uger siden, regnede jeg med at jeg bare skrev for mig selv. Siden blev jeg klogere. Man bestemmer ikke nødvendigvis selv udviklingen på sin blog.

Indlægget om ateisme og religion trækker overraskende mange til – også internationalt (ok fra Norge, men alligevel). Dette er på den ene side irriterende da jeg egentlig ikke interesserer mig specielt for emnet. På den anden side fortjener inlæg + kommentarer efterhånden et follow up.

Så jeg har tænkt over hvorfor mon det provokerer sådan at spørge om visse former for ateisme har en del til fælles med religion – jeg mener: folk kunne jo bare tænke ’idiot’ og klikke videre hvis de synes ideen er dum. Hvorfor bliver handsken taget op?

Mit gæt er at mange nærmest har en allergisk reaktion over for religion pga. det irrationelle i kombination med de troendes egen tilfredshed med deres religiøsitet. For hvis det var religionernes skadevirkninger, skulle man tro at folk ville rase over disse ting og ikke over stilfærdige troende der passer sig selv.

Måske er tesen forkert, men faktisk kan jeg godt se irritationsmomentet, for jeg har selv en rem af huden… Jeg kan uden videre nævne flere områder hvor jeg kan hidse mig op alene fordi jeg synes folk opfører sig dumt: fx folk der mener deres papegøje taler med dem, livsfarlig bjergbestigning og alternativ ’viden’ og ’behandling’ (herunder astrologi, krystalhealing mv.). Jeg ved ikke om det en rimelig allegisk reaktion eller en overreaktion.

.....

Forresten om noget andet: Jeg har tilføjet en kommentarliste som angiver nogle surrealistiske tidspunkter, men det er forhåbentlig bedre end ingenting.

fredag den 29. juni 2007

Hvad er en ekspert?

Begrebet ekspert bliver brugt hele tiden – men hvad dækker det egentlig over? Hvad er en ekspert? Hvad kan man være ekspert i? Og hvordan bliver man det?

Vi har at gøre med et klassisk eksempel på et begreb som alle bruger, men som der ikke kan skabes enighed om definitionen af. En god opgave for en filosof!

En specialestuderende i filosofi ved SDU har brug for hjælp fra alle interesserede (uanset køn, alder, uddannelse, etnicitet, formue, religiøs overbevisning, seksuelt orientering osv.) til at afdække hvad vi egentlig mener når vi taler om eksperter – er du interesseret, så gå ind på dette hurtige (og det er det virkelig!) spørgeskema (her).

Send også meget gerne linket videre til alle du tror vil hjælpe – jo flere der er med, jo bedre undersøgelse!

Er der interesse for det, inviterer jeg den studerende til at lave en gæste-optræden på bloggen om emnet.

tirsdag den 26. juni 2007

Journalistik og videnskabelig uenighed

I radioavisen til morgen var offentliggjort en meningsmåling om økonomers vurdering af skattestoppet. Ideen er ikke dårlig! Det er et relevant parameter (blandt andre selvfølgelig) hvordan fageksperter vurderer en sag.

Journalister lærer at man altid skal høre begge sider af en sag. Det betyder i praksis at de ringer rundt for at finde en der mener ’det modsatte’. Problemet med fremgangsmåden ses i sager hvor det faktisk er meget få der mener ’det modsatte’: Her kan det give folk en falsk fornemmelse af at det videnskabelige samfund er delt i spørgsmålet. Et oplagt eksempel er diskussionen om intelligent design hvor det lader til at der kun findes to fastansatte universitetsfolk med naturvidenskabelig baggrund der støtter synspunktet (kilde: teolog Niels Henrik Gregersen i Darwin eller intelligent design, 2007). Et andet eksempel kunne være (dele af) klima-debatten om end sagen er mere kompleks her.

Jeg har selv været ude for at blive ringet op en journalist der ville høre om jeg kunne repræsentere ’det modsatte’ i en given diskussion – det kunne jeg ikke og jeg kendte heller ikke andre i filosofien der kunne. Men journalisten fik vist gravet en frem senere.

Her er en simpel løsning (jf. indledningen): Journalisten angiver i sit indlæg hvordan opfattelserne fordeler sig. Som journalist Lis Agerbæk Jørgensen sagde da jeg nævnte problemet for hende ifm ID-diskussionen: Så kunne man skrive: ”Den ene af de to naturvidenskabsfolk der støtter teorien, udtaler at…”.

Anti-morale 1:
Hvis journalister tilføjede disse oplysninger ville mange historier dø med det samme fordi de bygger på at eksperterne strides.

Anti-morale 2:
Det er lettere at komme i medierne hvis man har et afvigende synspunkt.

mandag den 25. juni 2007

Blog-helvede part II

Nu har jeg haft denne blog i ca. to uger og er glad for at den netop er blevet fundet værdig til videnskab.blogbot.dk.

I det hele taget er jeg meget blog-positiv lige nu – specielt synes jeg bloggen har et vigtigt potentiale ud i den ædle disciplin ’vidensdeling’: Den er bredt orienteret både mht emner og modtagere, interaktiv og ’quick and dirty’. Bloggen har altså klare fordele fremfor fx læserbreve (jf bekymringerne i mit sidste bloghelvede-indlæg). Specielt er det en god ting at indlæg kan dukke op i søgninger uden om fx info-media og at indlæg bliver liggende hvor de er, fremfor at være et ’one shot’ som en kronik.

Største risiko: At blive en meningmaskine.
Som jeg skrev i det tidligere bloghelvede-indlæg, er formålet med min blog (for mig) at den kan bruges som parkeringsplads for løse tanker og kæpheste, men jeg har opdaget at selve muligheden for at komme af med disse har en tendens til blot at generere endnu flere af samme slags…

PS. Risikoen for at blive meningsmaskine er allerede overhængende når man har undervist i 10 år og har vænnet sig til at høre sig selv tale (meget klogt) hele tiden. Risikoen begrænses til gengæld heldigvis af at jeg hader at skrive.

PPS. Fremover vil jeg spare evt læsere for meta-blog-indlæg som dette (med mindre der er principielle pointer der skal frem). Dette var så en meta-meta-blog-bemærkning. Evt. kommentarer hertil vil være … (ok, jeg stopper).

lørdag den 23. juni 2007

Intellektuel arbejdsdeling

I forlængelse af diskussionen om hvorvidt vi har brug for flere naturvidenskabsfolk i samfundsdebatten (se fx ursuppen.dk og ScienceBlog.dk) vil jeg lige minde om at intellektuel arbejdsdeling er en god idé - der er brug for et minimum af respekt for fænomenet faglig ekspertise.

Det er glimrende når naturvidenskabsfolk vil bidrage til samfundsdebatten ud over de 'tekniske' aspekter. Men det er ikke specielt interessant hvis de gør det qua naturvidenskabsfolk - nano-teknologer ved (alt andet lige) ikke mere om samfundsmæssige konsekvenser af overvågningsteknologi end balletdansere eller fiskere. Ønsker man forskningsbaseret viden, er det derfor naturligt at gå til andre fag, fx filosoffer (jf Anders eller BigMother).

Det virker som om Lone Frank og andre har en idé om at hvis blot scenen overlades til naturvidenskaben, så har vi hurtigt løst spørgsmål om fx bevidsthedens natur, den retfærdige fordeling af goder i verden eller livets mening. Men et sådant synspunkt må bygge enten på uvidenhed om de faglige diskussioner eller manglende evne til at forstå indholdet i disse. Det er nogenlunde på niveau med den gennemsnitlige tilhænger af intelligent designs argumenter imod evolutionsteorien.

Humanister og samfundsforskere har pligt til at følge med i fx relevant naturvidenskabelig og teknisk forskning. Men det betyder ikke, at der ikke er mere at vide end det disse vidensgrene kan bidrage med.

PS. Et klassisk eksempel på manglende respekt for faglig ekspertise ses når læserbrevskribenter underskriver sig med fx 'lektor' eller 'cand.mag.' uden at angive hvilket fag det drejer sig om: En lektor i fysik er ikke i sig selv specielt kvalificeret til at udtale sig om flygtningedebat, og en eksamen i fransk er ikke uden videre relevant hvis emnet er intelligent design. Hvis nogle mener at en akademiker pr. definition er mere kvalificerede end fx en håndværker til at udtale sig om områder uden for deres eget, hører jeg gerne deres argumenter for det.

torsdag den 21. juni 2007

Anvendt filosofi - virkeligheden kalder

For nogen tid siden holdt jeg et foredrag hvor en af mine pointer var at filosoffer er forpligtede til at engagere sig i såkaldt 'anvendt filosofi', dvs filosofi der beskæftiger sig med konkrete spørgsmål der rækker ud over en akademisk, teoretisk diskussion.

Mange filosoffer mener ikke virkeligheden kommer dem ved og vil således ikke bruge tid på fx at svare på journalisters spørgsmål. Jeg indrømmer at dette nogle gange er forståeligt - selv blev jeg engang bedt om at svare på hvad der var "meningen med tsunamien" (jeg foreslog ham i stedet at ringe til en teolog som havde mere direkte adgang til viden om Guds vilje). Men selv dårlige eller uklare spørgsmål bør velkommes - om ikke andet kan man jo forklare hvorfor måden at spørge på er uheldig og foreslå nogle alternative vinkler.

Grunden til disse overvejelser er at jeg selv lige har talt med en journalist fra berlingske.dk der ledte efter forklaringer på hvorfor Madeleine-sagen (om den lille pige der blev bortført under ferie med sin familie) bliver ved med at køre i medierne. Siger det fx noget om vores moderne samfund?

Jeg sagde kort fortalt at jeg mente det var et forkert sted at lede efter forklaringen - mit bud er at sagen får så stor opmærksomhed fordi den på mange måder er udtryk for overskridelse af grænser (tabuer) der ligger dybt i alle mennesker: Bevidst skade af børn, bortførelse midt om natten, mulig seksuel krænkelse osv. Var det en 50-årig mand der var blevet bortført, var det knap så interessant (omend slemt for familien), var pigen blevet dræbt af en lastbil i en ulykke var det heller ikke en stor mediesag (men igen en stor ulykke for familien). Grænseoverskridende handlinger trigger vores umiddelbare (skrækblandede) interesse sådan som det også ses ved reaktioner på dyremishandling og kannibalisme. Historien kommer på berlingske.dk i løbet af formiddagen (22/7) for de interesserede.

En sidste bemærkning om at udtale sig til pressen med forsker-sherifstjernen på: Man bør altid gøre opmærksom på hvornår man udtaler sig på baggrund af specifik forskning i emnet og hvornår man 'skyder fra hoften' og blot giver et kvalificeret gæt. Jeg har hørt flere forskere sige at der ikke er tid til at tage forbehold i de 10 sekunder man får, men det mener jeg er forkert! Det er blot at tilføje et 'jeg vil skyde på' eller 'mit gæt er' eller lignende - det tager ikke lang tid.

onsdag den 20. juni 2007

Er intelligent design videnskab?

I forlængelse af min nedenstående kronik om intelligent design i skoleundervisningen, er der dukket en længere debat op på religion.dk. Et af de tilbagevendende punkter i diskussionen ses også her: Nemlig hvorvidt intelligent design er religion eller videnskab.

I kronikken skriver jeg at ID kan fremføres som en videnskabelig teori fordi den på væsentlige punkter ligger "..så tæt op ad det man normalt forstår ved videnskabelig praksis, at det vil være urimeligt at nægte at diskutere den på videnskabens vilkår. At ID så foruden det videnskabelige indhold har en ideologisk-metafysisk ’pakke’, kan man tillade sig at se bort fra når man fx diskuterer de konkrete matematiske og mikrobiologiske argumenter."

Jeg ved selvfølgelig at der er mange som er uenige her og som mener at ID højst bør få plads i religionsundervisningen. To kommentarer til denne position:

1) Når nu (de fleste varianter af) ID gerne vil fremstå som en videnskabelig teori - så lad dem dog! Det smukke er jo at så gælder der pludselig andre (og skrappere) regler for diskussionen: Vil de spille det spil, så skal de være velkomne. Mit gæt er at de vil tabe eftertrykkeligt.

2) Folk overser typisk hvor vanskeligt det er at definere ting: Emner som 'religion', 'videnskab' o.l. er uhyre vanskelige at definere (jeg har selv 2½ års forskningsprojekt til at definere hvad religion er!). En anbefalelsesværdig diskussion af ID som videnskab er Søren Harnow Klausens bidrag til Darwin eller intelligent design (2007).

At diskutere hvorvidt ID er videnskab, er lidt som at diskutere hvorvidt skumbananer er mad - et skud fra hoften: ID er en slags videnskab, men dårlig videnskab. Lige som skumbananer er en slags mad, men dårlig mad.

PS. Jeg vender helt sikkert tilbage til spørgsmålet om definitioner i fremtidige indlæg.

En uge i blog-helvede

Egentlig er det dumt og nærmest moralsk anstødeligt med en blog:

1) har man noget vigtigt at sige, burde man skrive læserbreve, afhandlinger ell. lign. i stedet for bare at skrive det som noget halvprivat og uforpligtende som kun når dem, som man formentlig allerede er enig med

2) har man ikke noget vigtigt at sige, burde man vel lave noget mere fornuftigt end blot at komme af med overskudstanker

3) desuden er det en klart små-narcissistisk øvelse hvor man bekræfter egen eksistens ved at se den udfoldet i offentligt tilgængeligt rum

4) og pludselig har man pådraget sig endnu en selvpåtaget forpligtelse (og det er ikke fordi man har brug for flere)

Nu er denne blog ca. en uge gammel og det er endnu uklart om den overlever på længere sigt. Det afgørende bliver naturligvis om den rammer det mental-hygiejniske cut off: Om den kan fungere som hjerneoprydning uden at suge kreativ energi som kunne være brugt bedre på noget andet - både for en selv og andre.

tirsdag den 12. juni 2007

Religiøs ateisme?

Den letteste måde at provokere militante ateister på synes at være at sige at ateisme er en religion: Straks vil en stor flok forfatte læserbreve hvor de påpeger at 'hvis ateisme er en religion, så er det ikke at samle på frimærker en hobby'. Og det viser jo selvfølgelig at det er tæskedumt at kalde ateisme for en religion.

Eller hvad? Hvor langt kan man komme med opfattelsen? Her er et par hurtige lighedspunkter mellem militant ateisme og religion:
- voldsom optagethed
- dogmatisk indstilling
- missioneren

Disse kendetegn gælder selvfølgelig også fx militant kommunisme, fodboldfanatikere og ekstrem nationalisme - men det er vel bare et tegn på at også disse sysler kan få et religiøst skær over sig.

Jeg hævder altså ikke at ateisme nødvendigvis er en religion. Jeg peger bare på at ateister nogen gange opfører sig lige som de religiøse som de er så ivrige for at lægge afstand til.

PS. Lad være med at indvende at ateisme ikke har nogen guddom. Der kan godt være religioner som ikke er centreret om en guddom (buddhisme fx).

Skolen som slagmark for ID-diskussionen

Diskussionen om evolution versus ’intelligent design’ er ikke længere på mediernes dagsorden. Men der er stadig skoler i Danmark hvor børn bliver undervist i intelligent design eller andre alternativer til etableret biologisk videnskab. Er det acceptabelt?

Tilhængere af intelligent design (ID) mener at visse organismer er så komplekse, at de kun kan forklares ved at en såkaldt ’intelligent designer’ står bag. Ud over at det er en ’intelligens’ udtaler teorien sig ikke nærmere om hvem designeren er – der kan være tale om rumvæsener, Gud eller noget helt andet.

Tilhængerne af ID-bevægelsen er især blevet anklaget for at blande videnskab og religion sammen, når de hævder at ID er en videnskabelig teori der kan supplere moderne evolutionsbiologi (der er solidt funderet i Darwins teori om arternes udvikling). Mange kritikere mener desuden at ID kun er en udspekuleret strategi der vil snige religiøs skabelsestro ind ad bagvejen og derved vinde samfundspolitisk indflydelse.

Når tilhængere kræver ID ind i biologiundervisningen (fremfor i kristendomsundervisningen), er det fordi de mener det er en videnskabelig teori. Jeg mener godt at ID kan fremføres som en sådan – ganske vist smager begrebet ’designer’ af noget religiøst, men på væsentlige punkter ligger teorien så tæt op ad det man normalt forstår ved videnskabelig praksis, at det vil være urimeligt at nægte at diskutere den på videnskabens vilkår. At ID så foruden det videnskabelige indhold har en ideologisk-metafysisk ’pakke’, kan man tillade sig at se bort fra når man fx diskuterer de konkrete matematiske og mikrobiologiske argumenter.

Men ID er ikke af en videnskabelig kvalitet der på nogen måde lever op til evolutionismens. At vise dette kræver en længere redegørelse, men det naturvidenskabelige samfund afviser næsten entydigt ID-argumenterne (fx matematikken og påstanden om at det er principielt umuligt at forklare naturens kompleksitet uden en designer). Men kan man trods dette argumentere for plads i skolen til ID som alternativ til evolutionsteorien? Den typiske måde er at henvise til tolerance og plads til forskellige opfattelser.

Medbestemmelse og respekt for andre synspunkter er en integreret del af det moderne danske samfund og skoleundervisningen. Men ofte glemmer man at vigtige dele af samfundet ikke er demokratiske og tolerante, men snarere stærkt elitære: Fx er hele det naturvidenskabelige vidensområde og forskningsfelt ikke præget af medbestemmelse og pluralisme. Forskning er ikke et område, hvor alle kan være med og har krav på at blive hørt.

Tolerance kan kræves i politisk-etiske spørgsmål om fx seksualitet eller politisk overbevisning – ikke i spørgsmål om hvordan verden er indrettet. Det gælder fx ikke i diskussioner om hvorvidt mennesket har et blodkredsløb eller om hvorvidt jern er tungere end vand. Forskningen tolererer kun synspunkter, der kan gøre sig gældende i den videnskabelige diskussion med dens krav om argumenter, efterprøvning osv.

Dette forhold respekteres tydeligvis ikke i debatten om, hvorvidt man skal undervise i ID i biologitimerne. Det typiske argument for at man skal, bygger nemlig på at begge sider af sagen har krav på at komme frem. Men hvis meningen med biologiundervisningen i skolen er at bibringe eleverne viden om bl.a. arternes udvikling, er et krav om tolerance over for ID-teorien malplaceret. Den biologi-faglige begrundelse for ID er nemlig for ringe: At undervise i ID er at misinformere.

Nogle peger på at der i forskningen selv kræves tolerance, fordi videnskabelig lødighed forudsætter at indvendinger bliver hørt og at alle har lov til at fremkomme med argumenter. Dette er naturligvis korrekt, men er ikke et godt argument mod at videnskaben er elitær: Det er ikke hvem som helst der kan komme med hvilke som helst argumenter – udvælgelsesprocessen er meget hård. Det er heller ikke et godt argument for at ID skal have plads i skolen: Der er forskel på god praksis for videnskabsfolk og for skolelærere der skal formidle videnskab – de to grupper har helt forskellige mål: Forskere skal bringe forskningen videre, lærere skal uddanne børn bedst muligt. Når man i skolepolitikken skal prioritere tid, ressourcer mv., skal man ikke se på hvad der er forskningspolitisk klogt – det vil næppe skade den biologiske forskning at der ikke undervises i ID som alternativ til evolutionsteori.

Skolen er et område hvor vi skal være særligt opmærksomme på videnskabens elitære karakter og hvor et stærkt formynderi er påkrævet. Selv i emner hvor der ikke er videnskabelig enighed, kan man argumentere for at videnskabelig diskussion ikke skal føres i skolen. Igen er diskussionen om ID et godt eksempel: For ud over at skolen er bundet af prioriteringshensyn, må man overveje om børn overhovedet er i stand til at følge videnskabelige argumenter for og imod evolutionsteori. Fx kræver en vurdering af IDs centrale påstand om at visse mikrobiologiske organismer må være designede, biokemisk viden på et højt fagligt niveau som skolebørn typisk ikke besidder. Hvis man præsenterer dem for IDs kritik af evolutionsteorien, risikerer man derfor at underminere grundlæggende biologisk viden: Nogle elever vil opfatte det som et kvalitetsstempel at teorierne overhovedet optrådte i undervisningen – ting som fx horoskoper og nisser ignoreres jo systematisk.

Selv det at bruge tid på at tilbagevise teorierne kan være uheldigt, for det kan virke som om ID-fortalerne er lødige diskussionspartnere som det er værd at tage alvorligt. Og man kan let forestille sig at den eneste effekt – specielt blandt de mindre børn – vil være at de sidder tilbage med en erindring om at ’der vist var noget med at intelligent design kunne tilbagevise evolutionsteorien’. Derfor vil det være fagligt uforsvarligt at fremstille ID som et lødigt alternativ.

Hvad betyder dette nu for den praktiske dagligdag i skolen? Hvis man kan afvise at der skal undervises i ID (fordi der er tale om videnskab af ringe faglig kvalitet), kunne man måske også gå videre og forbyde at gøre det? Her skal man være opmærksom på at situationen stiller sig forskelligt for offentlige og private skoler. Friskoler har større råderum end kommuneskoler – den personlige frihed til opdragelse vejer her tungt. Men sagen er vanskelig! For det er netop i friskolerne børn risikerer at få serveret ID-argumenter som lødige alternativer til den etablerede videnskab. Desværre vil midlerne til at forhindre dette fuldstændigt være så hårdhændede at de af den grund vil være uønskelige. I praksis vil det være meget svært at opstille retningslinjer for forbud uden grundlæggende at kompromittere ånden i friskoleloven.

Men for det offentlige skolesystem kunne man give en ret præcis anbefaling: ID bør omtales i forbindelse med evolutionsteori – ikke som en ligeværdig teori, men som en klart dårligere teori (kombineret med en pointe om ideologisk præget forskning). Så kunne eleverne forholde sig til teorien og dens argumenter, uden at de fleste ville lade sig besnære. Selvfølgelig kan anbefalingen kun anvendes til de ældste klasser og gymnasiet (fordi det kræver faglig modenhed at følge argumenterne), men alle ville høre om teorien inden de forlader skolen.

Nogle hævder at ID er vokset frem i diskussionerne fordi den etablerede videnskab har mødt teorien med arrogance: Den er blevet anset for så underlødig at man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig at den ville overleve. Og derfor har der været et stort spillerum hvor fortalerne har kunnet udbrede deres opfattelse uimodsagt. Denne situation vil kunne undgås med mit forslag.

Det kan synes mærkeligt at prioritere at undervise i at noget er forkert. Men hvis det pludselig viste sig at store dele af befolkningen troede at landets økonomi kan sikres gennem pyramidespil eller at åreladning er bedre mod infektioner end antibiotika, ville man formentlig finde det bedst at forhindre vildfarelserne allerede i skolen. Det ville ikke være tolerant overfor ID-teoriens fortalere, det ville være stærkt elitært. Og det ville være i orden.

.......
Dette indlæg blev bragt som kronik i Fyens Stiftstidende d. 5. juni 2007. Den indeholder omskrevne afsnit fra antologien Darwin eller intelligent design, som udkom på forlaget Anis d. 18. maj 2007.

.........
Tilføjelse d. 21. august 2008: Mit kapitel er sidenhen blevet omtalt her og jeg har kommenteret omtalen her.

mandag den 11. juni 2007

Hvad pokker skal man gøre? Test dine moralske intuitioner

(Følgende er en (let revideret) gammel artikel fra tidsskriftet Moment, nr. 3 (2004) som fungerer som en slags introduktion til etiske teorier. Den kan ikke skaffes via biblioteker, og da jeg tit bliver kontaktet af folk der gerne vil læse den, synes jeg det var oplagt at lægge den ud her.)

Casen:
For et par år siden [i 2000] søgte et græsk forældrepar lægehjælp i Storbritanien. Kun dér kunne de få den optimale hjælp til deres spæde siamesiske tvillinger.

Det viste sig imidlertid hurtigt at det stod slemt til – pigerne ville begge dø inden for kort tid, hvis ikke de blev skilt ad. Men hvis de blev skilt, ville den ene pige straks ville dø, fordi pigerne havde flere fælles organer.

Forældrene afviste – med henvisning til deres katolske baggrund – at lade pigerne skille fordi det reelt ville svare til at dræbe den ene. Lægerne mente derimod at de var forpligtet til at forsøge operation så i hvert fald den ene piges liv kunne reddes. Den britiske offentlighed var i oprør og det kom til en retssag der skulle afgøre pigernes skæbne.

Hvordan kan man afgøre sådan et dilemma? Filosofien byder på forskellige etiske teorier der bl.a. forsøger at forklare hvordan man bærer sig ad med at finde ud af hvad den gode handling er. Du kan her se nogle teorier skitseret. Du kan sammenligne deres svar med dine egne moralske intuitioner og måske vil du opdage at du kan være enig i konklusionerne fra nogle af teorierne om hvad der bør ske med tvillingerne mens du er helt uenig i begrundelserne for hvorfor det skal ske (og omvendt). Der er dog kun to muligheder: Skille dem ad eller lade være – igen af dele er særligt tilfredsstillende og netop i den slags situationer kan man få skærpet sin opmærksomhed om hvad man lægger vægt på når der skal træffes et valg i et ægte moralsk dilemma. Er du ikke tilfreds med de foreslåede teorier, må du søge videre i filosofien...


Kants etik – en ’pligtetik’
grundprincipper: Ifølge Kant er det motivet bag en handling der afgør om den har værdi; det er ikke relevant hvad konsekvenserne af handlingen er (for dem er man alligevel ikke herre over). Så man kan aldrig retfærdiggøre noget ud fra gode konsekvenser – målet helliger ikke midlet for Kant!
Og motivet skal altid være at handle ud fra pligten og ikke ud fra dens modsætning, tilbøjeligheden. Hvilke tilbøjeligheder en person har, er nemlig dybest set tilfældigt – nogle er hjælpsomme, andre er psykopater. Pligten er derimod noget der gælder ubetinget for alle fordi den hviler på fornuften som alle mennesker deler. Det kan ganske vist være svært ’udefra’ at vide om en anden gør noget pga. pligt eller (egoistisk) tilbøjelighed – fx. om en mand redder en i havsnød fordi det er hans pligt eller fordi han vil i TV – men det gør en forskel: Det der ikke gøres ud fra pligten, har ingen moralsk værdi ifølge Kant.
Pligten bestemmes gn. det såkaldte ’kategoriske imperativ’ og Kant har givet forskellige versioner af det. Den mest kendte formulering siger at man altid skal behandle andre mennesker (og sig selv!) som mål og ikke kun se dem som middel. Dvs. at man skal respektere at personer som fornuftsvæsener har værdi i sig selv og at man derfor ikke må udnytte dem til egne formål uden at de er blevet spurgt. I praksis medfører Kants opfattelse at moralregler gælder undtagelsesløst. Man må fx. ikke lyve, begå selvmord eller slå ihjel, for alle tre ting ville være at brud på reglen om at anerkende personer som mål i sig selv. Heller ikke selvom det fx. kunne redde liv, er det acceptabelt. For det ville være at argumentere ud fra konsekvenserne og ikke ud fra pligten.

vurdering af casen: For den kantianske etiker må svaret være klart: Hvis man skiller de to børn ad, respekterer man ikke dem begge som mål i sig selv – tværtimod ser man bare den syge tvilling som en ’ting’ der skal skaffes af vejen for at den anden kan overleve. Det er ikke relevant for casen at man evt. ville kunne redde et liv. Det vil være at interessere sig for konsekvenserne og dermed gøre etiske spørgsmål til en slags købmandsskab hvor man kan handle med mennesker og intet er helligt.

bemærkninger: Det kan virke lidt mærkeligt at det slet ikke kan være acceptabelt at ’handle’ under nogen omstændigheder – faktisk kunne den ene jo redde livet, men kantianeren synes det er bedre at lade dem begge dø?


Utilitarismen - konsekvensetik
grundprincipper: Utilitaristen siger at ’velfærd’ eller ’lykke’ er den vigtigste værdi der findes. Derfor skal man vurdere en handling efter dens konsekvenser, dvs. om den skaber lykke eller ulykke. Det kan udtrykkes i ’sloganet’: ”Størst mulig lykke for flest muligt” med tilføjelsen ”..og mindst mulig ulykke”. I en valgsituation skal man regne sammen hvad der giver den største sum af lykke. Bl.a. ved at se på hvor mange mennesker handlingen vil gavne eller skade, hvor stor skaden eller gavnen er, hvor længe den varer og hvad der er af konsekvenser på længere sigt. Det er uvæsentligt om motivet bag handlingen er ’pligten’ eller egen vinding (fx. at redde en i havsnød for at komme i avisen og blive kendt). Så længe handlingen skaber en større sum af lykke end alternativet, er den moralsk bedre.

vurdering af casen: Også utilitaristen mener at sagen er klar: Enten dør der én eller også dør der to. Og da det skaber mere ulykke at der dør to, er det moralsk rigtige at skille tvillingerne. Eller er sagen nu også så simpel? Lad os prøve at se hvad der ellers kan siges. Hvad med forældrene? Deres lykke/ulykke må også indregnes og formentlig bliver de mest ulykkelige hvis tvillingerne bliver skilt (fordi de oven i tabet også skal leve med at de har svigtet deres religiøse overbevisning og ikke forhindret at deres barn blev myrdet). Og hvad med lægerne? Måske ville det være godt på længere sigt hvis læger kunne benytte chancen til at øve sig i at skille siamesiske tvillinger ad for at få erfaringer der kan gavne andre. Den britiske befolkning der var i oprør over situationen, skal også tælles med: De bliver formentlig gladest hvis børnene deles, selvom det vil betyde at den ene dør.

bemærkninger: Noget af det sværeste ved utilitarismen er at foretage ’regnestykket’ der skal vise hvad der giver mest velfærd eller lykke. Det er klart at børnenes (og måske forældrenes) umidelbare interesser er stærkest og den almene befolknings ikke er helt så påvirket – på den anden side er der jo antalsmæssigt mange flere at tage hensyn til når man ser på hele den følelsesmæssigt involverede offentlighed. Men selv hvis regnestykket kan laves, vil mange opfatte det som forkasteligt overhovedet at opstille et moralsk regnestykke som om mennesker var kartofler og intet var helligt – man må myrde, stjæle og bedrage, hvis det kan ’betale sig’ utilitaristisk set.


nihilisme – radikal skepticisme
grundprincipper: Dybest set findes der ingen moral. Det vi kalder ’moral’, har ikke nogen særlig værdi, men er blot en illusion som mennesket har skabt som instrument til at manipulere andre (som typisk ellers er stærkere) og få sin vilje. Det er dog tvivlsomt om der egentlig findes filosoffer der konsekvent har forsvaret nihilismen. Nietzsche bliver nogen gange tillagt den, men han har faktisk nogle værdier – bare ikke de kristne dyder han så i sin samtid. Men opfattelsen kan findes i moderne kultur i almindelighed. Ofte er den dog drejet i retning af en egoisme der siger at moral og værdier er noget man kan formulere som det passer en selv bedst; dvs. at der strengt taget findes værdier, men at de har kun værdi for mig.

vurdering af casen: Da der ikke findes moral eller værdier, kan der kun være ét svar til hvordan man skal forholde sig til dilemmaet. Nemlig: who cares? – det er jo en pseudodiskussion på samme måde som at diskutere om Guds skæg er sort eller hvidt. Hvis Gud ikke findes er man jo ligesom ude over problemet. Den moralske egoist vil svare noget i samme stil – med mindre hun selvfølgelig selv er involveret i sagen, så kan hun have en holdning ud fra egne interesser. Problemet vil så dog blot være at hun næppe vil kunne overbevise andre om sin opfattelse: Hvis moral blot er et spørgsmål om egoistiske interesser, vil alle andre jo have deres egne interesser.

bemærkninger: Det umiddelbart utilfredsstillende ved nihilismen er, at der helt klart synes at være en reel diskussion som bør tages alvorligt. Med mindre man ligefrem er psykopat, synes det oplagt at der i denne sag faktisk er nogle værdier på spil og at ’who cares?’ derfor er for primitivt et svar.


relativisme – behersket skepticisme
grundprincipper: Der findes ikke en almen moralsk standard – normer er relative til bestemte kulturelle konventioner. De er en slags færdelslov for samfundet: Det er lige meget hvilke regler man har, bare de fungerer (ligesom det dybest set er lige meget om man kører i højre eller venstre side af vejen, blot alle gør det samme). Derfor giver det heller ikke mening at kritisere andre kulturer for deres ’afvigende’ moral – man skal forstå normer ud fra deres kontekst og ikke fx. prøve at lægge vores moderne moral ned over vikingetiden og fordømme plyndringstogter, kvindesynet eller brugen af trælle. Det var nu engang vilkårene dengang.

vurdering af casen: Hvad betyder det nu i denne sag? Forældrene (og vel dermed også børnene) har en streng katolsk baggrund som kulturel ramme for moralsk vurdering. Og hvis de siger at børnene ikke skal skilles, må det vel være svaret? Problemet er imidlertid at de samtidig befinder sig i en anden kulturel kontekst – nemlig den britiske offentligheds – hvor stemningen går i retning af at lade børnene skille. En tredje ramme er også tilstede i lægernes behandlingstradition.
Der er selvfølgelig også den mulighed at relativisten blot skærer igennem og siger at reglerne i den aktuelle, dominerende kultur har ’trumf-værdi’, så det i dette tilfælde fx. er irrelevant hvad forældrene mener (fordi standarden sættes af de britiske konventioner). Denne løsning medfører ganske vist at man aldrig kan diskutere sig ud af kulturelle konflikter i et samfund og at man må acceptere at det er moralsk rigtigt hvis man tager til Kina og bliver henrettet for at demonstrere imod styret.

bemærkninger: Relativisten er tilsyneladende ikke til meget hjælp i denne sag. Enten henviser hun bare til et dybest set tilfældigt sæt moralregler, eller også kan hun ikke fortælle os hvilken af de mulige konventioner vi skal styre efter – og det giver jo ikke rigtig mening at tale om at man skal tage et gennemsnit ell. lign. (forestil dig et gennemsnit i spørgsmålet om hvorvidt man skal køre i højre eller venstre side...). Og når man tænker efter, viser det sig faktisk at relativisten generelt ikke rigtig har noget at byde på i en moralsk diskussion – de kan kun henvise til hvilke konventioner der faktisk gælder, men ikke forholde sig til om disse konventioner er moralsk lødige (jf. vikingerne – var de så hyggelige fætre som turistbranchen gør dem til?)


socialdarwinisme
grundprincipper: Med inspiration fra evolutionsteoriens ’survival of the fittest’, hævder socialdarwinismen at de moralske normer er givet med naturens gang: Man handler forkert hvis man kunstigt prøver at understøtte det som biologisk set er dømt til undergang. Således skal man i det sociale ikke bruge kræfterne på at hjælpe de svage der alligevel aldrig vil kunne klare sig selv. Man skal i stedet fokusere på at styrke de positive tendenser i udviklingen.

vurdering af casen: Egentlig ville det jo nok være bedst hvis begge tvillingerne døde af sig selv. For selvom den ene kan overleve, vil hun formentlig primært være en belastning.

bemærkninger: Denne opfattelse synes måske langt ude. Men i virkeligheden ses en variant af synspunktet ofte i moraldebatter; nemlig i form af et argument om et fænomen er ’unaturligt’ og derfor ikke skal tillades. Fx. at det er imod naturens orden at lesbiske får børn, eller at det ville være unaturligt at udstyre et menneske med et hjerte fra et svin. Problemet med argumentet er, at det fører ret vidt: Det er også imod ’naturens orden’ at blødere oplever deres 14 års fødselsdag og at mennesker med lungebetændelse overlever vha. penicillin.


fundamentalistisk kristen vinkel
grundprincipper: Det er meget simpelt: De ti bud siger bl.a. at man ikke slå ihjel, og det er ikke til forhandling. Desuden dækker næstekærlighedsbudet alle mennesker, også syge og døende.

vurdering af casen: Da man ikke må slå ihjel, kan tvillingerne ikke skilles for dette vil netop være at slå den ene ihjel. Men måske er der alligevel en anden vej: Hvad nu hvis man kan argumentere for at man ved at skille dem ikke direkte slår ihjel, men at dette bare er en forudseelig, men ikke-villet konsekvens? Det ville faktisk minde om den katolske kirkes holdning når det gælder den omdiskuterede praksis med at give stadigt stigende doser af morfin til en alvorligt syg, døende person. Intentionen er at lindre smerter – så selvom man godt ved at det samtidig medfører døden, er dette blot en forudseelig – men ikke en intenderet – konsekvens... Det er klart at den svage tvilling vil dø, men det kan man ikke bebrejdes, for det er ikke noget man direkte ønsker, men blot noget man kan forudse vil ske.

bemærkninger: Den kristne etik er nok nødt til at gå imod adskillelsen fordi man ikke må slå ihjel. For ser man nærmere efter, virker den ovenstående ’redning’ (kaldet dobbelteffekt-princippet) som noget af en søforklaring. Det er blevet sammenlignet med en situation hvor et rejseselskab er fanget i en hule og det eneste hul ud i friheden er spærret af en person der sidder ubehjælpeligt fast. Samtidig stiger vandet i hulen og alle tyve vil snart drukne.... Medmindre man nu sprænger ham væk med dynamit – det skulle ifølge dobbelteffekt-princippet være i orden: Den intenderede effekt er jo at befri de tyve i hulen. At ham i hullet dør, er blot en forudseelig, ikke-intenderet effekt.

....................
Efterskrift juni 2007: Jeg har siden set sagen brugt som lærebogseksempel på etisk dilemma - virkeligheden overgår nogle gange selv filosoffers fantasi (se J. Rachels The Elements of Moral Philosophy, 4. udg., 2003).

Den engelske ret besluttede at børnene skulle skilles. Beslutningen blev appelleret og derefter stadfæstet af højesteret. The Guardian skrev efterfølgende (d. 5. februar 2002) således om sagens udgang:

"Jodie - whose real name, Gracie, was disclosed after the operation - is living with her parents on their native island of Gozo and is said to be doing well. Doctors say she should be able to lead a normal life and have children of her own.

Rose - Mary's real name - is buried on the island."