lørdag den 22. september 2007

Uvidenhedens velsignelse

Hvorfor er det altid sådan at man er utilfreds med det som radio og aviser bringer hvis man ved noget om emnet i forvejen?

Normalt synes jeg at Videnskabens verden på P1 er et fint program (bortset fra at jeg forbinder værten med hans tid på Børneradio og derfor hele tiden forventer at han siger at man kan ringe ind til quizzen). Men i dag hvor emnet ligger inden for mit fagfelt (om videnskabsteori og ID), var det ringe. Idéhistorikeren klarede sig nogenlunde i den del jeg hørte, om end han mildest talt ikke var nuanceret i sine udtalelser. Zoologen i slutningen derimod (jeg hørte ikke den anden) var pinlig i sine udtalelser om videnskabsteori (skomager, bliv ved din læst!).

Sådan er det tit, synes jeg. Når man ved noget om et emne, bliver man tit forstemt over den måde det behandles på i pressen. Jeg har opdaget at folk fra andre fagområder har det lige sådan. Skræmmende tanke at niveauet måske faktisk generelt er ret lavt, men at man normalt bare ikke opdager det.

fredag den 21. september 2007

Definition af terrorisme og frihedskamp

Jeg interesserer mig jo for definitioner og har længe tænkt på at skrive noget om dette begrebspar. Og nu har det aktuel betydning i en retssag om økonomisk støtte til udenlandske organisationer.

Hvis jeg var indkaldt som ekspertvidne til at definere ordene, ville jeg gøre opmærksom på at ingen af begreberne er rent deskriptive eller 'neutrale': Dvs en vigtig del af deres mening er de moralske betydningskomponenter (lige som i 'usling' eller 'hædersmand'). I tilfældet 'frihedskamp' er det fx komponenten 'oprør mod illegitim magt' (hvor 'illegitim' naturligvis henviser til moral snarere end til jura), og i tilfældet ’terrorisme’ er det fx komponenten 'opnåelse af sit ideologiske mål med uacceptable midler'.

Så retten skal altså overskride det juridiske felt og give sig ind i en moralsk vurdering. (Noget lignende ses i injuriesager, men slet ikke i samme grad.) Jeg ønsker held og lykke med projektet…

Ud over det vigtige aspekt med den indvævede moral, er det i øvrigt værd at bemærke at komponenterne som de står ikke udelukker hinanden. Dvs. at det alt andet lige vil være muligt at være frihedskæmper og terrorist på samme tid: Nemlig hvis man kæmper for en en prisværdig sag, men bruger forkastelige midler.

søndag den 16. september 2007

Absolut humor!

Jeg er blevet rodet ind i en diskussion om humorens eventuelle absolutte status (se her og her). Jeg ved ikke noget videre om emnet (ud over at flere filosofistuderende har skrevet opgaver/specialer om det og at disse oftest ikke er sjove) og det er jo altid et godt udgangspunkt for en blog-diskussion. Så her er ca. en sides skud fra hoften om humor og sjovhed hvor jeg forsvarer en relativistisk projektivisme:

Lidt om det sjoves metafysik
Jeg opfatter klart ’sjovhed’ som noget vi lægger ud på verden (det giver ikke mening at sige at verden kunne være ’sjov i sig selv’ uafhængigt af menneskets bevidsthed!) Men vi oplever det som om det er verden derude der er sjov – på samme måde som farverne ikke er ’derude’, selvom de klart opleves sådan. Så det at vide at verden ikke er sjov i sig selv, lægger naturligvis ikke en dæmper på morskaben. Og projektivismen forklarer hvorfor vi opfatter ting som ’absolut sjove’. Lidt på samme måde som vi opfatter folk som absolut irriterende eller absolut charmerende og synes at modsatte holdninger er bizarre, samtidig med at vi godt ved at der kun er tale om et personligt perspektiv.

Lidt om det sjoves erkendelsesteori og psykologi
Man ved at noget er sjovt fordi man kan mærke det: (alt andet lige) griner/smiler man (eller har lyst til det). Som regel er det sjove ’uudsigeligt’: man kan pege på det, men hvis den anden så ikke fatter det sjove, er der intet at gøre. Andre gange er der en refleksivitet involveret: man griner af at man griner (fordi man ikke burde fordi det ikke er sjovt nok til det). Dette hænder oftest i upassende situationer.

At noget opfattes som sjovt skyldes formentligt elementer som overraskelse, paradoksialitet, normbrud, indseen af egen eller andres tåbelighed og lign. Sjovhed er relativt til verdensbillede, menneskesyn mv. Derfor kan man nogle gange få andre til at se hvori det sjove består ved at peget på omstændighederne. Relativiteten betyder også at man ændrer sin humor i takt med at man ændrer personlighed og vidensniveau. Alligevel betyder det fx ikke at det man synes var sjovt som 5-årig ’i virkeligheden’ ikke var sjovt - i modsat fald ville størstedelen af verdens befolkning jo aldrig opleve noget sjovt. Og som regel deler man humor med dem man omgås fordi man deler verdensbillede, viden, tidsånd osv.

Lidt om sjovhed og moral
Disse ting følges ikke ad: der kan være umoralske ting som opfattes som sjove. Men hvis man opfatter noget som umoralsk, vil det også nogle gange betyde at det potentielt sjove fordufter. Andre gange kan man more sig over noget som man egentlig godt ved er forkert (en velplaceret fornærmende bemærkning eller lignende). Det er lige som i æstetikken: God kunst er ikke nødvendigvis moralsk god kunst. Det er formentlig moralsk bedre at grine af sige selv end af andre, men ikke altid sjovere.

Grænsetilfælde
1. Nogle gange ved man at noget er sjovt, men man synes det bare ikke aktuelt fx fordi man er tynget af sorg. I disse tilfælde giver det mening at sige ting som: ”Ja, jeg ved godt det er sjovt, jeg synes det bare ikke lige nu”. Dette er dog ikke en absolutistisk synsmåde – det handler blot om at man kan skelne mellem sin ’normal-tilstand’ og dens vurderinger og så den sorg man er i. Eller man kan sige: ”Ja-ja, jeg ved godt det er sjovt. Jeg synes bare det er synd for Mr. Fawlty”.

2. Nogle gange findes der sjove ting som kun få forstår – jeg har hørt et eksempel på tre fysik-genier der vred sig af grin ved en tavle: ingen andre ved konferencen forstod noget (det var noget om spin) og formentlig heller ikke i resten af verden.

3. I Cena Trimalchionis (fra antikken) optræder vitsen ”Carpe, carpe!” (: ”Forskærer, skær for!”). Det er efter min bedste overbevisning ikke sjovt, men jeg anerkender at det kan have været det engang (hvilket fremgår af kommentarværker mv).

Nok brainstorm: Måske er der nogen derude der faktisk VED noget om disse ting?

Ny blog-politik

Læser-service. Jeg har besluttet at skille tingene lidt ad:

Fremover fortsætter denne blog som mere all-round-filosofisk, mens mit aktuelle forskningsprojekt flytter over på den engelsk-sprogede Caroline etc. (hvad ellers?). Her vil jeg lægge hard core religionsfilosofi af ikke-teologisk observans (plus ting af generel filosofisk og videnskabsteoretisk karakter). Der er endu (halv)tomt, men jeg vil fodre løbende med ting fra mit projekt, konferencer mv.

Desuden har jeg den glæde være blevet medskribent på Forskningsfrihed? - en vigtig blog med et godt 'drive'. Jeg regner ikke med at backlinke indlæg mellem Caroline osv og Forskningsfrihed? for de er begge med på Videnskab.blogbot.dk (endnu ihvertfald).

onsdag den 12. september 2007

Videnskabsteori? Hvorfor det?

Jeg tror ikke den videnskabelige praksis som sådan blandt forskere ændres ret meget ved kendskab til videnskabsteori og videnskabshistorie. Men det er jo ikke alle naturvidenskabsfolk der arbejder som forskere. Og selv de der gør, har brug for at kunne håndtere mere abstrakte diskussioner om videnskab og vide noget emnet.

Hurtige eksempler på hvad jeg selv ville tage med i undervisning i videnskabsteori:

- hvad tæller som videnskab? hvilke videnskabstyper findes der?

- hvad er kriterierne for god forskning? hvordan måler og sammenligner man det?

- hvilke typer af fejlkilder findes der på forskellige niveauer og områder?

- hvor går grænserne mellem videnskabelig uredelighed, ønsketænkning og dumhed?

- kan man skelne mellem ideologi og videnskab?

- hvordan udvikler videnskaben sig? akkummuleres der viden? er det konkurrerende paradigmer?

- hvad er forholdet mellem flerfaglighed og tværfaglighed? er kollektiv viden mulig?

- hvad er (ikke) naturvidenskabens genstandsområde?

- hvad er videnskabens rolle i samfundet? fx forholdet ml. eksperter og befolkning?

Ideelt set synes jeg at enhver videnskabsmand burde være så godt at vedkommende ville kunne svare for sig på disse punkter i Deadline mod fx relativister, ID-tilhængere, krystal-healere, maskinstormere eller andre. Og det gælder også de humanistiske videnskabsfolk! (Hvor mange af jer underforstod naturvidenskab hele vejen igennem?)

tirsdag den 11. september 2007

Scientisme forever!

Jeg kan se at Lone Franks nye bog fylder meget både på blogs og i aviserne, men jeg orker ikke at forholde mig til det. Det er som altid sådan at de uenige får deres fordomme bekræftet, og det gør de enige sådan set også.

Min fornemmelse i tilfældet Lone Frank er at hun spidsvinkler alle sine pointer (eller sørger for at de næste led i fødekæden gør det) således at der tilbage står en arrogant og ureflekteret scientisme som ingen bliver klogere af, men som sikrer størst mulig omtale og indtjening.

Jeg synes at eksperimental-filosofiens brug af empiri i fx moralfilosofien er rasende interessant (ja, jeg skriver noget om det senere) – men jeg mener også at der er en del områder som den ikke kan bidrage med viden om. Denne position synes dog at være temmelig fraværende i debatten. Nogle diskussioner egner sig åbenbart ikke til afbalancerede synspunkter – nedenfor har jeg samlet et par klassiske eksempler. Fælles for dem er at hvis man argumenterer for/imod den ene pol, antager alle automatisk at man hører til på en bestemt fløj (og langt ude på den, naturligvis):

- naturvidenskab vs humaniora
: helt umuligt at mene at emnet må diktere metoden

- religiøs realisme/antirealisme
: agnosticismen synes at være fuldstændig udelukket

- empirisk vs hermeneutisk-fænomenologisk tilgang i humanvidenskaberne
: kombinere? what?

- intelligent design som videnskab vs som religiøs trojansk hest
: kan ikke diskuteres på flere niveauer!

Der er sikkert mange flere. De politiske gider jeg slet ikke nævne.

Teknisk set falder jeg måske selv i fordomsfælden når jeg ikke gider involvere mig i diskussionerne, og jeg indrømmer at jeg her ikke lever op til mine egne idealer. Men dette er min tøsede indstilling: Hvis jeg ikke fornemmer ægte vilje til at argumentere og lade sig flytte, er det ikke noget for mig. Ellers skal det i hvert fald være meget sjovt!

fredag den 7. september 2007

Trafik på bloggen

Jeg har desværre ret travlt i øjeblikket og får ikke skrevet de fornuftige indlæg om 'det rimelige i at videnskabssministeriet (eller hvad det hedder pt) udelukker forskernes fagblad, forskerforum, fra pressemøder' eller ’forholdet mellem religionsvidenskab og teologi’.

Men min blog bliver alligevel besøgt, lader det til. Som det fremgår nederst på siden, kan jeg se nogle oplysninger om trafik via sitemeter. Og her er (med inspireration fra Rasmus på ursuppen) et par af de google-søgninger (i kursiv) som leder folk hen til denne blog:

ting man aldrig skal gøre
- ud over oplagte som ’putte tændt brødrister i badekaret’ eller ’sige aldrig’ har jeg ikke lige nogle bud, men jeg vil bestemt tænke over det. Evt resultat følger senere.

vandet stiger i hulen
- ja, det har jeg mærkeligt nok skrevet noget om i et indlæg.

Caroline den store
- nja... tænkes der på begavelse eller vægt?

bliv helbredt for farveblindhed
- er det en ordre?

Nå, men nu har jeg åbnet for september måneds indlæg. Jeg vil bl.a. prøve at nå at skrive noget snart om den konference jeg er tilmeldt i slutningen af september: Religion in the 21st Century på Københavns Universitet. Men jeg har også noget forskeruddannelse og undervisning der skal passes.