fredag den 17. oktober 2008

Argumentatorisk isbjergstaktik

Jeg ved at filosoffer nogle gange fornemmer at folk fra andre faggrene ser lidt nervøst til dem i diskussioner, men jeg har aldrig rigtig forstået hvad denne nervøsitet skulle bunde i. Jeg hørte for nylig en fin betragtning (fra en med en anden faglig baggrund) der måske forklarer det.

Hans forklaring var at mange fornemmer filosoffens særlige diskussionsstil som han sammenlignede med isbjerge - på afstand ser det meget uskyldigt ud, men hvis man nærmer sig uforsigtigt, viser det sig at den lille isflage der blot skulle passeres, faktisk var en kæmpe stor blok af skibsforlisende art.

Billedet er overdrevet, men jeg kan udmærket se pointen. Filosofiske spørgsmål - fx til konferencer og foredrag - indledes ofte med et kort spørgsmål i stil med: "Så vidt jeg forstår, så mener du at ...osv.". Oplægsholderen synes at det lyder meget tilforladeligt og nikker, hvorefter der kommer en opfølgning der viser at hele foredraget er grundlæggende inkonsistent, at det hviler på højst kontroversielle filosofiske antagelser eller lign.

Det særligt onde ved denne taktik er, at nogle gange er der blot tale om et uskyldigt opklarende spørgsmål, en lille isflage, som man kan sejle frejdigt forbi . Andre gange er der ikke. Men det kan være være virkelig svært at gennemskue før man har givet sit svar.

Måske er årsagen til denne isbjergstaktik at den er helt gratis for filosoffen: Hvis hun får et svar som afskærer muligheden for at køre et isbjerg i stilling, kan hun enten blot lade som om hun ikke intenderede det som andet at få præciseret af et eller andet interessant, eller også kan hun læne sig tilbage med et sigende blik, der antyder for de tilstedeværende at hun har isbjerget inden for rækkevidde, men lader nåde gå for ret og lader være med at bruge det.

Andre faggrene bruger sikkert også taktikken, men folk med samme baggrund kan som regel gennemskue om der er optræk til et isbjerg eller ej. De filosofiske argumenter kommer derimod tit fra en kant hvor man fornemmer at der er en risiko, men man kan ikke vurdere hvad den består i og hvor stor den er.

Til sidst et råd til evt. ikke-filosoffer der kan genkende problemet: Man skal ikke lade sig narre af at filosoffen indleder med "Jeg har lige et opklarende spørgsmål...". Måske er der et isbjerg bag, måske ikke.

torsdag den 2. oktober 2008

Ost af modermælk

eller: Hvordan æstetiske vurderinger kamufleres som etik.

En schweizer har angiveligt bebudet at han vil masseproducere ost, sovse og andre produkter af modermælk købt hos diverse kvinder. Nogle amerikanske dyrevelfærdsaktivister synes det er en oplagt idé for at spare køerne for deres lidelser. (Argumentet er vel bl.a. at det bedre aldrig at være blevet født end at være malkeko.) Aktivisterne har derfor kontaktet Ben & Jerry's for at få dem til at ændre deres is-produktion. (Sagen er omtalt i Information d. 1/10 2008.)

Forbrugerne viser dog tilsyneladende ikke den store interesse for det nye produkt. Det interessante er imidlertid argumenterne for at afvise modermælksost mv. – de går nemlig på at produktet er usikkert fordi mælken ikke kan kontrolleres (hvad har moderen fx spist af medicin?) og på at det kan tilskynde mødre til at sælge mælken i stedet for at give den til deres spædbørn. Altså klassiske konsekvens-etiske indvendinger.

Mit gæt er at disse argumenter er udtryk for hykleri. Den sande grund til at modsætte sig produktionen er at det virker ulækkert! Men på denne måde bruges etiske argumenter til at retfærdiggøre holdninger der reelt er æstetisk begrundet.

Jeg tror der er mange tilfælde af denne strategi hvor en æstetisk dagsorden bevidst eller ubevidst forklædes som etik. Folk kan ikke lide at se på tykke mennesker, ergo prøver man at argumentere for at det er et moralsk problem (fordi det belaster samfundsøkonomien, de har et dårligt liv osv.). Noget lignende tror jeg gør sig gældende i modstand mod at spise hunde og katte, mod homoseksuelle, mod piercinger, mod tørklæder osv.

Men hvad er pointen med at bruge etiske argumenter frem for æstetiske? Jo, på den måde kan man give et argument for både 1) hvorfor man fx ikke selv vil spise modermælksost, OG 2) hvorfor andre heller ikke skal gøre det!

For problemet med det æstetiske argument er jo at det ikke kan udvides til andre (med mindre man kan godtgøre at deres handling i overvejende grad også berører andre end dem selv). Hvis man synes modermælksost eller kattesteg er ulækkert, kunne man jo bare sige nej tak. Men sandheden er at man også synes at det er ulækkert at andre spiser det, så der må stærkere argumenter til hvis man vil forhindre dem i det. Heraf argumenter der bygger på etik og samfundshensyn.

Jeg hævder ikke at de etiske argumenter nødvendigvis er forkerte – blot at vi narrer os selv, hvis vi tror at det er der, den motiverende argumentationskraft ligger. Chocolate fudge brownie er en fantastisk is, men jeg ville ikke synes om at spise den hvis den var lavet af modermælk - uanset hvor velkontrolleret og ikke-babyskadende produktet måtte være.