Risikovurdering

Uanset om der er objektive grunde til at være nervøs eller ej (hvilket ingen vel ved endnu), er svineinfluenzaen en god historie i medierne. Den trækker på samme elementer som fiktionens gysere om apokalyptiske sygdomsudbrud (fx I am Legend og dens filmatiseringer, eller min barndoms topskræmmer nr. 1: John Cristophers Calcuttapesten (hvad var i øvrigt pointen med den periodes realistiske gysere om atomkrig og sygdom for børn? ok, det må være et andet indlæg.)).

Hvad er det så der gør at historierne om den nye influenzatype virker? Der er selvfølgelig objektive grunde (reel risiko for lidelse og død), men der er også en hel del lige så vigtige mere irrationelle aspekter ved vores måde at vurdere risiko på der spiller ind. Mennesker er notorisk dårlige til at vurdere risici og der er foretaget en del forskning i hvad der påvirker vores beslutninger. Fx er vi mere bange for det der er nyt, uigennemskueligt og spektakulært, end for det der er velkendt, muligt at forstå og kedeligt. Vi er således mere bange for at blive ædt af hajer end for at få hjertesygdomme.

Til gengæld giver det en tryghedseffekt hvis der er flere mennesker sammen om at løbe risikoen (jf. forsøg med om folk tør gå ud på en synkefærdig flåde – den samme flåde scorer højere hvis der står 100 mennesker der i forvejen). Tilsvarende er man naturligt mindre nervøs for ting som man selv har kontrol med (køre bil, rygning) end ting som man ikke har indflydelse på (flyve eller køre tog, passiv rygning).

Den nye svineinfluenza har det hele: Det er nyt og ukendt, det er uden for vores kontrol, og det er spektakulært (i hvert fald i omfang). Desuden har det selvfølgelig også det klassiske element af overskridelsen af kategorierne dyr/mennesker (jf. også balladen om kogalskab).

Så selv inden vi ved om der er objektive grunde til at frygte svineinfluenza, er vi allerede i alarmberedskab fordi sygdommen trykker på alle de rigtige knapper i vores risikovurderingsapparat.

Det lidt triste er selvfølgelig at selvom man intellektuelt har gennemskuet at ens kognitive evner har tendens til at spille en et puds når man forsøger at vurdere risici, så har det ingen effekt på ens nervøsitetsniveau – man slipper ikke for frygten for at flyve eller få svineinfluenza. Hume havde ret: En ting er hvad man kan tænke sig frem til i sit studerekammer, noget andet er hvordan man naturligt opfatter ting i kraft af at man er menneske.

Back from outer space

Så er jeg tilbage i blogosfæren. For at vise at det ikke bare er noget jeg hævder, kommer her lidt som folk der er interesserede i begrebsanalyse og anvendt filosofi kan overveje:

Hvis wienersalat er det samme som pølsesalat, kan man så udlede at wienerbrød er det samme som pølsebrød? Og hvilken praktisk betydning vil en eventuel insigt i de nævnte relationer kunne tænkes at have i et større, filosofisk og samfundsmæssigt perspektiv?

For en god ordens skyld vil jeg tilføje at folk der har vigtigere ting for, naturligvis ikke skal føle sig forpligtede til at bruge lang tid på at tænke det igennem.