tirsdag den 20. oktober 2009

Om hvordan filosofi kan bekæmpe bander

Ifølge en artikel på videnskab.dk skal bandekriminalitet nu bekæmpes med filosofi.

Umiddelbart så jeg to muligheder for mig ud fra overskriften:

1) I den optimistiske forestilling kunne det være lidt ligesom i filmen Road House (som jeg dog kun kender af omtale).

2) I den pessimistiske forestilling frygtede jeg at det var ligesom den klassiske musik der skræmmer folk væk fra bagtrappen til Københavns Hovedbanegården.

Sandheden viste sig dog at være en noget mindre ophidsende idé om at forbedre informationssorteringen hos politiet.

På en måde kunne jeg så faktisk bedre tænke mig et korps af frivillige gade-filosoffer der diskuterer hjernen i karret og trolley-eksempler og tilsvarende interessante ting fra filosofien for at få bandefolk til at gå hjem og blive der.

fredag den 2. oktober 2009

Ny filosofi-blog

For de der ikke har opdaget det, har Klemens Kappel (filosofi, KU) fået sig et blogsted på Politikens website. Den hedder Klemens Kappel. Filosofi i nyhedsstrømmen.

På den ene side synes jeg at blogge som bliver promoveret gennem andre medier (med tilhørende redaktionelle og forretningsmæssige linier) er lidt imod bloggens personlige skyde-fra-hoften-natur. På den anden side er jeg jo stor tilhænger af mere filosofi i det offentlige rum, og måske skal man benytte de platforme der byder sig til.

Besøg den nystartede blog her: http://blog.politiken.dk/kappel/. Der ligger bl.a. en læseværdig anmeldelse af bogen Gudløse hjerner.