Jeg hørte for nylig om en mor som det var lykkedes at bilde sit barn ind at det betyder ’udsolgt’ når is-bilen ringer med klokken. På én gang meget sjovt og ondt.
Der er dog selvfølgelig også mere alvorlige eksempler på tilfælde hvor forældre vurderer at det er bedst at lyve for børnene. Siden sagen med Muhammed-bamsen (Britisk kvinde der blev arresteret i Sudan i november 2007 fordi hun lod sine skoleelever navngive en bamse Muhammed) har jeg flere gange tænkt over hvad jeg ville svare hvis jeg havde et barn der kom hjem fra skolen og spurgte hvorfor læreren var blevet fængslet.
På den ene side ville jeg gerne videregive en liberal politisk opfattelse til barnet (eller i det mindste fortælle sandheden om hvad jeg mente om sagen).
På den anden side ville jeg ikke turde af frygt for at mit barn skulle overtage eller videregive min opfattelse og derved bringe sig selv og/eller familien i problemer.
Jeg har ladet mig fortælle at det i ikke-liberale samfund er normalt at man holder gode miner til slet spil indtil barnet er måske 13-14 år. Så trækker man det en dag til side og fortæller hvordan man mener det hele hænger sammen.
Der er dog den yderligere krølle på problemet at det hævdes at børn ikke overtager de normer man formulerer eksplicit for dem, men i stedet dem de udleder ud fra det daglige samvær (som tavs viden). Dette vil medføre at man for at beskytte børnene også selv måtte søge at overbevise sig selv om de ikke-liberale værdier for ikke at udsende ’forkerte’ signaler.
Ikke godt.
Neurons Aren't Special: A Copernican Argument
2 dage siden
19 kommentarer:
Interessant problem.
Spekulerer på om grunden til Julemandens popularitet så skyldes at forældre faktisk er i stand til at overbevise sig selv om at han eksisterer - i hvert fald indtil poderne fylder 13.
P.
Jeg har tit tænkt på, hvad man skal svare, når børn spørger om julemanden findes. Man må jo ikke lyve, men det er jo også tarveligt, at ødelægge barnets lyserøde univers.
Jeg plejer altid at svare "Ja. han findes... inde i dit hovede."
Peter, rigtig godt tænkt! Den er svær at komme ud af. Et muligt (ikke ret overbevisende) forslag: Måske har forældrene en Milos-Vendetta-agtig-strategi (se nedenfor): De fokuserer på at julemanden eksisterer som kulturelt ikon og barnet opdager så først at man refererer til noget forskelligt (virkelig person vs. abstrakt idé) senere.
Milos Vendettas, virker det?!? Spørger børnene så ikke: Hvad med gaverne - findes de også kun i mit hoved?
På den anden side har du måske fat i noget. Jeg har i hvert fald hørt mange voksne bruge det i en variant når det gælder 'Den store Julemand' i himlen, eller hvad han nu kaldes.
Det med isbilen - det er jo virkelig gennemført ondskab! Selvom jeg stadig tænker på, hvordan den pågældende mor forhindrer barnet i at se andre købe is? Eller for den sags skyld forhindrer andre i at købe is?
Jeg syntes, at der er lidt problematisk at sammenligne Muhammedbamsen med Julemanden, for Muhammedbamsen er jo virkelig – i modsætning til julemanden. Ups, nu røbede jeg vel forhåbentlig ikke for meget? ;-) Og når Milos Vendetta skriver, at man ikke vil ødelægge barnets lyserøde univers (i forbindelse med julemanden), så kan man jo spørge om, man ikke kan sige noget tilsvarende om Muhammedbamsen? Ikke kun i de (som du (Caroline) formulerer det) politisk ikke-liberale samfund, men også herhjemme? For hvad, hvis barnet rent faktisk danner en politisk bevidsthed inden de fylder de omtalte 13-14 år? Hvor meget kan man så egentlig ændre på den politiske bevidsthed? For som forældre, kan man vel næppe ønske, at den politiske overbevisning (uanset hvilken overbevisning det så er) skal bygge på et lyserødt univers! Og ud over den tavse viden (som du nævner Caroline) så bliver børn jo også påvirket politisk mange andre steder som f.eks. af deres venner, deres venners forældre, skolen, de mennesker de møder i deres fritid, diverse oplevelser osv. Og derfor mener jeg heller ikke, at man BARE kan trække dem til side senere og fortælle dem ”sandheden”. For så har de muligvis allerede deres egen version af ”sandheden” og dermed deres egen politiske opfattelse af verden!
Talte for længe siden med en østtysker, som var vokset op med system-kritiske forældre, som også store dele af hendes barndom undlod at give udtryk for holdninger, netop pga risikoen for at hun skulle komme til at bringe dem videre. Det virkede som om hun - som voksen - dels delte deres kritiske holdning til det daværende system, og dels fandt at deres selvcensur under hendes opvækst havde været nødvendig og derfor rimelig.
Og så er der vel også en tendens til at børn (i perioder i al fald) netop tiltrækkes af modsætningen til deres forældre? I så fald er det vel nærmest en fordel at behøve undertrykke sine sande holdninger...? ;-)
Louise, du spørger om mere end jeg kan svare på... Jeg synes dine kommentarer illustrerer meget fint at det er svært. Det bekræfter min formodning om at etik og politisk filosofi er pinagtigt (som du jo selv lige har gjort fint rede for i indlægget om filosofiens farer på din blog), men at det hele blot bliver endnu værre når der er børn involveret.
Anonyme, tak for kommentaren om Østtyskerens erfaringer. Måske finder man alligevel ud af tingene i praksis. Det må nu dog være svært for forældrene!
Interessant perspektiv med forældreoprøret, det havde jeg ikke tænkt på. Måske er omvendt psykologi dog risikabel at eksperimentere med generelt (fx: "I aften får du KUN kage og sodavand, ingen kartofler!").
Det er en interessant diskussion, og til Milos må man stille spørgsmålet: hvorfor er det egentlig "lyserødt" og vigtigt at tro på julemanden? Jeg har aldrig troet på ham, og jeg føler det ikke som om jeg er gået glip af noget. Skal man sætte det på spidsen kunne det jo tænkes at børn får lige så meget ud af at få gaver af deres forældre fordi de holder af dem end af julemanden fordi de har opført sig ordentligt.
I bredere forstand: hvorfor fortæller forældre deres børn om eksistensen af nisser og julemænd og påskeharer og andet? Er livet for kedeligt uden? Og for hvis skyld er det egentlig - for børnenes (som på et tidspunkt vil afsløre løgnen og samme sig over at de troede på den) eller for forældrenes (som synes det er sjovt at se hvor naive deres børn stadig er)?
Torben, godt spørgsmål, men jeg tror det er enkelt: Man fortæller sine børn om julemand osv. fordi det er STORT for børnene - de er vildt optagede af det, spændte og overgearede (på den fede måde).
Jeg ved ikke hvorfor det virker så godt (meget bedre end andre gode ting som biograf og den slags). Måske fordi det er noget kollektivt så de kan gå i børnehaven og snakke om det. Måske snylter det lidt på de ting som religioner iflg. kognitionsforskningen lever af: Det mystiske som går imod almindelig logik osv.
Så forældre gemmer påskeæg, får andre til at klæde sig ud som julemand osv. fordi det virkelig giver børn en oplevelse og de (børnene) ikke tager skade af det. Jeg ville opfatte det som ret sygt hvis man fx gjorde sit bedste for at fortælle sit 4-årige barn at julemanden ikke eksisterer. Det er mere i verden end sandhed.
Ja, det lyder godt nok enkelt, når du skriver det på den måde. ”Der er mere i verden end sandhed.” Det er jo næsten poetisk - netop fordi du jo ellers har en ret videnskabelig tilgang til verden. :-)
Jeg vil stadig mene at der er mange andre ting, man kan fortrylle sine børn med uden at påstå at fantasivæsener eksisterer: fx lege skattejagt og fortælle eventyr og gå i zoologisk have.
Men nu er mit barn jo heller ikke 4 år gammel endnu, så selvfølgelig kan jeg ændre mening. Jeg ved dog at hendes mor holder endnu hårdere end mig på at julemanden og andre guder ikke eksisterer.
@ Torben: Ja, ok - skattejagt er lige så stort hvis den er lavet godt, men vil I lave skattejagt 24 gange i december?. ZOO er ok, men heller ikke mere. Sæt venligst en reminder i din kalender og vend tilbage om 3½ år! Det vil være sjovt at høre om du har ændret mening.
Mener du det iøvrigt seriøst når du siger 'julemanden og andre guder'? Mener du at julemanden er en gud? Hvordan i så fald? Kender du andre der mener det også? Det er jeg MEGET interesseret i - du behøver ikke udtænke noget dybsindingt til lejligheden, bare forklar hvad du mente (jeg sysler med et forskningsprojekt hvor dette vil være interessant at høre om den slags intuitioner).
Nu kommer julemanden jo altså ikke 24 gange i december, men kun juleaften, så vidt jeg ved...
Hvad angår det med "andre guder", så var det mest for sjov. Men for min kære hustru er der ikke forskel på guder og fantasivæsener - de hører til i samme kategori.
Den væsentligste forskel er vel at guder som regel har lidt mere magt end julemanden. Men kigger man på mytologierne, er der faktisk en del guder som ikke viser sig så tit. Ligesom julemanden har de deres yndlingsmennesker som de nedstiger til og giver dem...ikke gaver, men krigslykke eller held eller kærlighed.
Julemanden er en meget begrænset gudeskikkelse, der kun spiller en rolle én gang om året, og som kun børn tror på.
Jeg har måske allerede trukket parallellen for langt. Det var skudt fra hoften; en religionsvidenskabsmand vil sikkert kunne give en klarere opregning af ligheder og forskelle mellem guder og julemand.
"holder endnu hårdere end mig på at julemanden og andre guder ikke eksisterer"
Problemet er at den slags insisteren kan give bagslag. Hvis 95% af børnehaven tror på julemanden, så sker der ikke det, at man lærer sit barn at være realistisk, men lærer barnet, at det er isoleret.
Jeg har et bedre forslag. Den ene forældrer holder på at vedkommende julemand eksisterer, den anden på at han ikke gør. På den måde udvikler man refleksion, kritik og selvsikkerhed. At stå i samlet front og nægte julemanden, kan jeg kun fraråde. Det skaber excentriske unger ingen gider lege med. Børn har brug for en vis del "bullshit" nægter man dem det, sker der bare noget andet på en anden konto, man heller ikke ønsker sig.
Lotte/Eksistens
@ Torben: Tak for svaret - og undskyld jeg ikke har reageret før, men af en eller anden grund får jeg ikke altid besked pr mail når der er kommet en kommentar. I øvrigt kan man ofte konstatere ved selvsyn at kommentarfunktionen på denne blog ikke er ret pålidelig.
@ Lotte: Jeg er meget enig, bortset fra at jeg synes forældre helst skal undgå at sige at de tror på julemanden, hvis de ikke gør. Men man kan jo være djælvens advokat og pege på at det fx ikke er modbevist, at mange tror på, at ét sted skal gaverne jo komme fra, og lignende ufine tricks.. Og ja-ja, til det ovenfor, jeg ved det godt - wordpress, wordpress, wordpress :-)
at jeg synes forældre helst skal undgå at sige at de tror på julemanden, hvis de ikke gør.
Enig, jeg vil bare pege på, at intet er entydigt. Noget koster altid på en anden konto. Også julemanden..
Lotte/Eksistens
http://fpn.dk/mad/kost_ernaering/article1315201.ece
Lotte/Eksistens
Jeg ville prøve at bilde børnene ind at jeg havde en usynlig lyserød drage ude i carporten.
Og jeg ville sige til dem at ting passede fordi de stod i en bog.
Og jeg ville sørge for at de selv så at jeg skrev i den.
Og så ville jeg sige til dem at i gamle dage, dengang min far og mor var børn, da var verden i sort/hvid.
Interessant taktik, Peter. Men det sidste passer vel? (Eller er dine forældre meget unge?)
Faktisk var noget af den stadig i sort/hvid da jeg var barn :)
(Men man havde fået rigtig plastik og briller der ikke var sorte.)
Send en kommentar