Jeg vil lige sikre mig at alle interesserede har set dette nye netsted som samler anekdoter af og om hvordan det er at være kvinde i akademisk filosofi.
Anekdoterne har meget forskelligt indhold og karakter, men giver samtidig et meget interessant indblik i forskellige universitetskulturer og -erfaringer.
Siden hedder: What is it like to be a woman in philosophy? (godt navn!). Anbefales hermed (også til personer der hverken er kvinder eller filosoffer).
Viser opslag med etiketten virkelighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten virkelighed. Vis alle opslag
onsdag den 13. oktober 2010
torsdag den 7. oktober 2010
Glæderne ved at bidrage til forskningspolitisk debat
Jeg er blevet inviteret til at skrive forskningspolitiske kommentarer i Information. Jeg har netop sendt den første afsted – jeg overvejede om indlægget måske var lidt for tamt, men omvendt havde jeg gjort mig meget umage med holde en neutral og inkluderende tone, så jeg besluttede at lade det være. Lykkedes det at få folk i tale? Døm selv ud fra kommentarsporet.
Mit indlæg kan læses her.
Mit indlæg kan læses her.
torsdag den 2. september 2010
Er matematik vigtigt for alle?
I en brochure for voksenundervisning så jeg et par opgaver taget fra 6. klasses matematikundervisning. Ideen var at hvis man ikke kunne løse dem, skulle man måske overveje et kursus så man kunne hjælpe sine børn med lektier.
Den ene opgave var en 1.-gradsligning, den anden noget brøkregning. Jeg måtte konstatere at jeg ikke uden videre kunne huske fremgangsmåden til at løse dem, så det måtte jeg tænke mig til.
På dette tidspunkt slog det mig at jeg faktisk ikke har brugt matematik til noget uden for skolesystemet. Almindelig regning (aritmetik) bruger man selvfølgelig hele tiden (selvom jeg ikke kan huske at jeg nogensinde har haft nytte af en kvadratrod), men hvad med brøkregning eller 2.-gradsligninger?
Min pointe er ikke at hetze mod matematik - jeg spørger af ren nysgerrighed. Jeg har således aldrig haft en aversion mod matematik; matematik er nyttigt, fascinerende osv. Men hvordan er det lykkedes at sælge ideen (som jeg vist ubevist gik rundt med) om at matematik er vigtigt for alle folk og at man skal bruge megen tid og mange kræfter på det i skole og gymnasium – uanset om man skal beskæftige sig med naturvidenskabelige sysler senere? Er det noget med at man skal have det i skolen for det tilfælde at det viser sig at man faktisk skal bruge det senere? Er det noget med at træne logisk tænkning? Det sidste kunne man vel også gøre på andre måder?
Måske overser jeg nogle steder hvor jeg bruger matematik uden at være klar over det. Det kan også være at alle andre end mig har daglig nytte af 2.-gradsligninger. Kan man mon give et bud på hvor stor en del af befolkningen der bruger brøkregning for alvor?
Den ene opgave var en 1.-gradsligning, den anden noget brøkregning. Jeg måtte konstatere at jeg ikke uden videre kunne huske fremgangsmåden til at løse dem, så det måtte jeg tænke mig til.
På dette tidspunkt slog det mig at jeg faktisk ikke har brugt matematik til noget uden for skolesystemet. Almindelig regning (aritmetik) bruger man selvfølgelig hele tiden (selvom jeg ikke kan huske at jeg nogensinde har haft nytte af en kvadratrod), men hvad med brøkregning eller 2.-gradsligninger?
Min pointe er ikke at hetze mod matematik - jeg spørger af ren nysgerrighed. Jeg har således aldrig haft en aversion mod matematik; matematik er nyttigt, fascinerende osv. Men hvordan er det lykkedes at sælge ideen (som jeg vist ubevist gik rundt med) om at matematik er vigtigt for alle folk og at man skal bruge megen tid og mange kræfter på det i skole og gymnasium – uanset om man skal beskæftige sig med naturvidenskabelige sysler senere? Er det noget med at man skal have det i skolen for det tilfælde at det viser sig at man faktisk skal bruge det senere? Er det noget med at træne logisk tænkning? Det sidste kunne man vel også gøre på andre måder?
Måske overser jeg nogle steder hvor jeg bruger matematik uden at være klar over det. Det kan også være at alle andre end mig har daglig nytte af 2.-gradsligninger. Kan man mon give et bud på hvor stor en del af befolkningen der bruger brøkregning for alvor?
tirsdag den 9. marts 2010
Dagen derpå
Jeg har et anstrengt forhold til dage der er øremærket særlige formål - det er lidt ligesom den amerikanske 'celebrate black history month' der gør at man ikke behøver at interessere sig for sagen resten af året. Tom Lehrer beskriver fænomener af denne type ret præcist i National Brotherhood Week:
På den anden side bliver jeg ligesom vhs provokeret når nogle bruger den 8. marts som anledning til at bagatellisere ligestillingsproblemer. Som jeg antydede i det foregående indlæg kan der sagtens være ligestillingsproblemer uden at folk er opmærksomme på det.
Her er to eksempler som jeg har noteret mig:
Ekspertlister
I alt er der 4 tilgængelige ekspert-lister på SDUs hjemmeside (pr. 9/3-2010):
- Kommunalvalg 2009 (12 eksperter)
- Amerikansk præsidentvalgkampagne (7 eksperter)
- OL i Beijing 2008 (6 eksperter)
- Økonomisk ekspertliste (et-par-og-20 eksperter, nogle er nævnt flere gange)
Antal kvindelige forskere på listerne i alt: 2
Det er da tænkeligt at der faktisk ikke er flere kvindelige eksperter på området, men burde det ikke give fagene anledning til at reflektere over hvorfor faget ser sådan ud? Og universitetet anledning til at overveje sit ansvar for at give journalister og andre muligheder for at skabe et nuanceret billede af hvad man kan være ekspert i og hvem der kan være det? (Man kunne også overveje hvilket billede det giver af SDUs forestilling om aktualitet, men det er en anden historie.)
Au pair
En artikel i Information i weekenden op til 8. marts bragte interviews med kvinder der mener at det er nødvendigt med en au pair til at bidrage med husarbejdet. Den giver et interessant billede fordi det på den ene side gøres klart at deres hjælp er uundværlig og på den anden side understreges at de ikke bliver udnyttet til at arbejde meget. Denne tilsyneladende konflikt kan løses ved at referere til au pair'en som en slags 'teenagedatter' i huset.
Der er flere interessante perspektiver i sagen, men jeg vil blot nævne et par stykker. Ud over at det virker som en noget nedladende betegnelse for voksne kvinder (der måske endda har børn og mand i hjemlandet), spekulerer jeg på om et lille tankeeksperiment kunne åbne for refleksion: Hvis mænd var au pairs på samme vilkår (og med samme opgaver) som kvinder, ville det så gøre en forskel på om det ville blive betragtet som udnyttelse af en global underklasse?
Jeg hørte forresten engang om en (dansk) teenage-pige der måtte rejse fra sin franske au pair-familie fordi faderen i familien troede det hed en au père. Men det er (forhåbentlig) også en anden historie.
tirsdag den 9. juni 2009
Man skal stemme af de rigtige grunde
En valgforsker foreslår at exit polls skal være ulovlige fordi målingerne kan påvirke vælgernes adfærd (se fx her) - eksemplet er at "...en del folk, der ønskede ligestilling i kongehuset blev mobiliseret".
Og selvfølgelig kan de det, men hvad er problemet? Er det at folk motiveres til at stemme af de forkerte grunde? I så fald skal vi vist igang med en mere generel oprydning (tænk fx på valgplakater).
En anden udlægning af kritikken består i at nogle måske bliver hjemme fordi de tror at den hellige grav er velforvaret. Men det samme kan vel let opstå ifm almindelige meningsmålinger?
Det forekommer mig at forslaget afspejler en variant af det klassiske demokrati-problem: Folk skal have lov at stemme efter deres egen overbevisning, men kun i det omfang så længe denne overbevisning ikke er alt for ufornuftig eller dannet på forkert grundlag.
....
Update d. 11. juni 2009: Der er lidt mere om emnet her.
Og selvfølgelig kan de det, men hvad er problemet? Er det at folk motiveres til at stemme af de forkerte grunde? I så fald skal vi vist igang med en mere generel oprydning (tænk fx på valgplakater).
En anden udlægning af kritikken består i at nogle måske bliver hjemme fordi de tror at den hellige grav er velforvaret. Men det samme kan vel let opstå ifm almindelige meningsmålinger?
Det forekommer mig at forslaget afspejler en variant af det klassiske demokrati-problem: Folk skal have lov at stemme efter deres egen overbevisning, men kun i det omfang så længe denne overbevisning ikke er alt for ufornuftig eller dannet på forkert grundlag.
....
Update d. 11. juni 2009: Der er lidt mere om emnet her.
onsdag den 20. maj 2009
Den feministiske troldsplint
For et par uger siden læste jeg et blog-indlæg som berører problemet om hvorvidt det at man er blevet opmærksom på eksistensen af chauvinisme gør at man bliver overfokuseret på problemet.
Sagen handler om en ung kvinde der føler sig forulempet af en butiksansat. Hun ønsker at levere en bluse tilbage - han kaster et blik på hende og spørger om blusen var for stor. Hun overvejer at klage fordi hun mener at han hentyder til at hun er ret fladbarmet. Der er et par gode pointer i diskussionen, men det er også let at tænke: "Jeez, lad dog være med at projicere dine komplekser ud på andre menneskers opførsel".
På forsiden af min udgave af den fremragende roman The Millstone af Margaret Drabble står der (citeret fra Guardian): "One of our foremost women writers". Her kunne det godt tænkes at nogle begynder at spørge sig selv (og andre): Hvorfor skal det specificeres at forfatteren er kvinde? Skriver kvinder i en særlig (dårlig) liga? Kunne man forestille sig at der stod: "En af landets bedste mandlige forfattere" eller "en af landets bedste homoseksuelle forfattere" på et cover? Er det fordi bogen bl.a. handler om hvordan det at få et barn kan forme ens identitet på uventede måder (= 'kvindeemne'!?)? osv. osv.
Den feministiske indsigt er en troldsplint i øjet. Den gør at man bekymres eller irriteres over ting som man ellers ikke ville have skænket en tanke, og desværre kan det være svært at se hvornår man har en berettiget kritik og hvornår det er rimeligt at andre tænker "Jeez!". Her er rig en kilde til diskussioner om hvorvidt en oplevet diskrimination er ægte eller indbildt - faktisk kan man selv blive i tvivl om egne reaktioner. Og selvfølgelig er der mange tilsvarende troldsplinter man kan blive udstyret med.
En af de interessante bidrag til den ovennævnte blogdiskussion var et forslag om at forestille sig en variant af situationen i butikken: Kvinden er tydeligt overvægtig, ekspedienten kaster et blik på hende og siger: "Var den for lille?"
Sagen handler om en ung kvinde der føler sig forulempet af en butiksansat. Hun ønsker at levere en bluse tilbage - han kaster et blik på hende og spørger om blusen var for stor. Hun overvejer at klage fordi hun mener at han hentyder til at hun er ret fladbarmet. Der er et par gode pointer i diskussionen, men det er også let at tænke: "Jeez, lad dog være med at projicere dine komplekser ud på andre menneskers opførsel".
På forsiden af min udgave af den fremragende roman The Millstone af Margaret Drabble står der (citeret fra Guardian): "One of our foremost women writers". Her kunne det godt tænkes at nogle begynder at spørge sig selv (og andre): Hvorfor skal det specificeres at forfatteren er kvinde? Skriver kvinder i en særlig (dårlig) liga? Kunne man forestille sig at der stod: "En af landets bedste mandlige forfattere" eller "en af landets bedste homoseksuelle forfattere" på et cover? Er det fordi bogen bl.a. handler om hvordan det at få et barn kan forme ens identitet på uventede måder (= 'kvindeemne'!?)? osv. osv.
Den feministiske indsigt er en troldsplint i øjet. Den gør at man bekymres eller irriteres over ting som man ellers ikke ville have skænket en tanke, og desværre kan det være svært at se hvornår man har en berettiget kritik og hvornår det er rimeligt at andre tænker "Jeez!". Her er rig en kilde til diskussioner om hvorvidt en oplevet diskrimination er ægte eller indbildt - faktisk kan man selv blive i tvivl om egne reaktioner. Og selvfølgelig er der mange tilsvarende troldsplinter man kan blive udstyret med.
En af de interessante bidrag til den ovennævnte blogdiskussion var et forslag om at forestille sig en variant af situationen i butikken: Kvinden er tydeligt overvægtig, ekspedienten kaster et blik på hende og siger: "Var den for lille?"
mandag den 4. maj 2009
Debat og magtstrukturer
I morgen er der arrangeret et debatmøde på Syddansk Universitet om den nye universitetslov. I 'ekspertpanelet' sidder bl.a. universitetets rektor.
Det bliver interessant at se om eventuelle utilfredse tør og orker at møde frem. Så vidt jeg forstår var en stor del af motivationen for den nye universitetslov at universiteterne skulle styres mere lige som (man tror) store virksomheder i det private erhvervsliv bliver styret. Men faktisk tyder noget på at nogle mener at man både kan have stram topstyring og ligeværdig debat (= variant af 'blæse og have mel i munden').
I store virksomheder ved folk jo normalt hvad de går ind til når de bliver ansat, så måske er de typisk ganske tilfredse med ledelsesformer, målsætninger osv. Men tvivler jeg på de vil kritisere tingenes tilstand på åbne debatmøder - specielt i krisetider. Hvorfor forventer man at universitetsfolk vil være anderledes? Måske satser man på at de vil gøre det af ideologiske grunde, af gammel vane eller fordi de ikke vurderer at der er nogen risiko ved det.
Det kan selvfølgelig være at der slet ikke så stor utilfredshed med den nye universitetsstruktur som man kunne tro. Problemet er bare at det kan være svært at vide. Hvis mødet i morgen bringer en mængde kritiske holdninger frem, vil man selvfølgelig kunne drage konklusioner. Men hvis det ikke gør, kan det også bare skyldes at folk dukker sig eller har resigneret i lyset af den knap-så-herredømmefri-dialog.
Det bliver interessant at se om eventuelle utilfredse tør og orker at møde frem. Så vidt jeg forstår var en stor del af motivationen for den nye universitetslov at universiteterne skulle styres mere lige som (man tror) store virksomheder i det private erhvervsliv bliver styret. Men faktisk tyder noget på at nogle mener at man både kan have stram topstyring og ligeværdig debat (= variant af 'blæse og have mel i munden').
I store virksomheder ved folk jo normalt hvad de går ind til når de bliver ansat, så måske er de typisk ganske tilfredse med ledelsesformer, målsætninger osv. Men tvivler jeg på de vil kritisere tingenes tilstand på åbne debatmøder - specielt i krisetider. Hvorfor forventer man at universitetsfolk vil være anderledes? Måske satser man på at de vil gøre det af ideologiske grunde, af gammel vane eller fordi de ikke vurderer at der er nogen risiko ved det.
Det kan selvfølgelig være at der slet ikke så stor utilfredshed med den nye universitetsstruktur som man kunne tro. Problemet er bare at det kan være svært at vide. Hvis mødet i morgen bringer en mængde kritiske holdninger frem, vil man selvfølgelig kunne drage konklusioner. Men hvis det ikke gør, kan det også bare skyldes at folk dukker sig eller har resigneret i lyset af den knap-så-herredømmefri-dialog.
tirsdag den 28. april 2009
Risikovurdering
Uanset om der er objektive grunde til at være nervøs eller ej (hvilket ingen vel ved endnu), er svineinfluenzaen en god historie i medierne. Den trækker på samme elementer som fiktionens gysere om apokalyptiske sygdomsudbrud (fx I am Legend og dens filmatiseringer, eller min barndoms topskræmmer nr. 1: John Cristophers Calcuttapesten (hvad var i øvrigt pointen med den periodes realistiske gysere om atomkrig og sygdom for børn? ok, det må være et andet indlæg.)).
Hvad er det så der gør at historierne om den nye influenzatype virker? Der er selvfølgelig objektive grunde (reel risiko for lidelse og død), men der er også en hel del lige så vigtige mere irrationelle aspekter ved vores måde at vurdere risiko på der spiller ind. Mennesker er notorisk dårlige til at vurdere risici og der er foretaget en del forskning i hvad der påvirker vores beslutninger. Fx er vi mere bange for det der er nyt, uigennemskueligt og spektakulært, end for det der er velkendt, muligt at forstå og kedeligt. Vi er således mere bange for at blive ædt af hajer end for at få hjertesygdomme.
Til gengæld giver det en tryghedseffekt hvis der er flere mennesker sammen om at løbe risikoen (jf. forsøg med om folk tør gå ud på en synkefærdig flåde – den samme flåde scorer højere hvis der står 100 mennesker der i forvejen). Tilsvarende er man naturligt mindre nervøs for ting som man selv har kontrol med (køre bil, rygning) end ting som man ikke har indflydelse på (flyve eller køre tog, passiv rygning).
Den nye svineinfluenza har det hele: Det er nyt og ukendt, det er uden for vores kontrol, og det er spektakulært (i hvert fald i omfang). Desuden har det selvfølgelig også det klassiske element af overskridelsen af kategorierne dyr/mennesker (jf. også balladen om kogalskab).
Så selv inden vi ved om der er objektive grunde til at frygte svineinfluenza, er vi allerede i alarmberedskab fordi sygdommen trykker på alle de rigtige knapper i vores risikovurderingsapparat.
Det lidt triste er selvfølgelig at selvom man intellektuelt har gennemskuet at ens kognitive evner har tendens til at spille en et puds når man forsøger at vurdere risici, så har det ingen effekt på ens nervøsitetsniveau – man slipper ikke for frygten for at flyve eller få svineinfluenza. Hume havde ret: En ting er hvad man kan tænke sig frem til i sit studerekammer, noget andet er hvordan man naturligt opfatter ting i kraft af at man er menneske.
Hvad er det så der gør at historierne om den nye influenzatype virker? Der er selvfølgelig objektive grunde (reel risiko for lidelse og død), men der er også en hel del lige så vigtige mere irrationelle aspekter ved vores måde at vurdere risiko på der spiller ind. Mennesker er notorisk dårlige til at vurdere risici og der er foretaget en del forskning i hvad der påvirker vores beslutninger. Fx er vi mere bange for det der er nyt, uigennemskueligt og spektakulært, end for det der er velkendt, muligt at forstå og kedeligt. Vi er således mere bange for at blive ædt af hajer end for at få hjertesygdomme.
Til gengæld giver det en tryghedseffekt hvis der er flere mennesker sammen om at løbe risikoen (jf. forsøg med om folk tør gå ud på en synkefærdig flåde – den samme flåde scorer højere hvis der står 100 mennesker der i forvejen). Tilsvarende er man naturligt mindre nervøs for ting som man selv har kontrol med (køre bil, rygning) end ting som man ikke har indflydelse på (flyve eller køre tog, passiv rygning).
Den nye svineinfluenza har det hele: Det er nyt og ukendt, det er uden for vores kontrol, og det er spektakulært (i hvert fald i omfang). Desuden har det selvfølgelig også det klassiske element af overskridelsen af kategorierne dyr/mennesker (jf. også balladen om kogalskab).
Så selv inden vi ved om der er objektive grunde til at frygte svineinfluenza, er vi allerede i alarmberedskab fordi sygdommen trykker på alle de rigtige knapper i vores risikovurderingsapparat.
Det lidt triste er selvfølgelig at selvom man intellektuelt har gennemskuet at ens kognitive evner har tendens til at spille en et puds når man forsøger at vurdere risici, så har det ingen effekt på ens nervøsitetsniveau – man slipper ikke for frygten for at flyve eller få svineinfluenza. Hume havde ret: En ting er hvad man kan tænke sig frem til i sit studerekammer, noget andet er hvordan man naturligt opfatter ting i kraft af at man er menneske.
søndag den 9. november 2008
Facebook og almen socialpsykologi
Jeg har netop læst et interessant blogindlæg af en der har to facebook-profiler – en til arbejdskolleger, og en til venner. En kollega havde opdaget det og blev overrasket. Indlægget fik mig til at tænke på at der tilsyneladende er mekanismer i facebook som er i strid med almen menneskelig psykologi.
Så vidt jeg ved, er det alment kendt at de fleste folk har
1) forskellige roller i forskellige sammenhænge (arbejde, familie, venner, bekendte osv.),
2) forskellige grader af nærhed med forskellige mennesker, og at
3) det er underforstået at det forholder sig sådan.
Jeg anser disse forhold for moralsk helt uproblematiske – det er ikke alt man ønsker at alle skal vide om en, og heller ikke alt man ønsker at vide om andre.
Disse sociale navigationsrregler er dog umulige at opretholde på facebook. For det første har de fleste (går jeg ud fra, måske tager jeg fejl) kun een profil som alle ens kontakter så kan se. For det andet kan man ikke uden videre lave nuancer fordi man fortæller alle lige meget (eller lige lidt). Og for det tredje kan man ikke lave grænser uden at det er meget synligt.
I det virkelige liv vil det være ilde set at sige ”det kommer ikke dig ved” på den måde som man gør på facebook ved at skjule nogle af sine oplysninger. Der er også sjældent så direkte afvisninger som hvis man ’ignorerer’ eller ’afviser’ venskabsforslag, gruppemedlemskaber eller lign. Efterhånden skjuler de fleste deres profil for alle de ikke er venner med, men ikke deres liste over hvem de er venner med. Det virker acceptabelt for de fleste, men vil det også være ok at skjule oplysninger for nogle af sine kontakter? Det tror jeg de fleste ville opfatte som overtrædelse af almindelige sociale normer, specielt i situationer hvor man ikke selv har skjult noget for den anden eller kører med ”dobbelt facebook-regnskab”.
Det sjove er jo også at de sociale mekanismer som man ubesværet navigerer efter i det virkelige liv, ville være ret besværlige at håndtere på facebook. Tænk hvis man hver gang man havde posted noget, skulle angive hvem der måtte se og ikke se historien.
Så vidt jeg ved, er det alment kendt at de fleste folk har
1) forskellige roller i forskellige sammenhænge (arbejde, familie, venner, bekendte osv.),
2) forskellige grader af nærhed med forskellige mennesker, og at
3) det er underforstået at det forholder sig sådan.
Jeg anser disse forhold for moralsk helt uproblematiske – det er ikke alt man ønsker at alle skal vide om en, og heller ikke alt man ønsker at vide om andre.
Disse sociale navigationsrregler er dog umulige at opretholde på facebook. For det første har de fleste (går jeg ud fra, måske tager jeg fejl) kun een profil som alle ens kontakter så kan se. For det andet kan man ikke uden videre lave nuancer fordi man fortæller alle lige meget (eller lige lidt). Og for det tredje kan man ikke lave grænser uden at det er meget synligt.
I det virkelige liv vil det være ilde set at sige ”det kommer ikke dig ved” på den måde som man gør på facebook ved at skjule nogle af sine oplysninger. Der er også sjældent så direkte afvisninger som hvis man ’ignorerer’ eller ’afviser’ venskabsforslag, gruppemedlemskaber eller lign. Efterhånden skjuler de fleste deres profil for alle de ikke er venner med, men ikke deres liste over hvem de er venner med. Det virker acceptabelt for de fleste, men vil det også være ok at skjule oplysninger for nogle af sine kontakter? Det tror jeg de fleste ville opfatte som overtrædelse af almindelige sociale normer, specielt i situationer hvor man ikke selv har skjult noget for den anden eller kører med ”dobbelt facebook-regnskab”.
Det sjove er jo også at de sociale mekanismer som man ubesværet navigerer efter i det virkelige liv, ville være ret besværlige at håndtere på facebook. Tænk hvis man hver gang man havde posted noget, skulle angive hvem der måtte se og ikke se historien.
tirsdag den 9. september 2008
Efter os - et sort hul
For en gangs skyld er der stor opmærksomhed omkring grundforskning, om end måske ikke helt i den form forskerne kunne ønske sig. Vi taler naturligvis om muligheden for verdens undergang onsdag d. 10. september 2008 når fysikere i Cern vil forsøge at skabe et sort hul (se fx omtale her). Jeg har selvfølgelig et par ting at bemærke i den anledning:
For det første:
Hvis det virkelig kunne lykkes at lukke hele biksen med et sort hul, ville det virkelig give baghjul til forestillingen om ”après nous, le déluge”.
For det andet:
Der synes at være gode moralske argumenter for at det faktisk ville være en fin måde at udslette Jorden på hvis det endelig skulle være:
1) det vil formentlig være smertefrit fordi det vil gå så hurtigt.
2) det vil ikke kunne skabe uheldige præcedens- eller glidebane-effekter.
3) der vil ikke være nogle sørgende efterladte (bortset måske fra Gud, men det kunne han have tænkt på noget før).
Disse kriterier kan andre masseødelæggende ting slet ikke leve op til (fx virusangreb, atomkrig, tsunamier mv.) Faktisk kan jeg dårligt forestille mig en bedre måde at dø på, hvis det altså skal være. (For en god ordens skyld: Det synes jeg ikke det skal.)
I øvrigt er det en god nedtællingsagtig dato: 10-09-08...
PS. Det er sjovt så meget dækning denne ikke-nyhed har fået (nu også her!). Jeg tænker mig at det er lidt lige som når folk skal forsøge sig med risiko-vurdering: Psykologiske eksperimenter viser at man skyder helt galt når de skal angive sandsynlighede for at dø af hajbid (overvurderes kraftigt i forhold til objektiv sandsynlighed), i trafikken eller af kræft (undervurderes kraftigt i forhold til objektiv sandsynlighed). Som allerede Sextus Empiricus påpegede, har vi tendens til at fokusere på det spektakulære og sjældne. Men det er en anden historie.
For det første:
Hvis det virkelig kunne lykkes at lukke hele biksen med et sort hul, ville det virkelig give baghjul til forestillingen om ”après nous, le déluge”.
For det andet:
Der synes at være gode moralske argumenter for at det faktisk ville være en fin måde at udslette Jorden på hvis det endelig skulle være:
1) det vil formentlig være smertefrit fordi det vil gå så hurtigt.
2) det vil ikke kunne skabe uheldige præcedens- eller glidebane-effekter.
3) der vil ikke være nogle sørgende efterladte (bortset måske fra Gud, men det kunne han have tænkt på noget før).
Disse kriterier kan andre masseødelæggende ting slet ikke leve op til (fx virusangreb, atomkrig, tsunamier mv.) Faktisk kan jeg dårligt forestille mig en bedre måde at dø på, hvis det altså skal være. (For en god ordens skyld: Det synes jeg ikke det skal.)
I øvrigt er det en god nedtællingsagtig dato: 10-09-08...
PS. Det er sjovt så meget dækning denne ikke-nyhed har fået (nu også her!). Jeg tænker mig at det er lidt lige som når folk skal forsøge sig med risiko-vurdering: Psykologiske eksperimenter viser at man skyder helt galt når de skal angive sandsynlighede for at dø af hajbid (overvurderes kraftigt i forhold til objektiv sandsynlighed), i trafikken eller af kræft (undervurderes kraftigt i forhold til objektiv sandsynlighed). Som allerede Sextus Empiricus påpegede, har vi tendens til at fokusere på det spektakulære og sjældne. Men det er en anden historie.
tirsdag den 8. juli 2008
De 10 mest populære filosoffer i de trykte medier
Her er så listen over de mest omtalte danske filosoffer og idéhistorikere i de danske trykte medier. Heldigvis er de alle sammen så kendte at jeg (næsten) kan nøjes med at vise et billede.
Nr. 1: Lars Erslev Andersen: 1310
Mand, født 1956. Idéhistoriker, men mest kendt som terrorekspert. Tidligere ansat ved Mellemøststudier ved SDU, nu ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). (hjemmeside & wiki)
...................................................................................
Nr. 2: Poul Erik Tøjner: 793
...................................................................................
Nr. 2: Poul Erik Tøjner: 793
Mand, født 1952. Har en grad i filosofi og litteratur. Direktør for kunstmuseet Louisiana. (wiki)
...................................................................................
Nr. 3: Morten Hesseldahl: 777
...................................................................................
Nr. 3: Morten Hesseldahl: 777
Mand, født 1964. Er kandidat i filosofi, kendt som forlagsdirektør, administrerende direktør for Information, medstifter af CEPOS, roman- og tegneserie-forfatter. (wiki)
...................................................................................
Nr. 4: Rune Engelbreht Larsen: 688
...................................................................................
Nr. 4: Rune Engelbreht Larsen: 688
Mand, født 1967. Idéhistoriker fra Århus. Kendt fra Faklen, som stifter af Minoritetspartiet og som bl.a. blogger på Politiken. (hjemmeside & wiki)
...................................................................................
...................................................................................
Nr. 5: Ole Thyssen: 681
Mand, skilter ikke med sit fødeår. Filosofi-baggrund. Ansat ved CBS og kendt som debattør - senest fra bogen Krigeren, borgeren og taberen skrevet sammen med Henrik Dahl. (hjemmeside & wiki)
...................................................................................
...................................................................................
Nr. 6: Morten Albæk: 679
Mand, født 1975. Filosofi-baggrund. Profileret som borgerlig debattør og foredragsholder. Blev kendt med bogen Generation fucked up? skrevet sammen med Rasmus Hylleberg (wiki)
...................................................................................
Nr. 7: Lars-Henrik Schmith: 662
...................................................................................
Nr. 7: Lars-Henrik Schmith: 662
Mand, født 1953. Bl.a. kendt som tidligere rektor ved DPU. (wiki)
...................................................................................
...................................................................................
Nr. 8: Peter Sandøe: 614
Mand, født 1955. Filosof. Særligt kendt som formand for Det Dyreetiske Råd. (hjemmeside & wiki)
...................................................................................
...................................................................................
Nr. 9: Clement Kjersgaard: 603
Mand, født 1975. Filosofi-eksamen. Kendt som TV-vært og foredragsholder. (wiki)
...................................................................................
...................................................................................
Nr. 10: Arno Victor Nielsen: 414
Mand, født 1946. Filosofi-baggrund. Kendt som en der udtaler sig. (ingen wiki endnu)
...................................................................................
Nr. 11-20:
Torben Sangild: 399
Ole Fogh Kirkeby: 314
Kai Sørlander: 246
Peter Øhrstrøm: 235
David Favrholdt: 178
Arne Notkin: 178
Jesper Ryberg: 110
Klemens Kappel: 92
Mogens Stiller Kjærgaard: 71
Anders Albrechtslund: 67
Resten:
Uffe Juul Jensen: 51
Anne Marie Pahuus: 45
Jørgen Husted (+ filosofi): 37
Steen Brock: 26
Søren Gosvig Olesen: 24
Mette Boch: 23
...................................................................................
Nr. 11-20:
Torben Sangild: 399
Ole Fogh Kirkeby: 314
Kai Sørlander: 246
Peter Øhrstrøm: 235
David Favrholdt: 178
Arne Notkin: 178
Jesper Ryberg: 110
Klemens Kappel: 92
Mogens Stiller Kjærgaard: 71
Anders Albrechtslund: 67
Resten:
Uffe Juul Jensen: 51
Anne Marie Pahuus: 45
Jørgen Husted (+ filosofi): 37
Steen Brock: 26
Søren Gosvig Olesen: 24
Mette Boch: 23
Dorthe Jørgensen (+ æstetik): 23
Hans Fink: ca. 18
Vincent Hendricks: 9
Malene Busk: 7
Thomas Schwartz Wentzer: 4
Hans Fink: ca. 18
Vincent Hendricks: 9
Malene Busk: 7
Thomas Schwartz Wentzer: 4
...................................................................................
Listen er fremkommet ved at lave en standard Infomedia-søgning for de sidste 5 år. Den er nok ikke helt nøjagtig, men den er nok heller ikke helt skæv.
Der var vist ikke de store overraskelser?
______
Update d. 17. juli:
Jeg har tilføjet et par oplysninger om folkene på top 10-listen (og rettet nogle fejl). Bemærk forresten at ingen af de 10 er ansat ved ordinære filosofiske eller idéhistoriske institutter. Hvilken vej vender kausaliteten? Eller er der en skjult fælles årsag? Eller er der blot tale om korrelation?
Denne slags indlæg er klart ikke my thang at skrive. Jeg håber en anden vil gøre det næste gang! (Og så kan Rune Lykkeberg og Brian Nygaard også være med - der er sikkert også flere vi har glemt.)
onsdag den 2. juli 2008
Filosofiske mediedarlings
Så går det løs. Jeg åbner ballet og indleder eftersøgningen af de filosofiske mediedarlings! Reglerne er som følger:
1) deltagere er nulevende danske eller dansk bosatte personer med en universitetsgrad inden for filosofi og/eller idehistorie (uanset hvad de laver nu og hvad de er kendt for).
2) de rankes efter hvor mange hits de får i en infomedia-søgning i løbet af de sidste fem år.
3) når jeg vurderer at det ebber ud med kandidater på listen og jeg får tid, fastsætter jeg et tidspunkt der passer mig til at at foretage opgørelsen.
4) resultatet offentliggøres her hvorefter der indledes en hidsig diskussion om hvorvidt det er rimeligt at listen ser ud som den gør (det sidste skal jeg have lidt hjælp til).
Indtil videre er der noteret følgende kandidater der lever op til kravene:
Anders Albrechtslund
Morten Albæk
Lars Erselv Andersen
Mette Boch
Steen Brock
Malene Busk
David Favrholdt
Hans Fink
Vincent Hendricks
Morten Hesseldahl
Jørgen Husted
Uffe Juul Jensen
Dorte Jørgensen
Rune Engelbreht Larsen
Ole Fogh Kirkeby
Clement Kjersgaard
Mogens Stiller Kjærgaard
Klemens Kappel
Arno Victor Nielsen
Arne Notkin
Søren Gosvig Olesen
Anne Marie Pahuus
Jesper Ryberg
Peter Sandøe
Torben Sangild
Lars-Henrik Schmith
Kai Sørlander
Ole Thyssen
Thomas Schwartz Wentzer
Peter Øhrstrøm
Yderligere forslag modtages i kommentarerne
[listen er opdateret d. 7/7-08]
Se på (i) ursuppen hvor det hele kommer fra (og her hvordan jeg fik rodet mig ud i det).
1) deltagere er nulevende danske eller dansk bosatte personer med en universitetsgrad inden for filosofi og/eller idehistorie (uanset hvad de laver nu og hvad de er kendt for).
2) de rankes efter hvor mange hits de får i en infomedia-søgning i løbet af de sidste fem år.
3) når jeg vurderer at det ebber ud med kandidater på listen og jeg får tid, fastsætter jeg et tidspunkt der passer mig til at at foretage opgørelsen.
4) resultatet offentliggøres her hvorefter der indledes en hidsig diskussion om hvorvidt det er rimeligt at listen ser ud som den gør (det sidste skal jeg have lidt hjælp til).
Indtil videre er der noteret følgende kandidater der lever op til kravene:
Anders Albrechtslund
Morten Albæk
Lars Erselv Andersen
Mette Boch
Steen Brock
Malene Busk
David Favrholdt
Hans Fink
Vincent Hendricks
Morten Hesseldahl
Jørgen Husted
Uffe Juul Jensen
Dorte Jørgensen
Rune Engelbreht Larsen
Ole Fogh Kirkeby
Clement Kjersgaard
Mogens Stiller Kjærgaard
Klemens Kappel
Arno Victor Nielsen
Arne Notkin
Søren Gosvig Olesen
Anne Marie Pahuus
Jesper Ryberg
Peter Sandøe
Torben Sangild
Lars-Henrik Schmith
Kai Sørlander
Ole Thyssen
Thomas Schwartz Wentzer
Peter Øhrstrøm
Yderligere forslag modtages i kommentarerne
[listen er opdateret d. 7/7-08]
Se på (i) ursuppen hvor det hele kommer fra (og her hvordan jeg fik rodet mig ud i det).
mandag den 9. juni 2008
Om filosoffer
Lad os sige, at der var gode grunde til at antage, at der fandtes et begreb, som øjeblikkeligt ville dræbe den, der tænkte på det.
Mit gæt er, at en filosof ville ikke kunne lade være med at tænke på, hvad det mon kunne være for et begreb. Ikke fordi filosoffer generelt er suicidale – de er blot ofte ikke særligt praktisk anlagt.
Mit gæt er, at en filosof ville ikke kunne lade være med at tænke på, hvad det mon kunne være for et begreb. Ikke fordi filosoffer generelt er suicidale – de er blot ofte ikke særligt praktisk anlagt.
tirsdag den 27. maj 2008
Hvad er problemet med polygami?
Her er noget jeg har spekuleret over i mange år: Hvorfor er polygami forbudt i Danmark? Findes der argumenter for det? I så fald hvilke?
Polygami (et ægteskab der består af flere end to personer) er centrum for juridiske diskussioner i øjeblikket i Danmark. Det har fået mig til endnu engang at tænke på hvad begrundelsen for det danske forbud er. Jeg synes ikke selv polygami lyder specielt tillokkende, men jeg har svært ved at se hvilken skade det kan gøre hvis alle de berørte parter ønsker det.
Måske er sagen at det underforstås at polygami kun kommer i stand ved tvang. Men er der argumenter for at det forholder sig sådan? Og kunne man i så fald ikke sætte ind imod tvangen i stedet? Almindelig monogami kan jo også skyldes forskellige former for tvang, men det er lovligt alligevel.
Er det noget med frygt for socialt bedrageri, juridisk kaos o.l.? Altså at folk fx gifter sig med 20 mænd og/eller kvinder for at få familiesammenføring, ekstra hustru-bidrag, undgå arveafgifter eller noget? Igen skulle man tro at man kunne sikre sig mod bedrageriet på samme måde som man gør ifm. monogami.
Kan det være fordi polygami bliver opfattet som umoralsk? At noget er umoralsk plejer ikke i sig selv at begrunde lovgivning (selvom Tyrkiet på et tidspunkt tumlede med en lovgivning mod utroskab). Se i øvrigt en fin post her hos Peter Andreas om lovlige ting der strider imod manges normer.
Mit sidste forslag er at polygami er forbudt fordi det ikke er noget der er en del af dansk skik og brug. Men er det grund nok til et forbud? (Jeg har hørt fra en guide i København om nogle japanske turister der puttede frugtsalat på den marinerede sild ved en buffet. Er det grundlag for et forbud?)
Summa summarum: Jeg kan ikke regne ud hvorfor polygami er ulovligt, men måske er jeg bare uopfindsom.
Og et bonus-spørgsmål: Hvorfor må brødre ikke gifte sig?
Polygami (et ægteskab der består af flere end to personer) er centrum for juridiske diskussioner i øjeblikket i Danmark. Det har fået mig til endnu engang at tænke på hvad begrundelsen for det danske forbud er. Jeg synes ikke selv polygami lyder specielt tillokkende, men jeg har svært ved at se hvilken skade det kan gøre hvis alle de berørte parter ønsker det.
Måske er sagen at det underforstås at polygami kun kommer i stand ved tvang. Men er der argumenter for at det forholder sig sådan? Og kunne man i så fald ikke sætte ind imod tvangen i stedet? Almindelig monogami kan jo også skyldes forskellige former for tvang, men det er lovligt alligevel.
Er det noget med frygt for socialt bedrageri, juridisk kaos o.l.? Altså at folk fx gifter sig med 20 mænd og/eller kvinder for at få familiesammenføring, ekstra hustru-bidrag, undgå arveafgifter eller noget? Igen skulle man tro at man kunne sikre sig mod bedrageriet på samme måde som man gør ifm. monogami.
Kan det være fordi polygami bliver opfattet som umoralsk? At noget er umoralsk plejer ikke i sig selv at begrunde lovgivning (selvom Tyrkiet på et tidspunkt tumlede med en lovgivning mod utroskab). Se i øvrigt en fin post her hos Peter Andreas om lovlige ting der strider imod manges normer.
Mit sidste forslag er at polygami er forbudt fordi det ikke er noget der er en del af dansk skik og brug. Men er det grund nok til et forbud? (Jeg har hørt fra en guide i København om nogle japanske turister der puttede frugtsalat på den marinerede sild ved en buffet. Er det grundlag for et forbud?)
Summa summarum: Jeg kan ikke regne ud hvorfor polygami er ulovligt, men måske er jeg bare uopfindsom.
Og et bonus-spørgsmål: Hvorfor må brødre ikke gifte sig?
tirsdag den 6. maj 2008
Universitetspolitik
Nu er chancen der for at involvere sig i universitetspolitik på en måde som selv universitetsfolk kan overskue:
En gruppe forskere har startet en underskriftindsamling for "...at opnå større politisk forståelse for nødvendigheden af at ændre den nuværende forsknings- og uddannelsespolitik. For de forsknings- og uddannelsespolitiske ordførere i Folketinget er det vigtigt at slå fast, at utilfredsheden mod de nuværende forhold ikke er begrænset til en ubetydelig sekt, som videnskabsministeren ofte påstår".
Læs mere her: http://www.gopetition.com/online/17457.html hvor også selve underskriftindsamling ligger.
Se også bloggen Forskningsfrihed?
En gruppe forskere har startet en underskriftindsamling for "...at opnå større politisk forståelse for nødvendigheden af at ændre den nuværende forsknings- og uddannelsespolitik. For de forsknings- og uddannelsespolitiske ordførere i Folketinget er det vigtigt at slå fast, at utilfredsheden mod de nuværende forhold ikke er begrænset til en ubetydelig sekt, som videnskabsministeren ofte påstår".
Læs mere her: http://www.gopetition.com/online/17457.html hvor også selve underskriftindsamling ligger.
Se også bloggen Forskningsfrihed?
søndag den 27. april 2008
Ceteris paribus
Som ny studerende ved filosofi mæsker man sig de første par semestre i lækre fremmedord, -ismer og fagtermer: aposteriori, mutatits mutandis, ad verecundiam, ceteris paribus, epistemologi, non sequitur, solipsisme, ontologi, ad hominem, pars pro toto, osv. osv.
De næste par semestre indarbejder man dem i både daglig og faglig tale, hvorefter man ikke længere lægger mærke til dem mere (også fordi alle de andre filosofistuderende som omgiver en jo forstår dem og bruger dem).
Når man så når hen i nærheden af specialetiden, forsøger man at skære ned på dem igen (jeg gjorde i hvert fald), fordi man opdagede at udenforstående ikke forstod meningen med den indforståede filosofi-lingo.
Var det hele så blot en studentikos øvelse som man lige så godt kunne have sprunget over? Nej: dels er ordene jo sjove, og dels kan man forstå de andre fagidioter. Desuden er det altid godt for hovedet at lære noget nyt (og svært). Og måske er udtrykkene slet ikke så dumme endda – i hvert fald kunne jeg godt tænke mig at få udbredt ’ceteris paribus’ (som betyder ’alt andet lige’). Forklaring følger:
Ofte slipper politikere og andre ud af klørene på en journalist ved at nægte at svare på det der bliver spurgt om, ved at henvise til at ’der jo er tale om et hypotetisk spørgsmål’. Det kan fx være et spørgsmål som "Vil det få konsekvenser for skatteministeren hvis det viser sig at han betalt for lidt i skat gennem flere år?" eller "Bør udstillingen lukkes hvis det viser sig at de udstillede lig er udstillet mod de dødes vilje?" (tænkte eksempler).
Og ja, det er jo hypotetiske spørgsmål, men i filosofien har de hypotetiske spørgsmål meget høj status. De bruges nemlig til at belyse et emne ved at variere omstændighederne, fx ”Hvis alle blev ramt af en ’psykopat-virus’ i morgen, ville moralen så ophøre med at eksistere?”. En filosof der nægter at svare med henvisning til at ’der er tale om et hypotetisk spørgsmål’ vil være til grin (der kan selvfølgelig være andre grunde til at spørgmålet er svært at besvare!).
Pointen med at stille hypotiske spørgsmål til politikere er ligeledes at afsløre noget om deres aktuelle opfattelse: Hvordan man mener man ville håndtere en situation, siger noget om hvilke principper man navigerer efter politisk. På samme måde må en ansøger til en direktørstilling forholde sig til et spørgsmål om hvad man vil gøre hvis der skal rationaliseres.
Hvorfor vil politikeren ikke svare på det hypotetiske spørgsmål? Måske fordi svaret kan komme an på situationens detaljer (vidste skatteministeren at han gjorde noget galt? burde han have vidst det? hvor mange penge drejer det sig om? osv.). Men det er her ’ceteris paribus’ kommer ind i billedet – man kan svare at alt andet lige bør sagen få konsekvenser.
Jeg tror at hvis man har rent mel i posen, vil man ikke gribe til indvendingen om hypotetisk spørgsmål. Enten kan man svare at man simpelthen ikke ved hvad man ville gøre, eller man kan lave et ceteris paribus-svar.
De næste par semestre indarbejder man dem i både daglig og faglig tale, hvorefter man ikke længere lægger mærke til dem mere (også fordi alle de andre filosofistuderende som omgiver en jo forstår dem og bruger dem).
Når man så når hen i nærheden af specialetiden, forsøger man at skære ned på dem igen (jeg gjorde i hvert fald), fordi man opdagede at udenforstående ikke forstod meningen med den indforståede filosofi-lingo.
Var det hele så blot en studentikos øvelse som man lige så godt kunne have sprunget over? Nej: dels er ordene jo sjove, og dels kan man forstå de andre fagidioter. Desuden er det altid godt for hovedet at lære noget nyt (og svært). Og måske er udtrykkene slet ikke så dumme endda – i hvert fald kunne jeg godt tænke mig at få udbredt ’ceteris paribus’ (som betyder ’alt andet lige’). Forklaring følger:
Ofte slipper politikere og andre ud af klørene på en journalist ved at nægte at svare på det der bliver spurgt om, ved at henvise til at ’der jo er tale om et hypotetisk spørgsmål’. Det kan fx være et spørgsmål som "Vil det få konsekvenser for skatteministeren hvis det viser sig at han betalt for lidt i skat gennem flere år?" eller "Bør udstillingen lukkes hvis det viser sig at de udstillede lig er udstillet mod de dødes vilje?" (tænkte eksempler).
Og ja, det er jo hypotetiske spørgsmål, men i filosofien har de hypotetiske spørgsmål meget høj status. De bruges nemlig til at belyse et emne ved at variere omstændighederne, fx ”Hvis alle blev ramt af en ’psykopat-virus’ i morgen, ville moralen så ophøre med at eksistere?”. En filosof der nægter at svare med henvisning til at ’der er tale om et hypotetisk spørgsmål’ vil være til grin (der kan selvfølgelig være andre grunde til at spørgmålet er svært at besvare!).
Pointen med at stille hypotiske spørgsmål til politikere er ligeledes at afsløre noget om deres aktuelle opfattelse: Hvordan man mener man ville håndtere en situation, siger noget om hvilke principper man navigerer efter politisk. På samme måde må en ansøger til en direktørstilling forholde sig til et spørgsmål om hvad man vil gøre hvis der skal rationaliseres.
Hvorfor vil politikeren ikke svare på det hypotetiske spørgsmål? Måske fordi svaret kan komme an på situationens detaljer (vidste skatteministeren at han gjorde noget galt? burde han have vidst det? hvor mange penge drejer det sig om? osv.). Men det er her ’ceteris paribus’ kommer ind i billedet – man kan svare at alt andet lige bør sagen få konsekvenser.
Jeg tror at hvis man har rent mel i posen, vil man ikke gribe til indvendingen om hypotetisk spørgsmål. Enten kan man svare at man simpelthen ikke ved hvad man ville gøre, eller man kan lave et ceteris paribus-svar.
søndag den 20. april 2008
Kvinder i akademia
Københavns universitet har tilsyneladende besluttet at indføre en økonomisk belønning til fakulteterne hvis de ansætter kvindelige professorer (se det omtalt i Magisterbladet). Jeg synes det er uheldigt at knytte ansættelser sammen med økonomisk gevinst, for
- hvis det økonomiske har indflydelse på hvem der bliver ansat, vil det (mindst) nærme sig positiv særbehandling af kvindelige ansøgere på bekostning af bedre kvalificerede mandlige.
- hvis det økonomiske ikke har indflydelse, kan man jo lige så godt lade være.
Det hævdes ofte at det lavere antal kvindelige professorer mv. hænger sammen med at der er færre kvinder end mænd der søger stillingerne. Hvis denne forklaring er rigtig, kunne problemet løses ved at belønne fakulteterne for at tiltrække kvindelige ansøgere til stillingsopslagene. På denne måde ville man undgå at kaste mistanke på lødigheden af ansættelser (og dermed kvinder ansat i videnskabelige stillinger).
Er den skæve kønsfordeling på universiteterne et problem? Jeg ved det ikke rigtig, men jeg blev alligevel overrasket da jeg tilfældigvis så listerne over ansatte ved Filosofi på RUC:
Der 22 ansat som videnskabeligt personale (VIP'er): 11 fastansatte, 9 phd-studerende og 2 løstansatte – alle mænd. Tjek selv her: http://www.ruc.dk/filo/personale/
Ved KU er der 41 ansatte VIP’er. Heraf er 4 kvinder (2 post.doc. og 2 phd-studerende – dvs. ingen med fast ansættelse). Tjek selv her: http://filosofi.ku.dk/ansatte/
Måske er det mod naturens orden med kvindelige filosoffer. Eftersom jeg ikke er specielt feministisk anlagt, er det den eneste forklaring jeg lige kan komme i tanke om.
I morgen (20. april) fejres 100-året for kvinders kommunale valgret. Ikke at det har noget med sagen at gøre.
- hvis det økonomiske har indflydelse på hvem der bliver ansat, vil det (mindst) nærme sig positiv særbehandling af kvindelige ansøgere på bekostning af bedre kvalificerede mandlige.
- hvis det økonomiske ikke har indflydelse, kan man jo lige så godt lade være.
Det hævdes ofte at det lavere antal kvindelige professorer mv. hænger sammen med at der er færre kvinder end mænd der søger stillingerne. Hvis denne forklaring er rigtig, kunne problemet løses ved at belønne fakulteterne for at tiltrække kvindelige ansøgere til stillingsopslagene. På denne måde ville man undgå at kaste mistanke på lødigheden af ansættelser (og dermed kvinder ansat i videnskabelige stillinger).
Er den skæve kønsfordeling på universiteterne et problem? Jeg ved det ikke rigtig, men jeg blev alligevel overrasket da jeg tilfældigvis så listerne over ansatte ved Filosofi på RUC:
Der 22 ansat som videnskabeligt personale (VIP'er): 11 fastansatte, 9 phd-studerende og 2 løstansatte – alle mænd. Tjek selv her: http://www.ruc.dk/filo/personale/
Ved KU er der 41 ansatte VIP’er. Heraf er 4 kvinder (2 post.doc. og 2 phd-studerende – dvs. ingen med fast ansættelse). Tjek selv her: http://filosofi.ku.dk/ansatte/
Måske er det mod naturens orden med kvindelige filosoffer. Eftersom jeg ikke er specielt feministisk anlagt, er det den eneste forklaring jeg lige kan komme i tanke om.
I morgen (20. april) fejres 100-året for kvinders kommunale valgret. Ikke at det har noget med sagen at gøre.
tirsdag den 12. februar 2008
Hvor meget bør man lyve for sine børn?
Jeg hørte for nylig om en mor som det var lykkedes at bilde sit barn ind at det betyder ’udsolgt’ når is-bilen ringer med klokken. På én gang meget sjovt og ondt.
Der er dog selvfølgelig også mere alvorlige eksempler på tilfælde hvor forældre vurderer at det er bedst at lyve for børnene. Siden sagen med Muhammed-bamsen (Britisk kvinde der blev arresteret i Sudan i november 2007 fordi hun lod sine skoleelever navngive en bamse Muhammed) har jeg flere gange tænkt over hvad jeg ville svare hvis jeg havde et barn der kom hjem fra skolen og spurgte hvorfor læreren var blevet fængslet.
På den ene side ville jeg gerne videregive en liberal politisk opfattelse til barnet (eller i det mindste fortælle sandheden om hvad jeg mente om sagen).
På den anden side ville jeg ikke turde af frygt for at mit barn skulle overtage eller videregive min opfattelse og derved bringe sig selv og/eller familien i problemer.
Jeg har ladet mig fortælle at det i ikke-liberale samfund er normalt at man holder gode miner til slet spil indtil barnet er måske 13-14 år. Så trækker man det en dag til side og fortæller hvordan man mener det hele hænger sammen.
Der er dog den yderligere krølle på problemet at det hævdes at børn ikke overtager de normer man formulerer eksplicit for dem, men i stedet dem de udleder ud fra det daglige samvær (som tavs viden). Dette vil medføre at man for at beskytte børnene også selv måtte søge at overbevise sig selv om de ikke-liberale værdier for ikke at udsende ’forkerte’ signaler.
Ikke godt.
Der er dog selvfølgelig også mere alvorlige eksempler på tilfælde hvor forældre vurderer at det er bedst at lyve for børnene. Siden sagen med Muhammed-bamsen (Britisk kvinde der blev arresteret i Sudan i november 2007 fordi hun lod sine skoleelever navngive en bamse Muhammed) har jeg flere gange tænkt over hvad jeg ville svare hvis jeg havde et barn der kom hjem fra skolen og spurgte hvorfor læreren var blevet fængslet.
På den ene side ville jeg gerne videregive en liberal politisk opfattelse til barnet (eller i det mindste fortælle sandheden om hvad jeg mente om sagen).
På den anden side ville jeg ikke turde af frygt for at mit barn skulle overtage eller videregive min opfattelse og derved bringe sig selv og/eller familien i problemer.
Jeg har ladet mig fortælle at det i ikke-liberale samfund er normalt at man holder gode miner til slet spil indtil barnet er måske 13-14 år. Så trækker man det en dag til side og fortæller hvordan man mener det hele hænger sammen.
Der er dog den yderligere krølle på problemet at det hævdes at børn ikke overtager de normer man formulerer eksplicit for dem, men i stedet dem de udleder ud fra det daglige samvær (som tavs viden). Dette vil medføre at man for at beskytte børnene også selv måtte søge at overbevise sig selv om de ikke-liberale værdier for ikke at udsende ’forkerte’ signaler.
Ikke godt.
onsdag den 30. januar 2008
Filosoffer og samfundsnytte
En artikel i Nyhedsavisen fortalte forleden at en filosof har fået en 'EliteForsk-pris' (yndigt navn i øvrigt) og nu vil hjælpe politikere med at "...fremelske politiske standpunkter eller holdninger, for hvilke der kan gives logisk gyldige argumenter".
Filosoffen udtaler bl.a.: "Det er fuldstændig nonsens at sige, 'det regner og det regner ikke', begge ting kan ikke være sande på én gang. På samme måde er det ulogisk at sige, som Naser Khader for eksempel sagde, at han ikke er for regeringens asylpolitik, men samtidig vil acceptere regeringens asylpakke for ikke at vælte regeringen".
Det forekommer mig dog her, at det er filosoffen der ikke kan skelne mellem logik og prioritering. Ellers er det også 'ulogisk' at sige at man kunne tænke sig en omelet, men at man ikke vil lave en fordi man ikke vil ødelægge æggene.
Måske er filosoffen blevet uheldigt udlagt og citeret, men artiklen bekræfter desværre clichéen om at filosoffer er nogle selvfede skolemestertyper, der sidder hjemme i lænestolen og udtaler sig bedrevidende om en verden de ikke kan gennemskue.
Der er større problemer i verden end mangel denne slags logik og argumentation.
....
Læsersevice: Sidder der nogle tilbage og spekulerer på hvad 'et logisk gyldigt argument for en politisk holdning' vil sige, iler jeg nu med et (tænkt) eksempel:
Rødhårede mennesker er klamme.
Klamme mennesker skal have frataget stemmeretten.
Derfor skal rødhårede mennesker have frataget stemmeretten.
Filosoffen udtaler bl.a.: "Det er fuldstændig nonsens at sige, 'det regner og det regner ikke', begge ting kan ikke være sande på én gang. På samme måde er det ulogisk at sige, som Naser Khader for eksempel sagde, at han ikke er for regeringens asylpolitik, men samtidig vil acceptere regeringens asylpakke for ikke at vælte regeringen".
Det forekommer mig dog her, at det er filosoffen der ikke kan skelne mellem logik og prioritering. Ellers er det også 'ulogisk' at sige at man kunne tænke sig en omelet, men at man ikke vil lave en fordi man ikke vil ødelægge æggene.
Måske er filosoffen blevet uheldigt udlagt og citeret, men artiklen bekræfter desværre clichéen om at filosoffer er nogle selvfede skolemestertyper, der sidder hjemme i lænestolen og udtaler sig bedrevidende om en verden de ikke kan gennemskue.
Der er større problemer i verden end mangel denne slags logik og argumentation.
....
Læsersevice: Sidder der nogle tilbage og spekulerer på hvad 'et logisk gyldigt argument for en politisk holdning' vil sige, iler jeg nu med et (tænkt) eksempel:
Rødhårede mennesker er klamme.
Klamme mennesker skal have frataget stemmeretten.
Derfor skal rødhårede mennesker have frataget stemmeretten.
onsdag den 17. oktober 2007
Døden – fordele og ulemper
Thomas Harder har kaldt sin nyligt udkomne oversættelse af en artikel-samling af Umberto Eco for ”Fordele og ulemper ved døden”. Harder ikke selv har fundet på titlen, men jeg synes den (titlen altså – bogen lyder kedelig) er fantastisk og det minder mig om at jeg er irriteret over at Thomas Harder ikke har givet os oversættelser af alle Stefano Bennis værker (øv!).
I øvrigt ville titlen passe fremragende på en bog jeg læser i øjeblikket: En hollandsk læge (med filosofi-baggrund) udgav i 1994 bogen Dancing with Mr. D: Notes on Life and Death. Det er en fremragende og meget mærkelig bog, der handler om forfatterens tid som læge på en plejeafdeling i Holland.
At den foregår i Holland er selvfølgelig ikke uvæsentligt! Ved side 150 havde jeg for længst opgivet at holde tal på hvor mange der var døde (naturligt eller mindre naturligt) og man får mange tankevækkende ting at vide om mennesket, liv, død, dødshjælp, sygdom, religion, videnskab og filosofi. Hvad kan man forlange mere!? Interesssant nok er bogen også absurd sjov på en mærkelig frastødende og overraskende måde. Døden kan være grufuld, men den er også dagligdag.
Her er et eksempel fra bogen: En patient dør og hans familie beder en sygeplejerske (Mieke) sørge for at give hans tøj videre. Hun foreslår lægen (vores fortæller) at se på om der er noget han kunne tænke sig, og han går derhen og begynder at kigge det igennem:
”… there is a pile of clothes on his bed, through which I start rummaging, occasionally holding up a shirt I like and then putting it aside, the way you do at a jumble sale. While I’m busy in this way, it gradually dawns on me that there is an eerie silence in the room so I look up and glance around. I am being stared at from each of the four other beds with a mixture of horror and disgust: calls himself a doctor, lowering himself to stealing the clothes of patients who have just died!
I don’t even try to explain, but it’s very embarrassing and I slip away as quickly as I can. Mieke will keep a few shirts for me.” (Bert Keizer: Dancing with Mr. D, Black Swan, 1997, s. 159)
Bogen er tilsyneladende selvbiografisk, men selv hvis den ikke var, ville den være stærkt interessant (i modsætning til alle de ’virkelighedsdramaer’ man (især) ikke ville spilde fem minutter på hvis de var fiktion). Jeg har lyst til at anbefale den til alle - også kommende læger, men jeg ved ikke om jeg tør: Der er jo lægemangel, og jeg tror at mange ville opgive professionsdrømmen efter mødet med bogen (hvis de ikke enten er lidt afstumpede eller meget reflekterede og psykisk robuste).
I øvrigt ville titlen passe fremragende på en bog jeg læser i øjeblikket: En hollandsk læge (med filosofi-baggrund) udgav i 1994 bogen Dancing with Mr. D: Notes on Life and Death. Det er en fremragende og meget mærkelig bog, der handler om forfatterens tid som læge på en plejeafdeling i Holland.
At den foregår i Holland er selvfølgelig ikke uvæsentligt! Ved side 150 havde jeg for længst opgivet at holde tal på hvor mange der var døde (naturligt eller mindre naturligt) og man får mange tankevækkende ting at vide om mennesket, liv, død, dødshjælp, sygdom, religion, videnskab og filosofi. Hvad kan man forlange mere!? Interesssant nok er bogen også absurd sjov på en mærkelig frastødende og overraskende måde. Døden kan være grufuld, men den er også dagligdag.
Her er et eksempel fra bogen: En patient dør og hans familie beder en sygeplejerske (Mieke) sørge for at give hans tøj videre. Hun foreslår lægen (vores fortæller) at se på om der er noget han kunne tænke sig, og han går derhen og begynder at kigge det igennem:
”… there is a pile of clothes on his bed, through which I start rummaging, occasionally holding up a shirt I like and then putting it aside, the way you do at a jumble sale. While I’m busy in this way, it gradually dawns on me that there is an eerie silence in the room so I look up and glance around. I am being stared at from each of the four other beds with a mixture of horror and disgust: calls himself a doctor, lowering himself to stealing the clothes of patients who have just died!
I don’t even try to explain, but it’s very embarrassing and I slip away as quickly as I can. Mieke will keep a few shirts for me.” (Bert Keizer: Dancing with Mr. D, Black Swan, 1997, s. 159)
Bogen er tilsyneladende selvbiografisk, men selv hvis den ikke var, ville den være stærkt interessant (i modsætning til alle de ’virkelighedsdramaer’ man (især) ikke ville spilde fem minutter på hvis de var fiktion). Jeg har lyst til at anbefale den til alle - også kommende læger, men jeg ved ikke om jeg tør: Der er jo lægemangel, og jeg tror at mange ville opgive professionsdrømmen efter mødet med bogen (hvis de ikke enten er lidt afstumpede eller meget reflekterede og psykisk robuste).
Abonner på:
Opslag (Atom)
