eller: Hvordan æstetiske vurderinger kamufleres som etik.
En schweizer har angiveligt bebudet at han vil masseproducere ost, sovse og andre produkter af modermælk købt hos diverse kvinder. Nogle amerikanske dyrevelfærdsaktivister synes det er en oplagt idé for at spare køerne for deres lidelser. (Argumentet er vel bl.a. at det bedre aldrig at være blevet født end at være malkeko.) Aktivisterne har derfor kontaktet Ben & Jerry's for at få dem til at ændre deres is-produktion. (Sagen er omtalt i Information d. 1/10 2008.)
Forbrugerne viser dog tilsyneladende ikke den store interesse for det nye produkt. Det interessante er imidlertid argumenterne for at afvise modermælksost mv. – de går nemlig på at produktet er usikkert fordi mælken ikke kan kontrolleres (hvad har moderen fx spist af medicin?) og på at det kan tilskynde mødre til at sælge mælken i stedet for at give den til deres spædbørn. Altså klassiske konsekvens-etiske indvendinger.
Mit gæt er at disse argumenter er udtryk for hykleri. Den sande grund til at modsætte sig produktionen er at det virker ulækkert! Men på denne måde bruges etiske argumenter til at retfærdiggøre holdninger der reelt er æstetisk begrundet.
Jeg tror der er mange tilfælde af denne strategi hvor en æstetisk dagsorden bevidst eller ubevidst forklædes som etik. Folk kan ikke lide at se på tykke mennesker, ergo prøver man at argumentere for at det er et moralsk problem (fordi det belaster samfundsøkonomien, de har et dårligt liv osv.). Noget lignende tror jeg gør sig gældende i modstand mod at spise hunde og katte, mod homoseksuelle, mod piercinger, mod tørklæder osv.
Men hvad er pointen med at bruge etiske argumenter frem for æstetiske? Jo, på den måde kan man give et argument for både 1) hvorfor man fx ikke selv vil spise modermælksost, OG 2) hvorfor andre heller ikke skal gøre det!
For problemet med det æstetiske argument er jo at det ikke kan udvides til andre (med mindre man kan godtgøre at deres handling i overvejende grad også berører andre end dem selv). Hvis man synes modermælksost eller kattesteg er ulækkert, kunne man jo bare sige nej tak. Men sandheden er at man også synes at det er ulækkert at andre spiser det, så der må stærkere argumenter til hvis man vil forhindre dem i det. Heraf argumenter der bygger på etik og samfundshensyn.
Jeg hævder ikke at de etiske argumenter nødvendigvis er forkerte – blot at vi narrer os selv, hvis vi tror at det er der, den motiverende argumentationskraft ligger. Chocolate fudge brownie er en fantastisk is, men jeg ville ikke synes om at spise den hvis den var lavet af modermælk - uanset hvor velkontrolleret og ikke-babyskadende produktet måtte være.
10 kommentarer:
Jeg finder selvfølgelig diskussionen interessant - også som du sætter den op, for du placerer den ret præcist i æstetikkens forhistorie: i smagsproblematikken. Hvordan gør man en irrationel følelse gyldig som dom? En måde er at gøre den etisk, som du viser, en anden måde er at dække den retorisk ind med fornuftsordener. Tilbage står vi alligevel med samme udgangspunkt, det smager mig ikke - jeg er instinktivt imod det.
Det jeg også finder interessant i din fremstilling er, at formentlig ingen vil reagere på efterrationaliseringstaktikken i den foreliggende sag, mens mange vil ryste på hovedet, hvis man overførte problemstillingen på videnskaben ... hvad enten den er blød eller hård.
Det er ligegyldigt i forhold til den foreliggende diskussion, men problematikken er den samme. Vi vælger instinktivt (ubevidst/irrationelt) og kalder det noget andet (etik/fornuft). Jeg mener man kan stille spørgsmålet helt generelt: hvorfor og hvordan efterrationaliserer vi?
Jeg er enig med Stokbro i, at det interessante ligger i hvorfor-spørgsmålet: HVORFOR ikke bare acceptere smagsdomme som en mindst lige så udbredt og gyldig tilgang til verden som den rationelle (i dette tilfælde etisk velbegrundede)? HVORFOR bliver vi ved med at bilde os selv og hinanden ind, at der er nogle forklaringer, der er så meget bedre end andre, at vi alle bør tilslutte os dem? Jeg synes, det er en lidt mærkelig indstilling til verden...
"... mærkelig indstilling til verden..."
- Tjoe, måske verden er så mærkelig, at det ikke er så mærkeligt i visse henseender at sondre mellem (mere eller mindre) gode og dårlige forklaringer...
Mindre mærkelig end mærkelig forekommer din totalitære relativisme (sic) dog nok at være. Så konsekvent er din tankegang måske nok, Pia - men hey, who needs konsekvens, når alle forklaringer er lige gode/dårlige/(ikke-)mærkelige...
@ Stokbro, mon ikke efterrationaliseringen skyldes at man virkelig ønsker at tingene går efter ens hoved, og så griber man efter alle de halmstrå der byder sig til?
@ Pia, jeg er ikke helt sikker på om det er det du mener, men jeg synes der er stor forskel på at acceptere at en smagsdom er gyldig i individ-perspektiv og så at den kan legitimere mellemmenneskelige ting. Det er ok hvis nogle folk ikke har lyst til at spise rotter, men hvorfor skal de have lov at forhindre andre i det? At irrationelle smagsdomme er udbredte er vel ikke i sig selv en grund til at tildele dem betydning?
@ Ping Pong Johnson, jeg fornemmer at du nærer nogle af de samme beton-realistiske intuitioner som jeg selv. Det synes jeg jo er en god ting, og jeg mener det som mere end en smagsdom.
"Beton-realistiske intuitioner" - det er en vending, der bruges alt for lidt nu om dage!
Det hænder, at jeg selv har dem, men jeg prøver at holde dem nede med kolde afvaskninger.
@ Caroline
Du "mener det som mere end en smagsdom", men det er i så fald ikke det, du siger. Du fornemmer, har intuitioner, synes med selvfølgelighed (jf. det lille 'jo') dette eller hint. Men en intuition er kendetegnet ved sit irrationelle udspring i en førsproglig, førrationel dom - som for nemheds skyld kan kaldes en gut-feeling. At du dernæst synes noget er fint, og du efterfølger dette med det føromtalte 'jo' - dvs. dét du synes leveres med en selvfølgelighed, der opfordrer til efterfølgelse ... 'jo' bliver en sandhedsmarkør i en eller anden forstand. Jeg skynder mig at tage en kold afvaskning som Gertz Bech anbefaler.
Dette kan meget hurtigt føre til en lang og vanskelig diskussion om hvad intuitioner er....
Jeg kan ikke sige så meget andet end at jeg mener at intuitioner kan være rationelle selvom de er før-sproglige fx
1) som tavs viden, eller gut-feeling som du siger, som er opstået på baggrund af mange erfaringer men som man ikke kan eksplicitere, eller
2) som ren apriori indsigt der ikke kan uddybes nærmere (fx grundlæggende logiske principper eller "jeg tænker altså, er jeg").
Således ser jeg intuitioner som mere end smagsdomme.
I øvrigt: mit 'jo' betyder jo her blot 'som det fremgår af mit indlæg og hele min blog' - hvorimod 'jo' i min kommentar her betyder 'indlysende' :-)
Jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at dykke bare lidt dybere ned i den diskussion, der må du have mig undskyldt, Caroline :) Intuition kommer af det latinske intuer (jeg er ikke ude i at bedrive etymologi som læren om det sande), hvilket betyder at kigge (på noget), hvilket i hvert fald siger en ting om ordets afstamning, og det er, at det intuitive blik på noget ikke er umiddelbart forbundet med forstanden eller fornuften. Går man videre til at tage en helt dagligdags definition af begrebet, så betyder det noget i retning af evnen til at se sammenhænge uden, at man nødvendigvis kender alle aspekter eller detaljer af den pågældende problematik.
Men dermed antager man helt automatisk et vidensskema, hvori det almene har fortrinsret for det partikulære, dvs. lighederne overskygger forskellene. Men skal man opregne alle kvalitative og kvantitative forskelle og ligheder så må man vel på et eller andet tidspunkt indføre princippet om den tilstrækkelige grund som Leibniz gjorde? Det vil sige på et eller andet tidspunkt abstraherer man fra det faktiske til en semantisk orden, hvori tingene går op. Alternativet er at være fanget i en sig-vidt-forgrenende processuel analyse, der aldrig får en ende (Baumgarten). Jeg vælger personligt den forskelsorienteret og – orienterende uendelighed, men det er jo en smagssag.
Når Descartes hævdede sit cogito [og her må jeg sige, at din tilegnelse af 'jeg tænker, altså er jeg' som 'jeg tænker altså, er jeg' er vanvittigt morsom og nærmest dekonstruktiv i forhold til Descartes, idet du med kommaets fejlplacering får sagt, nærmest barnligt forurettet: jeg tænker altså! Og så lidt mere spædt og tvivlende spørger du: er jeg? Herligt, herligt!], så kunne han, som den rationalist han var, kun gøre det på baggrund af ordo essendi, hvori Gud er det sikrende nav. For i ordo cognoscendi var res cogitans det absolutte udgangspunkt, hvorfor han også kunne hævde sit krav om gennemsigtighed (perspicuitas), men det betyder også at ordo essendi går forud for ordo cognoscendi. Intuitionen sikres sin værdi gennem en ydre alvidende, rationel og kærlig Gud.
Det er sandt vi kan have aprioriske (logisk bundne eller analytiske) indsigter, men for mig at se er disse i forhold til den virkelighed, vi eventuelt har en intuitiv forståelse af, kendetegnet ved paradoksalt nok kun at give mening inden for et kohærensteoretisk udgangspunkt (logikkens formaliserede sprog danner et system hvor inden for logikken kan hævde sin sandhed, at verden er ”tællelig”) og ikke et korrespondensteoretisk (logikken udsiger ikke noget om verden, men altså om sig selv som system).
Det er ikke for mig et spørgsmål om at tilbagevise intuitionen, men stille spørgsmål ved dets rationelle udgangspunkt (evt. ved den rationalitet, der hægter sig på Descartes' gennemsigtighedsiver).
@ Stokbro, undskyld svartiden; jeg har travlt i øjeblikket - derfor også nogle lidt korte svar.
Jeg synes din forståelse af ’intuitiv’ er unødigt begrænset – dels mener jeg at etymologi som regel er irrelevant (’kælling’ kommer vist fx af ’kær lille en’), dels er der også en tradition for at sige at intuitiv viden er indlysende viden hvor man kan gennemskue sagen fuldstændig (om end ikke altid definere den). Men jeg har ikke en egentlig teori om intuitioner. Det med forskelle og ligheder forstår jeg ikke hvad du mener med og hvordan det passer ind.
Dejligt at du kan glæde dig over min komma-fejl. Jeg er dog uenig i din udlægning af Descartes (at det skulle hvile på noget religiøst), men uanset om det virkelig skulle være det han mener, kan cogito’et (dvs. 1. & 2. meditaion i isolation) fint forstås uden de bindinger du hævder (i det omfang jeg forstår hvad du mener).
Hvorfor skulle apriorisk indsigt udelukke korrespondensteori for sandhed fremfor kohærentisme? Det kan jeg ikke gennemskue. Logik er efter min mening udtryk for nødvendighed i verden, ikke for en arbitrær kohærentisme.
http://gorzelak.wordpress.com/2009/01/07/om-at-bliv-fornem/
Send en kommentar