Jeg har netop læst et interessant blogindlæg af en der har to facebook-profiler – en til arbejdskolleger, og en til venner. En kollega havde opdaget det og blev overrasket. Indlægget fik mig til at tænke på at der tilsyneladende er mekanismer i facebook som er i strid med almen menneskelig psykologi.
Så vidt jeg ved, er det alment kendt at de fleste folk har
1) forskellige roller i forskellige sammenhænge (arbejde, familie, venner, bekendte osv.),
2) forskellige grader af nærhed med forskellige mennesker, og at
3) det er underforstået at det forholder sig sådan.
Jeg anser disse forhold for moralsk helt uproblematiske – det er ikke alt man ønsker at alle skal vide om en, og heller ikke alt man ønsker at vide om andre.
Disse sociale navigationsrregler er dog umulige at opretholde på facebook. For det første har de fleste (går jeg ud fra, måske tager jeg fejl) kun een profil som alle ens kontakter så kan se. For det andet kan man ikke uden videre lave nuancer fordi man fortæller alle lige meget (eller lige lidt). Og for det tredje kan man ikke lave grænser uden at det er meget synligt.
I det virkelige liv vil det være ilde set at sige ”det kommer ikke dig ved” på den måde som man gør på facebook ved at skjule nogle af sine oplysninger. Der er også sjældent så direkte afvisninger som hvis man ’ignorerer’ eller ’afviser’ venskabsforslag, gruppemedlemskaber eller lign. Efterhånden skjuler de fleste deres profil for alle de ikke er venner med, men ikke deres liste over hvem de er venner med. Det virker acceptabelt for de fleste, men vil det også være ok at skjule oplysninger for nogle af sine kontakter? Det tror jeg de fleste ville opfatte som overtrædelse af almindelige sociale normer, specielt i situationer hvor man ikke selv har skjult noget for den anden eller kører med ”dobbelt facebook-regnskab”.
Det sjove er jo også at de sociale mekanismer som man ubesværet navigerer efter i det virkelige liv, ville være ret besværlige at håndtere på facebook. Tænk hvis man hver gang man havde posted noget, skulle angive hvem der måtte se og ikke se historien.
Neurons Aren't Special: A Copernican Argument
2 dage siden
8 kommentarer:
Jeg har aldrig hørt om noget lignende, men jeg synes da, at det virker som en meget naturlig udvikling.
Facebook er et uvirkeligt sted med sine egne spilleregler. Det er IKKE som vores hverdag, hvor vi mere eller mindre klart adskiller vores professionelle og vores personlige liv, endsige klart skelner mellem venner, bekendte, familie, osv. I denne opdeling differentierer vi jo også ekstremt mht. hvem, der får hvad at vide. Hvorfor skulle det være anderledes på facebook? Hidtil har der jo kun været én kategori: venner. Hvordan skulle den kunne dække vores behov for forskellige relationer?
Min chef skal ikke se mine familiebilleder, ligesom min mor ikke skal se et billede af mig, der ligger døddrukken i en rendesten... Facebook giver mulighed for at differentiere adgangen, men det er ganske enkelt for besværligt at udvælge, hvilke 'venner', der skal kunne se hvilke billeder.
Forfatteren bag det blogindlæg, du har læst, har fundet en lettere måde - som i øvrigt er ganske smart. Jeg vil overveje selv at gøre det.
Kære Caroline
Gode pointer, men jeg vil umiddelbart mene, at du ikke tager højde for de særlige kendetegn, der er ved sociale relationer på nettet. Derfor afspejler det, du kalder almen menneskelig psykologi, næppe de mekansimer, som er på spil. (beklager den lidt korte kommentar (tid!), men måske kan jeg uddybbe senere :-) ).
Asger: Hvad mener du med, at Facebook er et uvirkeligt sted? Jeg synes da, det er meget virkeligt og i øvrigt en del af mange menneskers hverdag...
En af problematikkerne opstår vel også i forbindelse med, at en mulig arbejdsgiver lige tjekker op på, om den, der har skrevet en ansøgning, har en Facebook-profil og hvad den i så fald indeholder. Dér er der en mangel på respekt for, at et menneske ikke er entydigt, at det har forskellige masker til forskellige roller. Dvs. arbejdsgiveren respekterer ikke længere skellet mellem det private og det offentlige, kravet synes at være, at det offentlige menneske, arbejdstageren, ER det private menneske.
@ Asger
Jeg finder heller ikke nettet et uvirkeligt sted. Tag et andet eksempel som f.eks. Second Life, hvor der normalt skelnes mellem SL og RL - altså Real Life. Men her har nogen sat den mere ærlige skelnen i spil mellem SL og FL - altså First Life (eller sågar mellem Cyberspace og Meatspace).
Problemet er, at hvis vi definerer virkeligheden som den taktile verden, så skærer vi en masse væk, der påvirker os mindst lige så meget og derfor vel også må anerkendes en plads i vores virkelighed. Hjernen er ligeglad med om en påvirkning stammer fra en taktil omverden eller en serie af ettaller og nuller.
Med uvirkeligt mener jeg (nok), at facebook bare ikke er det samme som virkeligheden. Deraf opstår der visse begrænsninger særligt mht. social differentiering.
Selvfølgelig er facebook virkeligt, når vi bruger det i vores 'virkelige' liv, men selve stedet eksisterer ikke af den grund.
@Stokbro:
Du har helt ret i, at der er et enormt konfliktpotentiale i arbejdsgivere, der vil se ens facebookprofil. I praksis kan jeg ikke fortænke en arbejdsgiver i lige at undersøge, om arbejdstageren mon skulle have en offentlig profil. Enhver ekstra oplysning om en ansøger kan jo være gavnlig for virksomheden.
Er profilen offentlig, har ansøgeren indirekte (men dog selvforskyldt) åbnet sit privatliv for arbejdsgiveren. Lidt ligesom hvis en ansøger var kommet til at vedlægge en dagsbogsside ved ansøgningen (lidt søgt sammenligning, men stadigvæk).
Men i den situation, hvor profilen er privat og arbejdsgiveren beder om lov til at se den, er der selvfølgelig tale om en klokkeklar overskridelse af privatlivets grænser.
Igen synes jeg, at dobbeltprofiler er en udmærket løsning på problemet. Arbejdsgiveren må gerne se den offentlige, professionelle profil, som i princippet blot er et CV online, imens den private profil forbeholdes forbeholdes privatlivet.
Måske man endda kunne forestille sig en metaprofil, som man kunne tjekke det hele på én gang :)
Ligger der ikke snarere et behov for at have råderet over ,hvor langt ind i min intimsfære, jeg vil have forskellige sociale relationer? Det vil sige at der er to løsningsveje at gå, enten at man opsplitter sin (virtuelle)identitet i to, eller en teknisk løsning, hvor facebook giver lov til at give forskellige kategorier af 'venner', forskellige rettigheder.
En mulighed for at være 'på' i flere niveauer - gå 'backstage' med nogle særlig udvalgte fortrolige.
Men den mulighed har vi selvfølgelig ikke - endnu.
Jeg er selvfølgelig enig i at Facebook er en del af virkeligheden ligesom telefoner og opslagstavler, men jeg synes alligevel Asger har en pointe:
Telefoner giver sig ikke ud for at være mere end de er, men nogle gange er det som om Facebook o.a. præsenteres som et ’alternativt liv’ hvor man kan polere sit selvbillede og derved få en ekstra identitet som er løsrevet fra den almindelige – og i denne betydning er Facebook efter min mening mindre virkelig fordi den 1) er primitiv fordi mangler så utroligt mange nuancer og elementer fra verden som helhed (lugt, berøring, graduering, konsekvens mv), og 2) fordi den har vide rammer for manipulation lige som et almindeligt stykke fiktion.
Fordelen er selvfølgelig at man kan overskride almindelige sociale grænser (og fx informere i detaljer om sig selv til alle) fordi alle ved at det er man jo ’nødt til’ på den platform sådan som den er indrettet. (Og dette aspekt vil vel egentlig modarbejde dit forslag, Jette?)
Så nej, de sociale mekanismer der er på spil, er formentlig også anderledes end i den fulde fænomenologiske verden (og der sidder sikkert nogle nørder og forsker i det et eller andet sted, mon ikke, Anders?). Og forresten er facebook vel i sin opbygning temmelig socialt indskrænket – kan man fx være gift/kæreste med flere end en?
@Caroline
Det er nogle meget interessante betragtninger, som du her kommer med omkring, hvad der adskiller den virtuelle verden fra den virkelige. Du skriver først, at den virtuelle verden (Facebook) mangler nogle nuancer fra den virkelige verden. Det gør den helt sikkert, da der jo netop er tale om en anden (virtuel) verden, men derfor bygger den jo stadig i høj grad på nogle virkelige elementer. Hvilket du jo også må medgive i en eller anden grad, når du skriver i dit andet punkt, at Facebook åbner op for nogle ”vide rammer for manipulation”. Manipulation er vel kun mulig i forhold til den virkelige verden - for ellers så ville der jo være tale om ren fiktion. Her er mit logiske spørgsmål så, om du ikke også mener, at der foregår præcis den samme form for manipulation i den virkelige verden? Du skriver, at folk polerer deres selvbillede på Facebook. Ja, men gør folk ikke også det i virkeligheden? Det virker i hvert fald for mig som om, at der er mange mennesker som har enormt svært ved at stå ved, hvem de er og hvilket liv de fører. For at undgå denne ubehagelige form for selverkendelse, så prøver de i stedet at manipulere med alle andre menneskers opfattelse af deres liv. Vel og mærke i en retning, som de selv anser som bedre end deres reelle liv.
Du skriver, at Facebook er primitiv, fordi den mangler ”så utroligt mange nuancer og elementer fra verden som helhed (lugt, berøring, graduering, konsekvens mv).” Det er jeg helt enig i - selvom det er lidt sjovt, at du nævner lugt og berøring, hvor jeg måske ville have nævnt kropssprog og ansigtsmimik – men det er måske en forskel i tilgang. Men det der undrer mig lidt er, hvorfor du skriver, at Facebook mangler konsekvens. Konsekvens i forhold til hvad? Man kan da heller ikke skrive, hvad som helst på Facebook. Hvis jeg f.eks. skrev noget, som var løgn, på Facebook – så ville mine venner jo straks bemærke det og konfronterer mig med det. Derudover så kan de ting, der foregår på Facebook, da også hurtigt have konsekvenser i den virkelige verden. F.eks. var der jo forleden historien om konen, som blev skilt fra sin mand, efter at han havde været hende utro med to forskellige kvinder i Second Life! Hvis du ikke har hørt om historien, så kan du læse den her (http://24.dk/article.jsp?articleId=3271).
Tak for kommentaren, Louise! Desværre er jeg ikke sikker på at jeg kan forklare meget bedre hvad det er jeg mener, men jeg kan forsøge lidt:
Jeg tror vores forskellige perspektiver skyldes at vi har forskellige opfattelse af hvor stærk koblingen er mellem facebook og resten af ens liv - du antager fx at folk ville brokke sig hvis du skrev noget usandt på facebook, min fornemmelse er snarere at man ofte ikke har en chance for at vide hvor meget der er sandt. Desuden er det ikke kun et spørgsmål om sandhed og løgn, men også om hvordan man sorterer sine informationer.
Jeg synes simpelthen at facebook er mere manipulerbar end resten af virkeligheden - jf. også det forhold at der er mange fiktive identiteter på facebook. Og manipulationen er formentlig også mere bevidst end udenfor. (Men jo, min fornemmelse er også at folk fifler med deres fremtræden - og det er nogle gange moralsk påkrævet.)
Send en kommentar