torsdag den 13. maj 2010

Kvindelige forskere overser formidlingspotentiale

Jeg har tidligere udtrykt mine stærke forbehold over for arrangementer af den type som selv fortalerne nu kalder 'forskernes svar på X Faktor'. Konceptet er at ph.d.-studerende dyster i forskningsformidling (på tre minutter) til et mere eller mindre uvidende publikum og det er (efter min mening) problematisk på flere måder. Det var således også nedslående at læse den ukritiske omtale af årets udgave i Information.

Så da jeg så at Forskerforum (blad for bl.a. universitetsansatte forskere) havde et to-siders opslag om arrangementet, tænkte jeg at nu ville der komme noget tiltrængt modspil. Dette var dog ikke tilfældet. Konceptet sluges råt og arrangementet fremstår som vellykket – bortset fra et enkelt aspekt som Forskerforums reporter synes han må påtale. Nemlig at

”... når vi nu befinder os i et blandingsprodukt af forskning og showbizz, så er man som iagttager nødt til at bemærke den blufærdighed, de kvindelige performere generelt udviste over for deres eget køns sex-faktor. Men andre ord: flade sko, hverdags-jeans og løse gevandter – det scorer altså ikke point på rocksenen i Vega. Det behøver ikke være naked science, men vil man lave fest, kan man jo starte med at ligne en” (Forskerforum nr. 234 (2010), i afsnittet ’For lidt sex’, s. 9).

Så lad overvejelser om burka-forbud ligge og ret i stedet opmærksomheden mod kvindelige ph.d.-studerendes tvivlsomme praksis med at bære løst tøj i forskningsformidlingskonkurrencer. For forskningens og deres egen skyld. Ellers vinder de jo aldrig.

fredag den 7. maj 2010

Babyers præference for hjælpsomme

Denne lille video præsenterer noget forskning som tyder på at babyer kan identificere hjælpsomme og foretrækker dem fremfor ikke-hjælpsomme:



Jeg kan se en del mulige fejlkilder, men det er et sjovt og tankevækkende forsøg. Jeg læste om det her (hvor der også er nogle flere referencer).

onsdag den 5. maj 2010

Fleksibilitet i hverdagen

Uddrag fra interview med Videnskabsministeren i Information:

"På Københavns Universitet har man grundet pladsmangel flyttet undervisningstimer til om aftenen. Hvordan skal for eksempel studerende med børn kunne følge den undervisning?

Man kan jo altid se glasset som halvt tomt. Jeg ved, at f.eks. på jura på Københavns Universitet er aftenundervisning et tilbud, som benyttes af studerende med børn. Så kan den anden forælder passe sit arbejde om dagen og tage over om aftenen. Så det synes jeg sådan set er en god ordning, som giver den enkelte fleksibilitet i hverdagen."


"Den anden forælder"?

Man må i øvrigt gå ud fra at det samme gælder for underviserne. Og alle uddannelser generelt. Faktisk kunne man jo spare en hel del daginstitutionspladser ved at lade familier arbejde i sådanne fleksible skiftehold.