Thomas Harder har kaldt sin nyligt udkomne oversættelse af en artikel-samling af Umberto Eco for ”Fordele og ulemper ved døden”. Harder ikke selv har fundet på titlen, men jeg synes den (titlen altså – bogen lyder kedelig) er fantastisk og det minder mig om at jeg er irriteret over at Thomas Harder ikke har givet os oversættelser af alle Stefano Bennis værker (øv!).
I øvrigt ville titlen passe fremragende på en bog jeg læser i øjeblikket: En hollandsk læge (med filosofi-baggrund) udgav i 1994 bogen Dancing with Mr. D: Notes on Life and Death. Det er en fremragende og meget mærkelig bog, der handler om forfatterens tid som læge på en plejeafdeling i Holland.
At den foregår i Holland er selvfølgelig ikke uvæsentligt! Ved side 150 havde jeg for længst opgivet at holde tal på hvor mange der var døde (naturligt eller mindre naturligt) og man får mange tankevækkende ting at vide om mennesket, liv, død, dødshjælp, sygdom, religion, videnskab og filosofi. Hvad kan man forlange mere!? Interesssant nok er bogen også absurd sjov på en mærkelig frastødende og overraskende måde. Døden kan være grufuld, men den er også dagligdag.
Her er et eksempel fra bogen: En patient dør og hans familie beder en sygeplejerske (Mieke) sørge for at give hans tøj videre. Hun foreslår lægen (vores fortæller) at se på om der er noget han kunne tænke sig, og han går derhen og begynder at kigge det igennem:
”… there is a pile of clothes on his bed, through which I start rummaging, occasionally holding up a shirt I like and then putting it aside, the way you do at a jumble sale. While I’m busy in this way, it gradually dawns on me that there is an eerie silence in the room so I look up and glance around. I am being stared at from each of the four other beds with a mixture of horror and disgust: calls himself a doctor, lowering himself to stealing the clothes of patients who have just died!
I don’t even try to explain, but it’s very embarrassing and I slip away as quickly as I can. Mieke will keep a few shirts for me.” (Bert Keizer: Dancing with Mr. D, Black Swan, 1997, s. 159)
Bogen er tilsyneladende selvbiografisk, men selv hvis den ikke var, ville den være stærkt interessant (i modsætning til alle de ’virkelighedsdramaer’ man (især) ikke ville spilde fem minutter på hvis de var fiktion). Jeg har lyst til at anbefale den til alle - også kommende læger, men jeg ved ikke om jeg tør: Der er jo lægemangel, og jeg tror at mange ville opgive professionsdrømmen efter mødet med bogen (hvis de ikke enten er lidt afstumpede eller meget reflekterede og psykisk robuste).
Neurons Aren't Special: A Copernican Argument
2 dage siden
5 kommentarer:
Mht. dødens dagligdagshed er det jo et faktum for bla. plejehjemspersonale, politifolk og falckreddere, bedemænd.
Når jeg har talt med folk i disse professioner (primært familie), er det min erfaring at de har et meget afklaret, nede-på-jorden (måske ligefrem dejligt ufilosofisk) forhold til døden.
En forklaring kunne være at de netop forholder sig til konkrete døde mennesker, hvilket holder bestemt-ental-begrebsliggørelsen i skak - og er en øjenåbner for os andre, der holder emnet på afstand som en abstraktion eller fascinationsobjekt.
Apropos død som "absurd sjov på en mærkelig frastødende og overraskende måde" kan jeg anbefale Mary Roach: "Stiff - The Curious Lives of Human Cadavers" ... omend den nok er i en lettere liga end Keizer.
Du har nok ret i det med antallet. Men bogen beskriver faktisk også hvordan der samtidig hver gang også er hårde individuelle overvejelser - lægen vil fx sikre sig at patienten virkelig gerne VIL dø inden de kommer med gift-drikken. Det er jo netop værre for de hollandske læger fordi de ikke bare skal håndtere døden, men også kan afstedkomme den!
Dit indlæg minder mig om en ungarnsk film kaldet "Opium - diary of a madwoman" (med Ulrick Thomsen, sært nok).
Filmen er baseret på en dagbog skrevet af en læge og foregår i 1913 på en galeanstalt, hvor de bestemt ikke var bange for at teste diverse totur-lignende opfindelser som "behandling" imod sindssyge.
Denne læge er dog kun optaget af 2 ting, og det er ikke lægevidenskaben:
Trangen til at skrive, og adgang til gratis opium.
Han er således grebet af et egoistisk agenda, der virker meget grotesk i konteksten. - lidt som en modpol til den bog du nævner her, tror jeg..
Miaelisabeth, den film lyder mere interessant end opmuntrende... er den god? Viden om ungarske film hører ikke til min kerne-kompetencer (kan faktisk ikke på stående fod nævne en eneste jeg har set), men måske er det på tide at udvide horisonten lidt.
> Caroline, tja, det er længe siden, jeg har set den, så jeg kan ikke helt huske hvordan og hvorledes.. Synes dog jeg kan huske at tænke, at fortællingen kunne være vinklet anderledes med større succes.
Jeg tror den kom til at fokusere mere på at prøve at være frastødende, end på at undersøge og udvikle plottet.
Den kunne være mere spændende hvis de havde fokuseret mere på at undersøge konflikten hos lægen, der ikke kunne skrive, og hans facination af patienten, der ikke kunne holde op med at skrive. Fordi det er et udemærket præmis for en film, masser at tage fat på...
Men den var da okay sjov at se - om ikke andet, så for at se Ulrik Thomsen synkroniseret til ungarnsk!
// Mia
Send en kommentar