Som ny studerende ved filosofi mæsker man sig de første par semestre i lækre fremmedord, -ismer og fagtermer: aposteriori, mutatits mutandis, ad verecundiam, ceteris paribus, epistemologi, non sequitur, solipsisme, ontologi, ad hominem, pars pro toto, osv. osv.
De næste par semestre indarbejder man dem i både daglig og faglig tale, hvorefter man ikke længere lægger mærke til dem mere (også fordi alle de andre filosofistuderende som omgiver en jo forstår dem og bruger dem).
Når man så når hen i nærheden af specialetiden, forsøger man at skære ned på dem igen (jeg gjorde i hvert fald), fordi man opdagede at udenforstående ikke forstod meningen med den indforståede filosofi-lingo.
Var det hele så blot en studentikos øvelse som man lige så godt kunne have sprunget over? Nej: dels er ordene jo sjove, og dels kan man forstå de andre fagidioter. Desuden er det altid godt for hovedet at lære noget nyt (og svært). Og måske er udtrykkene slet ikke så dumme endda – i hvert fald kunne jeg godt tænke mig at få udbredt ’ceteris paribus’ (som betyder ’alt andet lige’). Forklaring følger:
Ofte slipper politikere og andre ud af klørene på en journalist ved at nægte at svare på det der bliver spurgt om, ved at henvise til at ’der jo er tale om et hypotetisk spørgsmål’. Det kan fx være et spørgsmål som "Vil det få konsekvenser for skatteministeren hvis det viser sig at han betalt for lidt i skat gennem flere år?" eller "Bør udstillingen lukkes hvis det viser sig at de udstillede lig er udstillet mod de dødes vilje?" (tænkte eksempler).
Og ja, det er jo hypotetiske spørgsmål, men i filosofien har de hypotetiske spørgsmål meget høj status. De bruges nemlig til at belyse et emne ved at variere omstændighederne, fx ”Hvis alle blev ramt af en ’psykopat-virus’ i morgen, ville moralen så ophøre med at eksistere?”. En filosof der nægter at svare med henvisning til at ’der er tale om et hypotetisk spørgsmål’ vil være til grin (der kan selvfølgelig være andre grunde til at spørgmålet er svært at besvare!).
Pointen med at stille hypotiske spørgsmål til politikere er ligeledes at afsløre noget om deres aktuelle opfattelse: Hvordan man mener man ville håndtere en situation, siger noget om hvilke principper man navigerer efter politisk. På samme måde må en ansøger til en direktørstilling forholde sig til et spørgsmål om hvad man vil gøre hvis der skal rationaliseres.
Hvorfor vil politikeren ikke svare på det hypotetiske spørgsmål? Måske fordi svaret kan komme an på situationens detaljer (vidste skatteministeren at han gjorde noget galt? burde han have vidst det? hvor mange penge drejer det sig om? osv.). Men det er her ’ceteris paribus’ kommer ind i billedet – man kan svare at alt andet lige bør sagen få konsekvenser.
Jeg tror at hvis man har rent mel i posen, vil man ikke gribe til indvendingen om hypotetisk spørgsmål. Enten kan man svare at man simpelthen ikke ved hvad man ville gøre, eller man kan lave et ceteris paribus-svar.
Philosophical Fame, 1890-1960
1 dag siden
9 kommentarer:
"Når man så når hen i nærheden af specialetiden, forsøger man at skære ned på dem igen (jeg gjorde i hvert fald), fordi man opdagede at udenforstående ikke forstod meningen med den indforståede filosofi-lingo"
Og til sidst skærer man dem næsten helt væk fordi man opdager, at det meste KAN siges uden brug af fag terminologien.
I midten ligger hele den proces, hvor man ved hjælp af terminologien tilegnede sig alverdens erkendelser.
Dem der ikke vil svare på hypotetiske spørgsmål. De mangler vel bare fantasi og dermed realitetssans?
Lidt uden for dit emne. Bare en tanke.
Eksistens/Lotte
Og forresten mener jeg også, at mange af dem der bruger den indforståede filosofi-lingo mest, meget ofte er dem, der har fattet mindst.
Helt subjektivt betragtet, naturligvis.
Lotte/Eksistens
Lotte, jeg er meget enig med dig om at det meste af filosofi-lingoen kan undværes! Det opdager man specielt når man begynder at undervise. En af de fantastiske ting ved filosofi er at nybegyndere (hvis de har lyst og talent) så hurtigt kan nå et højt diskussionsniveau fordi det meste kan formuleres uden ret mange tekniske termer (det betyder dog selvfølgelig ikke at alle argumenter og synspunkter er lige gode).
Mht. om det er mangel på fantasi: Jeg er nok lidt mere kynisk indstillet her - jeg tror det er en primitiv undvigemanøvre! Men jeg kunne godt tænke mig at høre en journalist spørge tilbage: "Hvorfor vil du ikke svare på et hypotetisk spørgsmål?" og så se hvad der kommer.
Så du siger at eftersom bullshit ad nauseum konstituerer politikeres modus operandi bør deres diskursive ydelser tages cum grano salis - altså ceteris paribus. :p
Som sædvanligt et godt indlæg.
Mht. til undvigende politikere, så kunne det jo også skyldes at der står en journalist og venter på en chance for bevidst at misfortolke svaret.
Hvis man skal bruge dit eget eksempel med moralen, så vil det formodentlig have indvirkning på din diskussionslyst hvis din samtalepartner, efter at have bedt dig svare på psykopatvirushypotesen, fulgte op med: "Så du mener altså at alle vælgere er ramt af psykopatvirus?!"
P.
"En af de fantastiske ting ved filosofi er at nybegyndere (hvis de har lyst og talent) så hurtigt kan nå et højt diskussionsniveau fordi det meste kan formuleres uden ret mange tekniske termer (det betyder dog selvfølgelig ikke at alle argumenter og synspunkter er lige gode)."
LIGE PRÆCIS. Min undervisning er i sundhedssektoren, når den er og der har jeg præcis samme erfaring.
Men ja, det er et rigtig godt indlæg. Og så kom jeg forresten til at tænke på det paradoksale i, at de rigtig store filosoffer, dem vi betragter som sværvægtere, de første, de har formentlig talt et forholdsvis jævnt sprog. Jeg forestiller mig hverken Sokrates eller ligesindede i nogen synderlig svungen terminologi. Nærmere det modsatte. Mens det i dag, nærmere ser ud til, at seriøsitet følges med antallet af vanskelige ord der kan præsteres.
Jeg griner altid når en politiker siger: Jamen det er jo bare semantik. Mmmm...tænker jeg, og djævelen ligger som bekendt i detaljen. Det er frygtelig devaluerende og afslørende, når sådan en kommer op.
:-)
Hov glemte at skrive under.
Lotte/Eksistens
Ikke at jeg har stor respekt for vore politikeres dømmekraft, men jeg mener som Peter Andreas at med pressens omgang med (og klipning af) politikeres udsagn, så ville en politiker som besvarede hypotetiske spørgsmål løbe ganske stor risiko for at blive rigtigt citeret, men ude af kontekst, og derfor fuldstændigt misforstået...
Alle, undskyld svartiden - men blogspot har det åbenbart med at 'æde' kommentarer. I hvert fald ser jeg nu at de svar jeg skrev, ikke er her... (ja, ja, Wordpress, jeg ved det godt), jeg forsøger at rekonstruere mine svar nedenfor. I øvrigt dejligt med respons - specielt fordi jeg var i tvivl om hvorvidt indlægget ville interessere andre end mig selv.
Stefan, jeg håber det ikke er et forsøg på at køre det hele ad absurdum:-)
Peter Andreas, hvis journalisten følger op med "Så du mener altså at alle vælgere er ramt af psykopatvirus?!", må man kunne svare (råbe) noget i stil med at "Hvad har det med sagen at gøre?? Det følger jo på ingen måde?! Er din hjerne blevet udskiftet med en kogt sok, eller hvad?" (undlad evt det sidste).
(Anonyme) Lotte, helt enig igen! Især bliver jeg forundret over hvor tidløse Descartes Meditationer er. Og så tænk på Platon!
Birgitte, jeg kan godt se hvad du mener, men jeg synes at man har en udvidet pligt til at udtale sig som politiker, eller indrømme at man nægter at udtale sig. Og i praksis kunne man vel formulere sig så forbeholdene blev svære at klippe ud (fx. "Alt andet lige mener jeg...", "Med forbehold for nye oplysninger der kan ændre min vurdering, mener jeg...). Og egentlig er risikoen for at blive fejlciteret ved hypotetiske spørgsmål hverken større eller mindre end i andre sager?
Send en kommentar