Jeg ved at filosoffer nogle gange fornemmer at folk fra andre faggrene ser lidt nervøst til dem i diskussioner, men jeg har aldrig rigtig forstået hvad denne nervøsitet skulle bunde i. Jeg hørte for nylig en fin betragtning (fra en med en anden faglig baggrund) der måske forklarer det.
Hans forklaring var at mange fornemmer filosoffens særlige diskussionsstil som han sammenlignede med isbjerge - på afstand ser det meget uskyldigt ud, men hvis man nærmer sig uforsigtigt, viser det sig at den lille isflage der blot skulle passeres, faktisk var en kæmpe stor blok af skibsforlisende art.
Billedet er overdrevet, men jeg kan udmærket se pointen. Filosofiske spørgsmål - fx til konferencer og foredrag - indledes ofte med et kort spørgsmål i stil med: "Så vidt jeg forstår, så mener du at ...osv.". Oplægsholderen synes at det lyder meget tilforladeligt og nikker, hvorefter der kommer en opfølgning der viser at hele foredraget er grundlæggende inkonsistent, at det hviler på højst kontroversielle filosofiske antagelser eller lign.
Det særligt onde ved denne taktik er, at nogle gange er der blot tale om et uskyldigt opklarende spørgsmål, en lille isflage, som man kan sejle frejdigt forbi . Andre gange er der ikke. Men det kan være være virkelig svært at gennemskue før man har givet sit svar.
Måske er årsagen til denne isbjergstaktik at den er helt gratis for filosoffen: Hvis hun får et svar som afskærer muligheden for at køre et isbjerg i stilling, kan hun enten blot lade som om hun ikke intenderede det som andet at få præciseret af et eller andet interessant, eller også kan hun læne sig tilbage med et sigende blik, der antyder for de tilstedeværende at hun har isbjerget inden for rækkevidde, men lader nåde gå for ret og lader være med at bruge det.
Andre faggrene bruger sikkert også taktikken, men folk med samme baggrund kan som regel gennemskue om der er optræk til et isbjerg eller ej. De filosofiske argumenter kommer derimod tit fra en kant hvor man fornemmer at der er en risiko, men man kan ikke vurdere hvad den består i og hvor stor den er.
Til sidst et råd til evt. ikke-filosoffer der kan genkende problemet: Man skal ikke lade sig narre af at filosoffen indleder med "Jeg har lige et opklarende spørgsmål...". Måske er der et isbjerg bag, måske ikke.
Philosophical Fame, 1890-1960
1 dag siden
10 kommentarer:
Flere råd til ikke-filosoffer: Hvis du er i tvivl om en filosof har brugt isbjergstaktikken, så kom dem i forkøbet ved at stille et opklarende isbjergsspørgsmål til deres potentielle isbjergsspørgsmål.
De fleste filosoffer vil indse, at det er for risikabelt at bide skeer med dig.
Desuden er det stort set umuligt for modstanderen at bruge isbjergstaktikken en tredje gang uden at fremstå mindre begavet eller prætentiøs.
Den bedste taktik mod filosoffer er at være fagligt velfunderet og ikke være for imponeret af filosofiske problemer (så forfalder man netop heller ikke til den slags amatørfilosoferen som tiltrækker filo-gribbe).
Lok filosoffen til at udtale sig om noget konkret ifm. dit fagområde og demonstrer derefter venligt, faktuelt og overlegent at vedkommende ikke har styr på sagerne.
De mest svidende (og dermed med mest underholdende) håndteringer af filosoffer jeg har set, bestod netop i en nøgtern, faktuel gendrivelse af en bærende, faktuel præmis i filosoffens argument.
Hmmm. Hvad med alle os, som rent faktisk bare stiller opklarende spørgsmål? Det er sgu' meget sjældent, at jeg har isbjergs-intentioner med mine spørgsmål.
@ Stefan, tak for en glimrende opskrift på førstehjælp mod filo-gribbe (gys!)!
@ Filoffen, hm... måske er Århus-filosoffer mindre 'gribbede' end andre? Mødes man så af mindre nervøsitet som Århus-filosof? Ellers er min tese vel skudt ned...
En del af nervøsiteten hænger nok også sammen med, at filosoffer opfattes som folk, der hævder vanvittige og fornuftsstridige ting, som det samtidig ikke rigtig er til at argumentere imod: Ting findes kun, når de sanses, andre mennesker er muligvis bare robotter, morlille er en sten. Og når de er rigtig luskede, hævder de (tilsyneladende) slet ikke noget, men stiller bare en masse uskyldige spørgsmål, som ender med at få modparten til at modsige sig selv - det er sådan, det gerne går i Platons dialoger.
Modparten har gerne en eller anden fornemmelse af, at der er noget muggent ved det hele og bliver sur over ikke rigtig at kunne hoste op med et overbevisende argument. Så kan modparten føle sig tvunget til at bruge mere eller mindre desperate midler - Sokrates endte som bekendt med at blive henrettet, mens Samuel Johnson nøjedes med at (tro, at han kunne) modbevise Berkeley ved at sparke til en sten.
@Stefan & C. Gertz Bech: Ha ha! Det er nogle virkelig skarpe observationer, som I her kommer med! :-D
@Caroline: Jeg forstår ikke helt, hvordan Filoffens kommentar kan være en tilbagevisning af din tese omkring argumentatorisk isbjergstaktik. Jeg kan da sagtens genkende scenariet fra flere forskellige filosofiske diskussioner, hvor der ganske ofte kan gemme sig en alvorlig kritik bag et ellers helt uskyldigt opklarende spørgsmål. Jeg mener heller ikke, ligesom du selv er inde på, at den slags argumentatorisk isbjergstaktik kun er forbeholdt filosofferne. Generelt føler jeg nu ikke, at man bliver mødt med nervøsitet fra andre fageksperter. Tværtimod, så syntes jeg, at de fleste fageksperter er rimelig overbeviste om, at de ved bedst, når man vil diskutere deres fagområde. (Det er dog ikke altid, at de er lige så sikre bagefter!) Det punkt, hvor jeg er uenig, er nærmere din antagelse om, at isbjergstaktikken også nødvendigvis må implicere nogle ondskabsfylde bagtanker. Hvilket jeg underforstår ved formuleringer som f.eks. ”det særligt onde ved denne taktik” og det at ”læne sig tilbage med et sigende blik”. Jeg mener ikke (måske ligesom Filoffen) at man kan generalisere nogle (forhåbentligt) få ubehagelige individers negative intentioner ud på alle andre filosoffer. Isbjergstaktikken implicerer vel ikke nødvendigvis onde intentioner?
@Caroline: Beklager meget, men jeg er kommet til at tagge dig: http://cegebe.urbanblog.dk/2008/10/26/uspektakul%c3%a6re-kv%c3%b8rker/
@ Louise: ja, måske er det ikke nødvendigvis ondskabsfuldt ment, det har du ret i. Min erfaring er bare at filosoffer ser en sport i at være djævlens advokat og tilbagevise ethvert synspunkt der bliver formuleret, hvis de kan. Men måske tager jeg fejl. Måske projicerer jeg bare mine egne nederdrægtige indstillinger ud på hele filosof-standen...
@CGB: tak for analysen ovenfor, og tak for advarslen (tror jeg nok) - jeg har ikke reageret endnu, for jeg kan ikke komme i tanke om nogle 'unspectacular quirks' som alle andre ikke også har, men måske dukker der noget op... Jeg plejer fx at argumentere (højt) mod folk i radioavisen, er det normalt?
Hejsa Caroline osv ( I andre )!
Jeg læser med glæde dine indlæg og more mig over de sjove af dem.
Mht. til filsoffoer og deres argumentationsteknikker har jeg selv undret mig lidt over denne kantet og lidt irriterende side ved netop filosoffer.
Jeg har stillet spørgsmålstegn til hvem en filosof egentlig er i min blog på heksetanker.blogspot.dk, og selvom jeg nok tilhører den bløde livsfilosofiske indstillet type, så håber jeg da på at jeg stiller et spørgsmål i mit indlæg om filsoffer. I er meget velkomne til at kommentere på det. Slut.Tak.
Venligst Laila
ups! ked af mine dumme slåfejl...
Laila
@ Trix/Laila, tak for kommentaren og rosen! Og mht. slåfejl er der faktisk nogle der sætter pris på den slags, så pyt med det ;-)
Mon ikke der kan komme en ophedet diskussion om dit indlæg? Filosoffer (mig selv inklusiv) elsker jo at diskutere filosoffer næsten lige så meget som journalister elsker at diskutere journalister.
Send en kommentar