tirsdag den 19. januar 2010

Folk ER underlige

Henriette Kjærs opfattelse burka-brug er refereret af nyhederne på dr.dk:

- Spørgsmålet er, hvorfor de har taget dragten på. Man skal da være lidt underlig, hvis man frivilligt tager burka eller niqab på. Der må stadig være et element af tvang i det, ellers er det en provokation, siger politisk ordfører for Konservative, Henriette Kjær.

Mit bud er at hun har ret; folk er underlige! Andre oplagte eksempler er brug af sminke, kropsformende undertøj eller stilethæle. Disse ting synes at være besværlige, skadelige og kostbare; kan det virkelig passe at folk vælger dem frivilligt?

Det er selvfølgeligt vanskeligt i praksis at afgøre om den enkelte vælger burka (eller sminke) frivilligt. Måske har Naser Khader i Politiken givet svaret på hvordan man overordnet kan nærme sig en vurdering af frivilligheden?:

»Jeg synes, at det er kvindeundertrykkende at rende rundt i niqab og burka. Hvis der ikke var noget kvindeundertrykkende over det, skulle der være lige så mange mænd som kvinder, der bærer det«, siger han.

Ifølge dette burde vi måske være bekymrede over kvinders brug af sminke, men den opfattelse virker ikke ret udbredt. Tværtimod hørte jeg i mine tidlige studieår en af de ansatte på filosofi argumentere for at kvinders brug af sminke er lige så naturlig (og påkrævet) som at mænd vasker sig. Og det er det vel? (Selvom man nogle gange kan få et andet indtryk.)


5 kommentarer:

Erna sagde ...

Jeg tænker - vasker sig, hvor? Var det ironisk? Jeg skal lige være sikker :)

I bund og grund handler det altid om "vores" og "deres". Feministerne anså da hofteholderen og korsettet også som kvindeundertrykkende. Idag er det ene et krydderi og det andet, noget lægen kan ordinere.


Personligt kunne jeg visse dage anse en burka eller niqab mere praktisk og tiltalende end sminke.

Erna

caroline osv. sagde ...

Ja, hvor... godt spørgsmål, Erna! Ha-ha! Er egentlig glad for at jeg ikke har tænkt nærmere over det før. Men ja, det var ironisk - nogle ting er bare lettere at tænke på hvis man har en vis distance. Jeg kan huske at jeg blev ret så overrasket over at en professionel tænker kunne hævde sådan noget i fuld alvor. Men nu har jeg jo så lige slået fast at folk ER underlige:-)

Louise sagde ...

Fascinerende tankegang! Sjovt, at du bruger ordet sminke - det forbinder jeg umiddelbart med fastelavn og cirkus! Jeg ville nok nærmere kalde det kosmetik eller make-up – hvilket vel er et meget passende navn for et produkt, der bruges til at rette op (make-up) på naturens fejltagelser! Men måske bliver make-up ikke betragtet som lige så farligt, fordi der allerede er (nok et mindretal) af mænd som bruger make-up (Khaders pointe)! :-D Og hvem har sagt det på filosofi? (Selvom jeg nok allerede kender svaret!)

Martin sagde ...

Hej Caroline O.S.V.
Senere i dette refererer du til Platon og om han påviser at religion ikke kan danne grundlag for etikken, kan du mere eksakt sige hvor det står.
Ellers tusind tak for en fed fed blok, og jeg lover at jeg nok skal komme med flere dumme spørgsmål,og kommentarer hvis du altså orker.

MVH
Martin

caroline sagde ...

Louise, jeg troede at du selv hyldede princippet om ikke at hænge navngivne personer ud i blogosfæren:-)

Mht 'sminke': God iagttagelse! Tak for den. Måske kaldte jeg det sådan fordi fordi det var den betegnelse den pågældende på Filosofi brugte? Eller måske var det fordi jeg bare er grundlæggende usofistikeret på det område. Jeg kan også finde på at benytte udtrykket 'undertøj' fremfor 'lingeri'...

Martin, velkommen til og tak for ros! Det er Platons dialog 'Euthyphron' der er kendt for dette argument. Stedet hos Platon selv er dog lidt vanskeligt tilgængeligt og det kan være svært at genkende den moderne diskussion i Platons tekst. Men det er blevet et standardargument i religionsfilosofien - ofte omtalt som 'the Euthyphro Argument' ell. lign.