Der har været diskussion om det (ikke-)acceptable i at tidligere Stasi-officerer var inviteret til at tale på en stort opslået konference ved Syddansk Universitet i sidste uge (se fx Information og 180 grader). Ud over denne moralske diskussion, mener jeg dog at sagen rummer et overset videnskabsteoretisk problem: Er det rimeligt at lade objekterne for en videnskabelig undersøgelse fremlægge deres private opfattelse i et videnskabeligt forum?
Det kan være der er aspekter, jeg ikke kender til (fordi de ikke er fremgået at pressen), men umiddelbart ville jeg vurdere at det var usædvanligt at invitere folk til at tale i et akademisk forum hvis deres eneste kvalifikation er at de er en del af studieobjektet (og de således ingen akademiske kvalifikationer besidder). Det svarer vel til at invitere Counter Strike-nørder med på en konference om populærkultur, eller hvad?
Selvfølgelig kan man sige at de formentlig sidder inde med informationer der er relevante for det videnskabelige studium, men det er ikke normal videnskabelig praksis at indsamle viden om feltet ved at invitere informanterne til at holde oplæg på en konference, hvor der oven i købet (hvis pressens referat er korrekt) ikke er tid til at stille informanterne spørgsmål.
Jeg er ikke selv helt afklaret om hvad jeg mener – jeg undrer mig bare lidt over konferencen og hælder imod at der er tale om et mediestunt snarere end en akademisk begivenhed.
Neurons Aren't Special: A Copernican Argument
2 dage siden
16 kommentarer:
Var det ikke også for at interviewe dem og/eller høre deres beretning om tiden (jf. det her med "tidsvidner")?
http://politiken.dk/indland/article433879.ece
Måske har du ret i at det var ideen. Men lyder det ikke som om det netop ikke kom noget som helst nyt frem?
Jeg har ikke før hørt om 'tidsvidner' som seriøs videnskabelig metode og er ret skeptisk - der må da være bedre metoder at arbejde med sine kilder på!
I øvrigt minder det vel lidt om religiøs witnessing - ville man invitere til den slags ved en religionskonference fx?
Der er vel to spørgsmål i dette. Det første er, om man bare har inviteret stasiofficererne for at få medieomtale. Hvis man har, så er det jo meget smart for konferencen, da der normalt jo ikke ligefrem står flere journalister klar til at interviewe både hovedtalerne, deltagerne og arrangørerne af de danske universitets konferencer. Men det andet problem der er ved den slags eksponering af stasiofficerer, er vel nærmere spørgsmålet om eksponeringen bidrager til en stærkere eller en svagere fordømmelse af nazismen? Det er vel det folk føler sig stødt over. Altså at de sætter lighedstegn mellem det at give nogen ytringsfrihed med det at være enig med dem. Men forhåbentlig er det ikke sådan, at blot fordi en person ytre sig, så er det ikke længere muligt at tage afstand fra deres synspunkter eller selv vurdere, hvorvidt personen taler sandt eller falsk. I hvert fald syntes jeg, at det modsatte, at forbyde visse synspunkter eller visse personer fra at tale offentligt kun gør problemet værre. En lignende diskussion har man jo også om Hizb ut Tahrir. Personligt kan jeg godt lide at høre sandheden, også selvom jeg ikke altid bryder mig om den. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor grænsen går mellem at vise virkeligheden og promovere specifikke holdninger.
Caroline: Er det rimeligt at lade objekterne for en videnskabelig undersøgelse fremlægge deres private opfattelse i et videnskabeligt forum?
Uden kontekst, så kunne du jo også spørge om dette med hensyn til historikerne. Ikke at jeg her skal påstå, at historikerne ikke er mere videnskabelige, men i en vis grad er historieforskning vel ikke så objektiv, at man helt kan fornægte et privat perspektiv.
Caroline: Det svarer vel til at invitere Counter Strike-nørder med på en konference om populærkultur, eller hvad?
Hmm... det lyder for det første ikke så usandsynligt. Men dette er egentlig det samme spørgsmål igen. Jeg forstår ikke helt, hvad det er som er så galt med at folk, som er en del af studieobjektet, også kan bidrage til forskningen. Dit eksempel med counter strike nørder, som jeg her vil opdatere med et nyere spil, nemlig det nye Call of Duty 4. Åh nej, der fik jeg vidst afsløret mig selv. Nå, men anyway så kan Call of duty 4 nørderne jo godt nogen gange havde en viden og dermed en anden tilgangsvinkel eller perspektiv på deres eget miljø end forskerne. Dette perspektiv er måske ikke særlig objektivt, i den forstand at de selv er en del af den, men det betyder vel ikke nødvendigvis, at det derved også er et dårligere eller et mindre præcist perspektiv på miljøet. Nogen gange kan folk, som selv er en del af studieobjektet, vel også havde en slags intern viden, som forskerne ikke umiddelbart har adgang til blot ved at se på fingerreaktioner og stirrende øjne der følger skærmen uden at blinke. Det er måske ikke altid, at den mest præcise viden om et emne kommer fra forskerne, men fra studieobjektet selv, i hvert fald når studiet handler om mennesker. Ifølge analogien så svarer det vel til, at du så heller ikke kan udtale dig videnskabeligt om at skrive phd på universitetet.
@ Louise: Mit indlæg handler kun om det videnskabsteoretiske, selvom det moralske selvfølgelig også kan diskuteres. Og nej, jeg kan absolut ikke udtale mig videnskabeligt om at skrive phd-afhandling!!
Du har ret i at mine insider-erfaringer kan være relevant materiale for folk der faktisk forsker i emnet, men det gør ikke mit bidrag til et videnskabeligt lødigt indlæg. Det samme gælder spilnørder og stasi-folk, hævder jeg. Jeg kan fx bidrage med at jeg engang blev søsyg af at spille Half Life (ups), men det er jo blot en subjektiv rapport, og ikke noget der på nogen måde lever op til kravene til videnskab (fx systematik, variation, eliminering af fejlkilder, intersubjektivitet o.l.). Derfor synes jeg i udgangspunktet ikke jeg burde tale på konferencer om det. Undtagelser kunne værehvis det er den eneste måde jeg kunne bidrage med oplysningerne på, eller det var en god lejlighed til at forskere kunne få nyt at vide eller kunne diskutere med mig. Men i det konkrete tilfælde med Stasi tyder det på at der hverken kom noget nyt frem eller var tid til at diskutere – og derfor lufter jeg muligheden af at det blot var en mediestunt uden videnskabelig merit. Men som sagt, der kan være ting om sagen jeg ikke er opmærksom på.
En tilføjelse dog: Jeg mener til gengæld at insider-observationer for ofte bliver tillagt for lidt vægt af forskere! Jeg hørte fx forleden en forskers udredning om at grunden til at gennemsnitsalderen for folk der spiller computerspil, PS2 ol. er over 30, er at det er den måde (især) mænd vedligeholder deres venskaber på. Jeg har en alternativ analyser der går ud på at folk bliver ved med at spille fordi det er sjovt og der laves spil der også udfordrer folk over 30.
Lige for at følge op på den videnskabsteoretiske diskussion... du omtaler videnskab som noget, der skal leve op til krav om "systematik, variation, eliminering af fejlkilder, intersubjektivitet o.l.". Det lyder meget som en naturvidenskabelig metode. Er der for dig ikke forskel på f.eks. natur- og humanvidenskab?
Ok, måske et ledende spørgsmål :-) men jeg synes umiddelbart, din bestemmelse af videnskab gør det svært for mange former for humanistisk forskning. F.eks. alt hvad der har at gøre med kvalitative interview, diskursanalyser, nexusanalyse, etnometodologi og hvad det ellers hedder.
Jeg mener at folk ofte overdriver forskellene mellem de forskellige videnskabstyper – jeg skriver gerne under på et enhedsvidenskabsmanifest a la Søren Harnow. Se også HER.
Jeg mener videre at de nævnte er helt rimelige krav at stille til også mange humanistiske forskningsområder, men selvfølgelig er det til en vis grad bestemt at undersøgelsens emne. Bare af nysgerrighed: Mener du ikke at fx et kvalitativt interview så vidt muligt bør forsøge at leve op til de krav jeg nævnte?
Okay, du har en pointe, din subjektive oplevelse eller nogen andens for den sags skyld, lever selvfølgelig ikke op til dine videnskabelige krav. Det må jeg jo medgive i og med oplevelsen er subjektiv. Om disse uvidenskabelige synspunkter så skal med på en konference, det kan vel diskuteres!
Med hensyn til din oplevelse med søsyge, så er det faktisk et meget almindeligt fænomen. Så derved er din oplevelse måske ikke videnskabelig, men stadig ret almen. Der findes faktisk videnskabelige teorier om, hvad motionsickness skyldes. Uden at gå ned i for mange detaljer, så skyldes det generelt at grafikken er for dårlig (problemer med framerate og farvestruktur) og derved bliver grafikken ikke flydende nok. Det gør, at hjernen bliver forvirret, da der opstår en uoverensstemmelse mellem oplysningerne fra ens hjerne og ens balanceorgan. Altså gør den dårlige grafik, at hjernen opdager uoverensstemmelsen mellem ens sanseindtryk og det man ser (da ens krop jo rent faktisk ikke bevæger sig) og derved får man kvalme. Nogle folk er mere sarte overfor dette end andre. Nogle gamere hævder, at man kan optræne en evne til at spille uden at få kvalme. Det kan jeg nu ikke, så nægter at købe spil med disse problemer. Selvom jeg dog må indrømme, at jeg har spillet Tony Hawk 3 helt igennem. Man kan læse mere om dette i f.eks. Richard H. Y. So og S. L. Yuens bog: Comparing Symptoms of Visually Induced Motion Sickness among Viewers of Four Similar Virtual Environments with Different Color”
Det virker heldigvis som om, at problemet er ved at forsvinde, da man er blevet bedre til at lave computerspil. Så måske var problemet bare en overgangsfase fra 2D til 3D, for jeg kan faktisk ikke nævne noget nyere spil til konsol, som har dette problem. Men problemet findes vidst stadig på pc spil og det er en af grundene til, at jeg spiller konsol.
Caroline: Derfor synes jeg i udgangspunktet ikke jeg burde tale på konferencer om det.
Nej, okay - måske ikke! Jeg kan godt se din pointe!
Caroline: Jeg hørte fx forleden en forskers udredning om at grunden til at gennemsnitsalderen for folk der spiller computerspil, PS2 ol. er over 30, er at det er den måde (især) mænd vedligeholder deres venskaber på. Jeg har en alternativ analyser der går ud på at folk bliver ved med at spille, fordi det er sjovt og der laves spil der også udfordrer folk over 30.
Det er nu lidt svært at se for mig, hvordan man vedligeholder venskaber på den måde. Men din teori er bedre end de fleste på området. (Men det er selvfølgelig også min subjektive holdning.) Nogle sammenligner jo folk som spiller computerspil med narkomaner. Hvilket måske passer på nogle få, men næppe på alle. Men jeg håber, at din teori er rigtig, da jeg jo nærmer mig de 30!
@ Louise: Tak for udredningen om køresyge ved skærmen! Det sjove er at jeg kun rammes af det hvis jeg selv spiller - ikke hvis jeg bare kigger på (men sidder samme sted i forhold til billedet). Måske har det noget at gøre med at kropsformmelsen spiller ind (og ikke kun synssansen).
om et kvalitativt interview kan forventes at leve op til de videnskabskriterier, du opstiller...
Bum..bum.. kriterierne retter sig først og fremmest mod kvantitative undersøgelser - eller hvad? F.eks. fejlkilder - hvad vil det være i forbindelse med et kvalitativt interview?
Fx at sikre sig at man ikke har misforstået hvad den interviewede siger fordi man ikke er klar over hvordan han bruger sine begreber, eller sikre sig at man ikke stiller for ledende spørgsmål. Det hører da klart med til lødig videnskabelig praksis at man sørger for at minimere fejl af den slags mest muligt!
Det var mig selv der var den anomyne (dvs sjuskede med login).
Jo, selvfølgelig - i hvert fald det med ledende spørgsmål. Om man har misforstået den interviewede er måske en lidt mere kompliceret sag.
Men jeg ved ikke, om jeg vil kalde de her ting for "fejlkilder". Det kommer til at lyde som om, man abonnerer på den naturvidenskabelige metode som grundlag for kvalitative interview. Hvilket jeg vil argumentere for er en kortslutning.
Præcis, men var det ikke også det jeg skrev? Jeg citerer: "Altså gør den dårlige grafik, at hjernen opdager uoverensstemmelsen mellem ens sanseindtryk og det man ser (da ens krop jo rent faktisk ikke bevæger sig) og derved får man kvalme."
@ Louise: måske var det det du skrev... men det er da mærkeligt at man ikke bliver søsyg af at se en anden spille - man har jo næsten identiske perceptioner i forhold til at spille selv! Derfor tænker jeg at det må være noget proprioceptions-agtigt.
@ Anders: Her er jo grobund for en rigtig fundamental diskussion! Jeg mener at mange overdriver forskellen mellem humaniora og naturvidenskab og underdriver ligheder. Fx er den hermeneutiske cirkel jo reelt en variant af hypotetisk-deduktiv metode (hvad siger du så?).
Ja, det kunne også være spændende at diskutere metoder, hermeneutik og humaniora (jf. kapitel 1, "Metodeproblemet" i Sandhed og metode). Måske skulle du lave et blogindlæg om det? :-)
Caroline: Tja, nu bliver jeg jo også nød til at indrømme, at jeg også bliver søsyg af at se andre spille spil med de omtalte problemer! Men da de nyere spil heldigvis ikke har de samme problemer, så er jeg heldigvis ikke socialt handicappet på det område! Søsygen opstår helt klart pga. den dårlige grafik (framerate). Men hvorfor hjernen ikke kan håndtere signaler, der ikke stemmer overens fra kroppen, det er et godt spørgsmål?? Med hensyn til proprioception, så vil jeg gerne anbefale Oliver Sacks bog The Man Who Mistook His Wife for a Hat, hvis du ikke allerede har læst den.
Anders: God ide - specielt i relation til hermeneutik! Det er altid spændende, da hermeneutik jo virkelig er et område, hvor man kan blive meget uenige - specielt når det handler om, hvad der er videnskab.
Send en kommentar