onsdag den 30. januar 2008

Filosoffer og samfundsnytte

En artikel i Nyhedsavisen fortalte forleden at en filosof har fået en 'EliteForsk-pris' (yndigt navn i øvrigt) og nu vil hjælpe politikere med at "...fremelske politiske standpunkter eller holdninger, for hvilke der kan gives logisk gyldige argumenter".

Filosoffen udtaler bl.a.: "Det er fuldstændig nonsens at sige, 'det regner og det regner ikke', begge ting kan ikke være sande på én gang. På samme måde er det ulogisk at sige, som Naser Khader for eksempel sagde, at han ikke er for regeringens asylpolitik, men samtidig vil acceptere regeringens asylpakke for ikke at vælte regeringen".

Det forekommer mig dog her, at det er filosoffen der ikke kan skelne mellem logik og prioritering. Ellers er det også 'ulogisk' at sige at man kunne tænke sig en omelet, men at man ikke vil lave en fordi man ikke vil ødelægge æggene.

Måske er filosoffen blevet uheldigt udlagt og citeret, men artiklen bekræfter desværre clichéen om at filosoffer er nogle selvfede skolemestertyper, der sidder hjemme i lænestolen og udtaler sig bedrevidende om en verden de ikke kan gennemskue.

Der er større problemer i verden end mangel denne slags logik og argumentation.

....

Læsersevice: Sidder der nogle tilbage og spekulerer på hvad 'et logisk gyldigt argument for en politisk holdning' vil sige, iler jeg nu med et (tænkt) eksempel:

Rødhårede mennesker er klamme.
Klamme mennesker skal have frataget stemmeretten.
Derfor skal rødhårede mennesker have frataget stemmeretten.

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

Du må godt sige det: Det var Vincent :-)

Og her i verdens mindste storby grinede vi meget af artiklen.

Anonym sagde ...

OMFG Det er jo lisså pinligt som grønne filosofistuderende der bringer informelle fejlslutninger (inkl. latinske betegnelser) ind i familiefest-diskussioner.

Anonym sagde ...

Stefan, måske har de grønne filosofistuderende det ikke fra fremmede (på RUC i hvert fald)... desværre!

Filoffen, jeg var i tvivl om det - jeg kender kun Vincent (perifert) som en flink mand, og jeg syntes det måtte være lidt pinligt (og hvis nu han blev googlet osv...). Men måske er det misforstået kollegialitet. Skulle jeg have skrevet det?

I øvrigt er det jo lidt samme stil som den mærkværdige klumme i WA ('Fejlslutningen'). Anders Albrechtslund fik ham - genial ide i øvrigt - til at 'behandle' det centrale spørgsmål i hans phd-afhandling (om etik og overvågning) - måske kunne vi andre også få knækket de vanskelige filosofiske nødder på samme måde...

Joern sagde ...

Det bliver nok svært at udkonkurrere Jürgen Habermas og hans epigoner, der har hersket de sidste 40 år.

I følge danmark.wordpress.com

Det europæiske tænkeskema skal man finde hos den tyske filosof Jürgen Habermas:

Habermas: Nogle biografiske noter af Thomas Gregersen –

hentet fra www.habermasforum.dk

Der er afgjort interessante punkter indimellem:

1929 - Født 18. juni 1929 i Düsseldorf.

Opvækst i Gummersbach.

Faderen melder sig i 1933 ind i NSDAP.

1944-45 Medlem af nazi-organisationen Jungvolk.

1949-54 Universitetsstudier Göttingen og Bonn.

Bliver ven med Hans-Otto Apel, som på afgørende måde har inspireret

H. Læser bl.a. Heidegger.

Se videre på: www.habermasforum.dk

Én af de meste interessante er:

2003: Romano Prodi udpeger Jürgen Habermas til tænketank om et bæredygtigt Europa.

Anonym sagde ...

joern, jeg forstår ikke hvad dette har med noget at gøre?

Peter Lund sagde ...

Stort set det samme er pastet ind på andre blogs, blot under navnet "sonia" der linker til danmark.wordpress.com som ligner en meget indvandrerskræmt nationalistisk blog.

Og så var det i øvrigt Karl-Otto :)

caroline sagde ...

Tja, det anede mig - jeg har heldigvis været meget forskånet for den slags på bloggen.

Jeg overvejede at fjerne indlægget, men jeg lod det bevidst stå fordi jeg syntes at dets uformåenhed talte for sig selv...

PS. Måske er 'Hans-Otto' hans knap så kendte (og derfor bitre) bror?