Efter os - et sort hul

For en gangs skyld er der stor opmærksomhed omkring grundforskning, om end måske ikke helt i den form forskerne kunne ønske sig. Vi taler naturligvis om muligheden for verdens undergang onsdag d. 10. september 2008 når fysikere i Cern vil forsøge at skabe et sort hul (se fx omtale her). Jeg har selvfølgelig et par ting at bemærke i den anledning:

For det første:
Hvis det virkelig kunne lykkes at lukke hele biksen med et sort hul, ville det virkelig give baghjul til forestillingen om ”après nous, le déluge”.

For det andet:
Der synes at være gode moralske argumenter for at det faktisk ville være en fin måde at udslette Jorden på hvis det endelig skulle være:

1) det vil formentlig være smertefrit fordi det vil gå så hurtigt.
2) det vil ikke kunne skabe uheldige præcedens- eller glidebane-effekter.
3) der vil ikke være nogle sørgende efterladte (bortset måske fra Gud, men det kunne han have tænkt på noget før).

Disse kriterier kan andre masseødelæggende ting slet ikke leve op til (fx virusangreb, atomkrig, tsunamier mv.) Faktisk kan jeg dårligt forestille mig en bedre måde at dø på, hvis det altså skal være. (For en god ordens skyld: Det synes jeg ikke det skal.)

I øvrigt er det en god nedtællingsagtig dato: 10-09-08...

PS. Det er sjovt så meget dækning denne ikke-nyhed har fået (nu også her!). Jeg tænker mig at det er lidt lige som når folk skal forsøge sig med risiko-vurdering: Psykologiske eksperimenter viser at man skyder helt galt når de skal angive sandsynlighede for at dø af hajbid (overvurderes kraftigt i forhold til objektiv sandsynlighed), i trafikken eller af kræft (undervurderes kraftigt i forhold til objektiv sandsynlighed). Som allerede Sextus Empiricus påpegede, har vi tendens til at fokusere på det spektakulære og sjældne. Men det er en anden historie.