fredag den 11. juni 2010

Animationsfilm og Bechdel-test

Kender du Bechdel-testen? Jeg gjorde ikke før jeg læste om den her (hvor der er et fint videolink og gode ting i kommentarsporet).

Det er tilsyneladende en nu klassisk test for hvordan kvindelige karakterer frames i en film. Filmen består testen hvis

1) der er mere end én kvindelig karakter med (ekstra-kriterium: kvinderne skal have navne), og
2) de taler med hinanden på et tidspunkt i filmen, og
3) de taler om noget andet end mænd

Testen siger ikke noget om hvorvidt filmen er god eller dårlig (eller feministisk eller ej), men kan være med til at belyse hvordan film er med til at skabe vores stereotyper af kvinder.

Lad os prøve testen på gode animationsfilm (primært) rettet mod børn.

Et skud fra hoften siger disse film dumper testen:
Mulan, Toy story 1 og 2, Find Nemo, Op, Herkules, Dumbo, Monsters Inc, Robin Hood, Junglebogen, Walter og Trofast (alle), Peter Pan, Aristocats, Løvernes konge, Mads og Mikkel, Sådan træner du din drage, Lady og Vagabonden, Bernhard og Bianca, Ratatouille, The Cat in the Hat, Robotter, Stor ståhaj, Happy feet, Surf’s Up, Tigerdyrets familiefest, Klokkeren fra Notre Dame, Hjælp jeg er en fisk, Skyllet væk, Ice age, Wall-E, samt Svampebob.

Nogle vil jeg blive nødt til at gense for at kunne bedømme det. Det gælder fx Horton og støvfolket, Cirkelinefilmene, Porco Rosso, Shrek 2 og 3, Snehvide, Jungledyret Hugo (alle) og Den lille havfrue.

Men her er nogle gode der består:
De frygtløse – the muuhvie, Prinsessen og frøen, Coraline, Chihiro og heksene, Min nabo Totoro, Kiki den lille heks, Lilo og Stitch, Alice i eventyrland, Bennys badekar, De utrolige (ikke helt sikker), hm... andre?

Og kan nogen forresten komme i tanke om animationsfilm der ikke kan bestå den omvendte Bechel-test (med mandlige karakterer i stedet for kvindelige)?

9 kommentarer:

Carsten sagde ...

Det siger nok en del om mig, at det første jeg bemærkede i ovenstående indlæg var, at der ikke blev gjort opmærksom på hvem denne "Bechdel", som testen er opkaldt efter, egentlig er. Hvilket er synd da Allison Bechdel (hun nævnes kort i videoindslaget) er en ganske ualmindelig fremragende tegneserietegner, som bl.a. er kvinden bag serien "Dykes to Watch Out For" (hvorfra testen stammer) og den med rette berømmede graphic novel "Fun House (på dansk "Bedemandens datter"), som det virkeligt er værd at stifte bekendtskab med.

caroline osv. sagde ...

Ja, Carsten, det har du måske ret i at jeg burde have inkluderet. Det blev dog offer for et kill your darlings-snit - jeg håbede at det ville være nok at henlede folks opmærksomhed på kommentarsporet hvor der er nogle gode links. Men så er det jo smukt at have gode læsere der kan rette op på mine forsømmelser - så tak for det!

Louise sagde ...

Spændende blogindlæg, men irriterende test! :-D Testen lægger jo nærmest op til, at man skal se samtlige film igennem, blot for at tjekke diverse punkter, hvilket man sikkert alligevel vil glemme undervejs. Men umiddelbart vil jeg påstå, at både Mulan, Hercules, Shrek 2 og 3 består testen! Det samme mener jeg også må gælde for Tornerose, Pocahontas, Mulan 2, Futurama Into the Wild Green Yonder og De utrolige (som du var i tvivl om)! Derudover kan man også konstatere, at flere af de gode animationsfilm som f.eks. Toy Story 1 & 2, Finding Nemo, Op, Wall-E, Løvernes konge, Ratatouille, Ice age og Kung Fu Panda alle sammen dumper udelukkende pga. at der er for få karakterer af hunkøn til, at filmen kan opfylde punkt 2! Det er også et rigtig interessant spørgsmål med den omvendte bechdel-test, men umiddelbart vil jeg tro, at enhver animationsfilm vil kunne bestå den omvendte test!

caroline sagde ...

Ja, du har ret i at De utrolige og Shrek 2 og 3 må bestå testen nu jeg tænker mig om. Mht Mulan kunne man godt sige at scenen med ægteskabsrådgiveren ikke direkte handler om mænd, eller er der en anden scene jeg har glemt? Diskuterer hun familiens ære med moren på et tidspunkt? Hercules er jeg ikke lige med på - hvilken scene er det? Har ikke set Tornerose, men du har ret med Pocahontas (hun taler med Bedstemor Piletræ (?) om sin drøm på et tidspunkt).

Du har ret i det med at de fleste dumper fordi der er for få kvindelige karakterer, men er det ikke også lidt utroligt? Det er ikke svært at forestille sig at hvorden dette kan påvirke små børns kønsrolleopfattelse. (Prøv også at lave testen på børnebøger.)

Men jeg synes selv at det er sjovt at Miyazaki klarer sig så godt (selvom Porco Rosso nok ikke består?).

Tak for at tænke med på sagen!

vhs sagde ...

Ja selvfølgelig er den primære grund til, at de fleste film dumper testen, den at de færreste film har særligt mange kvindelige roller. Det er jo ligesom også det testen skal illustrere: Kvinder eksisterer nærmest ikke i det hollywoodske univers (og de andre film-lande).

Hvis en film ikke engang kan bestå første punkt - der skal eksistere kvinder i filmens univers - så kan den naturligvis ikke bestå nogen af de andre. De andre er med fordi kvinder faktisk eksisterer i de fleste film. Men de eksisterer ikke for sin egen skyld, de har ingen egen personlighed, noget eget liv. Tværtimod eksisterer de for at give modvægt til de vigtige og rigtige mennesker (mændene), og fungerer som regel som plot-devises, der kan udsættes for et eller andet for at give den-hvis-liv-alting-drejer-sig-om noget drama (tænk på hvor mange film der "ofrer" en kvinde for at hovedrollen så kan gennemgå noget karakterudvikling eller give ham dybde eller gøre ham til en helt e.l.).

Derfor de to andre punkter: De tjener til at finde ud af om kvinderne i filmen har en egen eksistens, der ikke drejer sig 100% om de mandlige hovedroller. Testen kræver ikke meget. Bare en enkelt scene der viser nogle kvinder, hvis eksistensberettigelse ikke er manden. Bare 20 sekunder eller noget, der antyder at disse personer altså har et selvstændigt liv. Det er de færreste film (animation og otherwise) der kan præstere dét - og mange af dem dumper sågar allerede punkt 1 idet kvinder slet ikke eksisterer i dem.

caroline sagde ...

Præcis, vhs! Tak for den klare formulering af sagen. Måske skulle jeg have tagget indlægget med 'deprimerende' fremfor 'syret', men det var faktisk syret for mig pludselig at se forskellig fiktion gennnem de briller. Fx 'Sådan træner du din drage' som er blevet fremstillet som en film med positiv karakteristik af piger (omend det bliver nævnt i en kommentar på bechdeltest.com at Astrids funktion i filmen faktisk stadig er at være trofæ for den mandlige hovedperson - bare et sejere trofæ end normalt).

Se iøvrigt bechdeltest.com for en lang række vurderinger af film.

Louise sagde ...

For det første, så var det ikke det første, men det andet punkt, som jeg skrev, at de fleste af filmene dumper! Og dermed er der også mere end to kvinder i filmene - de taler bare ikke sammen (og er det så urealistisk? :-)). Og det forhold, at der ikke er to kvinder der taler sammen i en film, mener jeg ikke i sig selv er noget problem i forhold til en negativ fremstilling af kvinder. For at illustrere det med et eksempel: så dumper en af mine egne favoritserier og film Futurama Bender’s Game testen, fordi der ikke er to kvinder som taler sammen på noget tidspunkt. Men siger det faktum i sig selv noget omkring, hvordan filmen fremstiller kvinder? Nej, det mener jeg ikke. For selvom der ikke er særlig mange kvinder i Futurama, så har Leela trods alt en meget fremtrædende hovedrolle! Leela er kaptajn på rumskibet Planet Express og så er hun uden tvivl også seriens klogeste hovedperson (selv professoren begår flere fejltagelser) og derudover redder hun også gang på gang seriens andre hovedpersoner. Og Leela har da helt klart personlighed og er på ingen måde bare med i serien for at give mændene karakter – tværtimod så forekommer det mig nærmere at være omvendt – at Leela fremstår bedre pga. Fry (hovedpersonen). Derfor mener jeg heller ikke, at Futurama fremstiller kvinder negativt, selvom den ikke kan leve op til testen. Tværtimod! Og derfor protesterer jeg også imod, at testens andet punkt alene kan sige noget om, hvorvidt en film fremstiller kvinder negativt eller ej. Og jo Caroline – det er utroligt, hvor få kvinder der har hovedrollen i film! Men jeg afviser heller ikke den kritik af, hvordan man GENERELT fremstiller kvinder i film - for kvinder bliver alt for tit fremstillet som totalt stupide i film, hvilket naturligvis også irriterer mig grænseløst. Jeg syntes bare, at man skal lave en individuel vurdering af hver enkel film ud fra deres indhold – frem for blot at bebrejde enhver film det generelle problem, når kvinderne ikke taler sammen i filmen.

vhs sagde ...

"Men siger det faktum i sig selv noget omkring, hvordan filmen fremstiller kvinder? Nej, det mener jeg ikke."

Og det er der vel i virkeligheden nok heller ikke rigtig så mange der seriøst mener, Louise. Da i hvert fald ikke hende, der har opfundet "testen".

En film er naturligvis ikke nødvendigvis kvinde-[indsæt negativt ord] alene af den grund at den ikke kan bestå dén test. Den er slet og aldeles heller ikke kvinde-[positivt ord] alene fordi den kan bestå testen! Testen alene siger ikke særligt meget om en enkelt film, og det har den aldrig påstået at den kunne eller skulle. Den siger en lille bitte ting, som man så kan forundres over og overveje (som du gør med Futurama) om denne lille ting mon er en del af et (negativt) mønster eller om der er andre (positive) ting, der gør at det nok ikke er så vedkommende for denne film.

En film kan jo f.eks. sagtens være super-progressiv men kun bestå af f.eks. en mand og en kvinde, eller en kvinde og et barn eller en hund eller to mænd eller bare en enlig kvinde med sit eget liv eller... Ikke at kunne bestå testen siger altså ikke nødvendigvis noget om den enkelte films kvinde-fremstilling.

Men det kunne jo give anledning til at stille sig selv nogle spørgsmål om filmen. Tage det som en indikator, der ikke altid har ret eller er noget bevis, men bare siger: "her er der muligvis noget der bør undersøges".

Og den kendsgerning at de færreste (1%? mindre?) film kan bestå testen bør da i hvert fald give anledning til nogle ret store spørgsmålstegn (især når de fleste film jo sagtens kan bestå "den omvendte bechdel-test"). Ikke rettet mod hver eneste konkrete film, men netop spørgsmål om film-branchen generelt. 1 tilfælde siger ikke noget i sig selv, 2 er en bagatel, men når det drejer sig om langt størstedelen af de tusindvis af film der udkommer hver eneste år, så er der altså tale om et mønster. Et mønster der er værd at diskutere - og kritisere.

Og det er dét den test er beregnet til - ikke til at i sig selv at fungere som det eneste og altafgørende bevis for om en film er progressiv/feministisk/kvindepositiv eller det omvendte.

caroline osv. sagde ...

Det lyder som om vi er enige om at det bestemt ikke behøver at være et problem at en film ikke består testen. Og vi er vist også enige om at det er et problem hvis det er noget der gælder overvældende mange film.

Problemet er det klassiske om skabelse af stereotyper - det er ikke sikkert den enkelte avisartikel/film/bog er et problem, det er det billede som summen risikerer at være med til at skabe.

Desværre her denne slags test jo også en troldsplint-effekt´- pludselig ser man hele verden gennem de briller og risikerer at overreagere. Men det må man så forsøge at korrigere for...