(Følgende er en (let revideret) gammel artikel fra tidsskriftet
Moment, nr. 3 (2004) som fungerer som en slags introduktion til etiske teorier. Den kan ikke skaffes via biblioteker, og da jeg tit bliver kontaktet af folk der gerne vil læse den, synes jeg det var oplagt at lægge den ud her.)
Casen:For et par år siden [i 2000] søgte et græsk forældrepar lægehjælp i Storbritanien. Kun dér kunne de få den optimale hjælp til deres spæde siamesiske tvillinger.
Det viste sig imidlertid hurtigt at det stod slemt til – pigerne ville begge dø inden for kort tid, hvis ikke de blev skilt ad. Men hvis de blev skilt, ville den ene pige straks ville dø, fordi pigerne havde flere fælles organer.
Forældrene afviste – med henvisning til deres katolske baggrund – at lade pigerne skille fordi det reelt ville svare til at dræbe den ene. Lægerne mente derimod at de var forpligtet til at forsøge operation så i hvert fald den ene piges liv kunne reddes. Den britiske offentlighed var i oprør og det kom til en retssag der skulle afgøre pigernes skæbne.
Hvordan kan man afgøre sådan et dilemma? Filosofien byder på forskellige etiske teorier der bl.a. forsøger at forklare hvordan man bærer sig ad med at finde ud af hvad den gode handling er. Du kan her se nogle teorier skitseret. Du kan sammenligne deres svar med dine egne moralske intuitioner og måske vil du opdage at du kan være enig i konklusionerne fra nogle af teorierne om hvad der bør ske med tvillingerne mens du er helt uenig i begrundelserne for hvorfor det skal ske (og omvendt). Der er dog kun to muligheder: Skille dem ad eller lade være – igen af dele er særligt tilfredsstillende og netop i den slags situationer kan man få skærpet sin opmærksomhed om hvad man lægger vægt på når der skal træffes et valg i et ægte moralsk dilemma. Er du ikke tilfreds med de foreslåede teorier, må du søge videre i filosofien...
Kants etik – en ’pligtetik’
grundprincipper: Ifølge Kant er det motivet bag en handling der afgør om den har værdi; det er ikke relevant hvad konsekvenserne af handlingen er (for dem er man alligevel ikke herre over). Så man kan aldrig retfærdiggøre noget ud fra gode konsekvenser – målet helliger ikke midlet for Kant!
Og motivet skal altid være at handle ud fra pligten og ikke ud fra dens modsætning, tilbøjeligheden. Hvilke tilbøjeligheder en person har, er nemlig dybest set tilfældigt – nogle er hjælpsomme, andre er psykopater. Pligten er derimod noget der gælder ubetinget for alle fordi den hviler på fornuften som alle mennesker deler. Det kan ganske vist være svært ’udefra’ at vide om en anden gør noget pga. pligt eller (egoistisk) tilbøjelighed – fx. om en mand redder en i havsnød fordi det er hans pligt eller fordi han vil i TV – men det gør en forskel: Det der ikke gøres ud fra pligten, har ingen moralsk værdi ifølge Kant.
Pligten bestemmes gn. det såkaldte ’kategoriske imperativ’ og Kant har givet forskellige versioner af det. Den mest kendte formulering siger at man altid skal behandle andre mennesker (og sig selv!) som mål og ikke kun se dem som middel. Dvs. at man skal respektere at personer som fornuftsvæsener har værdi i sig selv og at man derfor ikke må udnytte dem til egne formål uden at de er blevet spurgt. I praksis medfører Kants opfattelse at moralregler gælder undtagelsesløst. Man må fx. ikke lyve, begå selvmord eller slå ihjel, for alle tre ting ville være at brud på reglen om at anerkende personer som mål i sig selv. Heller ikke selvom det fx. kunne redde liv, er det acceptabelt. For det ville være at argumentere ud fra konsekvenserne og ikke ud fra pligten.
vurdering af casen: For den kantianske etiker må svaret være klart: Hvis man skiller de to børn ad, respekterer man ikke dem begge som mål i sig selv – tværtimod ser man bare den syge tvilling som en ’ting’ der skal skaffes af vejen for at den anden kan overleve. Det er ikke relevant for casen at man evt. ville kunne redde et liv. Det vil være at interessere sig for konsekvenserne og dermed gøre etiske spørgsmål til en slags købmandsskab hvor man kan handle med mennesker og intet er helligt.
bemærkninger: Det kan virke lidt mærkeligt at det slet ikke kan være acceptabelt at ’handle’ under nogen omstændigheder – faktisk kunne den ene jo redde livet, men kantianeren synes det er bedre at lade dem begge dø?
Utilitarismen - konsekvensetik
grundprincipper: Utilitaristen siger at ’velfærd’ eller ’lykke’ er den vigtigste værdi der findes. Derfor skal man vurdere en handling efter dens konsekvenser, dvs. om den skaber lykke eller ulykke. Det kan udtrykkes i ’sloganet’: ”Størst mulig lykke for flest muligt” med tilføjelsen ”..og mindst mulig ulykke”. I en valgsituation skal man regne sammen hvad der giver den største sum af lykke. Bl.a. ved at se på hvor mange mennesker handlingen vil gavne eller skade, hvor stor skaden eller gavnen er, hvor længe den varer og hvad der er af konsekvenser på længere sigt. Det er uvæsentligt om motivet bag handlingen er ’pligten’ eller egen vinding (fx. at redde en i havsnød for at komme i avisen og blive kendt). Så længe handlingen skaber en større sum af lykke end alternativet, er den moralsk bedre.
vurdering af casen: Også utilitaristen mener at sagen er klar: Enten dør der én eller også dør der to. Og da det skaber mere ulykke at der dør to, er det moralsk rigtige at skille tvillingerne. Eller er sagen nu også så simpel? Lad os prøve at se hvad der ellers kan siges. Hvad med forældrene? Deres lykke/ulykke må også indregnes og formentlig bliver de mest ulykkelige hvis tvillingerne bliver skilt (fordi de oven i tabet også skal leve med at de har svigtet deres religiøse overbevisning og ikke forhindret at deres barn blev myrdet). Og hvad med lægerne? Måske ville det være godt på længere sigt hvis læger kunne benytte chancen til at øve sig i at skille siamesiske tvillinger ad for at få erfaringer der kan gavne andre. Den britiske befolkning der var i oprør over situationen, skal også tælles med: De bliver formentlig gladest hvis børnene deles, selvom det vil betyde at den ene dør.
bemærkninger: Noget af det sværeste ved utilitarismen er at foretage ’regnestykket’ der skal vise hvad der giver mest velfærd eller lykke. Det er klart at børnenes (og måske forældrenes) umidelbare interesser er stærkest og den almene befolknings ikke er helt så påvirket – på den anden side er der jo antalsmæssigt mange flere at tage hensyn til når man ser på hele den følelsesmæssigt involverede offentlighed. Men selv hvis regnestykket kan laves, vil mange opfatte det som forkasteligt overhovedet at opstille et moralsk regnestykke som om mennesker var kartofler og intet var helligt – man må myrde, stjæle og bedrage, hvis det kan ’betale sig’ utilitaristisk set.
nihilisme – radikal skepticisme
grundprincipper: Dybest set findes der ingen moral. Det vi kalder ’moral’, har ikke nogen særlig værdi, men er blot en illusion som mennesket har skabt som instrument til at manipulere andre (som typisk ellers er stærkere) og få sin vilje. Det er dog tvivlsomt om der egentlig findes filosoffer der konsekvent har forsvaret nihilismen. Nietzsche bliver nogen gange tillagt den, men han har faktisk nogle værdier – bare ikke de kristne dyder han så i sin samtid. Men opfattelsen kan findes i moderne kultur i almindelighed. Ofte er den dog drejet i retning af en egoisme der siger at moral og værdier er noget man kan formulere som det passer en selv bedst; dvs. at der strengt taget findes værdier, men at de har kun værdi for mig.
vurdering af casen: Da der ikke findes moral eller værdier, kan der kun være ét svar til hvordan man skal forholde sig til dilemmaet. Nemlig: who cares? – det er jo en pseudodiskussion på samme måde som at diskutere om Guds skæg er sort eller hvidt. Hvis Gud ikke findes er man jo ligesom ude over problemet. Den moralske egoist vil svare noget i samme stil – med mindre hun selvfølgelig selv er involveret i sagen, så kan hun have en holdning ud fra egne interesser. Problemet vil så dog blot være at hun næppe vil kunne overbevise andre om sin opfattelse: Hvis moral blot er et spørgsmål om egoistiske interesser, vil alle andre jo have deres egne interesser.
bemærkninger: Det umiddelbart utilfredsstillende ved nihilismen er, at der helt klart synes at være en reel diskussion som bør tages alvorligt. Med mindre man ligefrem er psykopat, synes det oplagt at der i denne sag faktisk er nogle værdier på spil og at ’who cares?’ derfor er for primitivt et svar.
relativisme – behersket skepticisme
grundprincipper: Der findes ikke en almen moralsk standard – normer er relative til bestemte kulturelle konventioner. De er en slags færdelslov for samfundet: Det er lige meget hvilke regler man har, bare de fungerer (ligesom det dybest set er lige meget om man kører i højre eller venstre side af vejen, blot alle gør det samme). Derfor giver det heller ikke mening at kritisere andre kulturer for deres ’afvigende’ moral – man skal forstå normer ud fra deres kontekst og ikke fx. prøve at lægge vores moderne moral ned over vikingetiden og fordømme plyndringstogter, kvindesynet eller brugen af trælle. Det var nu engang vilkårene dengang.
vurdering af casen: Hvad betyder det nu i denne sag? Forældrene (og vel dermed også børnene) har en streng katolsk baggrund som kulturel ramme for moralsk vurdering. Og hvis de siger at børnene ikke skal skilles, må det vel være svaret? Problemet er imidlertid at de samtidig befinder sig i en anden kulturel kontekst – nemlig den britiske offentligheds – hvor stemningen går i retning af at lade børnene skille. En tredje ramme er også tilstede i lægernes behandlingstradition.
Der er selvfølgelig også den mulighed at relativisten blot skærer igennem og siger at reglerne i den aktuelle, dominerende kultur har ’trumf-værdi’, så det i dette tilfælde fx. er irrelevant hvad forældrene mener (fordi standarden sættes af de britiske konventioner). Denne løsning medfører ganske vist at man aldrig kan diskutere sig ud af kulturelle konflikter i et samfund og at man må acceptere at det er moralsk rigtigt hvis man tager til Kina og bliver henrettet for at demonstrere imod styret.
bemærkninger: Relativisten er tilsyneladende ikke til meget hjælp i denne sag. Enten henviser hun bare til et dybest set tilfældigt sæt moralregler, eller også kan hun ikke fortælle os hvilken af de mulige konventioner vi skal styre efter – og det giver jo ikke rigtig mening at tale om at man skal tage et gennemsnit ell. lign. (forestil dig et gennemsnit i spørgsmålet om hvorvidt man skal køre i højre eller venstre side...). Og når man tænker efter, viser det sig faktisk at relativisten generelt ikke rigtig har noget at byde på i en moralsk diskussion – de kan kun henvise til hvilke konventioner der faktisk gælder, men ikke forholde sig til om disse konventioner er moralsk lødige (jf. vikingerne – var de så hyggelige fætre som turistbranchen gør dem til?)
socialdarwinisme
grundprincipper: Med inspiration fra evolutionsteoriens ’survival of the fittest’, hævder socialdarwinismen at de moralske normer er givet med naturens gang: Man handler forkert hvis man kunstigt prøver at understøtte det som biologisk set er dømt til undergang. Således skal man i det sociale ikke bruge kræfterne på at hjælpe de svage der alligevel aldrig vil kunne klare sig selv. Man skal i stedet fokusere på at styrke de positive tendenser i udviklingen.
vurdering af casen: Egentlig ville det jo nok være bedst hvis begge tvillingerne døde af sig selv. For selvom den ene kan overleve, vil hun formentlig primært være en belastning.
bemærkninger: Denne opfattelse synes måske langt ude. Men i virkeligheden ses en variant af synspunktet ofte i moraldebatter; nemlig i form af et argument om et fænomen er ’unaturligt’ og derfor ikke skal tillades. Fx. at det er imod naturens orden at lesbiske får børn, eller at det ville være unaturligt at udstyre et menneske med et hjerte fra et svin. Problemet med argumentet er, at det fører ret vidt: Det er også imod ’naturens orden’ at blødere oplever deres 14 års fødselsdag og at mennesker med lungebetændelse overlever vha. penicillin.
fundamentalistisk kristen vinkel
grundprincipper: Det er meget simpelt: De ti bud siger bl.a. at man ikke slå ihjel, og det er ikke til forhandling. Desuden dækker næstekærlighedsbudet alle mennesker, også syge og døende.
vurdering af casen: Da man ikke må slå ihjel, kan tvillingerne ikke skilles for dette vil netop være at slå den ene ihjel. Men måske er der alligevel en anden vej: Hvad nu hvis man kan argumentere for at man ved at skille dem ikke direkte slår ihjel, men at dette bare er en forudseelig, men ikke-villet konsekvens? Det ville faktisk minde om den katolske kirkes holdning når det gælder den omdiskuterede praksis med at give stadigt stigende doser af morfin til en alvorligt syg, døende person. Intentionen er at lindre smerter – så selvom man godt ved at det samtidig medfører døden, er dette blot en forudseelig – men ikke en intenderet – konsekvens... Det er klart at den svage tvilling vil dø, men det kan man ikke bebrejdes, for det er ikke noget man direkte ønsker, men blot noget man kan forudse vil ske.
bemærkninger: Den kristne etik er nok nødt til at gå imod adskillelsen fordi man ikke må slå ihjel. For ser man nærmere efter, virker den ovenstående ’redning’ (kaldet dobbelteffekt-princippet) som noget af en søforklaring. Det er blevet sammenlignet med en situation hvor et rejseselskab er fanget i en hule og det eneste hul ud i friheden er spærret af en person der sidder ubehjælpeligt fast. Samtidig stiger vandet i hulen og alle tyve vil snart drukne.... Medmindre man nu sprænger ham væk med dynamit – det skulle ifølge dobbelteffekt-princippet være i orden: Den intenderede effekt er jo at befri de tyve i hulen. At ham i hullet dør, er blot en forudseelig, ikke-intenderet effekt.
....................
Efterskrift juni 2007: Jeg har siden set sagen brugt som lærebogseksempel på etisk dilemma - virkeligheden overgår nogle gange selv filosoffers fantasi (se J. Rachels
The Elements of Moral Philosophy, 4. udg., 2003).
Den engelske ret besluttede at børnene skulle skilles. Beslutningen blev appelleret og derefter stadfæstet af højesteret. The Guardian skrev efterfølgende (d. 5. februar 2002) således om sagens udgang:
"Jodie - whose real name, Gracie, was disclosed after the operation - is living with her parents on their native island of Gozo and is said to be doing well. Doctors say she should be able to lead a normal life and have children of her own.
Rose - Mary's real name - is buried on the island."
