Jeg har tidligere udtrykt mine stærke forbehold over for arrangementer af den type som selv fortalerne nu kalder 'forskernes svar på X Faktor'. Konceptet er at ph.d.-studerende dyster i forskningsformidling (på tre minutter) til et mere eller mindre uvidende publikum og det er (efter min mening) problematisk på flere måder. Det var således også nedslående at læse den ukritiske omtale af årets udgave i Information.
Så da jeg så at Forskerforum (blad for bl.a. universitetsansatte forskere) havde et to-siders opslag om arrangementet, tænkte jeg at nu ville der komme noget tiltrængt modspil. Dette var dog ikke tilfældet. Konceptet sluges råt og arrangementet fremstår som vellykket – bortset fra et enkelt aspekt som Forskerforums reporter synes han må påtale. Nemlig at
”... når vi nu befinder os i et blandingsprodukt af forskning og showbizz, så er man som iagttager nødt til at bemærke den blufærdighed, de kvindelige performere generelt udviste over for deres eget køns sex-faktor. Men andre ord: flade sko, hverdags-jeans og løse gevandter – det scorer altså ikke point på rocksenen i Vega. Det behøver ikke være naked science, men vil man lave fest, kan man jo starte med at ligne en” (Forskerforum nr. 234 (2010), i afsnittet ’For lidt sex’, s. 9).
Så lad overvejelser om burka-forbud ligge og ret i stedet opmærksomheden mod kvindelige ph.d.-studerendes tvivlsomme praksis med at bære løst tøj i forskningsformidlingskonkurrencer. For forskningens og deres egen skyld. Ellers vinder de jo aldrig.
Neurons Aren't Special: A Copernican Argument
2 timer siden