’Journalistisk dokumentation’

Først var det en læser på Informations hjemmeside, så var det en lederskribent i Information og til sidst var det Lasse Jensen i Mennesker og medier der spurgte ”om der findes en særlig ’journalistisk dokumentation’?”.

Anledningen var rapporten om Guldbrandsen-filmen om Afganistan, hvor forfatterne havde dristet sig til at bruge udtrykket. Og altså nu blev afkrævet en forklaring.

Men ærlig talt: Selvfølgelig findes der en særlig ’journalistisk dokumentation’, lige som der findes ’videnskabelig dokumentation’ og ’familie-frokost-dokumenatation’. De adskiller sig bl.a. i kraft af krav til nøjagtighed og forventninger om baggrundsviden. Journalistik er (selvfølgelig) ’quick and dirty’ i forhold til videnskab – uden at dette betyder at 'anything goes'.

Det sjove er, at det plejer at være journalisterne der kritiserer utilfredse forskere, for ikke at fatte at der er forskel mellem journalistisk og videnskabelig formidling.

Findes der ukrudt?

Mange religionsvidenskabsfolk mener ikke at man kan definere hvad religion er, fordi begrebet blot er en værktøj for den akademiske forskning og ikke handler om noget der findes i en teori-uafhængig virkelighed (I kid you not!).

Hos en af de (rigtigt!) store teoretikere inden for religionsvidenskab fandt jeg denne analogi ml. 'religion' og 'ukrudt', hvor han skriver om dengang han var ansat på en gård:

”As my boss used to observe: ’There’s really no such plant as a weed. A rose bush, growing in my cornfield is a weed. In my flower garden – thistles, mullen and goldenrod – make right smart plants, if you keep them under control.’ ” (J.Z. Smith 1978: 291)

Har han ikke netop her givet en ret god definition af hvad ’ukrudt’ er? Nemlig en plante som gror på steder og måder som man ikke ønsker. Selvfølgelig er bjørneklo som regel ukrudt, men når den vokser i klosterhaven i Odense eller Botanisk Have i København, er den ikke.

At noget kun kan defineres relativt til menneskelig formål, betyder på ingen måde at det ikke kan defineres. Hvis dette ikke var tilfældet, ville man heller ikke kunne definere religion, penge, ministre, familie, sport, bedrageri, kunst, sundhed/sygdom, flygtninge, overvågning osv. osv.


Jeg mener at argumentet for den antydede hortologiske anti-realisme er stærkt overvurderet.

Navnløs søko, tsk-tsk!

Der blev født en søko-unge i Odense Zoo i fredags. Den må ikke få noget navn, for som en af zoologerne udtaler, ”er den jo ikke et kæledyr”. Sikke noget frelst pjat:
1) mange andre ting end kældyr får navne (fx skibe, rumfærger o.l.)
2) en sæko i akvarium er jo heller ikke ligefrem et vildt dyr
3) de behøvede ikke at kalde den Snuske eller Fido, de kunne vælge xz89-r (eller noget)
4) navne til dyr i fangenskab er praktiske - specielt når man har flere end et

Jeg så søkoen lørdag morgen, men kunne ikke uden videre konstatere om det var en han eller en hun (fik aldrig taget et valgfri kursus i kønsbestemmelse af større vandlevende pattedyr). Men jeg foreslår følgende navne til søko-ungen: Preben eller Vanessa. Det er der vist ikke nogen der kan tro er kæledyrsnavne. Men jeg er selvfølgelig åben for andre forslag også.

Religiøse i etiske råd

Kristeligt Dagblad har i dag en forsidehistorie om at Sundhedsministeriet ikke vil betale til etiske kommiteer på hospitalerne. Der står ikke hvorfor, men man kan håbe at det er fordi Sundhedsministeriet ikke ønsker amerikanske tilstande (hvor alle hospitaler er udstyret med sådanne kommiteer).

Problemet med kommiteerne i USA (ud over selve det med etiske råd - herom en anden gang) er, at de typisk er sammensat af
1) jurister (det er jo USA),
2) sundhedsfagligt personale og
3) repræsentanter for de store trosretninger.

Ingen af disse grupper har automatisk viden om etik, selvom den sidste gruppe tit hævder at de har. Og det er uheldigt er det at rode religionerne ind i det - allerede Platon (nogle tusind år siden) viste at religionen ikke kan være grundlag for etikken:

Hvordan er sammenhængen ml. Guds godhed og det moralsk gode? Der er to muligheder:

a) 'Noget er godt fordi det er i overensstemmelse med Guds vilje'. I så fald ville hvad som helst være godt hvis Gud havde befalet det (fx løgn og lystmord) og Guds ’algodhed’ ville blot betyde at Gud vil det, som Gud vil.

b) 'Noget (fx barmhjertighed) er Guds vilje fordi det er godt'. Det er jo muligt, men i så fald har man brug for en ekstra forklaring på hvad der gør det godt – en forklaring som ligger før Guds vilje og dermed ikke behøver religionen.

Begge muligheder er altså lige dårlige for ideen om at moralen hviler på religionen. Så deltagere i etiske kommiteer skal ikke sidde der i kraft af deres religiøse indsigt. Hvis der overhovedet skal være sådanne kommiteer.

Sjæl og naturvidenskab

Der er et par diskussioner i filosofien som jeg sjældent føler mig fristet til at gå med på fordi jeg synes de er futile fordi de formentlig aldrig kan afgøres og der ikke sker det store på argumentfronten. Blandt dem er diskussionen om hvorvidt omverdenen eksisterer eller ej (et skud fra hoften: det gør den!) og om bevidsthedens/sjælens natur. Efter et besøg på naturalisme-bloggen (som jeg ikke ville oversvømme med en mega-lang kommentar), har jeg dog alligevel lyst til at skrive et par tanker om diskussionen:

Jeg synes nemlig det er trist at mange uden videre antager at det der kan findes i verden, er udtømt med det der kan beskrives i naturvidenskaben. (Noget som filosofferne er medskyldige i pga. den logiske positivisme, undskyld!) Et klassisk offer for denne opfattelse er bevidsthedsfilosofien som tit bliver opfattet som noget kvasi-religiøst, uvidenskabeligt vrøvl som man kan gøre kort proces med ved at henvise til hjernescanninger o.l. Min erfaring er at naturvidenskabeligt indstillede personer nærmest kan blive skuffede hvis de hører at man mener det er værd at diskutere bevidsthed - man fornemmer nærmest at der tænkes 'hun virkede ellers så fornuftig' og derefter 'gad vide om hun også tror på jordstråler'.

Der er selvfølglig langt fra enighed inden for filosofien om bevidsthedens natur. Men de fleste filosoffer er dog (i modsætning til mange uden for filosofien) enige om at det er en både vanskeligt og interessant problem som nok var blevet løst nu (efter et par tusind års filosofi og videnskab) hvis det havde været simpelt.

Dengang jeg så TV, stødte jeg nogle gange på indslag i TV-avisen som’videnskaben har nu afbilledet smagen af jordbæris’. Billedet der herefter blev vist, forestillede dog selvfølgelig kun en hjernescanning der viste en hjerne hvor visse dele havde større aktivitet end andre. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan man skulle kunne vise (ikke-kunstnerisk fortolkning af) smagen af is, eller en tanke i det hele taget – hvordan skulle man kunne vise andet end netop hjernen hos en person der spiser is eller tænker?

Jeg ved af erfaring at det pædagogisk mærkelige og interessante ved denne filosofiske diskussion er, at det faktisk er ret svært for det fleste at få ’øje på’ bevidstheden som fænomen. Man kan kun give eksempler og tankeeksperimenter der (måske) kan fungere som øjenåbner. Nogle af de bedste jeg kender kommer her i hurtige versioner:

1) Filosoffen Klawonn (Syddansk Universitet) er eminent til at forklare problemet (skal opleves). Hans foretrukne eksempel er næsten altid smerte: Denne er noget subjektivt/privat og urumligt som dog er meget virkelig (tænk på økser i låret, kogende vand mv), men ikke desto mindre unddrager sig den objektive/fysiske undersøgelse af fx neurologisk karakter. Her er et eksempel jeg husker: Uanset hvor meget tandlægen borer ned i tanden, vil han aldrig nå frem til smerten – det vil aldrig gøre ondt på ham (det ændrer selvfølgelig ikke noget at han kigger i hjernen…). Man kan måske se at en person har smerter, men selve smerten kan man aldrig se udefra (heldigvis? - ellers ville det jo gøre ondt på en selv).

2) Thomas Nagel har formuleret noget lignende med spørgsmålet om ’hvordan det er at være en flagermus’: Selv hvis vi forstår alt om flagermusens komplicerede særlige navigationssans, kan vi ikke forestille os hvordan det er at være en flagermus og navigere i høj fart i mørket mellem træstammer. Oplevelsen af hvordan det er at være en flagermus er kun tilgængelig indefra (for flagermusen), ingen naturvidenskabelig forskning kan alene hjælpe her.

3) Black and White-Mary: Forestil dig en forsker (Mary) der er født farveblind, men ved ALT om hjernens fysiologi (kemi, neurologi osv) herunder også farveperceptionens neurologiske udtryk i en normal (dvs. farveseendes) hjerne. En dag bliver hun pludselig helbredt for sin farveblindhed og ser farven rød for første gang. Har hun lært noget nyt? I så fald hvad? De fleste vil sige at hun oplever farven rød, noget som hun aldrig har oplevet før – men denne erkendelse er jo ikke af et nyt fysisk-kemisk, neurologisk faktum.

At forstå hvad disse eksempler søger at pege på, mener jeg er en forudsætning for at kunne diskutere bevidsthedens natur på en måde der lever op til almindelig filosofisk standard. Men som sagt er diskussionen stadig åben og dualismen har store problemer med at forklare specielt kausalforholdet ml. bevidsthed og krop: Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre hvis kroppen er rumlig og bevidstheden er urumlig? Hvad med energiens konstans?

Nye filosoffer kan begynde her.

Eller måske rettere: Hellere på en anden blog...

Tilføjelse (10/8): Denne anden blog kunne evt. være den nystartede stringent anti-naturalisme.

Information af patienter

Værdien af patient-information misforstås ofte. Her er to klassiske ekspempler på problematiske opfattelser:
1) Neutral information om fakta er tilstrækkeligt for at patienter forstår sagen.
2) Neutral information om fakta er tilstrækkeligt for at patienter kan træffe valg.

En af tophistorierne i DR i dag handler om at mange patienter deltager i medicinske forsøg uden at vide det. På DRs nyhedsside nævnes det at ”Ifølge loven skal patienter og forsøgspersoner både være skriftligt og mundtligt oplyst om forsøget, og de skal have betænkningstid, inden de skriver under på at deltage.”

Og Mette Hartlev (jurist, KU) citeres for at det derfor er ”helt i strid med loven, at 14.000 mennesker ikke vidste, at de var med i forsøg”.

Men folk kan sagtens være informeret om at de er med i forsøg, have skrevet under osv. uden at det betyder at de ved at de er med i forsøg.

Information og forsøg
En læge fortalte engang ved om et eksempel hvor en patient og dennes pårørende skulle tage stilling til medvirken i forsøgsbehandling og derfor fik forklaret forsøgets konstruktion med tilfældig fordeling af patienter i behandlingsgruppe (med formodet virksomt middel) og placebo-gruppe (med uvirksomt middel) så man kunne sammenligne resultaterne. Efter meget lang forklaring, svarede de: ”OK, så tror vi nok vi vælger behandlingsgruppen”. Havde de nu kun svaret OK eller lignende, ville det måske ikke være kommet frem at de slet ikke havde forstået ideen med forsøget.

Pointen er at forestillingen om ’informeret samtykke’ er utroligt vanskelig at omsætte i praksis: Hvordan sikrer man sig neutral og tilstrækkelig information? Hvordan sikrer man sig at patienten forstår det hele? Sat på spidsen tror jeg at informeret samtykke er en illusion: En patient uden sundhedsfaglig baggrund vil aldrig kunne forstå forsøg, forudsætninger og risici til bunds. Det betyder naturligvis ikke at det er ligegyldigt om folk informeres og samtykker! Blot skal man ikke være naiv i opfattelsen af hvad informeret samtykke indeholder.

Information og behandling
En slags omvendt naivitet kan ses når det overlades til patienten selv at vurdere hvilken behandling der er bedst. Nogle gange fortolkes det sådan at lægen ikke må rådgive om hvad man skal vælge (fx operation eller medicinsk behandling), men blot informere neutralt om fx risici.

Dette er en absurd situation – en patient skal selvfølgelig have lov at vælge selv, men vedkommende vil meget sjældent kunne træffe et valg der er lige så kvalificeret som den med faglig indsigt. Jeg mener det bør være lægens pligt at give sin mening om den bedste behandling (givet patientens situation og ønsker) hvis hun bliver bedt om den. Læger er ikke ufejlbarlige eller upartiske, men de er eksperterne og besidder viden som patienter normalt ikke kan opnå gn. almindelig vejledning.

Man bliver nødt til at anerkende at information af patienter altid vil være ufuldstændig. Dette betyder at man i praksis aldrig kan opnå en situation hvor patienten selv træffer et fuldstændigt oplyst valg. Man må blot gøre hvad man kan for at sikre at patienten får så mange relevante informationer som muligt – herunder også om hvordan eksperten vurderer sagen – og forsøge at sikre sig at infomationen også er forstået.