onsdag den 18. juli 2007

Etablering af alternativ behandling?

Jeg hørte med et halvt øre i radioavisen til morgen kl. 8 at hvis det står til den danske befolkning, skal alternative tilbud gøres til en del af det etablerede sundhedsvæsen – også selvom der ikke er dokumenteret effekt på linie med kravene til traditionel behandling.

Jeg kunne ikke komme ind på DR senere og tjekke om det faktisk var hvad der blev sagt og historien var væk fra senere nyhedsudsendelser. Kan jeg virkelig have hørt rigtigt?

Ideen var ellers ret tankevækkende – jeg ser for mig hvordan store dele af medicinal-industrien ville juble over det hvis behandlingstilbud skal have adgang til det offentlige sundhedsvæsen når blot befolkningen kræver det. Reklamekampanger er nemlig væstenligt billigere end klinisk kontrollerede forsøg.

tirsdag den 17. juli 2007

Hvor dum må man være?

Et par overvejelser her i ’ferien’: Bør DR vise videnskabeligt tvivlsomme dokumentarfilm om klimaforandringer? Må ansatte på universitetet argumentere under lavmålet?

Efter at Kristeligt Dagblad har bragt et interview med ID-tilhængeren Jakob Wolf, spørger Stokbro på sin blog: ”..hvordan reagerer en videnskabelig institution som universitetet på idioti i egne rækker?”. Tidligere har Klemens Kappel på sin blog spurgt: ”Kan en universitetsansat forsker være fortaler for ID?”.

Ansatte på et universitetet skal have et meget stort frirum til at udtale dumheder. Det er op til fagfæller og andre at kritisere det der bliver lagt frem. Det er selvfølgelig uheldigt hvis universitetets ry bliver truet – men hvad er alternativet? Det er svært at forestille sig hvordan et universitet som sådan kan ’reagere’ uden at det vil krænke den forskningsmæssige metode- og tanke-frihed.

Kan det så også forsvares at DR2 viste den omdiskuterede film der kritiserer den herskende opfattelse inden for klimaforskningen? Her er sagen mere speget fordi allerede det at blive vist i nationalt TV af mange de fleste opfattes som et kvalitetsstempel og der er risiko for at udsendelsen ikke får passende modspil (trods den indgår i en serie med andre synspunkter) fordi der ikke er sikkerhed for at folk kan gennemskue argumenter – eller overhovedet ser flere afsnit i serien end det ene. Og hvor langt ude må ’dokumentar-film’ være? (Kunne man fx forestille sig at DR viste en filmatisering af Zions vises protokoller?) Alligevel tror jeg igen at alternativet er værre...

Århus Universitet forsøgte sig med en sanktion over for Helmut Nyborg. Det var ikke kønt (på trods af at det tyder på at der faktisk var en del tvivlsomme elementer i hans forskningspraksis). Så hvor dum må man være? Temmelig dum.

tirsdag den 3. juli 2007

Ateisme og allergi over for det irrationelle

Da jeg begyndte bloggen her for nogle uger siden, regnede jeg med at jeg bare skrev for mig selv. Siden blev jeg klogere. Man bestemmer ikke nødvendigvis selv udviklingen på sin blog.

Indlægget om ateisme og religion trækker overraskende mange til – også internationalt (ok fra Norge, men alligevel). Dette er på den ene side irriterende da jeg egentlig ikke interesserer mig specielt for emnet. På den anden side fortjener inlæg + kommentarer efterhånden et follow up.

Så jeg har tænkt over hvorfor mon det provokerer sådan at spørge om visse former for ateisme har en del til fælles med religion – jeg mener: folk kunne jo bare tænke ’idiot’ og klikke videre hvis de synes ideen er dum. Hvorfor bliver handsken taget op?

Mit gæt er at mange nærmest har en allergisk reaktion over for religion pga. det irrationelle i kombination med de troendes egen tilfredshed med deres religiøsitet. For hvis det var religionernes skadevirkninger, skulle man tro at folk ville rase over disse ting og ikke over stilfærdige troende der passer sig selv.

Måske er tesen forkert, men faktisk kan jeg godt se irritationsmomentet, for jeg har selv en rem af huden… Jeg kan uden videre nævne flere områder hvor jeg kan hidse mig op alene fordi jeg synes folk opfører sig dumt: fx folk der mener deres papegøje taler med dem, livsfarlig bjergbestigning og alternativ ’viden’ og ’behandling’ (herunder astrologi, krystalhealing mv.). Jeg ved ikke om det en rimelig allegisk reaktion eller en overreaktion.

.....

Forresten om noget andet: Jeg har tilføjet en kommentarliste som angiver nogle surrealistiske tidspunkter, men det er forhåbentlig bedre end ingenting.