Kvindelige forskere overser formidlingspotentiale

Jeg har tidligere udtrykt mine stærke forbehold over for arrangementer af den type som selv fortalerne nu kalder 'forskernes svar på X Faktor'. Konceptet er at ph.d.-studerende dyster i forskningsformidling (på tre minutter) til et mere eller mindre uvidende publikum og det er (efter min mening) problematisk på flere måder. Det var således også nedslående at læse den ukritiske omtale af årets udgave i Information.

Så da jeg så at Forskerforum (blad for bl.a. universitetsansatte forskere) havde et to-siders opslag om arrangementet, tænkte jeg at nu ville der komme noget tiltrængt modspil. Dette var dog ikke tilfældet. Konceptet sluges råt og arrangementet fremstår som vellykket – bortset fra et enkelt aspekt som Forskerforums reporter synes han må påtale. Nemlig at

”... når vi nu befinder os i et blandingsprodukt af forskning og showbizz, så er man som iagttager nødt til at bemærke den blufærdighed, de kvindelige performere generelt udviste over for deres eget køns sex-faktor. Men andre ord: flade sko, hverdags-jeans og løse gevandter – det scorer altså ikke point på rocksenen i Vega. Det behøver ikke være naked science, men vil man lave fest, kan man jo starte med at ligne en” (Forskerforum nr. 234 (2010), i afsnittet ’For lidt sex’, s. 9).

Så lad overvejelser om burka-forbud ligge og ret i stedet opmærksomheden mod kvindelige ph.d.-studerendes tvivlsomme praksis med at bære løst tøj i forskningsformidlingskonkurrencer. For forskningens og deres egen skyld. Ellers vinder de jo aldrig.

Videnssamfundet og den katolske kirke

Den katolske kirke får en tur gennem medierne i øjeblikket. I den forbindelse må journalisterne være godt frustrerede over manglen på eksperter der kan belyse sagen, for så vidt jeg ved er der ingen forskere ved de danske universiteter der har den katolske kirke efter reformationen som speciale.

Det havde været lettere for journalisterne hvis misbrugsanklagerne havde angået folkekirken - der ville i hvert fald have være betydeligt flere forskere man kunne interviewe.

Implicitte associationer og stigmatisering

Nogle forskere ved Harvard har udviklet en række såkaldte Implicit Association Tests (IAT) som har til formål at afdække hvilke dybtliggende associationer en person har til fx folk med forskellige hudfarver, til forskellige religioner og til koblingen mellem kvinder og naturvidenskab. Testene er en del af et større forskningsprojekt og man kan deltage over nettet, ligesom man kan tage testen blot for sin egen skyld (se her).

Min egen erfaring er at testene de ikke er til at snyde; jeg sad selv og visualiserede kvindelige naturvidenskabsfolk og mandlige humanister mens jeg tog testen, og alligevel kunne jeg godt fornemme hvor det bar hen (mit resultat viste at jeg i helt ekstem grad associerer naturvidenskab med mænd). Det er dog omdiskuteret om testene er rigtigt skruet sammen og om de virkelige måler folks egne associationer eller bare afspejler de kulturelle stereotyper. Det sidste argument er dog for lidt pudsigt fordi kulturelle stereotyper vel netop er udtryk for bl.a. summen af vores ureflekterede associationer. En af diskussionerne i kølvandet på IAT har da også drejet sig om mediers ansvar som en social aktør der er med til at forme folks forestillinger.

En Ruslandsinteresseret person nævnte for mig at hun på et tidspunkt havde undret sig over den ringe danske interesse for russisk kultur (målt på fx omtale og studievalg), men konkluderede at det måske ikke var så mærkeligt når man så på mediernes billede. Her drejer den typiske historie sig om korruption, mord på journalister, bjørne eller vodka (og formentlig meget gerne de to sidste i kombination).

Et helt andet eksempel er brugen af skizofrene som blikfang i omtale af kriminalstof. Her er et helt grelt eksempel; under overskriften 'Skizofren fange fortsat på fri fod' beskrives en mand som er stukket af fra det sted hvor han er indlagt med en behandlingsdom (for bl.a. tyveri, vold og menneskesmugling) og nu er eftersøgt. Det fremgår imidlertid også indirekte at det er irrelevant for sagen at manden er skizofren (det jo fx ikke noget der kan bruges som signalement) og at politiet ikke mener manden er farlig. En artikel som denne (og mængden af dem) er uden tvivl med til at forme hvad vi intuitivt associerer med skizofreni. Men den giver et forkert billede af virkeligheden (jf. fx Keeble 2001: s. 90-92).

Spørgsmålet er så hvor stor betydning sådanne implicitte associationer har for hvordan vi handler og tænker. Mit gæt er at der faktisk kan være ret stor forskel på hvordan man associerer og hvilke overbevisninger man mener er sande. Fx mener jeg ikke selv at mænd som sådan er bedre naturvidenskabsforskere selvom mine ureflekterede kategoriseringer kunne tyde på sådan en opfattelse. Man kan kende sine egne tendenser og gøre sit bedste for at tage højde for dem i relevante situationer.

Problemet opstår når man ikke er bevidst om sine egne implicitte, fejlagtige fordomme, eller man ikke tænker på om man er i en situation hvor man må være ekstra opmærksom. Hvis man fx skal besætte en stilling hvor naturvidenskabelige kvalifikationer er vigtige, kan det være nødvendigt at minde sig selv om at man ikke skal lade sine dybe fordomme påvirke beslutningen. Jeg hævder selvfølgelig ikke at en association automatisk er forkert fordi den er intuitiv, men det er interessant at man kan blive ubehageligt overrasket over sit IAT-resultat (og det kan man!) og jeg synes faktisk folk skal prøve at teste sig og reflektere over om resultatet kan være relevant for hvordan man ser verden og træffer sine valg.

Er sladder altid sandt?

I det ellers fremragende P1-program Mennesker og medier, slap den nye chefredaktør for Se & Hør i dagens udsendelse afsted med at sige at forskellen mellem sladder og rygter er defineret ved at sladder (i modsætning til rygter) handler om bekræftede kendsgerninger. For mig at se giver det nogle temmelig mærkelige konsekvenser. Fx at hvis det skulle vise sig at indholdet i Se & Hør alligevel ikke var sandt, så ville det kun være rygter, ikke sladder.

Et skud fra hoften på en bedre distinktion vil være at sige at ’rygte’ henviser til at noget er dårligt underbygget, mens ’sladder’ skal defineres ud fra emneområde (sociale relationer og menneskelige egenskaber, dvs. snævrere end rygters emneområde) i kombination med et funktionalistisk element (ud fra den rolle den spiller i psykosociale sammenhænge). Sandhedsværdien har intet med sagen at gøre. Men det er da et interessant synspunkt fra en journalistisk redaktør.

De 10 mest populære filosoffer i de trykte medier

Her er så listen over de mest omtalte danske filosoffer og idéhistorikere i de danske trykte medier. Heldigvis er de alle sammen så kendte at jeg (næsten) kan nøjes med at vise et billede.

Nr. 1: Lars Erslev Andersen: 1310

Mand, født 1956. Idéhistoriker, men mest kendt som terrorekspert. Tidligere ansat ved Mellemøststudier ved SDU, nu ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). (hjemmeside & wiki)
...................................................................................









Nr. 2: Poul Erik Tøjner: 793

Mand, født 1952. Har en grad i filosofi og litteratur. Direktør for kunstmuseet Louisiana. (wiki)
...................................................................................






Nr. 3: Morten Hesseldahl: 777

Mand, født 1964. Er kandidat i filosofi, kendt som forlagsdirektør, administrerende direktør for Information, medstifter af CEPOS, roman- og tegneserie-forfatter. (wiki)
...................................................................................








Nr. 4: Rune Engelbreht Larsen: 688

Mand, født 1967. Idéhistoriker fra Århus. Kendt fra Faklen, som stifter af Minoritetspartiet og som bl.a. blogger på Politiken. (hjemmeside & wiki)
...................................................................................

Nr. 5: Ole Thyssen: 681

Mand, skilter ikke med sit fødeår. Filosofi-baggrund. Ansat ved CBS og kendt som debattør - senest fra bogen Krigeren, borgeren og taberen skrevet sammen med Henrik Dahl. (hjemmeside & wiki)
...................................................................................

Nr. 6: Morten Albæk: 679

Mand, født 1975. Filosofi-baggrund. Profileret som borgerlig debattør og foredragsholder. Blev kendt med bogen Generation fucked up? skrevet sammen med Rasmus Hylleberg (wiki)
...................................................................................







Nr. 7: Lars-Henrik Schmith: 662

Mand, født 1953. Bl.a. kendt som tidligere rektor ved DPU. (wiki)
...................................................................................

Nr. 8: Peter Sandøe: 614

Mand, født 1955. Filosof. Særligt kendt som formand for Det Dyreetiske Råd. (hjemmeside & wiki)
...................................................................................

Nr. 9: Clement Kjersgaard: 603

Mand, født 1975. Filosofi-eksamen. Kendt som TV-vært og foredragsholder. (wiki)
...................................................................................

Nr. 10: Arno Victor Nielsen: 414

Mand, født 1946. Filosofi-baggrund. Kendt som en der udtaler sig. (ingen wiki endnu)
...................................................................................


Nr. 11-20:
Torben Sangild: 399
Ole Fogh Kirkeby: 314
Kai Sørlander: 246
Peter Øhrstrøm: 235
David Favrholdt: 178
Arne Notkin: 178
Jesper Ryberg: 110
Klemens Kappel: 92
Mogens Stiller Kjærgaard: 71
Anders Albrechtslund: 67

Resten:
Uffe Juul Jensen: 51
Anne Marie Pahuus: 45
Jørgen Husted (+ filosofi): 37
Steen Brock: 26
Søren Gosvig Olesen: 24
Mette Boch: 23

Dorthe Jørgensen (+ æstetik): 23
Hans Fink: ca. 18
Vincent Hendricks: 9
Malene Busk: 7
Thomas Schwartz Wentzer: 4

...................................................................................

Listen er fremkommet ved at lave en standard Infomedia-søgning for de sidste 5 år. Den er nok ikke helt nøjagtig, men den er nok heller ikke helt skæv.

Der var vist ikke de store overraskelser?

______

Update d. 17. juli:

Jeg har tilføjet et par oplysninger om folkene på top 10-listen (og rettet nogle fejl). Bemærk forresten at ingen af de 10 er ansat ved ordinære filosofiske eller idéhistoriske institutter. Hvilken vej vender kausaliteten? Eller er der en skjult fælles årsag? Eller er der blot tale om korrelation?

Denne slags indlæg er klart ikke my thang at skrive. Jeg håber en anden vil gøre det næste gang! (Og så kan Rune Lykkeberg og Brian Nygaard også være med - der er sikkert også flere vi har glemt.)

Filosofiske mediedarlings

Så går det løs. Jeg åbner ballet og indleder eftersøgningen af de filosofiske mediedarlings! Reglerne er som følger:

1) deltagere er nulevende danske eller dansk bosatte personer med en universitetsgrad inden for filosofi og/eller idehistorie (uanset hvad de laver nu og hvad de er kendt for).

2) de rankes efter hvor mange hits de får i en infomedia-søgning i løbet af de sidste fem år.

3) når jeg vurderer at det ebber ud med kandidater på listen og jeg får tid, fastsætter jeg et tidspunkt der passer mig til at at foretage opgørelsen.

4) resultatet offentliggøres her hvorefter der indledes en hidsig diskussion om hvorvidt det er rimeligt at listen ser ud som den gør (det sidste skal jeg have lidt hjælp til).

Indtil videre er der noteret følgende kandidater der lever op til kravene:

Anders Albrechtslund
Morten Albæk
Lars Erselv Andersen
Mette Boch
Steen Brock
Malene Busk
David Favrholdt
Hans Fink
Vincent Hendricks
Morten Hesseldahl
Jørgen Husted
Uffe Juul Jensen
Dorte Jørgensen
Rune Engelbreht Larsen
Ole Fogh Kirkeby
Clement Kjersgaard
Mogens Stiller Kjærgaard
Klemens Kappel
Arno Victor Nielsen
Arne Notkin
Søren Gosvig Olesen
Anne Marie Pahuus
Jesper Ryberg
Peter Sandøe
Torben Sangild
Lars-Henrik Schmith
Kai Sørlander
Ole Thyssen
Thomas Schwartz Wentzer
Peter Øhrstrøm

Yderligere forslag modtages i kommentarerne
[listen er opdateret d. 7/7-08]

Se på (i) ursuppen hvor det hele kommer fra (og her hvordan jeg fik rodet mig ud i det).

Ceteris paribus

Som ny studerende ved filosofi mæsker man sig de første par semestre i lækre fremmedord, -ismer og fagtermer: aposteriori, mutatits mutandis, ad verecundiam, ceteris paribus, epistemologi, non sequitur, solipsisme, ontologi, ad hominem, pars pro toto, osv. osv.

De næste par semestre indarbejder man dem i både daglig og faglig tale, hvorefter man ikke længere lægger mærke til dem mere (også fordi alle de andre filosofistuderende som omgiver en jo forstår dem og bruger dem).

Når man så når hen i nærheden af specialetiden, forsøger man at skære ned på dem igen (jeg gjorde i hvert fald), fordi man opdagede at udenforstående ikke forstod meningen med den indforståede filosofi-lingo.

Var det hele så blot en studentikos øvelse som man lige så godt kunne have sprunget over? Nej: dels er ordene jo sjove, og dels kan man forstå de andre fagidioter. Desuden er det altid godt for hovedet at lære noget nyt (og svært). Og måske er udtrykkene slet ikke så dumme endda – i hvert fald kunne jeg godt tænke mig at få udbredt ’ceteris paribus’ (som betyder ’alt andet lige’). Forklaring følger:

Ofte slipper politikere og andre ud af klørene på en journalist ved at nægte at svare på det der bliver spurgt om, ved at henvise til at ’der jo er tale om et hypotetisk spørgsmål’. Det kan fx være et spørgsmål som "Vil det få konsekvenser for skatteministeren hvis det viser sig at han betalt for lidt i skat gennem flere år?" eller "Bør udstillingen lukkes hvis det viser sig at de udstillede lig er udstillet mod de dødes vilje?" (tænkte eksempler).

Og ja, det er jo hypotetiske spørgsmål, men i filosofien har de hypotetiske spørgsmål meget høj status. De bruges nemlig til at belyse et emne ved at variere omstændighederne, fx ”Hvis alle blev ramt af en ’psykopat-virus’ i morgen, ville moralen så ophøre med at eksistere?”. En filosof der nægter at svare med henvisning til at ’der er tale om et hypotetisk spørgsmål’ vil være til grin (der kan selvfølgelig være andre grunde til at spørgmålet er svært at besvare!).

Pointen med at stille hypotiske spørgsmål til politikere er ligeledes at afsløre noget om deres aktuelle opfattelse: Hvordan man mener man ville håndtere en situation, siger noget om hvilke principper man navigerer efter politisk. På samme måde må en ansøger til en direktørstilling forholde sig til et spørgsmål om hvad man vil gøre hvis der skal rationaliseres.

Hvorfor vil politikeren ikke svare på det hypotetiske spørgsmål? Måske fordi svaret kan komme an på situationens detaljer (vidste skatteministeren at han gjorde noget galt? burde han have vidst det? hvor mange penge drejer det sig om? osv.). Men det er her ’ceteris paribus’ kommer ind i billedet – man kan svare at alt andet lige bør sagen få konsekvenser.

Jeg tror at hvis man har rent mel i posen, vil man ikke gribe til indvendingen om hypotetisk spørgsmål. Enten kan man svare at man simpelthen ikke ved hvad man ville gøre, eller man kan lave et ceteris paribus-svar.

Babylam og kvalitetsjournalistik

Jeg er klar over at mange journalister opfatter ’objektiv information’ som en tåbelig, forældet, positivistisk illusion. Men alligevel synes jeg godt det kunne ses som et ideal man kunne forsøge at tilnærme sig.

I en artikel i Politiken fremstilles spørgsmålet om brug af skind fra nyfødte eller ufødte lam ikke just neutralt (læs her). Fx tales der om at ’flå fostre ud af livmoderen’ og det nævnes i manchetten at lammene bliver ’slået ihjel og flået for at fremstille dansk modetøj’ (hvad er alternativet - skulle man bære rundt på hele lammet, evt levende?).

Artiklen afsluttes med dette vrøvl:

”Den danske tøjbranche erkender problemet. »Jeg kan godt forstå, at det lyder makabert, og nogle væmmes. Men vi forbruger altså dyr – sko er lavet af kalveskind«, siger Eva Kruse, direktør for Danish Fashion Institute, der repræsenterer godt 60 danske tøjproducenter.”

Det er da ikke at ’erkende problemet’? Med mindre ’problemet’ består i at folk er hykleriske når de synes det er bedre at halvstore kalve 'slås ihjel og flås', end at det sker for nyfødte lam. Faktisk kunne man jo let argumentere for det modsatte: Fx ved at henvise til at de producerede dyrs lidelser forkortes pga. kortere tid i stalden.

Måske stammer det dårlige håndværk fra Ritzau (som er angivet som signatur) eller fra Nyhedsavisen (som citeres som kilde til historien), jeg har ikke tjekket. Jeg synes det er lige slemt at være ophavsmand og viderebringer her. Det havde været så nemt at lave et minimum af refleksion i forhold til fx vores måde at behandle dyr på generelt.

Efterskrift: Jeg opdagede lige at der også er en slags 'kommentar-side' til artiklen (se her). Måske er ideen blot at lave en artikel der får folk til at 'bide på' (= annonce-penge), fremfor at lave en der er god.

Isbjørn er psykopat

Flere danske medier har kunnet fortælle den chockerede offentlighed at isbjørnen Knut er psykopat (se fx Berlingske , Nyhedsavisen og DR). Dette må komme som en overraskelse for alle der troede at isbjørne var kendetegnet ved bl.a. empati, altruisme og indlevelse.

Snart viser det sig vel at bjørnen også er analfabet og ude af stand til at betjene en dåseåbner.

Uvidenhedens velsignelse

Hvorfor er det altid sådan at man er utilfreds med det som radio og aviser bringer hvis man ved noget om emnet i forvejen?

Normalt synes jeg at Videnskabens verden på P1 er et fint program (bortset fra at jeg forbinder værten med hans tid på Børneradio og derfor hele tiden forventer at han siger at man kan ringe ind til quizzen). Men i dag hvor emnet ligger inden for mit fagfelt (om videnskabsteori og ID), var det ringe. Idéhistorikeren klarede sig nogenlunde i den del jeg hørte, om end han mildest talt ikke var nuanceret i sine udtalelser. Zoologen i slutningen derimod (jeg hørte ikke den anden) var pinlig i sine udtalelser om videnskabsteori (skomager, bliv ved din læst!).

Sådan er det tit, synes jeg. Når man ved noget om et emne, bliver man tit forstemt over den måde det behandles på i pressen. Jeg har opdaget at folk fra andre fagområder har det lige sådan. Skræmmende tanke at niveauet måske faktisk generelt er ret lavt, men at man normalt bare ikke opdager det.

’Journalistisk dokumentation’

Først var det en læser på Informations hjemmeside, så var det en lederskribent i Information og til sidst var det Lasse Jensen i Mennesker og medier der spurgte ”om der findes en særlig ’journalistisk dokumentation’?”.

Anledningen var rapporten om Guldbrandsen-filmen om Afganistan, hvor forfatterne havde dristet sig til at bruge udtrykket. Og altså nu blev afkrævet en forklaring.

Men ærlig talt: Selvfølgelig findes der en særlig ’journalistisk dokumentation’, lige som der findes ’videnskabelig dokumentation’ og ’familie-frokost-dokumenatation’. De adskiller sig bl.a. i kraft af krav til nøjagtighed og forventninger om baggrundsviden. Journalistik er (selvfølgelig) ’quick and dirty’ i forhold til videnskab – uden at dette betyder at 'anything goes'.

Det sjove er, at det plejer at være journalisterne der kritiserer utilfredse forskere, for ikke at fatte at der er forskel mellem journalistisk og videnskabelig formidling.

Hvor dum må man være?

Et par overvejelser her i ’ferien’: Bør DR vise videnskabeligt tvivlsomme dokumentarfilm om klimaforandringer? Må ansatte på universitetet argumentere under lavmålet?

Efter at Kristeligt Dagblad har bragt et interview med ID-tilhængeren Jakob Wolf, spørger Stokbro på sin blog: ”..hvordan reagerer en videnskabelig institution som universitetet på idioti i egne rækker?”. Tidligere har Klemens Kappel på sin blog spurgt: ”Kan en universitetsansat forsker være fortaler for ID?”.

Ansatte på et universitetet skal have et meget stort frirum til at udtale dumheder. Det er op til fagfæller og andre at kritisere det der bliver lagt frem. Det er selvfølgelig uheldigt hvis universitetets ry bliver truet – men hvad er alternativet? Det er svært at forestille sig hvordan et universitet som sådan kan ’reagere’ uden at det vil krænke den forskningsmæssige metode- og tanke-frihed.

Kan det så også forsvares at DR2 viste den omdiskuterede film der kritiserer den herskende opfattelse inden for klimaforskningen? Her er sagen mere speget fordi allerede det at blive vist i nationalt TV af mange de fleste opfattes som et kvalitetsstempel og der er risiko for at udsendelsen ikke får passende modspil (trods den indgår i en serie med andre synspunkter) fordi der ikke er sikkerhed for at folk kan gennemskue argumenter – eller overhovedet ser flere afsnit i serien end det ene. Og hvor langt ude må ’dokumentar-film’ være? (Kunne man fx forestille sig at DR viste en filmatisering af Zions vises protokoller?) Alligevel tror jeg igen at alternativet er værre...

Århus Universitet forsøgte sig med en sanktion over for Helmut Nyborg. Det var ikke kønt (på trods af at det tyder på at der faktisk var en del tvivlsomme elementer i hans forskningspraksis). Så hvor dum må man være? Temmelig dum.

Journalistik og videnskabelig uenighed

I radioavisen til morgen var offentliggjort en meningsmåling om økonomers vurdering af skattestoppet. Ideen er ikke dårlig! Det er et relevant parameter (blandt andre selvfølgelig) hvordan fageksperter vurderer en sag.

Journalister lærer at man altid skal høre begge sider af en sag. Det betyder i praksis at de ringer rundt for at finde en der mener ’det modsatte’. Problemet med fremgangsmåden ses i sager hvor det faktisk er meget få der mener ’det modsatte’: Her kan det give folk en falsk fornemmelse af at det videnskabelige samfund er delt i spørgsmålet. Et oplagt eksempel er diskussionen om intelligent design hvor det lader til at der kun findes to fastansatte universitetsfolk med naturvidenskabelig baggrund der støtter synspunktet (kilde: teolog Niels Henrik Gregersen i Darwin eller intelligent design, 2007). Et andet eksempel kunne være (dele af) klima-debatten om end sagen er mere kompleks her.

Jeg har selv været ude for at blive ringet op en journalist der ville høre om jeg kunne repræsentere ’det modsatte’ i en given diskussion – det kunne jeg ikke og jeg kendte heller ikke andre i filosofien der kunne. Men journalisten fik vist gravet en frem senere.

Her er en simpel løsning (jf. indledningen): Journalisten angiver i sit indlæg hvordan opfattelserne fordeler sig. Som journalist Lis Agerbæk Jørgensen sagde da jeg nævnte problemet for hende ifm ID-diskussionen: Så kunne man skrive: ”Den ene af de to naturvidenskabsfolk der støtter teorien, udtaler at…”.

Anti-morale 1:
Hvis journalister tilføjede disse oplysninger ville mange historier dø med det samme fordi de bygger på at eksperterne strides.

Anti-morale 2:
Det er lettere at komme i medierne hvis man har et afvigende synspunkt.

Intellektuel arbejdsdeling

I forlængelse af diskussionen om hvorvidt vi har brug for flere naturvidenskabsfolk i samfundsdebatten (se fx ursuppen.dk og ScienceBlog.dk) vil jeg lige minde om at intellektuel arbejdsdeling er en god idé - der er brug for et minimum af respekt for fænomenet faglig ekspertise.

Det er glimrende når naturvidenskabsfolk vil bidrage til samfundsdebatten ud over de 'tekniske' aspekter. Men det er ikke specielt interessant hvis de gør det qua naturvidenskabsfolk - nano-teknologer ved (alt andet lige) ikke mere om samfundsmæssige konsekvenser af overvågningsteknologi end balletdansere eller fiskere. Ønsker man forskningsbaseret viden, er det derfor naturligt at gå til andre fag, fx filosoffer (jf Anders eller BigMother).

Det virker som om Lone Frank og andre har en idé om at hvis blot scenen overlades til naturvidenskaben, så har vi hurtigt løst spørgsmål om fx bevidsthedens natur, den retfærdige fordeling af goder i verden eller livets mening. Men et sådant synspunkt må bygge enten på uvidenhed om de faglige diskussioner eller manglende evne til at forstå indholdet i disse. Det er nogenlunde på niveau med den gennemsnitlige tilhænger af intelligent designs argumenter imod evolutionsteorien.

Humanister og samfundsforskere har pligt til at følge med i fx relevant naturvidenskabelig og teknisk forskning. Men det betyder ikke, at der ikke er mere at vide end det disse vidensgrene kan bidrage med.

PS. Et klassisk eksempel på manglende respekt for faglig ekspertise ses når læserbrevskribenter underskriver sig med fx 'lektor' eller 'cand.mag.' uden at angive hvilket fag det drejer sig om: En lektor i fysik er ikke i sig selv specielt kvalificeret til at udtale sig om flygtningedebat, og en eksamen i fransk er ikke uden videre relevant hvis emnet er intelligent design. Hvis nogle mener at en akademiker pr. definition er mere kvalificerede end fx en håndværker til at udtale sig om områder uden for deres eget, hører jeg gerne deres argumenter for det.

Anvendt filosofi - virkeligheden kalder

For nogen tid siden holdt jeg et foredrag hvor en af mine pointer var at filosoffer er forpligtede til at engagere sig i såkaldt 'anvendt filosofi', dvs filosofi der beskæftiger sig med konkrete spørgsmål der rækker ud over en akademisk, teoretisk diskussion.

Mange filosoffer mener ikke virkeligheden kommer dem ved og vil således ikke bruge tid på fx at svare på journalisters spørgsmål. Jeg indrømmer at dette nogle gange er forståeligt - selv blev jeg engang bedt om at svare på hvad der var "meningen med tsunamien" (jeg foreslog ham i stedet at ringe til en teolog som havde mere direkte adgang til viden om Guds vilje). Men selv dårlige eller uklare spørgsmål bør velkommes - om ikke andet kan man jo forklare hvorfor måden at spørge på er uheldig og foreslå nogle alternative vinkler.

Grunden til disse overvejelser er at jeg selv lige har talt med en journalist fra berlingske.dk der ledte efter forklaringer på hvorfor Madeleine-sagen (om den lille pige der blev bortført under ferie med sin familie) bliver ved med at køre i medierne. Siger det fx noget om vores moderne samfund?

Jeg sagde kort fortalt at jeg mente det var et forkert sted at lede efter forklaringen - mit bud er at sagen får så stor opmærksomhed fordi den på mange måder er udtryk for overskridelse af grænser (tabuer) der ligger dybt i alle mennesker: Bevidst skade af børn, bortførelse midt om natten, mulig seksuel krænkelse osv. Var det en 50-årig mand der var blevet bortført, var det knap så interessant (omend slemt for familien), var pigen blevet dræbt af en lastbil i en ulykke var det heller ikke en stor mediesag (men igen en stor ulykke for familien). Grænseoverskridende handlinger trigger vores umiddelbare (skrækblandede) interesse sådan som det også ses ved reaktioner på dyremishandling og kannibalisme. Historien kommer på berlingske.dk i løbet af formiddagen (22/7) for de interesserede.

En sidste bemærkning om at udtale sig til pressen med forsker-sherifstjernen på: Man bør altid gøre opmærksom på hvornår man udtaler sig på baggrund af specifik forskning i emnet og hvornår man 'skyder fra hoften' og blot giver et kvalificeret gæt. Jeg har hørt flere forskere sige at der ikke er tid til at tage forbehold i de 10 sekunder man får, men det mener jeg er forkert! Det er blot at tilføje et 'jeg vil skyde på' eller 'mit gæt er' eller lignende - det tager ikke lang tid.