Som ny studerende ved filosofi mæsker man sig de første par semestre i lækre fremmedord, -ismer og fagtermer: aposteriori, mutatits mutandis, ad verecundiam, ceteris paribus, epistemologi, non sequitur, solipsisme, ontologi, ad hominem, pars pro toto, osv. osv.
De næste par semestre indarbejder man dem i både daglig og faglig tale, hvorefter man ikke længere lægger mærke til dem mere (også fordi alle de andre filosofistuderende som omgiver en jo forstår dem og bruger dem).
Når man så når hen i nærheden af specialetiden, forsøger man at skære ned på dem igen (jeg gjorde i hvert fald), fordi man opdagede at udenforstående ikke forstod meningen med den indforståede filosofi-lingo.
Var det hele så blot en studentikos øvelse som man lige så godt kunne have sprunget over? Nej: dels er ordene jo sjove, og dels kan man forstå de andre fagidioter. Desuden er det altid godt for hovedet at lære noget nyt (og svært). Og måske er udtrykkene slet ikke så dumme endda – i hvert fald kunne jeg godt tænke mig at få udbredt ’ceteris paribus’ (som betyder ’alt andet lige’). Forklaring følger:
Ofte slipper politikere og andre ud af klørene på en journalist ved at nægte at svare på det der bliver spurgt om, ved at henvise til at ’der jo er tale om et hypotetisk spørgsmål’. Det kan fx være et spørgsmål som "Vil det få konsekvenser for skatteministeren hvis det viser sig at han betalt for lidt i skat gennem flere år?" eller "Bør udstillingen lukkes hvis det viser sig at de udstillede lig er udstillet mod de dødes vilje?" (tænkte eksempler).
Og ja, det er jo hypotetiske spørgsmål, men i filosofien har de hypotetiske spørgsmål meget høj status. De bruges nemlig til at belyse et emne ved at variere omstændighederne, fx ”Hvis alle blev ramt af en ’psykopat-virus’ i morgen, ville moralen så ophøre med at eksistere?”. En filosof der nægter at svare med henvisning til at ’der er tale om et hypotetisk spørgsmål’ vil være til grin (der kan selvfølgelig være andre grunde til at spørgmålet er svært at besvare!).
Pointen med at stille hypotiske spørgsmål til politikere er ligeledes at afsløre noget om deres aktuelle opfattelse: Hvordan man mener man ville håndtere en situation, siger noget om hvilke principper man navigerer efter politisk. På samme måde må en ansøger til en direktørstilling forholde sig til et spørgsmål om hvad man vil gøre hvis der skal rationaliseres.
Hvorfor vil politikeren ikke svare på det hypotetiske spørgsmål? Måske fordi svaret kan komme an på situationens detaljer (vidste skatteministeren at han gjorde noget galt? burde han have vidst det? hvor mange penge drejer det sig om? osv.). Men det er her ’ceteris paribus’ kommer ind i billedet – man kan svare at alt andet lige bør sagen få konsekvenser.
Jeg tror at hvis man har rent mel i posen, vil man ikke gribe til indvendingen om hypotetisk spørgsmål. Enten kan man svare at man simpelthen ikke ved hvad man ville gøre, eller man kan lave et ceteris paribus-svar.
Philosophy and the Ring of Darkness
6 dage siden
