En uge i blog-helvede

Egentlig er det dumt og nærmest moralsk anstødeligt med en blog:

1) har man noget vigtigt at sige, burde man skrive læserbreve, afhandlinger ell. lign. i stedet for bare at skrive det som noget halvprivat og uforpligtende som kun når dem, som man formentlig allerede er enig med

2) har man ikke noget vigtigt at sige, burde man vel lave noget mere fornuftigt end blot at komme af med overskudstanker

3) desuden er det en klart små-narcissistisk øvelse hvor man bekræfter egen eksistens ved at se den udfoldet i offentligt tilgængeligt rum

4) og pludselig har man pådraget sig endnu en selvpåtaget forpligtelse (og det er ikke fordi man har brug for flere)

Nu er denne blog ca. en uge gammel og det er endnu uklart om den overlever på længere sigt. Det afgørende bliver naturligvis om den rammer det mental-hygiejniske cut off: Om den kan fungere som hjerneoprydning uden at suge kreativ energi som kunne være brugt bedre på noget andet - både for en selv og andre.