I forlængelse af min nedenstående kronik om intelligent design i skoleundervisningen, er der dukket en længere debat op på religion.dk. Et af de tilbagevendende punkter i diskussionen ses også her: Nemlig hvorvidt intelligent design er religion eller videnskab.
I kronikken skriver jeg at ID kan fremføres som en videnskabelig teori fordi den på væsentlige punkter ligger "..så tæt op ad det man normalt forstår ved videnskabelig praksis, at det vil være urimeligt at nægte at diskutere den på videnskabens vilkår. At ID så foruden det videnskabelige indhold har en ideologisk-metafysisk ’pakke’, kan man tillade sig at se bort fra når man fx diskuterer de konkrete matematiske og mikrobiologiske argumenter."
Jeg ved selvfølgelig at der er mange som er uenige her og som mener at ID højst bør få plads i religionsundervisningen. To kommentarer til denne position:
1) Når nu (de fleste varianter af) ID gerne vil fremstå som en videnskabelig teori - så lad dem dog! Det smukke er jo at så gælder der pludselig andre (og skrappere) regler for diskussionen: Vil de spille det spil, så skal de være velkomne. Mit gæt er at de vil tabe eftertrykkeligt.
2) Folk overser typisk hvor vanskeligt det er at definere ting: Emner som 'religion', 'videnskab' o.l. er uhyre vanskelige at definere (jeg har selv 2½ års forskningsprojekt til at definere hvad religion er!). En anbefalelsesværdig diskussion af ID som videnskab er Søren Harnow Klausens bidrag til Darwin eller intelligent design (2007).
At diskutere hvorvidt ID er videnskab, er lidt som at diskutere hvorvidt skumbananer er mad - et skud fra hoften: ID er en slags videnskab, men dårlig videnskab. Lige som skumbananer er en slags mad, men dårlig mad.
PS. Jeg vender helt sikkert tilbage til spørgsmålet om definitioner i fremtidige indlæg.
Philosophical Fame, 1890-1960
17 timer siden
2 kommentarer:
Er du interesseret i Intelligent Design?
Kig på http://intelligentdesign.skysite.dk
Der er masser af oplysninger, omtale af personer og bøger, links til avisartikler, internetsider, videoklip o.a.
Det er Danmarks for tiden grundigste side om ID.
@ Stefan:
1) Jeg kan godt forstå du gerne vil have trafik til dit eget site, men jeg synes nu det er mest høfligt på en eller anden måde at give indtryk af at man har læst indlægget som man 'kommenterer'.
2) På sitet hævdes det at jeg "...omtaler det som et problem at friskolerne kan undervise i ID som videnskab" - det er det da vist ikke belæg for at sige?
Send en kommentar