Absolut humor!

Jeg er blevet rodet ind i en diskussion om humorens eventuelle absolutte status (se her og her). Jeg ved ikke noget videre om emnet (ud over at flere filosofistuderende har skrevet opgaver/specialer om det og at disse oftest ikke er sjove) og det er jo altid et godt udgangspunkt for en blog-diskussion. Så her er ca. en sides skud fra hoften om humor og sjovhed hvor jeg forsvarer en relativistisk projektivisme:

Lidt om det sjoves metafysik
Jeg opfatter klart ’sjovhed’ som noget vi lægger ud på verden (det giver ikke mening at sige at verden kunne være ’sjov i sig selv’ uafhængigt af menneskets bevidsthed!) Men vi oplever det som om det er verden derude der er sjov – på samme måde som farverne ikke er ’derude’, selvom de klart opleves sådan. Så det at vide at verden ikke er sjov i sig selv, lægger naturligvis ikke en dæmper på morskaben. Og projektivismen forklarer hvorfor vi opfatter ting som ’absolut sjove’. Lidt på samme måde som vi opfatter folk som absolut irriterende eller absolut charmerende og synes at modsatte holdninger er bizarre, samtidig med at vi godt ved at der kun er tale om et personligt perspektiv.

Lidt om det sjoves erkendelsesteori og psykologi
Man ved at noget er sjovt fordi man kan mærke det: (alt andet lige) griner/smiler man (eller har lyst til det). Som regel er det sjove ’uudsigeligt’: man kan pege på det, men hvis den anden så ikke fatter det sjove, er der intet at gøre. Andre gange er der en refleksivitet involveret: man griner af at man griner (fordi man ikke burde fordi det ikke er sjovt nok til det). Dette hænder oftest i upassende situationer.

At noget opfattes som sjovt skyldes formentligt elementer som overraskelse, paradoksialitet, normbrud, indseen af egen eller andres tåbelighed og lign. Sjovhed er relativt til verdensbillede, menneskesyn mv. Derfor kan man nogle gange få andre til at se hvori det sjove består ved at peget på omstændighederne. Relativiteten betyder også at man ændrer sin humor i takt med at man ændrer personlighed og vidensniveau. Alligevel betyder det fx ikke at det man synes var sjovt som 5-årig ’i virkeligheden’ ikke var sjovt - i modsat fald ville størstedelen af verdens befolkning jo aldrig opleve noget sjovt. Og som regel deler man humor med dem man omgås fordi man deler verdensbillede, viden, tidsånd osv.

Lidt om sjovhed og moral
Disse ting følges ikke ad: der kan være umoralske ting som opfattes som sjove. Men hvis man opfatter noget som umoralsk, vil det også nogle gange betyde at det potentielt sjove fordufter. Andre gange kan man more sig over noget som man egentlig godt ved er forkert (en velplaceret fornærmende bemærkning eller lignende). Det er lige som i æstetikken: God kunst er ikke nødvendigvis moralsk god kunst. Det er formentlig moralsk bedre at grine af sige selv end af andre, men ikke altid sjovere.

Grænsetilfælde
1. Nogle gange ved man at noget er sjovt, men man synes det bare ikke aktuelt fx fordi man er tynget af sorg. I disse tilfælde giver det mening at sige ting som: ”Ja, jeg ved godt det er sjovt, jeg synes det bare ikke lige nu”. Dette er dog ikke en absolutistisk synsmåde – det handler blot om at man kan skelne mellem sin ’normal-tilstand’ og dens vurderinger og så den sorg man er i. Eller man kan sige: ”Ja-ja, jeg ved godt det er sjovt. Jeg synes bare det er synd for Mr. Fawlty”.

2. Nogle gange findes der sjove ting som kun få forstår – jeg har hørt et eksempel på tre fysik-genier der vred sig af grin ved en tavle: ingen andre ved konferencen forstod noget (det var noget om spin) og formentlig heller ikke i resten af verden.

3. I Cena Trimalchionis (fra antikken) optræder vitsen ”Carpe, carpe!” (: ”Forskærer, skær for!”). Det er efter min bedste overbevisning ikke sjovt, men jeg anerkender at det kan have været det engang (hvilket fremgår af kommentarværker mv).

Nok brainstorm: Måske er der nogen derude der faktisk VED noget om disse ting?