Hvor meget bør man lyve for sine børn?

Jeg hørte for nylig om en mor som det var lykkedes at bilde sit barn ind at det betyder ’udsolgt’ når is-bilen ringer med klokken. På én gang meget sjovt og ondt.

Der er dog selvfølgelig også mere alvorlige eksempler på tilfælde hvor forældre vurderer at det er bedst at lyve for børnene. Siden sagen med Muhammed-bamsen (Britisk kvinde der blev arresteret i Sudan i november 2007 fordi hun lod sine skoleelever navngive en bamse Muhammed) har jeg flere gange tænkt over hvad jeg ville svare hvis jeg havde et barn der kom hjem fra skolen og spurgte hvorfor læreren var blevet fængslet.

På den ene side ville jeg gerne videregive en liberal politisk opfattelse til barnet (eller i det mindste fortælle sandheden om hvad jeg mente om sagen).

På den anden side ville jeg ikke turde af frygt for at mit barn skulle overtage eller videregive min opfattelse og derved bringe sig selv og/eller familien i problemer.

Jeg har ladet mig fortælle at det i ikke-liberale samfund er normalt at man holder gode miner til slet spil indtil barnet er måske 13-14 år. Så trækker man det en dag til side og fortæller hvordan man mener det hele hænger sammen.

Der er dog den yderligere krølle på problemet at det hævdes at børn ikke overtager de normer man formulerer eksplicit for dem, men i stedet dem de udleder ud fra det daglige samvær (som tavs viden). Dette vil medføre at man for at beskytte børnene også selv måtte søge at overbevise sig selv om de ikke-liberale værdier for ikke at udsende ’forkerte’ signaler.

Ikke godt.

Filosoffer og samfundsnytte

En artikel i Nyhedsavisen fortalte forleden at en filosof har fået en 'EliteForsk-pris' (yndigt navn i øvrigt) og nu vil hjælpe politikere med at "...fremelske politiske standpunkter eller holdninger, for hvilke der kan gives logisk gyldige argumenter".

Filosoffen udtaler bl.a.: "Det er fuldstændig nonsens at sige, 'det regner og det regner ikke', begge ting kan ikke være sande på én gang. På samme måde er det ulogisk at sige, som Naser Khader for eksempel sagde, at han ikke er for regeringens asylpolitik, men samtidig vil acceptere regeringens asylpakke for ikke at vælte regeringen".

Det forekommer mig dog her, at det er filosoffen der ikke kan skelne mellem logik og prioritering. Ellers er det også 'ulogisk' at sige at man kunne tænke sig en omelet, men at man ikke vil lave en fordi man ikke vil ødelægge æggene.

Måske er filosoffen blevet uheldigt udlagt og citeret, men artiklen bekræfter desværre clichéen om at filosoffer er nogle selvfede skolemestertyper, der sidder hjemme i lænestolen og udtaler sig bedrevidende om en verden de ikke kan gennemskue.

Der er større problemer i verden end mangel denne slags logik og argumentation.

....

Læsersevice: Sidder der nogle tilbage og spekulerer på hvad 'et logisk gyldigt argument for en politisk holdning' vil sige, iler jeg nu med et (tænkt) eksempel:

Rødhårede mennesker er klamme.
Klamme mennesker skal have frataget stemmeretten.
Derfor skal rødhårede mennesker have frataget stemmeretten.

Isbjørn er psykopat

Flere danske medier har kunnet fortælle den chockerede offentlighed at isbjørnen Knut er psykopat (se fx Berlingske , Nyhedsavisen og DR). Dette må komme som en overraskelse for alle der troede at isbjørne var kendetegnet ved bl.a. empati, altruisme og indlevelse.

Snart viser det sig vel at bjørnen også er analfabet og ude af stand til at betjene en dåseåbner.

Brev om bibliotekspenge

På hjemmesiden for nyhedsbrevet Søndag aften fandt jeg tilfældigvis en gammel, men sjov liste over hvem der IKKE fik bibliotekspenge i 2002 hvor der blev indført en 'bagatelgrænse' på 5000 kr. Man kan kan se listen under artiklen Snydt (man skal være lidt tålmodig, siderne er meget langsomme). Jeg er selv på listen (dog ret langt nede), og får hvert år et brev om at jeg ikke får penge. Og jeg bliver irriteret hvert år!

Der er en klassisk udfordring af utilitarismen der går ud på at vælge imellem hvad der - alt andet lige - er utilitaristisk bedst:

1) drengen er glad fordi han tror der er hvaler i havet (men de er desværre faktisk udryddet).
2) drengen er trist fordi han tror hvalerne er udryddet (men det er de faktisk ikke).

Det kan man så tænke over så længe man gider.

Brevet om bibliotekspenge svarer til denne mulighed:

3) drengen er trist fordi han tror hvalerne er udryddet (hvert år får han et brev der bekræfter dette).

Klassisk filosofisk problem løst af ukendt forsker

En artikel på fpn.dk refererer en undersøgelse der angiveligt er forstadiet til tankelæsning via neurologien, og der citeres (gn. Daily Mail) en forsker ved navn Svetlana Skinkareva (som i øvrigt giver to hits på Google - en til fnp.dk og en til Politiken som skrev historien af).

Undersøgelsen kan tilsyneladende også tilbagevise det klassiske filosofiske problem om 'det omvendte farvespektrum':

"Forskningen har også afsløret, at forskellige mennesker hjernemæssigt tænker på den samme ting på samme måde, hvormed teorier om, at vi eksempel opfatter farver forskelligt tilsyneladende nu kan afvises. For vores små døtre ses den kvalmende lyserøde ikke som rosenrød, f.eks. "

Med lidt held kan Ms. Skinkareva og co. nok løse omverdensproblemet i kommende eksperimenter.

Orakel eller dumskalle

Jeg beklager stilheden på bloggen på det sidste - jeg har vist ikke haft tid til at tænke over noget som kunne præsenteres her. Jeg tror det eneste jeg har overvejet, var et indlæg om ’giv en ged’, men det er der næppe nogen der gider høre min mening om 14 dage efter jul. Til gengæld kommer her lidt tom underholdning udformet som en rapport over nogle af de søgninger der leder folk ind på bloggen her.

Nogle gange føler jeg mig som en orakel når jeg ser hvad Google anslår min blog kan levere svar på – blandt eksemplerne er: hvad skal man gøre for at tage på i vægt?, vikingernes kvindesyn, kausalitetskæden, hvor længe må man tage penicillin? og kønsbestemmelse af fisk.

Visse andre søgninger nedsætter imidlertid min selvfølelse tilsvarende: dumme udtalelser, humaniora er ubrugeligt, ting der ikke er sjove (den sidste må vel dog være i modstrid med denne søgning: sjov historie om søkoen).

Endelig er der nogle søgninger som jeg ville ønske jeg havde skrevet noget om. Fx fordele og ulemper ved atom (jeg vil skyde på at fordelene opvejer ulemperne – lidt afhængigt af hvilket atom vi taler om og hvad man vil bruge det til) eller kan man slå ihjel (ja, det kan man godt, men jeg synes man lade være alt andet lige).

Det er svært ikke at prøve at forestille sig hvem der søger på disse ting og hvad de skal bruge det til. Og især undrer jeg mig over at havne højt på søgningslisterne med de mærkelige ting – det siger vel desværre lidt om nettet (eller Google).

Studieobjekter på talerstolen

Der har været diskussion om det (ikke-)acceptable i at tidligere Stasi-officerer var inviteret til at tale på en stort opslået konference ved Syddansk Universitet i sidste uge (se fx Information og 180 grader). Ud over denne moralske diskussion, mener jeg dog at sagen rummer et overset videnskabsteoretisk problem: Er det rimeligt at lade objekterne for en videnskabelig undersøgelse fremlægge deres private opfattelse i et videnskabeligt forum?

Det kan være der er aspekter, jeg ikke kender til (fordi de ikke er fremgået at pressen), men umiddelbart ville jeg vurdere at det var usædvanligt at invitere folk til at tale i et akademisk forum hvis deres eneste kvalifikation er at de er en del af studieobjektet (og de således ingen akademiske kvalifikationer besidder). Det svarer vel til at invitere Counter Strike-nørder med på en konference om populærkultur, eller hvad?

Selvfølgelig kan man sige at de formentlig sidder inde med informationer der er relevante for det videnskabelige studium, men det er ikke normal videnskabelig praksis at indsamle viden om feltet ved at invitere informanterne til at holde oplæg på en konference, hvor der oven i købet (hvis pressens referat er korrekt) ikke er tid til at stille informanterne spørgsmål.

Jeg er ikke selv helt afklaret om hvad jeg mener – jeg undrer mig bare lidt over konferencen og hælder imod at der er tale om et mediestunt snarere end en akademisk begivenhed.

Nu er den her! Psykopat-testen!

Jeg får mange mærkelige hits på denne blog - blandt nogle af de hyppigste er søgninger på 'søko' og 'psykopat-test'. Det sidste har jeg ikke skrevet noget om, men da behovet åbenbart er stort i dagens Danmark for sådan en test, har jeg bikset en sammen:

.......

Forestil dig at du står ved en klippekant. Ved siden af står en mand med kone og børn. Du bemærker at manden har et meget flot ur, og du overvejer om kan komme til at tage uret og skubbe ham i kløften mens hans familie kigger den anden vej. Du beslutter dig dog for at lade være.

Hvad var hovdedårsagen til at du modstod fristelsen? Vælg en af flg.:

1) Manden havde softice på jakken og du ville ikke have snaskede fingre.

2) Konen og børnene ville sikkert alligevel opdage dig og du ville ikke kunne nå at smide dem ned også.

3) Du vurderede at det ville gøre konen og børnene ulykkelige hvis manden døde.

4) Du var nervøs for selv at glide ned hvis du skulle tættere på kanten.

5) Du kom i tanke om den 1. formulering af Kants kategoriske imperativ og indså at det ville være fornuftsstridigt at skubbe manden ud.

6) Ved nærmere eftersyn var uret alligevel ikke så fedt.

Eller angiv selv en begrundelse.

Test-resultatet:
Der er kun ét svar der er korrekt. Hvis du ikke ved hvad det er (eller selv angav en alternativ begrundelse), er du højst sandsynligt psykopat, men det vidste du nok godt i forvejen (med mindre du også er dårligt begavet).

....................

Det smarte ved testen er at den også kan bruges til at teste om din chef er psykopat. Man indsætter bare chefen i stedet for sig selv i eksempel og valgmuligheder. Det kan selvfølgelig være svært at vide præcis hvordan ens chef ville svare, men man kan jo høre ham/hende ad.

Kloakeringens afgørende indflydelse

Flere ærværdige blogge (fx Ursuppen og ScienceBlog) har skrevet om et arrangement i denne uge. I beskrivelsen af det står der bl.a.:

”Naturvidenskaben har haft afgørende indflydelse på vores tankegang og mentalitet. Men hvor er naturvidenskabens stemme i den offentlige debat i dag? Hvorfor gemmer naturvidenskaben sig fortsat i laboratorierne? […]Vær med, når Det Kongelige Bibliotek tager naturvidenskabens rolle i den offentlige debat op til revision.”

Jeg har lavet en rask analogi:

Kloakering har haft afgørende indflydelse på vores hygiejne og sundhedstilstand. Vær med når Odense Vandværk tager kloakarbejdernes rolle i den offentlige sundhedsdebat op til revision.

Ok, det er en provokation og analogien er måske ikke helt fin i kanten. Men er det så indlysende at naturvidenskabsfolk qua naturvidenskabsfolk er specielt forpligtede til at udtale sig i den offentlige debat? Det kunne jo tænkes at deres bidrag som naturvidenskabsfolk består i at lave god naturvidenskab og ikke i at være samfundsdebatører. Jeg har brokket mig over det før (se selv her).

Kan du kende en analytisk filosof på gangen?

Jeg så lige et udmærket indlæg på Abgrund om analytisk sprogfilosofi. Et sted i indledningen står der ’analytiske filosoffer’ i stedet for ’analytiske sprogfilosoffer’ (indrømmet: det ville også lyde klumpet). Det er sikkert en fejl, for resten af indlægget er meget omhyggeligt med at diskutere analytisk sprogfilosofi fremfor analytisk filosofi generelt. Det er klogt, for jeg tror mange ikke-analytikere opfatter analytisk filosofi som noget med en ’sprog-fixering’, men det dækker nok analytiske filosoffers selvforståelse ret dårligt.

Det fik mig dog til at tænke på hvordan man egentlig skelner mellem analytisk filosofi og ikke-analytisk filosofi (lad os bare kalde det kontinental). Ingen der læser denne blog vil nok være i tvivl om hvor jeg hører til (hvis man altså kender skellet), og ofte danner man sig lynhurtigt en mening om en evt. observans på andre blogge – men hvordan gør man det? Er det ud fra meta-filosofiske præferencer (fx sprogopfattelse, grund-ontologi og argumenttyper) som man skulle forvente?

Mit gæt er at det snarere er ud fra markører som fx emnevalg, personlig skrivestil, reference-typer, mængden af tysk/fransk vs. engelsk, antallet af indlæg, homogenitet eller det modsatte osv. Fx tænker jeg selv automatisk at der er tale om en ’kontinental blog’ når der er en udpræget sammenvævning af personligt og fagligt. Men det kunne jo strengt taget testes empirisk [= ikke-kontinentalt udsagn].

Jeg må hellere understrege at jeg faktisk ikke mener at skellet ml. analytisk og kontinental er særligt frugtbart og gerne ser det forsvinde. Men det er et faktum at det er en del af den måde de fleste filosoffer ser det filosofiske landskab på – det er en sorteringsmekanisme som man ikke uden videre slipper af med. Og måske reflekterer det faktisk noget om identitet, personlighedstype mv. Det kunne være sjovt at undersøge om man også kan se på andre filosoffer om de er analytiske eller kontinentale.