Studieobjekter på talerstolen

Der har været diskussion om det (ikke-)acceptable i at tidligere Stasi-officerer var inviteret til at tale på en stort opslået konference ved Syddansk Universitet i sidste uge (se fx Information og 180 grader). Ud over denne moralske diskussion, mener jeg dog at sagen rummer et overset videnskabsteoretisk problem: Er det rimeligt at lade objekterne for en videnskabelig undersøgelse fremlægge deres private opfattelse i et videnskabeligt forum?

Det kan være der er aspekter, jeg ikke kender til (fordi de ikke er fremgået at pressen), men umiddelbart ville jeg vurdere at det var usædvanligt at invitere folk til at tale i et akademisk forum hvis deres eneste kvalifikation er at de er en del af studieobjektet (og de således ingen akademiske kvalifikationer besidder). Det svarer vel til at invitere Counter Strike-nørder med på en konference om populærkultur, eller hvad?

Selvfølgelig kan man sige at de formentlig sidder inde med informationer der er relevante for det videnskabelige studium, men det er ikke normal videnskabelig praksis at indsamle viden om feltet ved at invitere informanterne til at holde oplæg på en konference, hvor der oven i købet (hvis pressens referat er korrekt) ikke er tid til at stille informanterne spørgsmål.

Jeg er ikke selv helt afklaret om hvad jeg mener – jeg undrer mig bare lidt over konferencen og hælder imod at der er tale om et mediestunt snarere end en akademisk begivenhed.

Nu er den her! Psykopat-testen!

Jeg får mange mærkelige hits på denne blog - blandt nogle af de hyppigste er søgninger på 'søko' og 'psykopat-test'. Det sidste har jeg ikke skrevet noget om, men da behovet åbenbart er stort i dagens Danmark for sådan en test, har jeg bikset en sammen:

.......

Forestil dig at du står ved en klippekant. Ved siden af står en mand med kone og børn. Du bemærker at manden har et meget flot ur, og du overvejer om kan komme til at tage uret og skubbe ham i kløften mens hans familie kigger den anden vej. Du beslutter dig dog for at lade være.

Hvad var hovdedårsagen til at du modstod fristelsen? Vælg en af flg.:

1) Manden havde softice på jakken og du ville ikke have snaskede fingre.

2) Konen og børnene ville sikkert alligevel opdage dig og du ville ikke kunne nå at smide dem ned også.

3) Du vurderede at det ville gøre konen og børnene ulykkelige hvis manden døde.

4) Du var nervøs for selv at glide ned hvis du skulle tættere på kanten.

5) Du kom i tanke om den 1. formulering af Kants kategoriske imperativ og indså at det ville være fornuftsstridigt at skubbe manden ud.

6) Ved nærmere eftersyn var uret alligevel ikke så fedt.

Eller angiv selv en begrundelse.

Test-resultatet:
Der er kun ét svar der er korrekt. Hvis du ikke ved hvad det er (eller selv angav en alternativ begrundelse), er du højst sandsynligt psykopat, men det vidste du nok godt i forvejen (med mindre du også er dårligt begavet).

....................

Det smarte ved testen er at den også kan bruges til at teste om din chef er psykopat. Man indsætter bare chefen i stedet for sig selv i eksempel og valgmuligheder. Det kan selvfølgelig være svært at vide præcis hvordan ens chef ville svare, men man kan jo høre ham/hende ad.

Kloakeringens afgørende indflydelse

Flere ærværdige blogge (fx Ursuppen og ScienceBlog) har skrevet om et arrangement i denne uge. I beskrivelsen af det står der bl.a.:

”Naturvidenskaben har haft afgørende indflydelse på vores tankegang og mentalitet. Men hvor er naturvidenskabens stemme i den offentlige debat i dag? Hvorfor gemmer naturvidenskaben sig fortsat i laboratorierne? […]Vær med, når Det Kongelige Bibliotek tager naturvidenskabens rolle i den offentlige debat op til revision.”

Jeg har lavet en rask analogi:

Kloakering har haft afgørende indflydelse på vores hygiejne og sundhedstilstand. Vær med når Odense Vandværk tager kloakarbejdernes rolle i den offentlige sundhedsdebat op til revision.

Ok, det er en provokation og analogien er måske ikke helt fin i kanten. Men er det så indlysende at naturvidenskabsfolk qua naturvidenskabsfolk er specielt forpligtede til at udtale sig i den offentlige debat? Det kunne jo tænkes at deres bidrag som naturvidenskabsfolk består i at lave god naturvidenskab og ikke i at være samfundsdebatører. Jeg har brokket mig over det før (se selv her).

Kan du kende en analytisk filosof på gangen?

Jeg så lige et udmærket indlæg på Abgrund om analytisk sprogfilosofi. Et sted i indledningen står der ’analytiske filosoffer’ i stedet for ’analytiske sprogfilosoffer’ (indrømmet: det ville også lyde klumpet). Det er sikkert en fejl, for resten af indlægget er meget omhyggeligt med at diskutere analytisk sprogfilosofi fremfor analytisk filosofi generelt. Det er klogt, for jeg tror mange ikke-analytikere opfatter analytisk filosofi som noget med en ’sprog-fixering’, men det dækker nok analytiske filosoffers selvforståelse ret dårligt.

Det fik mig dog til at tænke på hvordan man egentlig skelner mellem analytisk filosofi og ikke-analytisk filosofi (lad os bare kalde det kontinental). Ingen der læser denne blog vil nok være i tvivl om hvor jeg hører til (hvis man altså kender skellet), og ofte danner man sig lynhurtigt en mening om en evt. observans på andre blogge – men hvordan gør man det? Er det ud fra meta-filosofiske præferencer (fx sprogopfattelse, grund-ontologi og argumenttyper) som man skulle forvente?

Mit gæt er at det snarere er ud fra markører som fx emnevalg, personlig skrivestil, reference-typer, mængden af tysk/fransk vs. engelsk, antallet af indlæg, homogenitet eller det modsatte osv. Fx tænker jeg selv automatisk at der er tale om en ’kontinental blog’ når der er en udpræget sammenvævning af personligt og fagligt. Men det kunne jo strengt taget testes empirisk [= ikke-kontinentalt udsagn].

Jeg må hellere understrege at jeg faktisk ikke mener at skellet ml. analytisk og kontinental er særligt frugtbart og gerne ser det forsvinde. Men det er et faktum at det er en del af den måde de fleste filosoffer ser det filosofiske landskab på – det er en sorteringsmekanisme som man ikke uden videre slipper af med. Og måske reflekterer det faktisk noget om identitet, personlighedstype mv. Det kunne være sjovt at undersøge om man også kan se på andre filosoffer om de er analytiske eller kontinentale.

Døden – fordele og ulemper

Thomas Harder har kaldt sin nyligt udkomne oversættelse af en artikel-samling af Umberto Eco for ”Fordele og ulemper ved døden”. Harder ikke selv har fundet på titlen, men jeg synes den (titlen altså – bogen lyder kedelig) er fantastisk og det minder mig om at jeg er irriteret over at Thomas Harder ikke har givet os oversættelser af alle Stefano Bennis værker (øv!).

I øvrigt ville titlen passe fremragende på en bog jeg læser i øjeblikket: En hollandsk læge (med filosofi-baggrund) udgav i 1994 bogen Dancing with Mr. D: Notes on Life and Death. Det er en fremragende og meget mærkelig bog, der handler om forfatterens tid som læge på en plejeafdeling i Holland.

At den foregår i Holland er selvfølgelig ikke uvæsentligt! Ved side 150 havde jeg for længst opgivet at holde tal på hvor mange der var døde (naturligt eller mindre naturligt) og man får mange tankevækkende ting at vide om mennesket, liv, død, dødshjælp, sygdom, religion, videnskab og filosofi. Hvad kan man forlange mere!? Interesssant nok er bogen også absurd sjov på en mærkelig frastødende og overraskende måde. Døden kan være grufuld, men den er også dagligdag.

Her er et eksempel fra bogen: En patient dør og hans familie beder en sygeplejerske (Mieke) sørge for at give hans tøj videre. Hun foreslår lægen (vores fortæller) at se på om der er noget han kunne tænke sig, og han går derhen og begynder at kigge det igennem:

”… there is a pile of clothes on his bed, through which I start rummaging, occasionally holding up a shirt I like and then putting it aside, the way you do at a jumble sale. While I’m busy in this way, it gradually dawns on me that there is an eerie silence in the room so I look up and glance around. I am being stared at from each of the four other beds with a mixture of horror and disgust: calls himself a doctor, lowering himself to stealing the clothes of patients who have just died!
I don’t even try to explain, but it’s very embarrassing and I slip away as quickly as I can. Mieke will keep a few shirts for me.” (Bert Keizer: Dancing with Mr. D, Black Swan, 1997, s. 159)

Bogen er tilsyneladende selvbiografisk, men selv hvis den ikke var, ville den være stærkt interessant (i modsætning til alle de ’virkelighedsdramaer’ man (især) ikke ville spilde fem minutter på hvis de var fiktion). Jeg har lyst til at anbefale den til alle - også kommende læger, men jeg ved ikke om jeg tør: Der er jo lægemangel, og jeg tror at mange ville opgive professionsdrømmen efter mødet med bogen (hvis de ikke enten er lidt afstumpede eller meget reflekterede og psykisk robuste).

Uvidenhedens velsignelse

Hvorfor er det altid sådan at man er utilfreds med det som radio og aviser bringer hvis man ved noget om emnet i forvejen?

Normalt synes jeg at Videnskabens verden på P1 er et fint program (bortset fra at jeg forbinder værten med hans tid på Børneradio og derfor hele tiden forventer at han siger at man kan ringe ind til quizzen). Men i dag hvor emnet ligger inden for mit fagfelt (om videnskabsteori og ID), var det ringe. Idéhistorikeren klarede sig nogenlunde i den del jeg hørte, om end han mildest talt ikke var nuanceret i sine udtalelser. Zoologen i slutningen derimod (jeg hørte ikke den anden) var pinlig i sine udtalelser om videnskabsteori (skomager, bliv ved din læst!).

Sådan er det tit, synes jeg. Når man ved noget om et emne, bliver man tit forstemt over den måde det behandles på i pressen. Jeg har opdaget at folk fra andre fagområder har det lige sådan. Skræmmende tanke at niveauet måske faktisk generelt er ret lavt, men at man normalt bare ikke opdager det.

Definition af terrorisme og frihedskamp

Jeg interesserer mig jo for definitioner og har længe tænkt på at skrive noget om dette begrebspar. Og nu har det aktuel betydning i en retssag om økonomisk støtte til udenlandske organisationer.

Hvis jeg var indkaldt som ekspertvidne til at definere ordene, ville jeg gøre opmærksom på at ingen af begreberne er rent deskriptive eller 'neutrale': Dvs en vigtig del af deres mening er de moralske betydningskomponenter (lige som i 'usling' eller 'hædersmand'). I tilfældet 'frihedskamp' er det fx komponenten 'oprør mod illegitim magt' (hvor 'illegitim' naturligvis henviser til moral snarere end til jura), og i tilfældet ’terrorisme’ er det fx komponenten 'opnåelse af sit ideologiske mål med uacceptable midler'.

Så retten skal altså overskride det juridiske felt og give sig ind i en moralsk vurdering. (Noget lignende ses i injuriesager, men slet ikke i samme grad.) Jeg ønsker held og lykke med projektet…

Ud over det vigtige aspekt med den indvævede moral, er det i øvrigt værd at bemærke at komponenterne som de står ikke udelukker hinanden. Dvs. at det alt andet lige vil være muligt at være frihedskæmper og terrorist på samme tid: Nemlig hvis man kæmper for en en prisværdig sag, men bruger forkastelige midler.

Absolut humor!

Jeg er blevet rodet ind i en diskussion om humorens eventuelle absolutte status (se her og her). Jeg ved ikke noget videre om emnet (ud over at flere filosofistuderende har skrevet opgaver/specialer om det og at disse oftest ikke er sjove) og det er jo altid et godt udgangspunkt for en blog-diskussion. Så her er ca. en sides skud fra hoften om humor og sjovhed hvor jeg forsvarer en relativistisk projektivisme:

Lidt om det sjoves metafysik
Jeg opfatter klart ’sjovhed’ som noget vi lægger ud på verden (det giver ikke mening at sige at verden kunne være ’sjov i sig selv’ uafhængigt af menneskets bevidsthed!) Men vi oplever det som om det er verden derude der er sjov – på samme måde som farverne ikke er ’derude’, selvom de klart opleves sådan. Så det at vide at verden ikke er sjov i sig selv, lægger naturligvis ikke en dæmper på morskaben. Og projektivismen forklarer hvorfor vi opfatter ting som ’absolut sjove’. Lidt på samme måde som vi opfatter folk som absolut irriterende eller absolut charmerende og synes at modsatte holdninger er bizarre, samtidig med at vi godt ved at der kun er tale om et personligt perspektiv.

Lidt om det sjoves erkendelsesteori og psykologi
Man ved at noget er sjovt fordi man kan mærke det: (alt andet lige) griner/smiler man (eller har lyst til det). Som regel er det sjove ’uudsigeligt’: man kan pege på det, men hvis den anden så ikke fatter det sjove, er der intet at gøre. Andre gange er der en refleksivitet involveret: man griner af at man griner (fordi man ikke burde fordi det ikke er sjovt nok til det). Dette hænder oftest i upassende situationer.

At noget opfattes som sjovt skyldes formentligt elementer som overraskelse, paradoksialitet, normbrud, indseen af egen eller andres tåbelighed og lign. Sjovhed er relativt til verdensbillede, menneskesyn mv. Derfor kan man nogle gange få andre til at se hvori det sjove består ved at peget på omstændighederne. Relativiteten betyder også at man ændrer sin humor i takt med at man ændrer personlighed og vidensniveau. Alligevel betyder det fx ikke at det man synes var sjovt som 5-årig ’i virkeligheden’ ikke var sjovt - i modsat fald ville størstedelen af verdens befolkning jo aldrig opleve noget sjovt. Og som regel deler man humor med dem man omgås fordi man deler verdensbillede, viden, tidsånd osv.

Lidt om sjovhed og moral
Disse ting følges ikke ad: der kan være umoralske ting som opfattes som sjove. Men hvis man opfatter noget som umoralsk, vil det også nogle gange betyde at det potentielt sjove fordufter. Andre gange kan man more sig over noget som man egentlig godt ved er forkert (en velplaceret fornærmende bemærkning eller lignende). Det er lige som i æstetikken: God kunst er ikke nødvendigvis moralsk god kunst. Det er formentlig moralsk bedre at grine af sige selv end af andre, men ikke altid sjovere.

Grænsetilfælde
1. Nogle gange ved man at noget er sjovt, men man synes det bare ikke aktuelt fx fordi man er tynget af sorg. I disse tilfælde giver det mening at sige ting som: ”Ja, jeg ved godt det er sjovt, jeg synes det bare ikke lige nu”. Dette er dog ikke en absolutistisk synsmåde – det handler blot om at man kan skelne mellem sin ’normal-tilstand’ og dens vurderinger og så den sorg man er i. Eller man kan sige: ”Ja-ja, jeg ved godt det er sjovt. Jeg synes bare det er synd for Mr. Fawlty”.

2. Nogle gange findes der sjove ting som kun få forstår – jeg har hørt et eksempel på tre fysik-genier der vred sig af grin ved en tavle: ingen andre ved konferencen forstod noget (det var noget om spin) og formentlig heller ikke i resten af verden.

3. I Cena Trimalchionis (fra antikken) optræder vitsen ”Carpe, carpe!” (: ”Forskærer, skær for!”). Det er efter min bedste overbevisning ikke sjovt, men jeg anerkender at det kan have været det engang (hvilket fremgår af kommentarværker mv).

Nok brainstorm: Måske er der nogen derude der faktisk VED noget om disse ting?

Ny blog-politik

Læser-service. Jeg har besluttet at skille tingene lidt ad:

Fremover fortsætter denne blog som mere all-round-filosofisk, mens mit aktuelle forskningsprojekt flytter over på den engelsk-sprogede Caroline etc. (hvad ellers?). Her vil jeg lægge hard core religionsfilosofi af ikke-teologisk observans (plus ting af generel filosofisk og videnskabsteoretisk karakter). Der er endu (halv)tomt, men jeg vil fodre løbende med ting fra mit projekt, konferencer mv.

Desuden har jeg den glæde være blevet medskribent på Forskningsfrihed? - en vigtig blog med et godt 'drive'. Jeg regner ikke med at backlinke indlæg mellem Caroline osv og Forskningsfrihed? for de er begge med på Videnskab.blogbot.dk (endnu ihvertfald).

Videnskabsteori? Hvorfor det?

Jeg tror ikke den videnskabelige praksis som sådan blandt forskere ændres ret meget ved kendskab til videnskabsteori og videnskabshistorie. Men det er jo ikke alle naturvidenskabsfolk der arbejder som forskere. Og selv de der gør, har brug for at kunne håndtere mere abstrakte diskussioner om videnskab og vide noget emnet.

Hurtige eksempler på hvad jeg selv ville tage med i undervisning i videnskabsteori:

- hvad tæller som videnskab? hvilke videnskabstyper findes der?

- hvad er kriterierne for god forskning? hvordan måler og sammenligner man det?

- hvilke typer af fejlkilder findes der på forskellige niveauer og områder?

- hvor går grænserne mellem videnskabelig uredelighed, ønsketænkning og dumhed?

- kan man skelne mellem ideologi og videnskab?

- hvordan udvikler videnskaben sig? akkummuleres der viden? er det konkurrerende paradigmer?

- hvad er forholdet mellem flerfaglighed og tværfaglighed? er kollektiv viden mulig?

- hvad er (ikke) naturvidenskabens genstandsområde?

- hvad er videnskabens rolle i samfundet? fx forholdet ml. eksperter og befolkning?

Ideelt set synes jeg at enhver videnskabsmand burde være så godt at vedkommende ville kunne svare for sig på disse punkter i Deadline mod fx relativister, ID-tilhængere, krystal-healere, maskinstormere eller andre. Og det gælder også de humanistiske videnskabsfolk! (Hvor mange af jer underforstod naturvidenskab hele vejen igennem?)