Facebook og almen socialpsykologi

Jeg har netop læst et interessant blogindlæg af en der har to facebook-profiler – en til arbejdskolleger, og en til venner. En kollega havde opdaget det og blev overrasket. Indlægget fik mig til at tænke på at der tilsyneladende er mekanismer i facebook som er i strid med almen menneskelig psykologi.

Så vidt jeg ved, er det alment kendt at de fleste folk har
1) forskellige roller i forskellige sammenhænge (arbejde, familie, venner, bekendte osv.),
2) forskellige grader af nærhed med forskellige mennesker, og at
3) det er underforstået at det forholder sig sådan.

Jeg anser disse forhold for moralsk helt uproblematiske – det er ikke alt man ønsker at alle skal vide om en, og heller ikke alt man ønsker at vide om andre.

Disse sociale navigationsrregler er dog umulige at opretholde på facebook. For det første har de fleste (går jeg ud fra, måske tager jeg fejl) kun een profil som alle ens kontakter så kan se. For det andet kan man ikke uden videre lave nuancer fordi man fortæller alle lige meget (eller lige lidt). Og for det tredje kan man ikke lave grænser uden at det er meget synligt.

I det virkelige liv vil det være ilde set at sige ”det kommer ikke dig ved” på den måde som man gør på facebook ved at skjule nogle af sine oplysninger. Der er også sjældent så direkte afvisninger som hvis man ’ignorerer’ eller ’afviser’ venskabsforslag, gruppemedlemskaber eller lign. Efterhånden skjuler de fleste deres profil for alle de ikke er venner med, men ikke deres liste over hvem de er venner med. Det virker acceptabelt for de fleste, men vil det også være ok at skjule oplysninger for nogle af sine kontakter? Det tror jeg de fleste ville opfatte som overtrædelse af almindelige sociale normer, specielt i situationer hvor man ikke selv har skjult noget for den anden eller kører med ”dobbelt facebook-regnskab”.

Det sjove er jo også at de sociale mekanismer som man ubesværet navigerer efter i det virkelige liv, ville være ret besværlige at håndtere på facebook. Tænk hvis man hver gang man havde posted noget, skulle angive hvem der måtte se og ikke se historien.

James om Schopenhauer og Nietzsche

Jeg læser William James i øjeblikket (The Varieties of Religious Experience). Her er hvad han skriver om Schopenhauer og Nietzche:

"The sallies of the two German authors remind one, half the time, of the sick shriekings of two dying rats."

Jeg har på fornemmelsen at man ikke slipper afsted med at formulere sig sådan i en (ph.d.-)afhandling idag. Mildest talt.

Argumentatorisk isbjergstaktik

Jeg ved at filosoffer nogle gange fornemmer at folk fra andre faggrene ser lidt nervøst til dem i diskussioner, men jeg har aldrig rigtig forstået hvad denne nervøsitet skulle bunde i. Jeg hørte for nylig en fin betragtning (fra en med en anden faglig baggrund) der måske forklarer det.

Hans forklaring var at mange fornemmer filosoffens særlige diskussionsstil som han sammenlignede med isbjerge - på afstand ser det meget uskyldigt ud, men hvis man nærmer sig uforsigtigt, viser det sig at den lille isflage der blot skulle passeres, faktisk var en kæmpe stor blok af skibsforlisende art.

Billedet er overdrevet, men jeg kan udmærket se pointen. Filosofiske spørgsmål - fx til konferencer og foredrag - indledes ofte med et kort spørgsmål i stil med: "Så vidt jeg forstår, så mener du at ...osv.". Oplægsholderen synes at det lyder meget tilforladeligt og nikker, hvorefter der kommer en opfølgning der viser at hele foredraget er grundlæggende inkonsistent, at det hviler på højst kontroversielle filosofiske antagelser eller lign.

Det særligt onde ved denne taktik er, at nogle gange er der blot tale om et uskyldigt opklarende spørgsmål, en lille isflage, som man kan sejle frejdigt forbi . Andre gange er der ikke. Men det kan være være virkelig svært at gennemskue før man har givet sit svar.

Måske er årsagen til denne isbjergstaktik at den er helt gratis for filosoffen: Hvis hun får et svar som afskærer muligheden for at køre et isbjerg i stilling, kan hun enten blot lade som om hun ikke intenderede det som andet at få præciseret af et eller andet interessant, eller også kan hun læne sig tilbage med et sigende blik, der antyder for de tilstedeværende at hun har isbjerget inden for rækkevidde, men lader nåde gå for ret og lader være med at bruge det.

Andre faggrene bruger sikkert også taktikken, men folk med samme baggrund kan som regel gennemskue om der er optræk til et isbjerg eller ej. De filosofiske argumenter kommer derimod tit fra en kant hvor man fornemmer at der er en risiko, men man kan ikke vurdere hvad den består i og hvor stor den er.

Til sidst et råd til evt. ikke-filosoffer der kan genkende problemet: Man skal ikke lade sig narre af at filosoffen indleder med "Jeg har lige et opklarende spørgsmål...". Måske er der et isbjerg bag, måske ikke.

Ost af modermælk

eller: Hvordan æstetiske vurderinger kamufleres som etik.

En schweizer har angiveligt bebudet at han vil masseproducere ost, sovse og andre produkter af modermælk købt hos diverse kvinder. Nogle amerikanske dyrevelfærdsaktivister synes det er en oplagt idé for at spare køerne for deres lidelser. (Argumentet er vel bl.a. at det bedre aldrig at være blevet født end at være malkeko.) Aktivisterne har derfor kontaktet Ben & Jerry's for at få dem til at ændre deres is-produktion. (Sagen er omtalt i Information d. 1/10 2008.)

Forbrugerne viser dog tilsyneladende ikke den store interesse for det nye produkt. Det interessante er imidlertid argumenterne for at afvise modermælksost mv. – de går nemlig på at produktet er usikkert fordi mælken ikke kan kontrolleres (hvad har moderen fx spist af medicin?) og på at det kan tilskynde mødre til at sælge mælken i stedet for at give den til deres spædbørn. Altså klassiske konsekvens-etiske indvendinger.

Mit gæt er at disse argumenter er udtryk for hykleri. Den sande grund til at modsætte sig produktionen er at det virker ulækkert! Men på denne måde bruges etiske argumenter til at retfærdiggøre holdninger der reelt er æstetisk begrundet.

Jeg tror der er mange tilfælde af denne strategi hvor en æstetisk dagsorden bevidst eller ubevidst forklædes som etik. Folk kan ikke lide at se på tykke mennesker, ergo prøver man at argumentere for at det er et moralsk problem (fordi det belaster samfundsøkonomien, de har et dårligt liv osv.). Noget lignende tror jeg gør sig gældende i modstand mod at spise hunde og katte, mod homoseksuelle, mod piercinger, mod tørklæder osv.

Men hvad er pointen med at bruge etiske argumenter frem for æstetiske? Jo, på den måde kan man give et argument for både 1) hvorfor man fx ikke selv vil spise modermælksost, OG 2) hvorfor andre heller ikke skal gøre det!

For problemet med det æstetiske argument er jo at det ikke kan udvides til andre (med mindre man kan godtgøre at deres handling i overvejende grad også berører andre end dem selv). Hvis man synes modermælksost eller kattesteg er ulækkert, kunne man jo bare sige nej tak. Men sandheden er at man også synes at det er ulækkert at andre spiser det, så der må stærkere argumenter til hvis man vil forhindre dem i det. Heraf argumenter der bygger på etik og samfundshensyn.

Jeg hævder ikke at de etiske argumenter nødvendigvis er forkerte – blot at vi narrer os selv, hvis vi tror at det er der, den motiverende argumentationskraft ligger. Chocolate fudge brownie er en fantastisk is, men jeg ville ikke synes om at spise den hvis den var lavet af modermælk - uanset hvor velkontrolleret og ikke-babyskadende produktet måtte være.

Irriterende læsning

Så sluttede afstemningen om grænseløst irriterende ting ved denne blog endelig. Tak til de deltagende - resultatet kan skimtes her:

20 stemte og stemmerne fordelte sig således:

2 mener jeg er UTROLIGT længe om at svare på kommentarer
11 mener der er for langt mellem indlæg
3 mener at ellers lovende indlæg altid viser sig at være det rene pjat
5 mener der er for få indlæg om byture og opskrifter
5 mener at ALT ved bloggen er irriterende

Umiddelbart kan jeg jo se at det må betyde at der findes mindst 15 personer i verden der ikke synes at ALT ved bloggen er irriterende (med mindre nogle har stemt flere gange). Det interessante er selvfølgelig hvad de 5 der synes at ALT ved den er irriterende laver her. Jeg tænker at de måske er tvangslæsere som jeg selv: Jeg kan ikke se noget tekst uden at læse det. Derfor læser jeg tit hvad der står på havregrynspakken for 117. gang. (Det er den sande begrundelse for at holde avis - så man kan forhindre sig selv i at læse på havregrynspakken.)

Men egentlig var afstemningen inspireret af en anden blog (jeg har desværre glemt hvilken) der havde et indlæg der handlede om det (velkendte?) fænomen at man ind imellem ser et indlæg (eller en hel blog) som man synes er så galt afmarcheret at man slet ikke orker at begynde at forklare vedkommende hvad der er galt. Ideen med hans indlæg var så at opfordre folk til at gøre det alligevel og fortælle hvis de synes der var noget galt med hans blog (der var vist desværre ikke den store respons). Ideen er dog god - jeg tror at man nemt bliver blind for at ens egen holdning ikke er indlysende for alle og enhver.

Ja, ok. Og så må jeg nok også hellere kommentere at 11 ud af 20 synes der er for langt mellem mine indlæg - det tillader jeg mig selvfølgelig som et positivt tegn. Og der bliver lidt stille noget tid endnu, mens jeg tager mig af dette lille projekt:




Flot plakat, ikke? Bare jeg kunne lave sådan noget selv.

Og til sidst et lille mad-tip nu hvor kastanie-sæsonen nærmer sig: Når man skal lave kastanier i ovnen, er det en god idé at lægge dem 10 min. i koldt vand før man snitter i dem. Så slipper de skallen meget nemmere.

Så er den klaret.

Efter os - et sort hul

For en gangs skyld er der stor opmærksomhed omkring grundforskning, om end måske ikke helt i den form forskerne kunne ønske sig. Vi taler naturligvis om muligheden for verdens undergang onsdag d. 10. september 2008 når fysikere i Cern vil forsøge at skabe et sort hul (se fx omtale her). Jeg har selvfølgelig et par ting at bemærke i den anledning:

For det første:
Hvis det virkelig kunne lykkes at lukke hele biksen med et sort hul, ville det virkelig give baghjul til forestillingen om ”après nous, le déluge”.

For det andet:
Der synes at være gode moralske argumenter for at det faktisk ville være en fin måde at udslette Jorden på hvis det endelig skulle være:

1) det vil formentlig være smertefrit fordi det vil gå så hurtigt.
2) det vil ikke kunne skabe uheldige præcedens- eller glidebane-effekter.
3) der vil ikke være nogle sørgende efterladte (bortset måske fra Gud, men det kunne han have tænkt på noget før).

Disse kriterier kan andre masseødelæggende ting slet ikke leve op til (fx virusangreb, atomkrig, tsunamier mv.) Faktisk kan jeg dårligt forestille mig en bedre måde at dø på, hvis det altså skal være. (For en god ordens skyld: Det synes jeg ikke det skal.)

I øvrigt er det en god nedtællingsagtig dato: 10-09-08...

PS. Det er sjovt så meget dækning denne ikke-nyhed har fået (nu også her!). Jeg tænker mig at det er lidt lige som når folk skal forsøge sig med risiko-vurdering: Psykologiske eksperimenter viser at man skyder helt galt når de skal angive sandsynlighede for at dø af hajbid (overvurderes kraftigt i forhold til objektiv sandsynlighed), i trafikken eller af kræft (undervurderes kraftigt i forhold til objektiv sandsynlighed). Som allerede Sextus Empiricus påpegede, har vi tendens til at fokusere på det spektakulære og sjældne. Men det er en anden historie.

Er humanister kedelige?

I forlængelse af mit tidligere indlæg (og diskussioner her og hos filoffen og Stokbro) om datalogernes sang om (bl.a.) humanister kommer her en overvejelse over hvorvidt humanisters typiske selvforståelse som 'de kreative intellektuelle med de skæve selvironiske indfald' efterhånden svarer dårligt til virkeligheden. Er vi i virkeligheden de kedelige?

I hvert fald lader det til at der faktisk foregår sjovere ting andre steder. Se fx denne video der tilsyneladende er betalt af en producent af udstyr til massespektrometri:



Til sammenligning er her lidt filosofi-musik: David Chalmers synger The Zombie Blues:



(Ja, ja. Der er selvfølgelig Pythonernes filosof-sang. Men den er altså temmelig gammel.)

Tese:

Humanister (herunder filosoffer) er ikke så sjove som vi selv tror.

Bortforklaringsmodeller:
1) Naturvidenskab og industrien har flere penge at være sjove for.
Mit svar: ... men det behøver vel ikke at koste det store at lave noget sjovt?

2) Jeg er dårlig til at finde sjove filosofiske/humanistiske ting
Mit svar: OK, det er muligt, men så vis mig noget. Jeg er villig til at ændre mening ud fra evidens.

3) Sjovhed er ikke vigtigt for filosofi/humaniora
Mit svar: Jo, det er - om ikke andet så i branding-krigen fagene imellem. Og som de plejede at sige i radioen: Det er kedeligt at kede sig - det er sjovt at have det sjovt.

Symposium: Religionsvidenskabens videnskabsteori

Det er lige gået op for mig at jeg har glemt at denne blog er en oplagt kanal til omtale af et arrangement jeg er med til at arrangere. Så her kommer det:

Symposium: Religionsvidenskabens videnskabsteori
29.-30. september 2008 ved SDU, Odense

Mandag d. 29. september:
9.30 - 10.15 Kaffe og indregistrering
10.15 - 10.30 Velkomst, introduktion og praktiske oplysninger
10.30 - 11.15 Søren Harnow Klausen (Filosofi, SDU):
Humanistisk videnskabsteori
11.15 - 12.00 Jeppe Sinding Jensen (Religion, AU):
Filosofiens rolle i religionsvidenskaben
Frokost
13.00 - 13.45 Armin Geertz (Religion, AU):
Religionsvidenskabens genstandsområde
13.45 - 14.30 Caroline Schaffalitzky (Filosofi, SDU):
Videnskabsteoretisk realisme i religionsvidenskaben
Kaffepause
15.00 - 15.45 Lars Albinus (Religion, AU):
Religionernes familieligheder: en vej mellem realisme og nominalisme
15.45 - 16.30 Mikael Aktor (Religion, SDU):
Religion som ikke længere er religion
16.30 - 17.15 Olav Hammer (Religion, SDU):
Hvad kan religionsforskeren undersøge? Om begrebet ’metodologisk agnosticisme’

Tirsdag d. 30. september:
9.30 - 10.15 Jesper Sørensen (Religion, SDU):
Underminerer kognitiv religionsvidenskab religiøse udsagns sandhedsprætentioner?
10.15 - 11.00 Mikael Rothstein (Religion, KU):
Hvorfor alle de spekulationer? Vi studerer jo bare mennesker
Kaffepause
11.30 - 12.15 Tove Tybjerg (Religion, KU):
Praktiske betydninger af religionsforskerens egne overbevisninger
12.15 - 13.00: Torben Hammersholt (Religion, SDU):
Mystikken som videnskabsteoretisk case
Frokost
14.00 - 14.45 Jakob Lindgaard (Filosofi og Religion, KU):
Religionsvidenskab som normsætter
14.45 - 15.30 Tim Jensen (Religion, SDU):
Værdifri og værdifuld vidensformidling
15.30 - 16.00 Afrunding

På hjemmesiden for Religionsvidenskabens videnskabsteori er der informationer om tilmelding samt præsentation af emnet, manchetter og et diskussionsoplæg.

Dataloger om humanister

I Information d. 4. september er et hold datalogistuderende ved Københavns Universitet citeret for denne sang på melodien "Jeg har set en rigtig negermand":

"Jeg har set en rigtig humanist
han var knokkelskæv og sikkert også kommunist
så jeg spurgte hvad hans pensum var
han kigged' op og gav mig dette svar...

Til sommer skal jeg op i Anders And
et nummer af Fantomet og en Supermand.
Og hvis en dag, jeg vågner af min døs
så bliver' jeg færdig og er arbejdsløs."

Respekt til datalogi!

Om intelligent design i skolen igen

Jeg har tidligere bidraget til en antologi om evolutionsteori og intelligent design (ID) - se en kort udgave her. I mit kapitel skrev jeg om diskussionen om hvorvidt ID bør have plads i biologiundervisningen i skolen og jeg konkluderede bl.a. at det vil være uheldigt at give ID en ligeværdig behandling fordi det ikke er en ligeværdig teori og fordi børn ikke er i stand til at gennemskue dette.

Nu er jeg blevet gjort opmærksom på - tak, Louise - at mit kapitel er blevet diskuteret her af en af medredaktørerne af Origo. Det er altid virkelig rart når ens arbejde bliver taget alvorligt og afføder opmærksomhed og diskussion – så tak for omtalen. Det gør at man tager sig tid til den slags en anden gang.

Desværre var der ingen diskussionsfunktion på siden. Hvis der havde været det, kunne jeg nemlig for en god ordens skyld have peget på nogle af problemerne i omtalen af og kommentarne til mit kapitel:

For det første antager kommentatoren vist at jeg mener at videnskaben leverer evige og absolutte sandheder som skolen så skal formidle. Og det indvendes at videnskaben kan kritiseres og at eleverne selv bør have mulighed for at undre sig og finde mulige forklaringer. To bemærkninger til dette:

1) Jeg mener at videnskaben er fejlbarlig, og man kan sagtens mene og formidle denne opfattelse i biologiundervisningen uden derved at forpligte sig til at inddrage alle mulige (uplausible) teorier. Der findes fx en hel del uenighed internt i biologien.

2) Jeg mener det er en undervurdering af niveauet i biologiske videnskaber at forestille sig at skoleelever kan deltage for alvor. Ja, de kan undre sig og prøve at gætte sig frem (lidt ligesom Aristoteles) af hensyn pædagogiske hensyn, men det nærmer sig en grov anti-intellektualisme at mene at forudsætningsløse elever vil kunne opstille lødige alternativer til moderne evolutionsteori. (Hvis nordmændene virkelig som anført mener noget andet, vil jeg mene det er værst for dem.)

For det andet virker det som om kommentatoren mener at (jeg har den opfattelse at) darwinisme er ateistisk og at darwinismen ”fastholder at alt som ser ud til at være designet i naturen, ikke er designet”. Endvidere hævdes det at hvis ikke darwinismen diskuteres i biologitimerne, vil det svare til ateistisk forkyndelse. Igen et par bemærkninger:

1) Efter min mening ’fastholder’ darwinismen på ingen måde at ting ikke er designede – det ville ligge langt ud over hvad teorien kan løfte! Den mener blot at kunne forklare naturfænomener uden at gribe til design-forklaringer.

2) Og nej, skolen skal efter min mening ikke være forkyndende (ateistisk, kristen eller andet) – specielt ikke i biologi hvor man bør beskæftige sig med helt andre ting. Men som sagt mener jeg heller ikke at darwinisme i sig selv er ateistisk.

Endelig irriterer det mig lidt at der bliver argumenteret mod de af mine afsnit der handler om ID-teoriens uformåen. Disse afsnit har nemlig kun opsamlende karakter – mit kapitel er det sidste i bogen og jeg henviser tilbage til de ret hårdtslående filosofiske, biologiske og teologiske argumenter mod ID i de øvrige kapitler. Herved er opfordringen til at læse disse kapitler også givet videre.