torsdag den 21. juni 2007

Anvendt filosofi - virkeligheden kalder

For nogen tid siden holdt jeg et foredrag hvor en af mine pointer var at filosoffer er forpligtede til at engagere sig i såkaldt 'anvendt filosofi', dvs filosofi der beskæftiger sig med konkrete spørgsmål der rækker ud over en akademisk, teoretisk diskussion.

Mange filosoffer mener ikke virkeligheden kommer dem ved og vil således ikke bruge tid på fx at svare på journalisters spørgsmål. Jeg indrømmer at dette nogle gange er forståeligt - selv blev jeg engang bedt om at svare på hvad der var "meningen med tsunamien" (jeg foreslog ham i stedet at ringe til en teolog som havde mere direkte adgang til viden om Guds vilje). Men selv dårlige eller uklare spørgsmål bør velkommes - om ikke andet kan man jo forklare hvorfor måden at spørge på er uheldig og foreslå nogle alternative vinkler.

Grunden til disse overvejelser er at jeg selv lige har talt med en journalist fra berlingske.dk der ledte efter forklaringer på hvorfor Madeleine-sagen (om den lille pige der blev bortført under ferie med sin familie) bliver ved med at køre i medierne. Siger det fx noget om vores moderne samfund?

Jeg sagde kort fortalt at jeg mente det var et forkert sted at lede efter forklaringen - mit bud er at sagen får så stor opmærksomhed fordi den på mange måder er udtryk for overskridelse af grænser (tabuer) der ligger dybt i alle mennesker: Bevidst skade af børn, bortførelse midt om natten, mulig seksuel krænkelse osv. Var det en 50-årig mand der var blevet bortført, var det knap så interessant (omend slemt for familien), var pigen blevet dræbt af en lastbil i en ulykke var det heller ikke en stor mediesag (men igen en stor ulykke for familien). Grænseoverskridende handlinger trigger vores umiddelbare (skrækblandede) interesse sådan som det også ses ved reaktioner på dyremishandling og kannibalisme. Historien kommer på berlingske.dk i løbet af formiddagen (22/7) for de interesserede.

En sidste bemærkning om at udtale sig til pressen med forsker-sherifstjernen på: Man bør altid gøre opmærksom på hvornår man udtaler sig på baggrund af specifik forskning i emnet og hvornår man 'skyder fra hoften' og blot giver et kvalificeret gæt. Jeg har hørt flere forskere sige at der ikke er tid til at tage forbehold i de 10 sekunder man får, men det mener jeg er forkert! Det er blot at tilføje et 'jeg vil skyde på' eller 'mit gæt er' eller lignende - det tager ikke lang tid.

3 kommentarer:

Anders sagde ...

Gode pointer (både i blogposten og berlingske.dk). Mht. at tale med journalister, så synes at denne guide er rigtig god, og jeg kan genkende mange af de signaler, han snakker om (den med keyboardet :-) ). Her er et link.

bedste hilsener
Anders

caroline osv. sagde ...

tak for godt link - bare lidt absurd at det nærmest udvikler sig til en videnskabelig disciplin i sig selv at tale med pressen..

Anders sagde ...

Måske skal lektorer og opefter til at have en spindoktor tilknyttet :-D