Er matematik vigtigt for alle?

I en brochure for voksenundervisning så jeg et par opgaver taget fra 6. klasses matematikundervisning. Ideen var at hvis man ikke kunne løse dem, skulle man måske overveje et kursus så man kunne hjælpe sine børn med lektier.

Den ene opgave var en 1.-gradsligning, den anden noget brøkregning. Jeg måtte konstatere at jeg ikke uden videre kunne huske fremgangsmåden til at løse dem, så det måtte jeg tænke mig til.

På dette tidspunkt slog det mig at jeg faktisk ikke har brugt matematik til noget uden for skolesystemet. Almindelig regning (aritmetik) bruger man selvfølgelig hele tiden (selvom jeg ikke kan huske at jeg nogensinde har haft nytte af en kvadratrod), men hvad med brøkregning eller 2.-gradsligninger?

Min pointe er ikke at hetze mod matematik - jeg spørger af ren nysgerrighed. Jeg har således aldrig haft en aversion mod matematik; matematik er nyttigt, fascinerende osv. Men hvordan er det lykkedes at sælge ideen (som jeg vist ubevist gik rundt med) om at matematik er vigtigt for alle folk og at man skal bruge megen tid og mange kræfter på det i skole og gymnasium – uanset om man skal beskæftige sig med naturvidenskabelige sysler senere? Er det noget med at man skal have det i skolen for det tilfælde at det viser sig at man faktisk skal bruge det senere? Er det noget med at træne logisk tænkning? Det sidste kunne man vel også gøre på andre måder?

Måske overser jeg nogle steder hvor jeg bruger matematik uden at være klar over det. Det kan også være at alle andre end mig har daglig nytte af 2.-gradsligninger. Kan man mon give et bud på hvor stor en del af befolkningen der bruger brøkregning for alvor?

Småbemærkninger om artikler på videnskab.dk

En af de gode ting ved at have en blog er jo at man også kan bruge den til at få luft for sine frustrationer på en ret gratis måde. Fx kan det jo ske at man læser en tilsyneladende lovende artikel på Videnskab.dk og så tænker: "aj, helt ærligt!".

Her er to eksempler: En om at humorens kode er knækket og en om at vores beslutninger ikke er rationelle, men derimod automatiserede og ubevidste.

Den første hævder at "noget er sjovt, hvis det går imod, hvad der normalt er acceptabelt, under forudsætning af at det stadig er harmløst". Jeg tænker at bestemmelsen både er for bred og for smal: der kan være ting som går imod det normalt acceptable, men som ikke er sjovt (find selv på eksempler) og der kan være sjove selvom de ikke går imod nogle normer (de er fx bare overraskende). Altså: tyndt og skuffende.

Den anden hævder at fænomener om stereotyper gør at vi ikke forholder os rationelt til fx politiske udsagn: "Allerede inden udsagnet er læst til ende, har vi ubevidst taget stilling. Herefter ser vi hele sagen i vores holdningers optik." Men hvad så når vi beslutter noget som vi ved går imod vores dybtliggende fordomme? Selvom vi har fordomme som påvirker os bagom ryggen, betyder det jo ikke at andre faktorer ikke også kan medvirke til at bestemme vores handlinger. Øv igen.

Hvorfor læser jeg så den side? Fordi der også er sjove ting. Fx om at computerspil er et effektivt pædagogisk redskab. Nu håber jeg så bare at jeg kan stole på at de har tænkt denne artikel igennem.

Akademisk formidling

Trods diverse politiske udmeldinger og mere eller mindre tvivlsomme tiltag, har formidling (så vidt jeg kan skønne) stadig ikke specielt høj status internt i det akademiske.

Men jeg synes det er sjovt at tænke over hvordan man kan formidle akademisk stof og jeg kan ikke selv lade være med også at vurdere det aspekt når jeg læser, hører foredrag og lign. Her er et par eksempler på nogle der efter min mening gør det rigtig godt i en genren formidling af akademisk stof på nettet:

Først en om David Hume:



Det er helt vildt hvad han når på de 3 minutter. Havde han haft 20 sekunder til, kunne han sikkert også have nået naturalismen og moralfilosofien...

Og så noget feministisk om Twilight:



Jeg aner (næsten) intet om Twilight, og efter at have set dette, skønner jeg at det nok ikke gør så meget....

Den sidste er en om motivation i arbejdslivet, den ser måske lidt lang ud, men giv den en chance:



Kommentarer er vist overflødige her.

Jeg tror grunden til at jeg synes de tre fungerer er at de kombinerer (på hver deres måde) billeder og indhold fantastisk, at informationstætheden er høj, og at de er sjove. Der er sikkert også en målgruppefaktor involveret, men så må jeg bare konkludere at jeg hører til den målgruppe som rammes her.

Lykkelige rotter

Kan det være dyrplageri at gøre en rotte lykkelig?

Hvis en rotte kan gøre sig selv lykkelig med en mekanisme der langsomt slår den ihjel, er det så dyrplageri? Og i så fald med hvilken med hvilken begrundelse?

Dette er temaet for mit første blogindlæg på den filosofiske gruppeblog på videnskab.dk. Hele indlægget kan læses her, men eventuelle kommentarer er også velkomne på denne blog (for dem der ikke har tålmodighed til debatten på videnskab.dk).

Animationsfilm og Bechdel-test

Kender du Bechdel-testen? Jeg gjorde ikke før jeg læste om den her (hvor der er et fint videolink og gode ting i kommentarsporet).

Det er tilsyneladende en nu klassisk test for hvordan kvindelige karakterer frames i en film. Filmen består testen hvis

1) der er mere end én kvindelig karakter med (ekstra-kriterium: kvinderne skal have navne), og
2) de taler med hinanden på et tidspunkt i filmen, og
3) de taler om noget andet end mænd

Testen siger ikke noget om hvorvidt filmen er god eller dårlig (eller feministisk eller ej), men kan være med til at belyse hvordan film er med til at skabe vores stereotyper af kvinder.

Lad os prøve testen på gode animationsfilm (primært) rettet mod børn.

Et skud fra hoften siger disse film dumper testen:
Mulan, Toy story 1 og 2, Find Nemo, Op, Herkules, Dumbo, Monsters Inc, Robin Hood, Junglebogen, Walter og Trofast (alle), Peter Pan, Aristocats, Løvernes konge, Mads og Mikkel, Sådan træner du din drage, Lady og Vagabonden, Bernhard og Bianca, Ratatouille, The Cat in the Hat, Robotter, Stor ståhaj, Happy feet, Surf’s Up, Tigerdyrets familiefest, Klokkeren fra Notre Dame, Hjælp jeg er en fisk, Skyllet væk, Ice age, Wall-E, samt Svampebob.

Nogle vil jeg blive nødt til at gense for at kunne bedømme det. Det gælder fx Horton og støvfolket, Cirkelinefilmene, Porco Rosso, Shrek 2 og 3, Snehvide, Jungledyret Hugo (alle) og Den lille havfrue.

Men her er nogle gode der består:
De frygtløse – the muuhvie, Prinsessen og frøen, Coraline, Chihiro og heksene, Min nabo Totoro, Kiki den lille heks, Lilo og Stitch, Alice i eventyrland, Bennys badekar, De utrolige (ikke helt sikker), hm... andre?

Og kan nogen forresten komme i tanke om animationsfilm der ikke kan bestå den omvendte Bechel-test (med mandlige karakterer i stedet for kvindelige)?

Med i ny filosofi-blog

Jeg har sagt ja til at medvirke på en ny gruppeblog om filosofi under videnskab.dk. Vi er fem der skiftes til at skrive indlæg og det første (af Søren Overgaard om tankelæsning) er netop kommet op idag - det anbefales hermed.

Min plan er dog at krydspostere mine egne indlæg fra gruppebloggen her efterhånden som de kommer på - så kan folk selv vælge hvilken diskussion de helst vil deltage i (om nogen).

Kvindelige forskere overser formidlingspotentiale

Jeg har tidligere udtrykt mine stærke forbehold over for arrangementer af den type som selv fortalerne nu kalder 'forskernes svar på X Faktor'. Konceptet er at ph.d.-studerende dyster i forskningsformidling (på tre minutter) til et mere eller mindre uvidende publikum og det er (efter min mening) problematisk på flere måder. Det var således også nedslående at læse den ukritiske omtale af årets udgave i Information.

Så da jeg så at Forskerforum (blad for bl.a. universitetsansatte forskere) havde et to-siders opslag om arrangementet, tænkte jeg at nu ville der komme noget tiltrængt modspil. Dette var dog ikke tilfældet. Konceptet sluges råt og arrangementet fremstår som vellykket – bortset fra et enkelt aspekt som Forskerforums reporter synes han må påtale. Nemlig at

”... når vi nu befinder os i et blandingsprodukt af forskning og showbizz, så er man som iagttager nødt til at bemærke den blufærdighed, de kvindelige performere generelt udviste over for deres eget køns sex-faktor. Men andre ord: flade sko, hverdags-jeans og løse gevandter – det scorer altså ikke point på rocksenen i Vega. Det behøver ikke være naked science, men vil man lave fest, kan man jo starte med at ligne en” (Forskerforum nr. 234 (2010), i afsnittet ’For lidt sex’, s. 9).

Så lad overvejelser om burka-forbud ligge og ret i stedet opmærksomheden mod kvindelige ph.d.-studerendes tvivlsomme praksis med at bære løst tøj i forskningsformidlingskonkurrencer. For forskningens og deres egen skyld. Ellers vinder de jo aldrig.

Babyers præference for hjælpsomme

Denne lille video præsenterer noget forskning som tyder på at babyer kan identificere hjælpsomme og foretrækker dem fremfor ikke-hjælpsomme:



Jeg kan se en del mulige fejlkilder, men det er et sjovt og tankevækkende forsøg. Jeg læste om det her (hvor der også er nogle flere referencer).

Fleksibilitet i hverdagen

Uddrag fra interview med Videnskabsministeren i Information:

"På Københavns Universitet har man grundet pladsmangel flyttet undervisningstimer til om aftenen. Hvordan skal for eksempel studerende med børn kunne følge den undervisning?

Man kan jo altid se glasset som halvt tomt. Jeg ved, at f.eks. på jura på Københavns Universitet er aftenundervisning et tilbud, som benyttes af studerende med børn. Så kan den anden forælder passe sit arbejde om dagen og tage over om aftenen. Så det synes jeg sådan set er en god ordning, som giver den enkelte fleksibilitet i hverdagen."

"Den anden forælder"?

Man må i øvrigt gå ud fra at det samme gælder for underviserne. Og alle uddannelser generelt. Faktisk kunne man jo spare en hel del daginstitutionspladser ved at lade familier arbejde i sådanne fleksible skiftehold.

Videnssamfundet og den katolske kirke

Den katolske kirke får en tur gennem medierne i øjeblikket. I den forbindelse må journalisterne være godt frustrerede over manglen på eksperter der kan belyse sagen, for så vidt jeg ved er der ingen forskere ved de danske universiteter der har den katolske kirke efter reformationen som speciale.

Det havde været lettere for journalisterne hvis misbrugsanklagerne havde angået folkekirken - der ville i hvert fald have være betydeligt flere forskere man kunne interviewe.