torsdag den 13. maj 2010
Kvindelige forskere overser formidlingspotentiale
Så da jeg så at Forskerforum (blad for bl.a. universitetsansatte forskere) havde et to-siders opslag om arrangementet, tænkte jeg at nu ville der komme noget tiltrængt modspil. Dette var dog ikke tilfældet. Konceptet sluges råt og arrangementet fremstår som vellykket – bortset fra et enkelt aspekt som Forskerforums reporter synes han må påtale. Nemlig at
”... når vi nu befinder os i et blandingsprodukt af forskning og showbizz, så er man som iagttager nødt til at bemærke den blufærdighed, de kvindelige performere generelt udviste over for deres eget køns sex-faktor. Men andre ord: flade sko, hverdags-jeans og løse gevandter – det scorer altså ikke point på rocksenen i Vega. Det behøver ikke være naked science, men vil man lave fest, kan man jo starte med at ligne en” (Forskerforum nr. 234 (2010), i afsnittet ’For lidt sex’, s. 9).
Så lad overvejelser om burka-forbud ligge og ret i stedet opmærksomheden mod kvindelige ph.d.-studerendes tvivlsomme praksis med at bære løst tøj i forskningsformidlingskonkurrencer. For forskningens og deres egen skyld. Ellers vinder de jo aldrig.
fredag den 7. maj 2010
Babyers præference for hjælpsomme
Jeg kan se en del mulige fejlkilder, men det er et sjovt og tankevækkende forsøg. Jeg læste om det her (hvor der også er nogle flere referencer).
onsdag den 5. maj 2010
Fleksibilitet i hverdagen
"På Københavns Universitet har man grundet pladsmangel flyttet undervisningstimer til om aftenen. Hvordan skal for eksempel studerende med børn kunne følge den undervisning?
Man kan jo altid se glasset som halvt tomt. Jeg ved, at f.eks. på jura på Københavns Universitet er aftenundervisning et tilbud, som benyttes af studerende med børn. Så kan den anden forælder passe sit arbejde om dagen og tage over om aftenen. Så det synes jeg sådan set er en god ordning, som giver den enkelte fleksibilitet i hverdagen."
"Den anden forælder"?
Man må i øvrigt gå ud fra at det samme gælder for underviserne. Og alle uddannelser generelt. Faktisk kunne man jo spare en hel del daginstitutionspladser ved at lade familier arbejde i sådanne fleksible skiftehold.
torsdag den 22. april 2010
Videnssamfundet og den katolske kirke
Det havde været lettere for journalisterne hvis misbrugsanklagerne havde angået folkekirken - der ville i hvert fald have være betydeligt flere forskere man kunne interviewe.
tirsdag den 9. marts 2010
Dagen derpå
Jeg har et anstrengt forhold til dage der er øremærket særlige formål - det er lidt ligesom den amerikanske 'celebrate black history month' der gør at man ikke behøver at interessere sig for sagen resten af året. Tom Lehrer beskriver fænomener af denne type ret præcist i National Brotherhood Week:
På den anden side bliver jeg ligesom vhs provokeret når nogle bruger den 8. marts som anledning til at bagatellisere ligestillingsproblemer. Som jeg antydede i det foregående indlæg kan der sagtens være ligestillingsproblemer uden at folk er opmærksomme på det.
Her er to eksempler som jeg har noteret mig:
Ekspertlister
I alt er der 4 tilgængelige ekspert-lister på SDUs hjemmeside (pr. 9/3-2010):
- Kommunalvalg 2009 (12 eksperter)
- Amerikansk præsidentvalgkampagne (7 eksperter)
- OL i Beijing 2008 (6 eksperter)
- Økonomisk ekspertliste (et-par-og-20 eksperter, nogle er nævnt flere gange)
Antal kvindelige forskere på listerne i alt: 2
Det er da tænkeligt at der faktisk ikke er flere kvindelige eksperter på området, men burde det ikke give fagene anledning til at reflektere over hvorfor faget ser sådan ud? Og universitetet anledning til at overveje sit ansvar for at give journalister og andre muligheder for at skabe et nuanceret billede af hvad man kan være ekspert i og hvem der kan være det? (Man kunne også overveje hvilket billede det giver af SDUs forestilling om aktualitet, men det er en anden historie.)
Au pair
En artikel i Information i weekenden op til 8. marts bragte interviews med kvinder der mener at det er nødvendigt med en au pair til at bidrage med husarbejdet. Den giver et interessant billede fordi det på den ene side gøres klart at deres hjælp er uundværlig og på den anden side understreges at de ikke bliver udnyttet til at arbejde meget. Denne tilsyneladende konflikt kan løses ved at referere til au pair'en som en slags 'teenagedatter' i huset.
Der er flere interessante perspektiver i sagen, men jeg vil blot nævne et par stykker. Ud over at det virker som en noget nedladende betegnelse for voksne kvinder (der måske endda har børn og mand i hjemlandet), spekulerer jeg på om et lille tankeeksperiment kunne åbne for refleksion: Hvis mænd var au pairs på samme vilkår (og med samme opgaver) som kvinder, ville det så gøre en forskel på om det ville blive betragtet som udnyttelse af en global underklasse?
Jeg hørte forresten engang om en (dansk) teenage-pige der måtte rejse fra sin franske au pair-familie fordi faderen i familien troede det hed en au père. Men det er (forhåbentlig) også en anden historie.
søndag den 7. marts 2010
Implicitte associationer og stigmatisering
Min egen erfaring er at testene de ikke er til at snyde; jeg sad selv og visualiserede kvindelige naturvidenskabsfolk og mandlige humanister mens jeg tog testen, og alligevel kunne jeg godt fornemme hvor det bar hen (mit resultat viste at jeg i helt ekstem grad associerer naturvidenskab med mænd). Det er dog omdiskuteret om testene er rigtigt skruet sammen og om de virkelige måler folks egne associationer eller bare afspejler de kulturelle stereotyper. Det sidste argument er dog for lidt pudsigt fordi kulturelle stereotyper vel netop er udtryk for bl.a. summen af vores ureflekterede associationer. En af diskussionerne i kølvandet på IAT har da også drejet sig om mediers ansvar som en social aktør der er med til at forme folks forestillinger.
En Ruslandsinteresseret person nævnte for mig at hun på et tidspunkt havde undret sig over den ringe danske interesse for russisk kultur (målt på fx omtale og studievalg), men konkluderede at det måske ikke var så mærkeligt når man så på mediernes billede. Her drejer den typiske historie sig om korruption, mord på journalister, bjørne eller vodka (og formentlig meget gerne de to sidste i kombination).
Et helt andet eksempel er brugen af skizofrene som blikfang i omtale af kriminalstof. Her er et helt grelt eksempel; under overskriften 'Skizofren fange fortsat på fri fod' beskrives en mand som er stukket af fra det sted hvor han er indlagt med en behandlingsdom (for bl.a. tyveri, vold og menneskesmugling) og nu er eftersøgt. Det fremgår imidlertid også indirekte at det er irrelevant for sagen at manden er skizofren (det jo fx ikke noget der kan bruges som signalement) og at politiet ikke mener manden er farlig. En artikel som denne (og mængden af dem) er uden tvivl med til at forme hvad vi intuitivt associerer med skizofreni. Men den giver et forkert billede af virkeligheden (jf. fx Keeble 2001: s. 90-92).
Spørgsmålet er så hvor stor betydning sådanne implicitte associationer har for hvordan vi handler og tænker. Mit gæt er at der faktisk kan være ret stor forskel på hvordan man associerer og hvilke overbevisninger man mener er sande. Fx mener jeg ikke selv at mænd som sådan er bedre naturvidenskabsforskere selvom mine ureflekterede kategoriseringer kunne tyde på sådan en opfattelse. Man kan kende sine egne tendenser og gøre sit bedste for at tage højde for dem i relevante situationer.
Problemet opstår når man ikke er bevidst om sine egne implicitte, fejlagtige fordomme, eller man ikke tænker på om man er i en situation hvor man må være ekstra opmærksom. Hvis man fx skal besætte en stilling hvor naturvidenskabelige kvalifikationer er vigtige, kan det være nødvendigt at minde sig selv om at man ikke skal lade sine dybe fordomme påvirke beslutningen. Jeg hævder selvfølgelig ikke at en association automatisk er forkert fordi den er intuitiv, men det er interessant at man kan blive ubehageligt overrasket over sit IAT-resultat (og det kan man!) og jeg synes faktisk folk skal prøve at teste sig og reflektere over om resultatet kan være relevant for hvordan man ser verden og træffer sine valg.
tirsdag den 26. januar 2010
Sandheden om filosofi
tirsdag den 19. januar 2010
Folk ER underlige
- Spørgsmålet er, hvorfor de har taget dragten på. Man skal da være lidt underlig, hvis man frivilligt tager burka eller niqab på. Der må stadig være et element af tvang i det, ellers er det en provokation, siger politisk ordfører for Konservative, Henriette Kjær.
Mit bud er at hun har ret; folk er underlige! Andre oplagte eksempler er brug af sminke, kropsformende undertøj eller stilethæle. Disse ting synes at være besværlige, skadelige og kostbare; kan det virkelig passe at folk vælger dem frivilligt?
Det er selvfølgeligt vanskeligt i praksis at afgøre om den enkelte vælger burka (eller sminke) frivilligt. Måske har Naser Khader i Politiken givet svaret på hvordan man overordnet kan nærme sig en vurdering af frivilligheden?:
»Jeg synes, at det er kvindeundertrykkende at rende rundt i niqab og burka. Hvis der ikke var noget kvindeundertrykkende over det, skulle der være lige så mange mænd som kvinder, der bærer det«, siger han.
Ifølge dette burde vi måske være bekymrede over kvinders brug af sminke, men den opfattelse virker ikke ret udbredt. Tværtimod hørte jeg i mine tidlige studieår en af de ansatte på filosofi argumentere for at kvinders brug af sminke er lige så naturlig (og påkrævet) som at mænd vasker sig. Og det er det vel? (Selvom man nogle gange kan få et andet indtryk.)
tirsdag den 5. januar 2010
Interview om ph.d.-afhandlingen
Jeg er blevet gjort opmærksom på at der ligger et interview på videnskab.dk med mig om et af hovedtemaerne i min ph.d.-afhandling (rigtig gættet: definitionen af religion). Der er også en diskussion som man kan blande sig i.
mandag den 4. januar 2010
Afstemningen om forventninger til en blog
Så må det vist være på tide at få samlet op på afstemningen om hvad folk forbinder med en blog... Her er resultaterne:
På en rigtig blog
- skal man kunne kommentere indlæg [1]
(mener 8 ud af 15, dvs. 53%) - skal forfatteren svare på kommentarer [2]
(mener 7 ud af 15, dvs. 47%) - skal der være links til andre blogge [3]
(mener 6 ud af 15, dvs. 40%) - er teksterne noget andet end avisartikler eller -kommentarer [4]
(mener 7 ud af 15, dvs. 47%) - kan man fornemme personen der skriver [5]
(mener 8 ud af15, dvs. 53%) - kan men forvente indlæg med en bestemt frekvens [6]
(mener 7 ud af 15, dvs. 47%)
Som vhs kommenterer ifm afstemningen bliver en blog ofte defineret som 'et netmedie med regelmæssige indlæg der arkiveres i omvendt kronologisk rækkefølge'. Han tilføjer at denne definition forekommer at være alt for bred og det er jeg enig i. Jeg ville fx selv have svaret ja til nr. 1, 2, 3 og 4, men jeg kan ikke besluttet mig for om jeg ser dem som egentlige definitoriske (essentielle/nødvendige) træk eller blot som typiske træk.
Min nysgerrighed efter at høre andres mening skyldes to ting: Dels føler jeg mig ofte snydt når noget reklameres for som en blog, men forfatteren så fx ikke svarer på kommentarer (for så er det mere bare som en almindelig avis-kommentar) eller der ikke linkes til andre blogge (hvilket jeg synes er en del af bloggens profil - der ligger også en del informationsbearbejdning i denne del som er med til at forme en blog). Dels er jeg blevet inviteret til at medvirke til et fællesblog-projekt (har sagt ja og skal nok vende tilbage med mere info) og det har fået mig til at overveje hvad en god blog er. Og et første skridt i denne retning må vel være at finde ud af hvad en blog er; så kan man senere forsøge sig med hvad der vil gøre den god eller dårlig... Tak til alle der deltog i den indledende øvelse!