Debat og magtstrukturer

I morgen er der arrangeret et debatmøde på Syddansk Universitet om den nye universitetslov. I 'ekspertpanelet' sidder bl.a. universitetets rektor.

Det bliver interessant at se om eventuelle utilfredse tør og orker at møde frem. Så vidt jeg forstår var en stor del af motivationen for den nye universitetslov at universiteterne skulle styres mere lige som (man tror) store virksomheder i det private erhvervsliv bliver styret. Men faktisk tyder noget på at nogle mener at man både kan have stram topstyring og ligeværdig debat (= variant af 'blæse og have mel i munden').

I store virksomheder ved folk jo normalt hvad de går ind til når de bliver ansat, så måske er de typisk ganske tilfredse med ledelsesformer, målsætninger osv. Men tvivler jeg på de vil kritisere tingenes tilstand på åbne debatmøder - specielt i krisetider. Hvorfor forventer man at universitetsfolk vil være anderledes? Måske satser man på at de vil gøre det af ideologiske grunde, af gammel vane eller fordi de ikke vurderer at der er nogen risiko ved det.

Det kan selvfølgelig være at der slet ikke så stor utilfredshed med den nye universitetsstruktur som man kunne tro. Problemet er bare at det kan være svært at vide. Hvis mødet i morgen bringer en mængde kritiske holdninger frem, vil man selvfølgelig kunne drage konklusioner. Men hvis det ikke gør, kan det også bare skyldes at folk dukker sig eller har resigneret i lyset af den knap-så-herredømmefri-dialog.

Risikovurdering

Uanset om der er objektive grunde til at være nervøs eller ej (hvilket ingen vel ved endnu), er svineinfluenzaen en god historie i medierne. Den trækker på samme elementer som fiktionens gysere om apokalyptiske sygdomsudbrud (fx I am Legend og dens filmatiseringer, eller min barndoms topskræmmer nr. 1: John Cristophers Calcuttapesten (hvad var i øvrigt pointen med den periodes realistiske gysere om atomkrig og sygdom for børn? ok, det må være et andet indlæg.)).

Hvad er det så der gør at historierne om den nye influenzatype virker? Der er selvfølgelig objektive grunde (reel risiko for lidelse og død), men der er også en hel del lige så vigtige mere irrationelle aspekter ved vores måde at vurdere risiko på der spiller ind. Mennesker er notorisk dårlige til at vurdere risici og der er foretaget en del forskning i hvad der påvirker vores beslutninger. Fx er vi mere bange for det der er nyt, uigennemskueligt og spektakulært, end for det der er velkendt, muligt at forstå og kedeligt. Vi er således mere bange for at blive ædt af hajer end for at få hjertesygdomme.

Til gengæld giver det en tryghedseffekt hvis der er flere mennesker sammen om at løbe risikoen (jf. forsøg med om folk tør gå ud på en synkefærdig flåde – den samme flåde scorer højere hvis der står 100 mennesker der i forvejen). Tilsvarende er man naturligt mindre nervøs for ting som man selv har kontrol med (køre bil, rygning) end ting som man ikke har indflydelse på (flyve eller køre tog, passiv rygning).

Den nye svineinfluenza har det hele: Det er nyt og ukendt, det er uden for vores kontrol, og det er spektakulært (i hvert fald i omfang). Desuden har det selvfølgelig også det klassiske element af overskridelsen af kategorierne dyr/mennesker (jf. også balladen om kogalskab).

Så selv inden vi ved om der er objektive grunde til at frygte svineinfluenza, er vi allerede i alarmberedskab fordi sygdommen trykker på alle de rigtige knapper i vores risikovurderingsapparat.

Det lidt triste er selvfølgelig at selvom man intellektuelt har gennemskuet at ens kognitive evner har tendens til at spille en et puds når man forsøger at vurdere risici, så har det ingen effekt på ens nervøsitetsniveau – man slipper ikke for frygten for at flyve eller få svineinfluenza. Hume havde ret: En ting er hvad man kan tænke sig frem til i sit studerekammer, noget andet er hvordan man naturligt opfatter ting i kraft af at man er menneske.

Back from outer space

Så er jeg tilbage i blogosfæren. For at vise at det ikke bare er noget jeg hævder, kommer her lidt som folk der er interesserede i begrebsanalyse og anvendt filosofi kan overveje:

Hvis wienersalat er det samme som pølsesalat, kan man så udlede at wienerbrød er det samme som pølsebrød? Og hvilken praktisk betydning vil en eventuel insigt i de nævnte relationer kunne tænkes at have i et større, filosofisk og samfundsmæssigt perspektiv?

For en god ordens skyld vil jeg tilføje at folk der har vigtigere ting for, naturligvis ikke skal føle sig forpligtede til at bruge lang tid på at tænke det igennem.

Trosafhængige skabninger efterlyses

Jeg havde jo egentlig proklameret en pause, men nu kunne jeg lige bruge til hjælp til det der primært holder mig beskæftiget for tiden (: phd-projekt).

Det forekommer mig at der er historier fra populærkulturen hvor der optræder personer og skabninger hvis eksistens afhænger af om nogen tror på dem. Men jeg kan desværre ikke komme på nogle konkrete eksempler.

Jeg synes at kunne huske historier hvor nisser fx er ved at forsvinde, og jeg mener også at der var noget med at Klokkeblomsts (muligvis i et TV-serieafsnit) eksistens var truet af at ingen ville tro på at hun var virkelig. Husker jeg helt forkert? Eller kender nogle af jer nogle eksempler?

Grunden til at det er interessant at overveje sagen, er at man ofte siger i filosofien at realisme mht. diverse ting forudsætter at man mener at der er uafhængighed af menneskelige intentioner o.l. (mens det er anti-realisme at hævde at et eller andet ikke eksisterer uafhængigt). Men ville det ikke være rimeligt at være nisse-realist selvom nisser viste sig at være afhængige (på en eller anden dybt mystisk måde) af at der er mennesker der tror på det?

Så jeg leder altså efter historier o.l. hvor det fremgår af handlingen at visse ting, skabninger eller personer kun findes hvis folk mener at de findes, men hvor det alligevel forekommer mest rimeligt at beskrive i realistiske termer.

Anderswo engagiert

Lidt læserservice:

Bloggen ligger stille i øjeblikket fordi jeg har travlt med andre ting. Det er derfor muligt at der ikke kommer indlæg de næste par måneder, men det betyder ikke at Elvis har forladt bygningen for altid.

Iliaden som religiøs tekst

Tak for hjælpen med afstemningen om hvorvidt Iliaden er en religiøs tekst! 26 har stemt og dett endelige resultat ser sådan ud:

3 mener at Iliaden er en religiøs tekst. 15 mener ikke den er. 6 mener der er tale om et grænsetilfælde, mens 2 ikke ved hvad de skal mene.

For mig at se er det bemærkelsesværdige ved afstemningen at så få mener at Iliaden er en religiøs tekst. For som Peter Andreas mere end antyder i en utidig kommentar, så skulle man tro at sagen var oplagt når Iliaden primært handler om guder og deres betydning for menneskenes liv (og krig).

Mine teser er a) at vi ikke umiddelbart kategoriserer Iliaden som en religiøs tekst, men b) at den faktisk lever op til de kriterier vi (uartikuleret) har til en sådan. Opgaven er så at udrede hvordan dette kan hænge sammen. Her er nogle af de vigtigste elementer i sådan en forklaring:

1. Usikkerhed mht. hvad der tæller som 'religiøst tekst' - selv hvis man underforstår at man ved hvad 'religion' er.

Man kan fx forstå det som enten en tekst der har religiøst indhold, eller som en tekst der bliver brugt religiøst (jf. C. Gertz Bechs kommentar her). Disse to ting behøver ikke at være sammenfaldende, men min fornemmelse er at begge kriterier normalt forventes opfyldt hvis noget skal være en religiøs tekst. Dog ville man nok sige at fx Biblen var en religiøs tekst selv hvis alle der brugte den forsvandt. Dvs. at teksten ikke behøver at blive brugt aktuelt, men at en historisk brug vil være nok, givet et passende indhold.

Men hvad vil det sige at 'blive brugt religiøst'? Her har jeg meget bløde krav: Jeg mener blot at teksten behøver at have indflydelse på hvordan en person lever sit liv fordi vedkommende anser teksten for sand og værdifuld (jeg har således ikke et krav om fx ritualer og socialt fællesskab - én person kan være afgørende for om noget er en religiøs tekst). Dette spørgsmål er dog ikke så betydningsfuldt ifm. Iliaden som både har haft forbindelse til fælles ritualer og betydning for privat praksis.

2. Spørgsmålet om hvorvidt nogen ser Iliaden som bogstavelig beskrivelse af virkelige forhold.

I moderne tid tænker vi formentlig mere på Iliaden som et vigtigt litterært værk end som noget nogen vil opfatte som beskrivelse af virkelige forhold. Jeg tror at dette er helt afgørende for at vi (i hvert fald i første omgang) ikke kategoriserer den som en religiøs tekst - vi tænker ikke på den som noget nogen ville tro på i fuld alvor, men som en god historie på linie med Harry Potter eller Star Treck (jf. også Stefans overvejelse her). Mit gæt er at lignende forhold gør sig gældende for vurderinger af fx Scientology eller Asa-religion.

Lidt anekdotisk evidens:
1. Jeg har en kollega som beskæftiger sig med antik græsk religion. Han svarede promte at Illiaden er en religiøs tekst da jeg spurgte om hans mening, mens lægfolk er meget mere tilbøjelige til at svare benægtende eller være i tvivl.

2. Det er ikke ualmindeligt at høre (ikke-troende) folk sige noget i stil med at Trekkies selvfølgelig ikke kan være rigtige religiøse fordi Star Treck jo "bare er nogle opdigtede historier". (Her er det man spørger: I modsætning til...?) Jeg tror den virkelige grund til at afvise 'Star Treck religion' er at man ikke forestiller sig at det skulle være andet end ironisk sjov.

Konklusion
Jeg konkluderer at Iliaden må betegnes som en religiøs tekst - dels pga. dens indhold, dels fordi den har fungeret som grundlag for handlinger, normer og verdensopfattelse. Jeg mener dog også man kan forklare hvorfor man ikke umiddelbart tænker på Iliaden som religiøs tekst.

Den eneste egentlige indvending jeg kan se mod denne opfattelse er hvis noget mister sin religiøse status hvis alle de troende og praktiserende forsvinder. Som antydet ovenfor, hælder jeg dog til at fx religiøse tekster kan kategoriseres som sådan ud fra en historisk anvendelse. Hvis denne opfattelse er forkert, må man dog i det mindste sige at Iliaden har været en religiøs tekst - og mit gæt er at mange ikke engang vil anse dette for indlysende (af de samme grunde som under punkt 2). Vi er simpelthen tilbøjelige til at projicere en moderne opfattelse af Iliaden tilbage på dens rolle i antikken når vi ikke tænker ordentligt efter.

Det interessante er selvfølgelig nu om jeg med dette indlæg har kunnet bidrage til lidt 'intuitions-manipulation' som har fået nogle af alle nej-stemmerne til at se anderledes på sagen.

Afsteming: Er Illiaden en religiøs tekst?

Endnu engang har jeg brug for at konsultere andres intuitioner. Denne gang handler afstemningen om Illiaden.

Illiaden har masser af referencer til guder og deres relationer med mennesker. Betyder indholdet at Illiaden er en religiøs tekst? Den kan selvfølgelig beskrives ud fra mange andre perspektiver også (æstetiske, historiske osv.), men lige nu interesserer jeg mig for hvordan folk vil klassificere den i et religionsperspektiv, og derfor har jeg lavet en lille afstemning ude til højre.

Jeg håber mange vil deltage, så lover jeg at give en forklaring når afstemningen er afsluttet. Som sædvanlig er der lukket for kommentarer indtil da for ikke at forstyrre folks intuitioner.

Meta-blogning

En gang lovede jeg vist at holde igen med den lidt navlebeskuende disciplin ’fortæl om din egen blog, skrivevaner og overvejelser i den forbindelse’. Alligevel kommer her to overvejelser inspireret af at bloggen har rundet 10.000 besøgende for nylig.*

Er bloggen ens private domæne hvor man kan skrive lige hvad man har lyst til og når (hvis) man har lyst, eller er en blog en del af den sociale sfære hvor man er forpligtet til at tage hensyn til de øvrige mennesker der færdes der?

Jeg så på et tidspunkt en blog (jeg har desværre glemt hvilken) hvor der stod i selvbeskrivelsen at hvis man ikke fik svar på sin kommentar, skulle man ikke være utilfreds med det, men i stedet se det sådan at man havde fået det sidste ord. Jeg blev imponeret over strategien og overvejede at kopiere den. Der er, fornemmer jeg, en usagt regel om at det er uhøfligt ikke at svare på kommentarer, men nogle gange synes jeg det virker overflødigt (fordi det er en udmærket kommentar som kun vil blive trukket ned af et kedeligt ’tak for kommentaren’ eller lign), andre gange har jeg ikke rigtig nogen mening om det der siges og håber at andre måske har lyst til at svare på det.

Kernen er, at man skal passe på at bloggen bliver ved med at være noget man har lyst til – og ikke et pligtprojekt. (Det betyder i øvrigt også at man skal lade være med at føle sig presset til at skrive indlæg hvis man ikke har tid og lyst!)

Hører det med til blog-livet at man ud over at lave en lødig blog også skal sørge for at udbrede kendskabet til den?

Svaret på det første spørgsmål kunne måske forstås sådan at læserne nogle gange kan komme i vejen for det selvpromoverende i blog-projektet. Sådan opfatter jeg det dog ikke. Jeg glæder mig hver gang nogen gider at læse (og måske endda kommentere) et indlæg. Og jeg bliver også glad når det viser sig at nogle finder noget i min blog de kan bruge i fx undervisningssammenhænge – så synes jeg det giver mening at bruge tid og kræfter på projektet.

Jeg bekymrer mig ikke det store om hvor kendt, tagget, linket eller lign. min blog er – der er ikke mange af de større (danske) blogs som jeg ville være stolt af at eje. Det ville formentlig være ret let at få pustet læsertallene op med nogle flere søkopat-tests o.l., men ville det give flere kvalificerede læsere? Jeg er meget tilfreds som det er nu, og jeg sorterer lidt i hvilke emner jeg skriver om for at holde en nogenlunde klar stil.

Måske er det dog lidt selvmodsigende at bruge tid på at passe bloggen, men ikke ofre de få minutter det vil tage at tilmelde den forskellige steder så folk faktisk kan finde den. Jeg tror jeg har en ubevidst idé om at der er en eller andet risiko forbundet med de ting, men jeg ved ikke rigtig hvad det skulle være.

* Tak til Louise for ideen med et 10.000-besøgende-tjek, jf. http://louisera.blogspot.com/2008/10/10000-besgende.html

Facebook og almen socialpsykologi

Jeg har netop læst et interessant blogindlæg af en der har to facebook-profiler – en til arbejdskolleger, og en til venner. En kollega havde opdaget det og blev overrasket. Indlægget fik mig til at tænke på at der tilsyneladende er mekanismer i facebook som er i strid med almen menneskelig psykologi.

Så vidt jeg ved, er det alment kendt at de fleste folk har
1) forskellige roller i forskellige sammenhænge (arbejde, familie, venner, bekendte osv.),
2) forskellige grader af nærhed med forskellige mennesker, og at
3) det er underforstået at det forholder sig sådan.

Jeg anser disse forhold for moralsk helt uproblematiske – det er ikke alt man ønsker at alle skal vide om en, og heller ikke alt man ønsker at vide om andre.

Disse sociale navigationsrregler er dog umulige at opretholde på facebook. For det første har de fleste (går jeg ud fra, måske tager jeg fejl) kun een profil som alle ens kontakter så kan se. For det andet kan man ikke uden videre lave nuancer fordi man fortæller alle lige meget (eller lige lidt). Og for det tredje kan man ikke lave grænser uden at det er meget synligt.

I det virkelige liv vil det være ilde set at sige ”det kommer ikke dig ved” på den måde som man gør på facebook ved at skjule nogle af sine oplysninger. Der er også sjældent så direkte afvisninger som hvis man ’ignorerer’ eller ’afviser’ venskabsforslag, gruppemedlemskaber eller lign. Efterhånden skjuler de fleste deres profil for alle de ikke er venner med, men ikke deres liste over hvem de er venner med. Det virker acceptabelt for de fleste, men vil det også være ok at skjule oplysninger for nogle af sine kontakter? Det tror jeg de fleste ville opfatte som overtrædelse af almindelige sociale normer, specielt i situationer hvor man ikke selv har skjult noget for den anden eller kører med ”dobbelt facebook-regnskab”.

Det sjove er jo også at de sociale mekanismer som man ubesværet navigerer efter i det virkelige liv, ville være ret besværlige at håndtere på facebook. Tænk hvis man hver gang man havde posted noget, skulle angive hvem der måtte se og ikke se historien.

James om Schopenhauer og Nietzsche

Jeg læser William James i øjeblikket (The Varieties of Religious Experience). Her er hvad han skriver om Schopenhauer og Nietzche:

"The sallies of the two German authors remind one, half the time, of the sick shriekings of two dying rats."

Jeg har på fornemmelsen at man ikke slipper afsted med at formulere sig sådan i en (ph.d.-)afhandling idag. Mildest talt.