Iliaden som religiøs tekst

Tak for hjælpen med afstemningen om hvorvidt Iliaden er en religiøs tekst! 26 har stemt og dett endelige resultat ser sådan ud:

3 mener at Iliaden er en religiøs tekst. 15 mener ikke den er. 6 mener der er tale om et grænsetilfælde, mens 2 ikke ved hvad de skal mene.

For mig at se er det bemærkelsesværdige ved afstemningen at så få mener at Iliaden er en religiøs tekst. For som Peter Andreas mere end antyder i en utidig kommentar, så skulle man tro at sagen var oplagt når Iliaden primært handler om guder og deres betydning for menneskenes liv (og krig).

Mine teser er a) at vi ikke umiddelbart kategoriserer Iliaden som en religiøs tekst, men b) at den faktisk lever op til de kriterier vi (uartikuleret) har til en sådan. Opgaven er så at udrede hvordan dette kan hænge sammen. Her er nogle af de vigtigste elementer i sådan en forklaring:

1. Usikkerhed mht. hvad der tæller som 'religiøst tekst' - selv hvis man underforstår at man ved hvad 'religion' er.

Man kan fx forstå det som enten en tekst der har religiøst indhold, eller som en tekst der bliver brugt religiøst (jf. C. Gertz Bechs kommentar her). Disse to ting behøver ikke at være sammenfaldende, men min fornemmelse er at begge kriterier normalt forventes opfyldt hvis noget skal være en religiøs tekst. Dog ville man nok sige at fx Biblen var en religiøs tekst selv hvis alle der brugte den forsvandt. Dvs. at teksten ikke behøver at blive brugt aktuelt, men at en historisk brug vil være nok, givet et passende indhold.

Men hvad vil det sige at 'blive brugt religiøst'? Her har jeg meget bløde krav: Jeg mener blot at teksten behøver at have indflydelse på hvordan en person lever sit liv fordi vedkommende anser teksten for sand og værdifuld (jeg har således ikke et krav om fx ritualer og socialt fællesskab - én person kan være afgørende for om noget er en religiøs tekst). Dette spørgsmål er dog ikke så betydningsfuldt ifm. Iliaden som både har haft forbindelse til fælles ritualer og betydning for privat praksis.

2. Spørgsmålet om hvorvidt nogen ser Iliaden som bogstavelig beskrivelse af virkelige forhold.

I moderne tid tænker vi formentlig mere på Iliaden som et vigtigt litterært værk end som noget nogen vil opfatte som beskrivelse af virkelige forhold. Jeg tror at dette er helt afgørende for at vi (i hvert fald i første omgang) ikke kategoriserer den som en religiøs tekst - vi tænker ikke på den som noget nogen ville tro på i fuld alvor, men som en god historie på linie med Harry Potter eller Star Treck (jf. også Stefans overvejelse her). Mit gæt er at lignende forhold gør sig gældende for vurderinger af fx Scientology eller Asa-religion.

Lidt anekdotisk evidens:
1. Jeg har en kollega som beskæftiger sig med antik græsk religion. Han svarede promte at Illiaden er en religiøs tekst da jeg spurgte om hans mening, mens lægfolk er meget mere tilbøjelige til at svare benægtende eller være i tvivl.

2. Det er ikke ualmindeligt at høre (ikke-troende) folk sige noget i stil med at Trekkies selvfølgelig ikke kan være rigtige religiøse fordi Star Treck jo "bare er nogle opdigtede historier". (Her er det man spørger: I modsætning til...?) Jeg tror den virkelige grund til at afvise 'Star Treck religion' er at man ikke forestiller sig at det skulle være andet end ironisk sjov.

Konklusion
Jeg konkluderer at Iliaden må betegnes som en religiøs tekst - dels pga. dens indhold, dels fordi den har fungeret som grundlag for handlinger, normer og verdensopfattelse. Jeg mener dog også man kan forklare hvorfor man ikke umiddelbart tænker på Iliaden som religiøs tekst.

Den eneste egentlige indvending jeg kan se mod denne opfattelse er hvis noget mister sin religiøse status hvis alle de troende og praktiserende forsvinder. Som antydet ovenfor, hælder jeg dog til at fx religiøse tekster kan kategoriseres som sådan ud fra en historisk anvendelse. Hvis denne opfattelse er forkert, må man dog i det mindste sige at Iliaden har været en religiøs tekst - og mit gæt er at mange ikke engang vil anse dette for indlysende (af de samme grunde som under punkt 2). Vi er simpelthen tilbøjelige til at projicere en moderne opfattelse af Iliaden tilbage på dens rolle i antikken når vi ikke tænker ordentligt efter.

Det interessante er selvfølgelig nu om jeg med dette indlæg har kunnet bidrage til lidt 'intuitions-manipulation' som har fået nogle af alle nej-stemmerne til at se anderledes på sagen.

Afsteming: Er Illiaden en religiøs tekst?

Endnu engang har jeg brug for at konsultere andres intuitioner. Denne gang handler afstemningen om Illiaden.

Illiaden har masser af referencer til guder og deres relationer med mennesker. Betyder indholdet at Illiaden er en religiøs tekst? Den kan selvfølgelig beskrives ud fra mange andre perspektiver også (æstetiske, historiske osv.), men lige nu interesserer jeg mig for hvordan folk vil klassificere den i et religionsperspektiv, og derfor har jeg lavet en lille afstemning ude til højre.

Jeg håber mange vil deltage, så lover jeg at give en forklaring når afstemningen er afsluttet. Som sædvanlig er der lukket for kommentarer indtil da for ikke at forstyrre folks intuitioner.

Meta-blogning

En gang lovede jeg vist at holde igen med den lidt navlebeskuende disciplin ’fortæl om din egen blog, skrivevaner og overvejelser i den forbindelse’. Alligevel kommer her to overvejelser inspireret af at bloggen har rundet 10.000 besøgende for nylig.*

Er bloggen ens private domæne hvor man kan skrive lige hvad man har lyst til og når (hvis) man har lyst, eller er en blog en del af den sociale sfære hvor man er forpligtet til at tage hensyn til de øvrige mennesker der færdes der?

Jeg så på et tidspunkt en blog (jeg har desværre glemt hvilken) hvor der stod i selvbeskrivelsen at hvis man ikke fik svar på sin kommentar, skulle man ikke være utilfreds med det, men i stedet se det sådan at man havde fået det sidste ord. Jeg blev imponeret over strategien og overvejede at kopiere den. Der er, fornemmer jeg, en usagt regel om at det er uhøfligt ikke at svare på kommentarer, men nogle gange synes jeg det virker overflødigt (fordi det er en udmærket kommentar som kun vil blive trukket ned af et kedeligt ’tak for kommentaren’ eller lign), andre gange har jeg ikke rigtig nogen mening om det der siges og håber at andre måske har lyst til at svare på det.

Kernen er, at man skal passe på at bloggen bliver ved med at være noget man har lyst til – og ikke et pligtprojekt. (Det betyder i øvrigt også at man skal lade være med at føle sig presset til at skrive indlæg hvis man ikke har tid og lyst!)

Hører det med til blog-livet at man ud over at lave en lødig blog også skal sørge for at udbrede kendskabet til den?

Svaret på det første spørgsmål kunne måske forstås sådan at læserne nogle gange kan komme i vejen for det selvpromoverende i blog-projektet. Sådan opfatter jeg det dog ikke. Jeg glæder mig hver gang nogen gider at læse (og måske endda kommentere) et indlæg. Og jeg bliver også glad når det viser sig at nogle finder noget i min blog de kan bruge i fx undervisningssammenhænge – så synes jeg det giver mening at bruge tid og kræfter på projektet.

Jeg bekymrer mig ikke det store om hvor kendt, tagget, linket eller lign. min blog er – der er ikke mange af de større (danske) blogs som jeg ville være stolt af at eje. Det ville formentlig være ret let at få pustet læsertallene op med nogle flere søkopat-tests o.l., men ville det give flere kvalificerede læsere? Jeg er meget tilfreds som det er nu, og jeg sorterer lidt i hvilke emner jeg skriver om for at holde en nogenlunde klar stil.

Måske er det dog lidt selvmodsigende at bruge tid på at passe bloggen, men ikke ofre de få minutter det vil tage at tilmelde den forskellige steder så folk faktisk kan finde den. Jeg tror jeg har en ubevidst idé om at der er en eller andet risiko forbundet med de ting, men jeg ved ikke rigtig hvad det skulle være.

* Tak til Louise for ideen med et 10.000-besøgende-tjek, jf. http://louisera.blogspot.com/2008/10/10000-besgende.html

Facebook og almen socialpsykologi

Jeg har netop læst et interessant blogindlæg af en der har to facebook-profiler – en til arbejdskolleger, og en til venner. En kollega havde opdaget det og blev overrasket. Indlægget fik mig til at tænke på at der tilsyneladende er mekanismer i facebook som er i strid med almen menneskelig psykologi.

Så vidt jeg ved, er det alment kendt at de fleste folk har
1) forskellige roller i forskellige sammenhænge (arbejde, familie, venner, bekendte osv.),
2) forskellige grader af nærhed med forskellige mennesker, og at
3) det er underforstået at det forholder sig sådan.

Jeg anser disse forhold for moralsk helt uproblematiske – det er ikke alt man ønsker at alle skal vide om en, og heller ikke alt man ønsker at vide om andre.

Disse sociale navigationsrregler er dog umulige at opretholde på facebook. For det første har de fleste (går jeg ud fra, måske tager jeg fejl) kun een profil som alle ens kontakter så kan se. For det andet kan man ikke uden videre lave nuancer fordi man fortæller alle lige meget (eller lige lidt). Og for det tredje kan man ikke lave grænser uden at det er meget synligt.

I det virkelige liv vil det være ilde set at sige ”det kommer ikke dig ved” på den måde som man gør på facebook ved at skjule nogle af sine oplysninger. Der er også sjældent så direkte afvisninger som hvis man ’ignorerer’ eller ’afviser’ venskabsforslag, gruppemedlemskaber eller lign. Efterhånden skjuler de fleste deres profil for alle de ikke er venner med, men ikke deres liste over hvem de er venner med. Det virker acceptabelt for de fleste, men vil det også være ok at skjule oplysninger for nogle af sine kontakter? Det tror jeg de fleste ville opfatte som overtrædelse af almindelige sociale normer, specielt i situationer hvor man ikke selv har skjult noget for den anden eller kører med ”dobbelt facebook-regnskab”.

Det sjove er jo også at de sociale mekanismer som man ubesværet navigerer efter i det virkelige liv, ville være ret besværlige at håndtere på facebook. Tænk hvis man hver gang man havde posted noget, skulle angive hvem der måtte se og ikke se historien.

James om Schopenhauer og Nietzsche

Jeg læser William James i øjeblikket (The Varieties of Religious Experience). Her er hvad han skriver om Schopenhauer og Nietzche:

"The sallies of the two German authors remind one, half the time, of the sick shriekings of two dying rats."

Jeg har på fornemmelsen at man ikke slipper afsted med at formulere sig sådan i en (ph.d.-)afhandling idag. Mildest talt.

Argumentatorisk isbjergstaktik

Jeg ved at filosoffer nogle gange fornemmer at folk fra andre faggrene ser lidt nervøst til dem i diskussioner, men jeg har aldrig rigtig forstået hvad denne nervøsitet skulle bunde i. Jeg hørte for nylig en fin betragtning (fra en med en anden faglig baggrund) der måske forklarer det.

Hans forklaring var at mange fornemmer filosoffens særlige diskussionsstil som han sammenlignede med isbjerge - på afstand ser det meget uskyldigt ud, men hvis man nærmer sig uforsigtigt, viser det sig at den lille isflage der blot skulle passeres, faktisk var en kæmpe stor blok af skibsforlisende art.

Billedet er overdrevet, men jeg kan udmærket se pointen. Filosofiske spørgsmål - fx til konferencer og foredrag - indledes ofte med et kort spørgsmål i stil med: "Så vidt jeg forstår, så mener du at ...osv.". Oplægsholderen synes at det lyder meget tilforladeligt og nikker, hvorefter der kommer en opfølgning der viser at hele foredraget er grundlæggende inkonsistent, at det hviler på højst kontroversielle filosofiske antagelser eller lign.

Det særligt onde ved denne taktik er, at nogle gange er der blot tale om et uskyldigt opklarende spørgsmål, en lille isflage, som man kan sejle frejdigt forbi . Andre gange er der ikke. Men det kan være være virkelig svært at gennemskue før man har givet sit svar.

Måske er årsagen til denne isbjergstaktik at den er helt gratis for filosoffen: Hvis hun får et svar som afskærer muligheden for at køre et isbjerg i stilling, kan hun enten blot lade som om hun ikke intenderede det som andet at få præciseret af et eller andet interessant, eller også kan hun læne sig tilbage med et sigende blik, der antyder for de tilstedeværende at hun har isbjerget inden for rækkevidde, men lader nåde gå for ret og lader være med at bruge det.

Andre faggrene bruger sikkert også taktikken, men folk med samme baggrund kan som regel gennemskue om der er optræk til et isbjerg eller ej. De filosofiske argumenter kommer derimod tit fra en kant hvor man fornemmer at der er en risiko, men man kan ikke vurdere hvad den består i og hvor stor den er.

Til sidst et råd til evt. ikke-filosoffer der kan genkende problemet: Man skal ikke lade sig narre af at filosoffen indleder med "Jeg har lige et opklarende spørgsmål...". Måske er der et isbjerg bag, måske ikke.

Ost af modermælk

eller: Hvordan æstetiske vurderinger kamufleres som etik.

En schweizer har angiveligt bebudet at han vil masseproducere ost, sovse og andre produkter af modermælk købt hos diverse kvinder. Nogle amerikanske dyrevelfærdsaktivister synes det er en oplagt idé for at spare køerne for deres lidelser. (Argumentet er vel bl.a. at det bedre aldrig at være blevet født end at være malkeko.) Aktivisterne har derfor kontaktet Ben & Jerry's for at få dem til at ændre deres is-produktion. (Sagen er omtalt i Information d. 1/10 2008.)

Forbrugerne viser dog tilsyneladende ikke den store interesse for det nye produkt. Det interessante er imidlertid argumenterne for at afvise modermælksost mv. – de går nemlig på at produktet er usikkert fordi mælken ikke kan kontrolleres (hvad har moderen fx spist af medicin?) og på at det kan tilskynde mødre til at sælge mælken i stedet for at give den til deres spædbørn. Altså klassiske konsekvens-etiske indvendinger.

Mit gæt er at disse argumenter er udtryk for hykleri. Den sande grund til at modsætte sig produktionen er at det virker ulækkert! Men på denne måde bruges etiske argumenter til at retfærdiggøre holdninger der reelt er æstetisk begrundet.

Jeg tror der er mange tilfælde af denne strategi hvor en æstetisk dagsorden bevidst eller ubevidst forklædes som etik. Folk kan ikke lide at se på tykke mennesker, ergo prøver man at argumentere for at det er et moralsk problem (fordi det belaster samfundsøkonomien, de har et dårligt liv osv.). Noget lignende tror jeg gør sig gældende i modstand mod at spise hunde og katte, mod homoseksuelle, mod piercinger, mod tørklæder osv.

Men hvad er pointen med at bruge etiske argumenter frem for æstetiske? Jo, på den måde kan man give et argument for både 1) hvorfor man fx ikke selv vil spise modermælksost, OG 2) hvorfor andre heller ikke skal gøre det!

For problemet med det æstetiske argument er jo at det ikke kan udvides til andre (med mindre man kan godtgøre at deres handling i overvejende grad også berører andre end dem selv). Hvis man synes modermælksost eller kattesteg er ulækkert, kunne man jo bare sige nej tak. Men sandheden er at man også synes at det er ulækkert at andre spiser det, så der må stærkere argumenter til hvis man vil forhindre dem i det. Heraf argumenter der bygger på etik og samfundshensyn.

Jeg hævder ikke at de etiske argumenter nødvendigvis er forkerte – blot at vi narrer os selv, hvis vi tror at det er der, den motiverende argumentationskraft ligger. Chocolate fudge brownie er en fantastisk is, men jeg ville ikke synes om at spise den hvis den var lavet af modermælk - uanset hvor velkontrolleret og ikke-babyskadende produktet måtte være.

Irriterende læsning

Så sluttede afstemningen om grænseløst irriterende ting ved denne blog endelig. Tak til de deltagende - resultatet kan skimtes her:

20 stemte og stemmerne fordelte sig således:

2 mener jeg er UTROLIGT længe om at svare på kommentarer
11 mener der er for langt mellem indlæg
3 mener at ellers lovende indlæg altid viser sig at være det rene pjat
5 mener der er for få indlæg om byture og opskrifter
5 mener at ALT ved bloggen er irriterende

Umiddelbart kan jeg jo se at det må betyde at der findes mindst 15 personer i verden der ikke synes at ALT ved bloggen er irriterende (med mindre nogle har stemt flere gange). Det interessante er selvfølgelig hvad de 5 der synes at ALT ved den er irriterende laver her. Jeg tænker at de måske er tvangslæsere som jeg selv: Jeg kan ikke se noget tekst uden at læse det. Derfor læser jeg tit hvad der står på havregrynspakken for 117. gang. (Det er den sande begrundelse for at holde avis - så man kan forhindre sig selv i at læse på havregrynspakken.)

Men egentlig var afstemningen inspireret af en anden blog (jeg har desværre glemt hvilken) der havde et indlæg der handlede om det (velkendte?) fænomen at man ind imellem ser et indlæg (eller en hel blog) som man synes er så galt afmarcheret at man slet ikke orker at begynde at forklare vedkommende hvad der er galt. Ideen med hans indlæg var så at opfordre folk til at gøre det alligevel og fortælle hvis de synes der var noget galt med hans blog (der var vist desværre ikke den store respons). Ideen er dog god - jeg tror at man nemt bliver blind for at ens egen holdning ikke er indlysende for alle og enhver.

Ja, ok. Og så må jeg nok også hellere kommentere at 11 ud af 20 synes der er for langt mellem mine indlæg - det tillader jeg mig selvfølgelig som et positivt tegn. Og der bliver lidt stille noget tid endnu, mens jeg tager mig af dette lille projekt:




Flot plakat, ikke? Bare jeg kunne lave sådan noget selv.

Og til sidst et lille mad-tip nu hvor kastanie-sæsonen nærmer sig: Når man skal lave kastanier i ovnen, er det en god idé at lægge dem 10 min. i koldt vand før man snitter i dem. Så slipper de skallen meget nemmere.

Så er den klaret.

Efter os - et sort hul

For en gangs skyld er der stor opmærksomhed omkring grundforskning, om end måske ikke helt i den form forskerne kunne ønske sig. Vi taler naturligvis om muligheden for verdens undergang onsdag d. 10. september 2008 når fysikere i Cern vil forsøge at skabe et sort hul (se fx omtale her). Jeg har selvfølgelig et par ting at bemærke i den anledning:

For det første:
Hvis det virkelig kunne lykkes at lukke hele biksen med et sort hul, ville det virkelig give baghjul til forestillingen om ”après nous, le déluge”.

For det andet:
Der synes at være gode moralske argumenter for at det faktisk ville være en fin måde at udslette Jorden på hvis det endelig skulle være:

1) det vil formentlig være smertefrit fordi det vil gå så hurtigt.
2) det vil ikke kunne skabe uheldige præcedens- eller glidebane-effekter.
3) der vil ikke være nogle sørgende efterladte (bortset måske fra Gud, men det kunne han have tænkt på noget før).

Disse kriterier kan andre masseødelæggende ting slet ikke leve op til (fx virusangreb, atomkrig, tsunamier mv.) Faktisk kan jeg dårligt forestille mig en bedre måde at dø på, hvis det altså skal være. (For en god ordens skyld: Det synes jeg ikke det skal.)

I øvrigt er det en god nedtællingsagtig dato: 10-09-08...

PS. Det er sjovt så meget dækning denne ikke-nyhed har fået (nu også her!). Jeg tænker mig at det er lidt lige som når folk skal forsøge sig med risiko-vurdering: Psykologiske eksperimenter viser at man skyder helt galt når de skal angive sandsynlighede for at dø af hajbid (overvurderes kraftigt i forhold til objektiv sandsynlighed), i trafikken eller af kræft (undervurderes kraftigt i forhold til objektiv sandsynlighed). Som allerede Sextus Empiricus påpegede, har vi tendens til at fokusere på det spektakulære og sjældne. Men det er en anden historie.

Er humanister kedelige?

I forlængelse af mit tidligere indlæg (og diskussioner her og hos filoffen og Stokbro) om datalogernes sang om (bl.a.) humanister kommer her en overvejelse over hvorvidt humanisters typiske selvforståelse som 'de kreative intellektuelle med de skæve selvironiske indfald' efterhånden svarer dårligt til virkeligheden. Er vi i virkeligheden de kedelige?

I hvert fald lader det til at der faktisk foregår sjovere ting andre steder. Se fx denne video der tilsyneladende er betalt af en producent af udstyr til massespektrometri:



Til sammenligning er her lidt filosofi-musik: David Chalmers synger The Zombie Blues:



(Ja, ja. Der er selvfølgelig Pythonernes filosof-sang. Men den er altså temmelig gammel.)

Tese:

Humanister (herunder filosoffer) er ikke så sjove som vi selv tror.

Bortforklaringsmodeller:
1) Naturvidenskab og industrien har flere penge at være sjove for.
Mit svar: ... men det behøver vel ikke at koste det store at lave noget sjovt?

2) Jeg er dårlig til at finde sjove filosofiske/humanistiske ting
Mit svar: OK, det er muligt, men så vis mig noget. Jeg er villig til at ændre mening ud fra evidens.

3) Sjovhed er ikke vigtigt for filosofi/humaniora
Mit svar: Jo, det er - om ikke andet så i branding-krigen fagene imellem. Og som de plejede at sige i radioen: Det er kedeligt at kede sig - det er sjovt at have det sjovt.

Symposium: Religionsvidenskabens videnskabsteori

Det er lige gået op for mig at jeg har glemt at denne blog er en oplagt kanal til omtale af et arrangement jeg er med til at arrangere. Så her kommer det:

Symposium: Religionsvidenskabens videnskabsteori
29.-30. september 2008 ved SDU, Odense

Mandag d. 29. september:
9.30 - 10.15 Kaffe og indregistrering
10.15 - 10.30 Velkomst, introduktion og praktiske oplysninger
10.30 - 11.15 Søren Harnow Klausen (Filosofi, SDU):
Humanistisk videnskabsteori
11.15 - 12.00 Jeppe Sinding Jensen (Religion, AU):
Filosofiens rolle i religionsvidenskaben
Frokost
13.00 - 13.45 Armin Geertz (Religion, AU):
Religionsvidenskabens genstandsområde
13.45 - 14.30 Caroline Schaffalitzky (Filosofi, SDU):
Videnskabsteoretisk realisme i religionsvidenskaben
Kaffepause
15.00 - 15.45 Lars Albinus (Religion, AU):
Religionernes familieligheder: en vej mellem realisme og nominalisme
15.45 - 16.30 Mikael Aktor (Religion, SDU):
Religion som ikke længere er religion
16.30 - 17.15 Olav Hammer (Religion, SDU):
Hvad kan religionsforskeren undersøge? Om begrebet ’metodologisk agnosticisme’

Tirsdag d. 30. september:
9.30 - 10.15 Jesper Sørensen (Religion, SDU):
Underminerer kognitiv religionsvidenskab religiøse udsagns sandhedsprætentioner?
10.15 - 11.00 Mikael Rothstein (Religion, KU):
Hvorfor alle de spekulationer? Vi studerer jo bare mennesker
Kaffepause
11.30 - 12.15 Tove Tybjerg (Religion, KU):
Praktiske betydninger af religionsforskerens egne overbevisninger
12.15 - 13.00: Torben Hammersholt (Religion, SDU):
Mystikken som videnskabsteoretisk case
Frokost
14.00 - 14.45 Jakob Lindgaard (Filosofi og Religion, KU):
Religionsvidenskab som normsætter
14.45 - 15.30 Tim Jensen (Religion, SDU):
Værdifri og værdifuld vidensformidling
15.30 - 16.00 Afrunding

På hjemmesiden for Religionsvidenskabens videnskabsteori er der informationer om tilmelding samt præsentation af emnet, manchetter og et diskussionsoplæg.

Dataloger om humanister

I Information d. 4. september er et hold datalogistuderende ved Københavns Universitet citeret for denne sang på melodien "Jeg har set en rigtig negermand":

"Jeg har set en rigtig humanist
han var knokkelskæv og sikkert også kommunist
så jeg spurgte hvad hans pensum var
han kigged' op og gav mig dette svar...

Til sommer skal jeg op i Anders And
et nummer af Fantomet og en Supermand.
Og hvis en dag, jeg vågner af min døs
så bliver' jeg færdig og er arbejdsløs."

Respekt til datalogi!

Om intelligent design i skolen igen

Jeg har tidligere bidraget til en antologi om evolutionsteori og intelligent design (ID) - se en kort udgave her. I mit kapitel skrev jeg om diskussionen om hvorvidt ID bør have plads i biologiundervisningen i skolen og jeg konkluderede bl.a. at det vil være uheldigt at give ID en ligeværdig behandling fordi det ikke er en ligeværdig teori og fordi børn ikke er i stand til at gennemskue dette.

Nu er jeg blevet gjort opmærksom på - tak, Louise - at mit kapitel er blevet diskuteret her af en af medredaktørerne af Origo. Det er altid virkelig rart når ens arbejde bliver taget alvorligt og afføder opmærksomhed og diskussion – så tak for omtalen. Det gør at man tager sig tid til den slags en anden gang.

Desværre var der ingen diskussionsfunktion på siden. Hvis der havde været det, kunne jeg nemlig for en god ordens skyld have peget på nogle af problemerne i omtalen af og kommentarne til mit kapitel:

For det første antager kommentatoren vist at jeg mener at videnskaben leverer evige og absolutte sandheder som skolen så skal formidle. Og det indvendes at videnskaben kan kritiseres og at eleverne selv bør have mulighed for at undre sig og finde mulige forklaringer. To bemærkninger til dette:

1) Jeg mener at videnskaben er fejlbarlig, og man kan sagtens mene og formidle denne opfattelse i biologiundervisningen uden derved at forpligte sig til at inddrage alle mulige (uplausible) teorier. Der findes fx en hel del uenighed internt i biologien.

2) Jeg mener det er en undervurdering af niveauet i biologiske videnskaber at forestille sig at skoleelever kan deltage for alvor. Ja, de kan undre sig og prøve at gætte sig frem (lidt ligesom Aristoteles) af hensyn pædagogiske hensyn, men det nærmer sig en grov anti-intellektualisme at mene at forudsætningsløse elever vil kunne opstille lødige alternativer til moderne evolutionsteori. (Hvis nordmændene virkelig som anført mener noget andet, vil jeg mene det er værst for dem.)

For det andet virker det som om kommentatoren mener at (jeg har den opfattelse at) darwinisme er ateistisk og at darwinismen ”fastholder at alt som ser ud til at være designet i naturen, ikke er designet”. Endvidere hævdes det at hvis ikke darwinismen diskuteres i biologitimerne, vil det svare til ateistisk forkyndelse. Igen et par bemærkninger:

1) Efter min mening ’fastholder’ darwinismen på ingen måde at ting ikke er designede – det ville ligge langt ud over hvad teorien kan løfte! Den mener blot at kunne forklare naturfænomener uden at gribe til design-forklaringer.

2) Og nej, skolen skal efter min mening ikke være forkyndende (ateistisk, kristen eller andet) – specielt ikke i biologi hvor man bør beskæftige sig med helt andre ting. Men som sagt mener jeg heller ikke at darwinisme i sig selv er ateistisk.

Endelig irriterer det mig lidt at der bliver argumenteret mod de af mine afsnit der handler om ID-teoriens uformåen. Disse afsnit har nemlig kun opsamlende karakter – mit kapitel er det sidste i bogen og jeg henviser tilbage til de ret hårdtslående filosofiske, biologiske og teologiske argumenter mod ID i de øvrige kapitler. Herved er opfordringen til at læse disse kapitler også givet videre.

Hvad er et artefakt?

I filosofien møder man ofte påstande om hvilke intuitioner 'folk i almindelighed' har om et emne (NB! 'folk i almindelighed' betyder i virkeligheden nogle gange 'filosoffer', nogle gange 'Maren i kæret'). Tit tænker jeg på om det virkelig passer, og jeg spørger familiemedlemmer og kolleger for at teste det lidt. Nu lagde jeg det så ud her på bloggen og det så sådan ud da svarfristen udløb:

Jeg takker alle 43 som medvirkede! Og nu må jeg hellere forklare hvad det gik ud på...

Begge undersøgelser handler om begrebsdannelse inden for social ontologi, nærmere bestemt artefakter. Sagt på en anden måde: Det handler om hvad der definerer kunstigt frembragte genstande (i modsætning til naturlige ting som bjerge og ræve*) og gør dem til det de er.

Der er forskellige teorier i omløb. De to mest indflydelsesrige argumenterer ud fra henholdvis funktion og intention:

a) tilhængere af funktionsteorien mener at det der gør noget til en stol eller en hammer, er at den kan gøre det som forbindes med en stol eller en hammer.

b) tilhængere af intentionsteorien mener at det afgørende er at genstanden (artefaktet) er produceret med henblik på at udfylde en bestemt funktion.

Det første forsøg er inspireret af en artikel af Poul Bloom (1996). Her skriver han at folk har tendens til at sige at hvis noget ligner en stol og kan bruges som en stol, så er det også en stol, selvom det er resultatet af at et lyn slår ned i en klippe (fremfor en af en menneskelig handling). Han nævner dog i forbifarten at tendensen ikke gælder for filosoffer - dvs. at filosoffer tilsyneladende mener at funktion ikke er tilstrækkeligt for at noget tæller som en stol. (Måske skyldes det at hvis man svarer at noget er en stol alene ud fra funktionsmuligheden, så er at det nærliggende at slutte til at der fx kunne findes stole på en fjern planet hvor der aldrig havde eksisteret mennesker - hvilket de fleste nok vil opfatte som kontra-intuitivt.)

I min undersøgelse kan man vælge om man er enig, uenig eller om ens intuitioner slår klik. 43 har svaret i alt. Heraf slår det kun klik for én (hvilket jeg synes er bemærkelsesværdigt i sig selv, men måske er der fordi 'ved ikkerne' ikke har haft lyst til at deltage?). 13 mener ikke det er en stol (filosofferne?), mens 29 mener at det er en stol.

Det andet forsøg er så i virkeligheden et eksempel på det omvendte: Tæller noget som en hammer hvis det opfylder den funktion som en hammer har? Dette eksempel huggede jeg fra et andet sted hvor den fremgik at en empirisk test havde vist at de fleste forsøgspersoner var villige til at acceptere at en sømpistol er en hammer. Jeg fik dog mistanke om at det kunne skyldes at sømpistolen i forsøget omtales som en 'electric hammer' og at resultatet ville være anderledes hvis man havde anvendt betegnelsen 'nail gun' (dvs. 'sømpistol' på dansk hvor vi vist slet ikke har den anden variant).

I dette andet forsøg er der også 43 svar. En enkelt aner ikke hvad man skal svare (igen: hvorfor kun én?). 9 mener at en sømpistol er en hammer (dvs. de har måske funktionsteoriske intuitioner), mens 33 ikke mener at en sømpistol er en hammer. At der kun er 9 der mener at en sømpistol er en hammer, skal sammenholdes med at der jo var 29 der mente at en stol kunne være en stol ud fra funktion + ydre karakteristika. Måske tyder dette på at de ydre kendetegn er vigtige, dvs. at det ikke er nok med intention og/eller funktion, men at kategorisering også hviler på hvordan noget ser ud - en sådan konklusion støttes i øvrigt af nogle andre sjove empiriske undersøgelser. (Bemærk dog at løsningen med en kobling af funktion og ydre karakteristika stadig betyder at der kunne være stole på en ukendt planet uden liv af nogen art!)

Jeg vil ikke forsøge at drage nogle hårde videnskabelige konklusioner på baggrund af undersøgelserne, men det var jo heller ikke formålet. Jeg ville bare lige høre hvad 'folk' mener.

Håber det var forklaring nok! I øvrigt er forslag til artefakters ontologi velkomne. Det er ikke direkte relevant for mit forskningsprojekt (religion er en anden slags social kind end artefakter efter min mening), men jeg synes det er interessant alligevel.

_______
note: * Ja, det er selvfølgelig en diskussion i sig selv om man overhovedet kan trække det skel mellem kunstige og naturlige genstande. Nogle vil sige at bare det at man har besluttet ikke at grave i bjerget eller fodre ræven automatisk gør det til en kulturgenstand fordi man har forholdt sig til det. Men det vil jeg ignorere her.

De 10 mest populære filosoffer i de trykte medier

Her er så listen over de mest omtalte danske filosoffer og idéhistorikere i de danske trykte medier. Heldigvis er de alle sammen så kendte at jeg (næsten) kan nøjes med at vise et billede.

Nr. 1: Lars Erslev Andersen: 1310

Mand, født 1956. Idéhistoriker, men mest kendt som terrorekspert. Tidligere ansat ved Mellemøststudier ved SDU, nu ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). (hjemmeside & wiki)
...................................................................................









Nr. 2: Poul Erik Tøjner: 793

Mand, født 1952. Har en grad i filosofi og litteratur. Direktør for kunstmuseet Louisiana. (wiki)
...................................................................................






Nr. 3: Morten Hesseldahl: 777

Mand, født 1964. Er kandidat i filosofi, kendt som forlagsdirektør, administrerende direktør for Information, medstifter af CEPOS, roman- og tegneserie-forfatter. (wiki)
...................................................................................








Nr. 4: Rune Engelbreht Larsen: 688

Mand, født 1967. Idéhistoriker fra Århus. Kendt fra Faklen, som stifter af Minoritetspartiet og som bl.a. blogger på Politiken. (hjemmeside & wiki)
...................................................................................

Nr. 5: Ole Thyssen: 681

Mand, skilter ikke med sit fødeår. Filosofi-baggrund. Ansat ved CBS og kendt som debattør - senest fra bogen Krigeren, borgeren og taberen skrevet sammen med Henrik Dahl. (hjemmeside & wiki)
...................................................................................

Nr. 6: Morten Albæk: 679

Mand, født 1975. Filosofi-baggrund. Profileret som borgerlig debattør og foredragsholder. Blev kendt med bogen Generation fucked up? skrevet sammen med Rasmus Hylleberg (wiki)
...................................................................................







Nr. 7: Lars-Henrik Schmith: 662

Mand, født 1953. Bl.a. kendt som tidligere rektor ved DPU. (wiki)
...................................................................................

Nr. 8: Peter Sandøe: 614

Mand, født 1955. Filosof. Særligt kendt som formand for Det Dyreetiske Råd. (hjemmeside & wiki)
...................................................................................

Nr. 9: Clement Kjersgaard: 603

Mand, født 1975. Filosofi-eksamen. Kendt som TV-vært og foredragsholder. (wiki)
...................................................................................

Nr. 10: Arno Victor Nielsen: 414

Mand, født 1946. Filosofi-baggrund. Kendt som en der udtaler sig. (ingen wiki endnu)
...................................................................................


Nr. 11-20:
Torben Sangild: 399
Ole Fogh Kirkeby: 314
Kai Sørlander: 246
Peter Øhrstrøm: 235
David Favrholdt: 178
Arne Notkin: 178
Jesper Ryberg: 110
Klemens Kappel: 92
Mogens Stiller Kjærgaard: 71
Anders Albrechtslund: 67

Resten:
Uffe Juul Jensen: 51
Anne Marie Pahuus: 45
Jørgen Husted (+ filosofi): 37
Steen Brock: 26
Søren Gosvig Olesen: 24
Mette Boch: 23

Dorthe Jørgensen (+ æstetik): 23
Hans Fink: ca. 18
Vincent Hendricks: 9
Malene Busk: 7
Thomas Schwartz Wentzer: 4

...................................................................................

Listen er fremkommet ved at lave en standard Infomedia-søgning for de sidste 5 år. Den er nok ikke helt nøjagtig, men den er nok heller ikke helt skæv.

Der var vist ikke de store overraskelser?

______

Update d. 17. juli:

Jeg har tilføjet et par oplysninger om folkene på top 10-listen (og rettet nogle fejl). Bemærk forresten at ingen af de 10 er ansat ved ordinære filosofiske eller idéhistoriske institutter. Hvilken vej vender kausaliteten? Eller er der en skjult fælles årsag? Eller er der blot tale om korrelation?

Denne slags indlæg er klart ikke my thang at skrive. Jeg håber en anden vil gøre det næste gang! (Og så kan Rune Lykkeberg og Brian Nygaard også være med - der er sikkert også flere vi har glemt.)

Hjælp til X-phi-tests

Til de der endnu ikke har svaret i mine små undersøgelser ude til venstre om stole og hammere: I kan stadig nå at deltage og jeg vil meget gerne høre jeres meninger! (Bemærk således at indlægget IKKE er tagget med 'pjat' - denne gang er det alvor!)

Man skal bare svare det som man umiddelbart synes lyder mest rimeligt.

Jeg lukker dog for diskussionen indtil fristen er udløbet. Så kan der komme forklaring og diskussion derefter.

Filosofiske mediedarlings

Så går det løs. Jeg åbner ballet og indleder eftersøgningen af de filosofiske mediedarlings! Reglerne er som følger:

1) deltagere er nulevende danske eller dansk bosatte personer med en universitetsgrad inden for filosofi og/eller idehistorie (uanset hvad de laver nu og hvad de er kendt for).

2) de rankes efter hvor mange hits de får i en infomedia-søgning i løbet af de sidste fem år.

3) når jeg vurderer at det ebber ud med kandidater på listen og jeg får tid, fastsætter jeg et tidspunkt der passer mig til at at foretage opgørelsen.

4) resultatet offentliggøres her hvorefter der indledes en hidsig diskussion om hvorvidt det er rimeligt at listen ser ud som den gør (det sidste skal jeg have lidt hjælp til).

Indtil videre er der noteret følgende kandidater der lever op til kravene:

Anders Albrechtslund
Morten Albæk
Lars Erselv Andersen
Mette Boch
Steen Brock
Malene Busk
David Favrholdt
Hans Fink
Vincent Hendricks
Morten Hesseldahl
Jørgen Husted
Uffe Juul Jensen
Dorte Jørgensen
Rune Engelbreht Larsen
Ole Fogh Kirkeby
Clement Kjersgaard
Mogens Stiller Kjærgaard
Klemens Kappel
Arno Victor Nielsen
Arne Notkin
Søren Gosvig Olesen
Anne Marie Pahuus
Jesper Ryberg
Peter Sandøe
Torben Sangild
Lars-Henrik Schmith
Kai Sørlander
Ole Thyssen
Thomas Schwartz Wentzer
Peter Øhrstrøm

Yderligere forslag modtages i kommentarerne
[listen er opdateret d. 7/7-08]

Se på (i) ursuppen hvor det hele kommer fra (og her hvordan jeg fik rodet mig ud i det).

Meningsmåling: Hvad er klokken?

Eventuelle faste læsere har sikkert ikke kunnet undgå at opdage at fristen for at deltage i afstemingen om hvad klokken er, nu er udløbet.Hele 11 personer har deltaget i den forrygende, spændingsmættede og videnskabeligt banebrydende undersøgelse. Heraf fordelte svarene sig således:

Spørgsmål: Hvad er klokken? (giv gerne flere svar)

1.-pladsen:
”Af ontologisk tvivlsom status” - 63% af stemmerne (7 stemmer)

2.-pladsen:
”For mange” – 36 % af stemmerne (4 stemmer)

delt 3.-plads:
”Ny” & ”Det er et dumt spørgsmål – spild ikke folks tid med den slags” – 27 % af stemmerne (3 stemmer)

4.-pladsen:
”Fem minutter i bar arm” – 18% af stemmerne (2 stemmer)

Jeg er meget tilfreds med resulatet. Det viser at min blog rammer den intenderede målgruppe perfekt: Filosofi-nørder (der sidder længe oppe) og har meninger om social ontologi. Først var jeg skuffet over at så få anså det for tidsspilde, men jeg indser nu at det skyldes at læserne er ekstremt liberale og interesserede i andres synspunkter, og derfor ikke kunne drømme om at afspore den herredømmefri dialog med forsøg på intellektuelle magtdemonstrationer.

Tak til deltagerne! Måske vil jeg lave tilsvarende vigtige meningsmålinger i fremtiden.

Og så til servicemeddelelsen om bloggen: Nederst på siden er et ikon for Sitemeter. Hvis man klikker på det, kan man se offentlig tilgængelig statistik over trafik på siden (hvis man nu keder sig de lange sommeraftener).

Carolineosv. havde i øvrigt 1 års fødselsdag for nylig. Læs om de første overvejelser her og her. Dette indlæg var forresten det første med et billede. Det er vist ikke så tjekket.

Ny filosofiprofessor

Søren Harnow Klausen tiltræder som professor i filosofi ved Syddansk Universitet d. 1. august 2008. Det synes jeg er en god ting for faget. Og 'nogen' burde lave en wiki-side til ham - han er allerede på listen over efterspurgte.

I øvrigt ville det også være sjovt med en hit-liste over de presseomtalte danske, nulevende filosoffer på samme måde som Rasmus har lavet det for naturvidenskabsfolk her på (i?) Ursuppen. Er der ikke nogen der alligevel ikke skal noget i ferien? Ellers kan det være jeg selv tager mig sammen. Jeg vil skyde på at fx Kai Sørlander, Peter Sandø, Mette Boch og Arno Victor Nielsen vil ligge højt i opgørelsen.

Filosofiske metoder

Der er som bekendt andre filosofi-blogge end denne (jo, der er). Her er lidt om to forskellige.

En fordel ved at skrive på dansk er at man kan fremhæve noget på en engelsk blog som mindre heldigt uden at der er stor risiko for at gøre nogen ked af det. Der er fx en filosofi-blog hvor forfatteren omtaler sig som ”argumentologist and philosopher” og siger at han underviser i ”the science and art of clear thought”. Et eksempel på hans metode i anvendelse ses her. Jeg tror det er ment alvorligt.

Til gengæld synes jeg det der foregår på Experimental Philosophy som regel er interessant. I øjeblikket efterlyser de i øvrigt (specielt) filosofi-uddannede der vil hjælpe med et online eksperiment der skal sammenligne (tror jeg) intuitioner hos filosoffer og ikke-filosoffer. Jeg indrømmer at jeg ikke selv har haft tid, men hvis nogen vil hjælpe videnskaben kan de klikke ind her. I denne post her står der lidt om hvem der har hjulpet indtil nu.

Selskabsleg i blog-universet

Jeg ser lige at jeg er blevet ’tagget’ af Torben Sangild. Det er en slags selskabsleg som medfører at jeg skal gøre følgende:

1. Ræk ud efter den nærmeste bog
2. Slå op på side 123
3. Find den femte sætning på denne side
4. Læg denne og de følgende to sætninger ud på din weblog sammen med disse instruktioner.
5. Sangilds tilføjelse: Kommentér citatet.
6. Tag fem andre personer og kreditér den som taggede dig.

Søren fra oplysningskritik har tidliger tagget mig hvor jeg forsøgte at komme lidt let om ved det (se her), men ok – her kommer endnu en omgang citat:

The word ”supernatural” and various of its predecessors in Greek (huperphues, huper phusin) and in Latin (supernaturalis, supra naturam rerum), however, were in use well before the emergence of what Durkheim terms “the positive sciences” (de Lubac 1934, 1946). But Durkheim does not concern himself with earlier usages. Nor does he confront the fact that Western classical and medieval authors developed their own senses of the “impossible,” although, of course, such acceptations were neither isopragmatic nor isosemantic whith those cultivated by positivists.”

Citatet er fra Benson Saler: “Conceptualizing Religion: Immanent Anthropologists, Transcendent Natives, and Unbounded Categories” (2000 [1993])

Det drejer sig om diskusssion om hvorvidt man kan definere religion ud fra et enkelt karakteristikum, nemlig at religion har at gøre med tro på noget overnaturligt. Saler argumenterer for at ’overnaturlig’ ikke kan forstås som modsætning til et positivistisk videnskabsideal (fordi det fandtes før dette), og at det i øvrigt er for vagt et begreb til at det kan bruges uden videre i en tværkulturel sammenligning. Han skriver også at han mistænker at ”… by ”supernatural beings” and ”supernatural forces” many anthropologists fundamentally mean ”imaginary beings” and ”imaginary forces” ” (s. 124). Selv tror jeg (lige i øjeblikket i hvert fald) det er svært at komme uden om det overnaturlige i en eller anden variant som et element i en definition af religion.

Jeg sender opfordringen videre til Louise, Pia, Mogens, Lennart og Christoffer – men kun hvis de synes det er sjovt, for der er trods også lidt kædebrev over det (og jeg aner jo heller ikke om de overhovedet læser dette!). Jeg selv gik med på det denne gang fordi det lige var Salers bog. Den er nemlig god – både at læse og at lægge under den bærbare så tastaturet bliver vippet lidt.

Om filosoffer

Lad os sige, at der var gode grunde til at antage, at der fandtes et begreb, som øjeblikkeligt ville dræbe den, der tænkte på det.

Mit gæt er, at en filosof ville ikke kunne lade være med at tænke på, hvad det mon kunne være for et begreb. Ikke fordi filosoffer generelt er suicidale – de er blot ofte ikke særligt praktisk anlagt.

Hvad er problemet med polygami?

Her er noget jeg har spekuleret over i mange år: Hvorfor er polygami forbudt i Danmark? Findes der argumenter for det? I så fald hvilke?

Polygami (et ægteskab der består af flere end to personer) er centrum for juridiske diskussioner i øjeblikket i Danmark. Det har fået mig til endnu engang at tænke på hvad begrundelsen for det danske forbud er. Jeg synes ikke selv polygami lyder specielt tillokkende, men jeg har svært ved at se hvilken skade det kan gøre hvis alle de berørte parter ønsker det.

Måske er sagen at det underforstås at polygami kun kommer i stand ved tvang. Men er der argumenter for at det forholder sig sådan? Og kunne man i så fald ikke sætte ind imod tvangen i stedet? Almindelig monogami kan jo også skyldes forskellige former for tvang, men det er lovligt alligevel.

Er det noget med frygt for socialt bedrageri, juridisk kaos o.l.? Altså at folk fx gifter sig med 20 mænd og/eller kvinder for at få familiesammenføring, ekstra hustru-bidrag, undgå arveafgifter eller noget? Igen skulle man tro at man kunne sikre sig mod bedrageriet på samme måde som man gør ifm. monogami.

Kan det være fordi polygami bliver opfattet som umoralsk? At noget er umoralsk plejer ikke i sig selv at begrunde lovgivning (selvom Tyrkiet på et tidspunkt tumlede med en lovgivning mod utroskab). Se i øvrigt en fin post her hos Peter Andreas om lovlige ting der strider imod manges normer.

Mit sidste forslag er at polygami er forbudt fordi det ikke er noget der er en del af dansk skik og brug. Men er det grund nok til et forbud? (Jeg har hørt fra en guide i København om nogle japanske turister der puttede frugtsalat på den marinerede sild ved en buffet. Er det grundlag for et forbud?)

Summa summarum: Jeg kan ikke regne ud hvorfor polygami er ulovligt, men måske er jeg bare uopfindsom.

Og et bonus-spørgsmål: Hvorfor må brødre ikke gifte sig?

Universitetspolitik

Nu er chancen der for at involvere sig i universitetspolitik på en måde som selv universitetsfolk kan overskue:

En gruppe forskere har startet en underskriftindsamling for "...at opnå større politisk forståelse for nødvendigheden af at ændre den nuværende forsknings- og uddannelsespolitik. For de forsknings- og uddannelsespolitiske ordførere i Folketinget er det vigtigt at slå fast, at utilfredsheden mod de nuværende forhold ikke er begrænset til en ubetydelig sekt, som videnskabsministeren ofte påstår".

Læs mere her: http://www.gopetition.com/online/17457.html hvor også selve underskriftindsamling ligger.

Se også bloggen Forskningsfrihed?

Reklame: Filosofiske foredrag om religion

Her er lidt reklame for et arrangement jeg har sagt ja til at deltage i mandag d. 19. maj på Syddansk Universitet:

Religionen under filosofisk behandling

Program:

13.00-13.10 Velkomst

13.10-13.50 Caroline Schaffalitzky de Muckadell, Ph.d.-studerende, Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, SDU: Hvad er religion?

13.50-14.00 Pause

14.00-14.40 Stine Grumsen, Ph.d. studerende, Institut for Filosofi og Idehistorie, AU: Kontinentalplader, kernekraft og rumteleskoper - naturvidenskabelig retorik og symbolik i religiøst propagandamateriale

14.40-15.10 Kaffepause

15.10-15.50 Esther Oluffa Pedersen, Adjunkt, Institut for Filosofi og Idehistorie, AU: At formgive det uudsigelige - religions betydning for det menneskelige udtryksliv

15.50-16.00 Pause

16.00-16.40 Anne-Marie Søndergaard Christensen, Adjunkt, Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, SDU: At tro på ’noget’. En filosofisk undersøgelse af sammenhængen mellem begreberne tro, religiøsitet og religion

16.40-17.10 Plenumdiskussion

Se mere her.

Ceteris paribus

Som ny studerende ved filosofi mæsker man sig de første par semestre i lækre fremmedord, -ismer og fagtermer: aposteriori, mutatits mutandis, ad verecundiam, ceteris paribus, epistemologi, non sequitur, solipsisme, ontologi, ad hominem, pars pro toto, osv. osv.

De næste par semestre indarbejder man dem i både daglig og faglig tale, hvorefter man ikke længere lægger mærke til dem mere (også fordi alle de andre filosofistuderende som omgiver en jo forstår dem og bruger dem).

Når man så når hen i nærheden af specialetiden, forsøger man at skære ned på dem igen (jeg gjorde i hvert fald), fordi man opdagede at udenforstående ikke forstod meningen med den indforståede filosofi-lingo.

Var det hele så blot en studentikos øvelse som man lige så godt kunne have sprunget over? Nej: dels er ordene jo sjove, og dels kan man forstå de andre fagidioter. Desuden er det altid godt for hovedet at lære noget nyt (og svært). Og måske er udtrykkene slet ikke så dumme endda – i hvert fald kunne jeg godt tænke mig at få udbredt ’ceteris paribus’ (som betyder ’alt andet lige’). Forklaring følger:

Ofte slipper politikere og andre ud af klørene på en journalist ved at nægte at svare på det der bliver spurgt om, ved at henvise til at ’der jo er tale om et hypotetisk spørgsmål’. Det kan fx være et spørgsmål som "Vil det få konsekvenser for skatteministeren hvis det viser sig at han betalt for lidt i skat gennem flere år?" eller "Bør udstillingen lukkes hvis det viser sig at de udstillede lig er udstillet mod de dødes vilje?" (tænkte eksempler).

Og ja, det er jo hypotetiske spørgsmål, men i filosofien har de hypotetiske spørgsmål meget høj status. De bruges nemlig til at belyse et emne ved at variere omstændighederne, fx ”Hvis alle blev ramt af en ’psykopat-virus’ i morgen, ville moralen så ophøre med at eksistere?”. En filosof der nægter at svare med henvisning til at ’der er tale om et hypotetisk spørgsmål’ vil være til grin (der kan selvfølgelig være andre grunde til at spørgmålet er svært at besvare!).

Pointen med at stille hypotiske spørgsmål til politikere er ligeledes at afsløre noget om deres aktuelle opfattelse: Hvordan man mener man ville håndtere en situation, siger noget om hvilke principper man navigerer efter politisk. På samme måde må en ansøger til en direktørstilling forholde sig til et spørgsmål om hvad man vil gøre hvis der skal rationaliseres.

Hvorfor vil politikeren ikke svare på det hypotetiske spørgsmål? Måske fordi svaret kan komme an på situationens detaljer (vidste skatteministeren at han gjorde noget galt? burde han have vidst det? hvor mange penge drejer det sig om? osv.). Men det er her ’ceteris paribus’ kommer ind i billedet – man kan svare at alt andet lige bør sagen få konsekvenser.

Jeg tror at hvis man har rent mel i posen, vil man ikke gribe til indvendingen om hypotetisk spørgsmål. Enten kan man svare at man simpelthen ikke ved hvad man ville gøre, eller man kan lave et ceteris paribus-svar.

Kvinder i akademia

Københavns universitet har tilsyneladende besluttet at indføre en økonomisk belønning til fakulteterne hvis de ansætter kvindelige professorer (se det omtalt i Magisterbladet). Jeg synes det er uheldigt at knytte ansættelser sammen med økonomisk gevinst, for

- hvis det økonomiske har indflydelse på hvem der bliver ansat, vil det (mindst) nærme sig positiv særbehandling af kvindelige ansøgere på bekostning af bedre kvalificerede mandlige.

- hvis det økonomiske ikke har indflydelse, kan man jo lige så godt lade være.

Det hævdes ofte at det lavere antal kvindelige professorer mv. hænger sammen med at der er færre kvinder end mænd der søger stillingerne. Hvis denne forklaring er rigtig, kunne problemet løses ved at belønne fakulteterne for at tiltrække kvindelige ansøgere til stillingsopslagene. På denne måde ville man undgå at kaste mistanke på lødigheden af ansættelser (og dermed kvinder ansat i videnskabelige stillinger).



Er den skæve kønsfordeling på universiteterne et problem? Jeg ved det ikke rigtig, men jeg blev alligevel overrasket da jeg tilfældigvis så listerne over ansatte ved Filosofi på RUC:

Der 22 ansat som videnskabeligt personale (VIP'er): 11 fastansatte, 9 phd-studerende og 2 løstansatte – alle mænd. Tjek selv her: http://www.ruc.dk/filo/personale/

Ved KU er der 41 ansatte VIP’er. Heraf er 4 kvinder (2 post.doc. og 2 phd-studerende – dvs. ingen med fast ansættelse). Tjek selv her: http://filosofi.ku.dk/ansatte/

Måske er det mod naturens orden med kvindelige filosoffer. Eftersom jeg ikke er specielt feministisk anlagt, er det den eneste forklaring jeg lige kan komme i tanke om.


I morgen (20. april) fejres 100-året for kvinders kommunale valgret. Ikke at det har noget med sagen at gøre.

Lyseslukker

Ok, jeg var så en af de mange der slukkede lyset ml. kl. 20 og kl. 21 til aften (sådan stort set da).

Jeg gjorde ikke af store politiske hensyn, men fordi bestyreren af byens observatorium for nogle år siden fortalte hvordan han ofte havde tryglet det lokale byråd om at slukke gadelygterne bare kort tid på en mørk, klar, måneløs aften. De nægtede altid med henvisning til trafik-sikkerheden.

Men i aftes lykkedes det så (miljø-politik er måske vigtigere en videnskab og kantiansk ærefrygt over stjernehimlen). Det havde været bedre hvis det havde været mørkere, men jeg håber han sad på sin plads i observatoriet.

PS. Se her: http://www.earthhour.org/ hvis du ikke aner hvad jeg snakker om.

Babylam og kvalitetsjournalistik

Jeg er klar over at mange journalister opfatter ’objektiv information’ som en tåbelig, forældet, positivistisk illusion. Men alligevel synes jeg godt det kunne ses som et ideal man kunne forsøge at tilnærme sig.

I en artikel i Politiken fremstilles spørgsmålet om brug af skind fra nyfødte eller ufødte lam ikke just neutralt (læs her). Fx tales der om at ’flå fostre ud af livmoderen’ og det nævnes i manchetten at lammene bliver ’slået ihjel og flået for at fremstille dansk modetøj’ (hvad er alternativet - skulle man bære rundt på hele lammet, evt levende?).

Artiklen afsluttes med dette vrøvl:

”Den danske tøjbranche erkender problemet. »Jeg kan godt forstå, at det lyder makabert, og nogle væmmes. Men vi forbruger altså dyr – sko er lavet af kalveskind«, siger Eva Kruse, direktør for Danish Fashion Institute, der repræsenterer godt 60 danske tøjproducenter.”

Det er da ikke at ’erkende problemet’? Med mindre ’problemet’ består i at folk er hykleriske når de synes det er bedre at halvstore kalve 'slås ihjel og flås', end at det sker for nyfødte lam. Faktisk kunne man jo let argumentere for det modsatte: Fx ved at henvise til at de producerede dyrs lidelser forkortes pga. kortere tid i stalden.

Måske stammer det dårlige håndværk fra Ritzau (som er angivet som signatur) eller fra Nyhedsavisen (som citeres som kilde til historien), jeg har ikke tjekket. Jeg synes det er lige slemt at være ophavsmand og viderebringer her. Det havde været så nemt at lave et minimum af refleksion i forhold til fx vores måde at behandle dyr på generelt.

Efterskrift: Jeg opdagede lige at der også er en slags 'kommentar-side' til artiklen (se her). Måske er ideen blot at lave en artikel der får folk til at 'bide på' (= annonce-penge), fremfor at lave en der er god.

X-faktor for phd-studerende

På mit universitet vil de igen i år lave et arrangement i forbindelse med Forskningens dag, hvor phd-studerende skal konkurrere mod hinanden i formidling. Ideen er i korte træk, at der udvælges 2 phd-studerende fra hvert fakultet. De får så hver fire minutter til at fremlægge noget fra deres forskningsprojekt for et lille publikum, der (så vidt jeg husker) består af ’offentligheden’, kommunikationsfolk og universitetsfolk. De dårligste ’stemmes hjem’, de bedste går videre til næste runde, hvor de får seks minutter til en præsentation. Til sidst får vinderen en vandrepokal og en frugtkurv.

Jeg er stor tilhænger af forskningsformidling, vidensdeling mv. Jeg har lavet mange ting af den art, og vil også gøre det fremover - om ca. 14 dage skal jeg fx til Roskilde og tale for en stor flok gymnasieelever og glæder mig til det. Men jeg synes der er nogle uheldige ting i netop dette arrangement – det er for tæt på at være rent cirkus.

Hvor jeg kommer ind i billedet? Jeg var ved at blive ’casted’ (som de rent faktisk kalder det) til at være den ene af humanioras deltagere, men takkede nej. Der var flere grunde, bl.a. synes jeg at det ville kræve for meget tid af mig at lave noget ordentligt, og at det ville flytte for lidt i hovedet på tilhørerne. Det falder desuden ind i tendensen med at det er forskernes forpligtelse ikke blot at formidle til den interesserede offentlighed, men også at gøre offentligheden interesseret i forskningen. Hvis universiteterne ønsker bedre branding af forskningen, bør de ansætte nogle flere reklame-, presse- eller kommunikations-folk til at klare opgaven.

PS. Iøvrigt irriterer det mig at man overhovedet forestiller sig at man kan konkurrere i formidling selvom deltagerne ikke skal formidle det samme emne, og hvor det på ingen måde tjekkes om tilhørerne har forstået hvad der blev sagt. Der er ikke ligefrem tale om et kontrolleret forsøg.

Hvor meget bør man lyve for sine børn?

Jeg hørte for nylig om en mor som det var lykkedes at bilde sit barn ind at det betyder ’udsolgt’ når is-bilen ringer med klokken. På én gang meget sjovt og ondt.

Der er dog selvfølgelig også mere alvorlige eksempler på tilfælde hvor forældre vurderer at det er bedst at lyve for børnene. Siden sagen med Muhammed-bamsen (Britisk kvinde der blev arresteret i Sudan i november 2007 fordi hun lod sine skoleelever navngive en bamse Muhammed) har jeg flere gange tænkt over hvad jeg ville svare hvis jeg havde et barn der kom hjem fra skolen og spurgte hvorfor læreren var blevet fængslet.

På den ene side ville jeg gerne videregive en liberal politisk opfattelse til barnet (eller i det mindste fortælle sandheden om hvad jeg mente om sagen).

På den anden side ville jeg ikke turde af frygt for at mit barn skulle overtage eller videregive min opfattelse og derved bringe sig selv og/eller familien i problemer.

Jeg har ladet mig fortælle at det i ikke-liberale samfund er normalt at man holder gode miner til slet spil indtil barnet er måske 13-14 år. Så trækker man det en dag til side og fortæller hvordan man mener det hele hænger sammen.

Der er dog den yderligere krølle på problemet at det hævdes at børn ikke overtager de normer man formulerer eksplicit for dem, men i stedet dem de udleder ud fra det daglige samvær (som tavs viden). Dette vil medføre at man for at beskytte børnene også selv måtte søge at overbevise sig selv om de ikke-liberale værdier for ikke at udsende ’forkerte’ signaler.

Ikke godt.

Filosoffer og samfundsnytte

En artikel i Nyhedsavisen fortalte forleden at en filosof har fået en 'EliteForsk-pris' (yndigt navn i øvrigt) og nu vil hjælpe politikere med at "...fremelske politiske standpunkter eller holdninger, for hvilke der kan gives logisk gyldige argumenter".

Filosoffen udtaler bl.a.: "Det er fuldstændig nonsens at sige, 'det regner og det regner ikke', begge ting kan ikke være sande på én gang. På samme måde er det ulogisk at sige, som Naser Khader for eksempel sagde, at han ikke er for regeringens asylpolitik, men samtidig vil acceptere regeringens asylpakke for ikke at vælte regeringen".

Det forekommer mig dog her, at det er filosoffen der ikke kan skelne mellem logik og prioritering. Ellers er det også 'ulogisk' at sige at man kunne tænke sig en omelet, men at man ikke vil lave en fordi man ikke vil ødelægge æggene.

Måske er filosoffen blevet uheldigt udlagt og citeret, men artiklen bekræfter desværre clichéen om at filosoffer er nogle selvfede skolemestertyper, der sidder hjemme i lænestolen og udtaler sig bedrevidende om en verden de ikke kan gennemskue.

Der er større problemer i verden end mangel denne slags logik og argumentation.

....

Læsersevice: Sidder der nogle tilbage og spekulerer på hvad 'et logisk gyldigt argument for en politisk holdning' vil sige, iler jeg nu med et (tænkt) eksempel:

Rødhårede mennesker er klamme.
Klamme mennesker skal have frataget stemmeretten.
Derfor skal rødhårede mennesker have frataget stemmeretten.

Isbjørn er psykopat

Flere danske medier har kunnet fortælle den chockerede offentlighed at isbjørnen Knut er psykopat (se fx Berlingske , Nyhedsavisen og DR). Dette må komme som en overraskelse for alle der troede at isbjørne var kendetegnet ved bl.a. empati, altruisme og indlevelse.

Snart viser det sig vel at bjørnen også er analfabet og ude af stand til at betjene en dåseåbner.

Brev om bibliotekspenge

På hjemmesiden for nyhedsbrevet Søndag aften fandt jeg tilfældigvis en gammel, men sjov liste over hvem der IKKE fik bibliotekspenge i 2002 hvor der blev indført en 'bagatelgrænse' på 5000 kr. Man kan kan se listen under artiklen Snydt (man skal være lidt tålmodig, siderne er meget langsomme). Jeg er selv på listen (dog ret langt nede), og får hvert år et brev om at jeg ikke får penge. Og jeg bliver irriteret hvert år!

Der er en klassisk udfordring af utilitarismen der går ud på at vælge imellem hvad der - alt andet lige - er utilitaristisk bedst:

1) drengen er glad fordi han tror der er hvaler i havet (men de er desværre faktisk udryddet).
2) drengen er trist fordi han tror hvalerne er udryddet (men det er de faktisk ikke).

Det kan man så tænke over så længe man gider.

Brevet om bibliotekspenge svarer til denne mulighed:

3) drengen er trist fordi han tror hvalerne er udryddet (hvert år får han et brev der bekræfter dette).

Klassisk filosofisk problem løst af ukendt forsker

En artikel på fpn.dk refererer en undersøgelse der angiveligt er forstadiet til tankelæsning via neurologien, og der citeres (gn. Daily Mail) en forsker ved navn Svetlana Skinkareva (som i øvrigt giver to hits på Google - en til fnp.dk og en til Politiken som skrev historien af).

Undersøgelsen kan tilsyneladende også tilbagevise det klassiske filosofiske problem om 'det omvendte farvespektrum':

"Forskningen har også afsløret, at forskellige mennesker hjernemæssigt tænker på den samme ting på samme måde, hvormed teorier om, at vi eksempel opfatter farver forskelligt tilsyneladende nu kan afvises. For vores små døtre ses den kvalmende lyserøde ikke som rosenrød, f.eks. "

Med lidt held kan Ms. Skinkareva og co. nok løse omverdensproblemet i kommende eksperimenter.

Orakel eller dumskalle

Jeg beklager stilheden på bloggen på det sidste - jeg har vist ikke haft tid til at tænke over noget som kunne præsenteres her. Jeg tror det eneste jeg har overvejet, var et indlæg om ’giv en ged’, men det er der næppe nogen der gider høre min mening om 14 dage efter jul. Til gengæld kommer her lidt tom underholdning udformet som en rapport over nogle af de søgninger der leder folk ind på bloggen her.

Nogle gange føler jeg mig som en orakel når jeg ser hvad Google anslår min blog kan levere svar på – blandt eksemplerne er: hvad skal man gøre for at tage på i vægt?, vikingernes kvindesyn, kausalitetskæden, hvor længe må man tage penicillin? og kønsbestemmelse af fisk.

Visse andre søgninger nedsætter imidlertid min selvfølelse tilsvarende: dumme udtalelser, humaniora er ubrugeligt, ting der ikke er sjove (den sidste må vel dog være i modstrid med denne søgning: sjov historie om søkoen).

Endelig er der nogle søgninger som jeg ville ønske jeg havde skrevet noget om. Fx fordele og ulemper ved atom (jeg vil skyde på at fordelene opvejer ulemperne – lidt afhængigt af hvilket atom vi taler om og hvad man vil bruge det til) eller kan man slå ihjel (ja, det kan man godt, men jeg synes man lade være alt andet lige).

Det er svært ikke at prøve at forestille sig hvem der søger på disse ting og hvad de skal bruge det til. Og især undrer jeg mig over at havne højt på søgningslisterne med de mærkelige ting – det siger vel desværre lidt om nettet (eller Google).